men måske skyder de stadigvæk forbi målet, da de alligevel ikke klart
tør udpege det største problem
<<<<<<
SF, polakkerne og intolerancen
SF's integrationsordfører har siden folketingsvalget i november været
den nyvalgte, kun 26-årige Astrid Krag, der var landsformand for SF's
ungdom 2005-07. Hun har i flere år været talsmand for et brud med den
slappe linje over for indvandrerne som i årtier har kendetegnet SF og
hele venstrefløjen og som har givet sig udslag i en helt misforstået
overbærenhed imod etniske minoriteters kulturbetingede særheder selvom
disse ofte reelt har været en hindring for integrationen. Hun har
dermed ligget på linje med SF's nye formand Villy Søvndal og hans
stigende erkendelse af at også venstrefløjen må forsvare det danske
demokrati ved at sige klart fra over for antidemokratiske kræfter
blandt muslimerne.
Men nu er Krag gået et skridt videre og har udtrykt frygt for at de
mange polske gæstearbejdere der for tiden er beskæftiget i dansk
landbrug og dansk byggeri skulle kunne gå hen at blive et lige så
stort problem som de tyrkiske gæstearbejdere der kom til landet i
60'erne. Hun mener at vi risikerer at polakkerne bliver i landet, at
det vil give ghetto-problemer og at polakkerne kulturelt set er lige
så integrationsproblematiske som de tyrkiske muslimer, fordi de som
katolikker repræsenterer en religion der er lige så fundamentalistisk
som islam og som bl.a. vender sig mod fri abort, prævention og
homoseksualitet.
Astrid Krag overser imidlertid nogle væsentlige forskelle - og kommer
derfor til at forvirre begreberne i stedet for at skabe klarhed. Og
dermed skader hun dybest set sit eget forehavende: at skabe øget
forståelse for hvordan de kulturelle faktorer påvirker integrationen
og integrationsudviklingen på såvel nationalt plan som på EU-plan.
--------------------------------------------------------------------------------
Krags fremtrædende placering i SF's folketingsgruppe skal ses i
sammenhæng med formandsvalget i SF i april 2005, for her blev Villy
Søvndal støttet af SFU selvom han med sine dengang 53 år var
væsentligt ældre end Pia Olsen der efter den unge Morten Homanns
afkald som kandidat var eneste reelle modkandidat. Søvndal lå ifølge
Krag mere på linje med SFU i forhold til ønsket om at gøre SF til et
moderne venstrefløjsparti frem for et midtersøgende grønt parti.
Forud for SF's landsmøde i maj 2006 under Villy Søvndals forsæde kom
SFU med en påskeudtalelse der var et klart opgør med venstrefløjens
hidtidige, traditionelle integrationspolitik: "De unge SF'ere har
gennemført et omfattende opgør med venstrefløjens lalletolerance og
manglende evne til at levere konkrete håndfaste løsninger, når det
gælder nydanskernes integration."
På landsmødet skar Villy Søvndal igennem. Han erkendte at SF står midt
i en værdikamp. "SF står på frihedens side, og jeg vil gerne have at
dette landsmøde slår det budskab fast med syvtommersøm: Vi vil ikke
acceptere, at mennesker trues til at handle, tænke eller leve på en
bestemt måde - en måde, som er imod deres overbevisning eller deres
egne ønsker..... Der påhviler SF et historisk ansvar for at sige fra
over for overgreb, undertrykkelse og tilsidesættelse af demokrati og
individuel frihed. Også når aggressionen udgår fra herboende
islamister eller såmænd blot fra de reaktionære kulturkustoder."
--------------------------------------------------------------------------------
På samme landsmøde sagde Astrid Krag: "Jeg vil slå fast, at vi -
SF'ere, SFU'ere, venstreorienterede - må erkende to ting. For det
første skal vi turde indrømme, at der er problemer med integrationen.
For det andet skal vi turde indrømme, at vi ikke har klaret Dansk
Folkeparti, højrefløjen og integrationsspørgsmålet godt nok. Vi har i
SFU det sidste år taget en grundig debat om integrationen og om
venstre sides løsninger og analyser. Og vi vedtog på vores landsmøde i
påsken et omfattende og sammenhængende integrationsprogram - et
program med konkrete løsninger på konkrete problemer. Dem lægger vi
frem sammen med et krav om at venstrefløjen må kæmpe sig tilbage i
offensiven. Den defensive dagsorden fra SF og resten af venstrefløjen
i de sidste ti år - hvor Dansk Folkeparti er gået fra at være et
lille, undseeligt parti til den mastodont de er i dag i dansk politik
- har ikke skyldtes ond vilje. Men den defensive dagsorden har fejlet!
Dansk Folkeparti har netop vokset sig stort og stærkt ved at være
partiet, der sætter ord på de problemer, folk møder i hverdagen og ser
ude i samfundet. Dansk Folkeparti har haft banen for sig selv. De har
leveret svar på almindelige menneskers bekymringer og problemer."
Astrid Krag er - som det også fremgår af Politikens nylige portræt af
hende som 'socialistisk hardliner' - dybt uenig i Dansk Folkepartis
analyser, løsninger, sprog og menneskesyn, men hun anerkender at de
tør tale om integrationsproblemet og at SF skal turde det samme. Det
går simpelthen ikke længere at tabuisere al snak om kultur i
forbindelse med integration. "Jeg har altid synes, at det har været så
sært, at man ikke måtte tale om kultur. Man har ikke ville træde nogen
over tæerne ved at sige, at vores kultur er bedst, men der er altså
nogle tilfælde, hvor vores kultur er bedst", siger hun.
Med udtrykket 'nogle tilfælde' siger hun jo ikke for meget. Og det vil
formentligt være her, man fortsat vil kunne se den store forskel på SF
og DF. For DF er ikke i tvivl om, at vores kultur er bedst hele vejen
rundt. Det udelukker ikke accept af at andre kulturer kan være gode
for andre mennesker andre steder på kloden. Men her i landet er dansk
kultur bedst - ikke bare fordi den nu engang er de etniske danskeres
selvfølgelige nationale baggrund, men fordi den giver os frihed og
demokrati til at værne om alle de værdier vi sætter højst, herunder
ytringsfriheden og den principielle ligestilling mellem kønnene. Disse
ting er naturligvis værdier der til stadighed må debatteres, fordi
debatten er en del af kulturen og demokratiet. Men det er en
forudsætning for en kulturskabende og integrationsgivende debat at
tingene kaldes ved deres rette navn, at begreberne er nogenlunde klare
og relevante, og at tolerancen aldrig ender i den 'lalletolerance' der
gør alle værdier og synspunkter lige gode, men tør fastholde
intolerancen over for intolerancen.
--------------------------------------------------------------------------------
Det er naturligvis yderst positivt at Socialistisk Folkeparti
definitivt har forladt den gamle lalletolerance og har erkendt
nødvendigheden af at sige fra over for antidemokratiske kræfter fra
etniske minoriteter. Men i Astrid Krags seneste udmelding om frygt for
de polske gæstearbejdere og deres medbragte kulturelle bagage synes
dømmekraften at have svigtet.
Hvad man nemlig end måtte mene om polakkernes og andre østeuropæiske
arbejdstageres placering på et arbejdsmarked der mangler kvalificeret
arbejdskraft - her tænker jeg på løn og andre vilkår i forhold til den
almindelige og organiserede danske arbejdskraft - så er problematikken
anderledes end for de tyrkiske gæstearbejderes vedkommende, fordi de
nye, polske gæstearbejderes opdukken er en direkte følge af
EU-udvidelsen og den i EU gældende frie bevægelighed på
arbejdsmarkedet. Efter nogle få års aftalte overgangsregler kan vi
ikke længere lukke polakker ude, hvis der er arbejdsgivere der ønsker
at bruge dem. Den afgørende forskel i forhold til fx Tyrkiet er med
andre ord, at polakkerne kommer fra et land der er blevet medlem af EU
og som derfor nyder godt af medlemsskabet i økonomisk og anden
henseende.
Det er rigtigt at man for disse polakkers vedkommende nøgternt må tage
i betragtning, at de er katolikker og som sådanne tager deres religion
væsentligt mere seriøst end danskerne gør i almindelighed. Men trækker
man modstanden mod fri abort, prævention og homoseksualitet frem som
særlige problemer i denne sammenhæng, så må det aldrig glemmes, at
Polen er et land i rivende udvikling, at det har været det lige siden
befrielsen fra det kommunistiske åg, og at udviklingen også forlængst
har givet sig udslag i ændringer i moralske spørgsmål. Allerede den
polske pave, Johannes Paul II, måtte i sin tid konstatere mindre vægt
på den katolske kirkes moralske normer i befolkningen. Og han fordømte
skredet, som han oplevede som et svigt af selve den åndelige
indstilling der var grundlaget for den polske befolknings stædige kamp
mod og definitive sejr over den materialistiske sovjetkommunistiske
ånd.
Men sagen er jo, at modstandsånden mod en undertrykkende, udefra
kommende ideologi uundgåeligt vil tabe i intensitet, når den forhadte
ideologi bryder sammen. Der vil i Polens tilfælde fortsat være stærke
bindinger til den kirke der først og fremmest formåede at give
modstandsånden næring - og specielt til den mand, den polske pave, som
personificerede denne modstandsånd. Men når friheden først er vundet,
den samlende figur er død og nye generationer er vokset op som ikke
har været en del af modstandskampen, så bliver den moralske holdning i
bredeste forstand nødvendigvis anderledes. Den katolske kirke i Polen
nyder fortsat stor hengivenhed, men faktum er at den i dag slet ikke
har den magt over sindene som den havde i årene mellem 1971 og 1991.
Polen er langsomt, men sikkert blevet et langt mere sekulært land,
selvom det fortsat har en officiel alliance - et såkaldt konkordat -
med Vatikanstaten.
Typisk for Polens udvikling siden omvæltningen i 1989 er det at
landets første frie præsident og frie regering, begge udgået fra
Solidaritetsbevægelsen, var stærkt katolsk orienterede, men at landet
allerede ved de følgende valg blev mere og mere segmenteret. I 1995
fik landet en tidligere kommunist som præsident og efter
parlamentsvalget i 1997 en ret sekulær regering. Når paven de følgende
år kom på besøg, måtte han ved modtagelsen i lufthavnen først hilse på
en ateistisk præsident, en protestantisk premierminister og en jødisk
udenrigsminister. Det katolske islæt består - og har været forstærket
under de reaktionære tvillingebrødre Kaczinskys styre. Men dette er
blevet brudt og Polen har igen bevæget sig i sekulær retning. - Jf
artiklerne om Polen.
--------------------------------------------------------------------------------
I denne situation skal de polske gæstearbejderes aktuelle rolle i
bl.a. Danmark ikke overfortolkes. De er velkvalificerede mennesker,
der også kan begå sig på engelsk - og de sender mange penge hjem til
deres familier i Polen. Men de fleste vender selv hjem, når de har
tjent penge nok. For mulighederne i Polen forbedres år efter år.
Og hvad moralske spørgsmål som fri abort og præventation angår, vil
der ske det samme som er sket i Italien, Spanien og Frankrig. Kirken
kan sige hvad den vil. Folk skal nok i hovedsagen selv bestemme over
deres liv. En vis træghed gør sig naturligvis gældende, og denne
hænger igen nøje sammen med det gamle familiemønster. Men dettes
ændring er givet. Mønstrene smitter af fra land til land.
Medlemsskabet af EU gør det i længden umuligt for et land som Polen at
bevare sit familiemønster og sine moralske normer uændret.
Astrid Krags frygt for den polske katolicismes indflydelse er derfor
grundløs. Enhver der ser Polens medlemsskab af EU som en gevinst for
både Polen og det europæiske fællesskab vil kunne have tillid til at
fællesskabets sekulære ånd i længden vil være Polens specifikke
katolske ånd langt overlegen, men at det åndelige grundlag for hele
den europæiske kultur - til forskel fra Lilleasiens og Mellemøstens
kulturer - fortsat vil være kristendommen. Den markante polske
modstand mod fri abort og prævention vil ikke kunne modstå den
frigørelse fra de katolske autoriteter som sekulariseringen vil
medføre.
Omvendt gælder at der fra dansk side ville kunne bidrages til selve
sekulariseringen ved at slå til lyd for fortolkningen af religion som
'føling med virkeligheden' i dens fulde bredde til forskel fra en
utålelig og undertrykkende binding til en snæversynet jordisk
autoritet der er kendetegnet af magtbegær.
--------------------------------------------------------------------------------
Blandt de politiske partier i Danmark er der desværre meget ringe
forståelse for dette aspekt af sagen. Der er i medierne stor
diskussion om folkekirkens placering i folkelivet, men meget lille
lyst hos politikerne til at røre ved sprængstoffet. Man kan diskutere
statens adskillelse fra kirken på teoretisk eller utopisk plan, men de
færreste forstår folkekirkens særstatus. Heller ikke mange fatter at
langt den største del af befolkningen fortsat forbliver medlemmer af
denne folkekirke, selvom de stort ikke kommer der til andet end
barnedåb, bryllupper og begravelser. En tilknytning til folkekirken og
dermed kristendommen af overvejende ubevidst art forekommer især
intellektuelle mennesker uforståelig, men man kunne måske lære noget
af kirkens anderledes dybe rolle i et land som Polen.
Problemet for SF i denne forbindelse er imidlertid at medlemmerne
fortsat - med formanden som den bemærkelsesværdige undtagelse -
traditionelt betragter religion og religiøsitet som et ret primitivt
fænomen. Astrid Krag synes ingen undtagelse, men hun vil jo nok
hurtigt opdage at hendes bekymring for de polske fremmedarbejdere er
en ubegrundet frygt for en katolicisme der er under forvandling.
Hendes intolerance er malplaceret - og nøjagtigt det samme gælder
hendes og partiformandens fortsatte fordomme om Dansk Folkeparti. Det
er da altid noget at de nu forstår at Dansk Folkepartis rolle i
politik skyldes at partiet har turdet tale uden omsvøb om
integrationsproblemerne, men de synes fortsat slet ikke at have
forstået at den lydhørhed og dermed den indflydelse DF har opnået også
skyldes ledernes fornemmelser for almindelige menneskers ubevidste
indstilling til fremmedarbejderne, en indstilling som man aldrig kan
lade hånt om, hvis man anerkender det ubevidste som noget afgørende i
alle menneskers kulturelle baggrund.
Jan Jernewicz
<<<<<<<
--
If you want to make peace, you don't talk to your friends.
You talk to your enemies.
/Moshe Dayan/
|