http://jp.dk/meninger/kronik/article1571078.ece
Flere tilhængere af teorien om global menneskeskabt CO{-2} -opvarmning
føler sig sikre på, at de selv har ret og forlanger, at al debat om
spørgsmålet standses. Dermed etablerer de et ufejlbarlighedsdogme og
afviser videnskabelig metode. »Kan journalister forholde sig kritisk?«
spørger kronikøren.
Vatikankoncilet 1870 styrkede pavens autoritet. Det var for længst
gået af mode at brænde eller på anden måde lukke munden på afvigere.
Til gengæld vedtog koncilet, at pavens ord er ufejlbarlige, når han
taler på embedets vegne om religiøse og moralske spørgsmål. Metoden er
religiøs, fjern fra al erkendelsesbaseret videnskabelig metode. Men
har man magt, kan man dekretere, at man har ret.
Det gør vor tids politikere, når de undertrykker kætterske tanker om
klimaet. De forfølger politiske og økonomiske mål gennem FN's
regeringsdrevne panel for klimaændringer (Intergovernmental Panel on
Climate Change, IPCC). Fortidens straffe er dog afløst af andre
tilgængelige midler.
Hvorfor er det så vigtigt at undertrykke afvigerne? Helt sikkert,
fordi usikkerheden om budskabet er så stor, at den ikke tåler et
kritisk projektørlys. Derfor bruges de kendte metoder til at afvise
kritik. Det kan dokumenteres, at politikere siger, at klimadebatten er
slut, at det er umoralsk at betvivle IPCC's mening og at enorme
klimasynoder holdes for de enige uden risiko for at møde kættere.
Det værste er påstanden om udbredt videnskabelig enighed bag IPCC. Det
kan roligt betegnes som et falsum, så længe IPCC ikke fremlægger
lister over enige og skeptiske videnskabsfolk og deres
kvalifikationer. Listen over fremtrædende skeptikere er lang. Den
omfatter både tidligere tilhængere og adskillige, som bidrog til dele
af IPCC's publikationer, men ikke godkender konklusionerne.
Professor Ole Humlum, Oslo Universitet, omtaler dette skisma. Et af de
to norske videnskabelige selskaber, Det Norske Vitenskapernes Akademi,
følger IPCC's påstande. Det Kongelige Norske Vitenskabers Selskab går
ind for normal fordomsfri videnskabelig prøvelse af teoriers
holdbarhed.
Misbruget af videnskaberne på klimaområdet er en videnskabelig
skandale. Mange er vel i god tro, men at tilsidesætte seriøs
videnskabelig kritik af politiske hensyn, kan ikke undskyldes i
længden.
»Men«, siger skarpsindige politikere, »alle statsledere er enige om at
støtte budskabet, vi har sagt, at global opvarmning er menneskeskabt
og vor største trussel, vi sætter mål for år 2050, vi har fået
klimaministerier og en stor organisation til at handle med CO -2
-kvoter, industrien får beskæftigelse og eksport, vi bestiller store
afhandlinger til at bekræfte, at vi har ret, vi fjerner tilskud til
uønsket forskning, vi beder videnskabsfolk om ikke at protestere. Så
kan vi ikke sige bagefter, at vi tog fejl.«
Begrundelserne beviser intet, men de forklarer årsagen til det stærke
politiske pres på videnskaben. Når politikere og videnskabsfolk har
forpligtet sig så stærkt, er presset og motivet til at blive blandt de
troende stort som i en religion eller ideologi. Alligevel er de
skeptiske videnskabsfolk flest, men de inviteres ikke til klimamøder.
Deres antal vil formentlig være stigende, især, hvis de seneste 10 års
konstante temperatur efterfølges af den normale afkøling, så der igen
opstår frygt som i 1975 for en ny kuldeperiode.
Håbet må knyttes til journalister, som kan modstå et massivt
propagandapres, afdække ufuldstændig og misvisende information og
formidle seriøs alsidighed til offentligheden. Nem er opgaven ikke.
--
If you want to make peace, you don't talk to your friends.
You talk to your enemies.
/Moshe Dayan/