På 180 grader fandt jeg denne klumme, som der er klippet lidt overflødigt
væk. Den fulde kan findes her:
http://www.180grader.dk/klumme/Mit_liv_som_offentligt_ansat.php
Jeg mødte sent og gik tidligt, hver dag. En ugentlig hjemme-"arbejdsdag"
sikrede, at jeg kun behøvede at udføre den absurde forestilling fire dage om
ugen. Jeg og mine kollegaer var omhyggelige med at arrangere møder om
formiddagen. Så sluttede vi inden eller med en god frokost og gik hjem.
Spurgte nogen, tog mødet naturligvis "hele dagen", og alt i alt havde jeg
omkring en 25 timers "arbejds"-uge. Når jeg var der, lavede jeg så godt som
ingenting, for der var intet at lave. Stort set ethvert initiativ eller
forsøg på selvaktivering blev desuden øjeblikkelig knust i et massivt
bureaukrati og hierarki.
I starten af det nye år regnede jeg og min kontormakker vores effektive
timeløn ud, inkl. telefonsamtaler, møder etc. Den lå på den gode side af
6.000 kr.
Vi blev stadig flere i afdelingen og resten af organisationen, for vi var
vildt gode til at overbevise politikerne om, at vi havde brug for flere
kollegaer. Budgetterne voksede mere end pris- og lønstigningerne, også selv
om vi ikke engang kunne bruge halvdelen af de penge, vi fik i forvejen.
"Udviklingsmidler" lød det fine ord for det store spild.
Jeg og mine kollegaer var også blevet dygtige til at rage fryns til os.
"Ellers får det offentlige et rekrutterings- og fastholdelsesproblem," sagde
vi til cheferne. Så vi fik efterhånden internetopkoblinger, nye bærbare
hjemme-PC'er og dyre mobiltelefoner med opkobling til kontorkalenderen. Ikke
at vi havde det mindste at bruge det grej til, men det fik i hvert fald mig
til at føle mig lidt mere vigtig. Måske en periodevis forestilling om at jeg
lavede noget fornuftigt? Det var bare selvbedrag.
(....)
Jeg er ganske sikker på, at der er mange offentligt ansatte, der føler sig
stressede, og selv om folks stressniveau er meget forskelligt, vil jeg også
anerkende, at grupper af offentligt ansatte rent faktisk ofte har travlt.
Men efter en del års offentlig ansættelse i to forskellige organisationer
føler jeg også behov for at skrive det, som vi er mange, der ved, men som
ingen rigtigt vil sige: Der er titusindvis af offentligt
ansatte, der lige som jeg, ikke laver dagens gode gerning. Og de er temmelig
dyre i drift.
Jeg gav op til sidst og gik tilbage til privat ansættelse. Den anden dag
ringede jeg til min tidligere kontormakker og hørte, hvordan det gik? Han
kunne fortælle, at de aldrig har været flere, og at de aldrig har haft
mindre at give sig til.
Og min kommentar:
For det første ville det jo være rart at vide hvad manden egentlig lavede.
For det andet er det netop den slags historier som får politikere til at gå
i panik og indføre 117 kontrolfunktioner, som virkelig kan få enhver til at
hade sit job og dermed kun udføre det med venstrehånd indtil man finder
noget andet.
Hvis det er fx en sagsbehandler, som fik over 850 nye regler og love at
forholde sig til sidste år, og denne ansatte vælger ikke at bruge tid på at
sætte sig ind i det, ja så er der pludselig måske 200-300 timers fritid mere
om året, fordi man ikke gør sit arbejde ordentligt. Hvis man er lærer og
ikke gider forberede sig men bare fyrer et eller andet af, ja så er der
cirka 350 timers ekstra fritid på et år. Hvis man ikke laver noget på en
hjemmearbejdsdag, men bare driver den af og lader "kunderne" være kunder, ja
så er det klart man får langt mere fritid end almindeligt. Måske kunne man
så fristes til at sige, at grunden til andre stresser er personer som denne,
der åbenbart ikke har en arbejdsmoral eller moral i det hele taget.
Det bringer mig så frem til det offentliges problem, nemlig at det er helt
givet at folk der misbruger den frihed som beskrevet ovenfor, altså den
luddovne lærere, der ikke forbereder, den luddovne sagsbehandler, der ikke
gider sætte sig ind i reglerne osv osv, skal sparkes ud, men her kommer
problemet for mig frem. Nemlig at på den ene side kontrollere ansatte, men
på den anden side give dem stor frihed.
Hvis man fx krævede jeg mødte på skolen hver dag klokken 8 og gik hjem kl.
16, så ville det helt sikkert resulterere i en dårligere skole,
skolehjemsamtaler ville kræve forældre tog fri fra arbejde (alternativt at
lærere skulle have aftentillæg), det ville resulterere i at der skulle bygge
kontore, at man ikke kunne drømme om at forberede sig i fritiden, at man
ikke ville tage på skoletur med eleverne i sin fritid osv osv og det ville
vel heller ikke på nogen måde sikre en god forberedelse. Men hvordan finder
man ud af at en lærer er uforberedt? 80% af tiden er man alene med børnene.
Og alle lærere har prøvet at have klasser, hvor man knap behøver undervise
fordi de er så kvikke de fatter alt, og omvendt haft klasser der hænger fast
næsten uanset hvad pokker man gør. Karakterere, tja, læreren vil næppe give
lave karakterere hvis det betyder man står til en samtale på kontoret,
ekstern censor, tja, så det skal det betales og der skal laves fælles pensum
og endelig fortæller det ikke om det er klassen, der er "smådum" (hvor en
middelkarakter måske faktisk er ret godt) eller om det er en superklasse,
der er blevet mindre dygtige af en dårlig lærer.
Med sagsbehandleren kan man selvfølgelig bedømme på antallet af sager, der
løses, men betyder det at sagerne løses godt? Jensen har måske 4 sager der
er kompliceret, mens Andersen har 9 sager der lige at gå til, målt udfra
antallet af sager, så er Andersen dygtig. I det hele taget er det jo nemt at
sige de inkompetente skal sparkes ud, men hvordan dælen måles det - uden at
man roder sig ud i yderligere administrativt bøvl og uden man ansætter
tonsvis af folk til at kontrollere og folk til at kontrollere
kontrolanterne.....
Nogen, der har bud??