I »Det gamle guld« (1923) bind 2, kapitel 14, rister Morten Korch en
Kærlighedsrune til det Hverdagsdanmark, der byggede vort land. Ikke med
pralende storarmsving, men »nok så mange træk, der kunne synes små og
ubetydelige, men som blev store, fordi de var ægte, menneskelige og sande -
det Danmark, som alle danske ville elske og værne om«.
|