Luther så at trosretfærdiggørelsen var noget som varede hele livet - kun at
vi fortsat at tro på Krist. Det kan ses fra hans kommentar om den tredje
kapitel i Romerbrevet.
'Retfærdiggørelsen' kommer for på nutiden i vers 24,26 og 28 på græsk, og
dét giver den en *fortsættende* betydning.
'og ufortjent *gøres de retfærdige* af hans nåde ved forløsningen i Kristus
Jesus. Ham gjorde Gud ved hans blod til et sonoffer ved troen for at vise
sin retfærdighed, fordi han havde ladet de tidligere synder ustraffede,
dengang han bar over med dem, for i den tid, der nu er inde, at vise sin
retfærdighed, så han selv er retfærdig *og gør den retfærdig*, som tror på
Jesus. Hvad bliver der så af vores stolthed? Den er udelukket! Ved hvilken
lov? Ved gerningernes? Nej, ved troens lov! For vi mener, at et menneske
*gøres retfærdigt* ved tro, uden lovgerninger.' (Romerbrevet 3:24-28)
For eksempel, når den danske Bibel siger: 'For vi mener, at et menneske
*gøres retfærdigt* ved tro' - disse to ord er kun et ord på græsk - en
nutids passiv infinitiv. Så det er ikke at vi bliver retfærdiggjort,
punktum, hellere at vi retfærdiggøres ved tro - at vi fortsætter at blive
retfærdiggjort ved tro på Krist.
Dette var Luthers mening, og her er noget som jeg har prøvet at oversætte ud
af hans kommentar om Romerbrevet 3.
'Troens folk tilbringer hele deres liv ledende efter retfærdiggørelse...
Apostelen (Paulus) på samme måde mener ikke at han har grebet det, men
rækker foran, ledende efter hvad der er foran, og når han har fundet den,
glemmer han hvad der er bagved (Filipperne 3:12-14). Fordi den som leder
sådan i hjerte og gerning, netop fordi han leder efter at blive
retfærdiggjort og mener ikke at han er retfærdiggjort, er uden tvivl
allerede retfærdig ifølge Gud. Fordi han ikke bekender sig at være en
synder på den måde at han vil holde fast på sine synder og forlade Gud, men
hellere at han må blive udfriet fra dem og blive retfærdiggjort, altid
sigende "forlad os vor skyld." (Matteus 6:12)'
Jeg synes at Luther har ret for sig, fordi han sammankæder retfærdiggørelse
og syndernes forladelse. De er ofte de samme:
'Men tolderen stod afsides og ville ikke engang løfte sit blik mod himlen,
men slog sig for brystet og sagde: Gud, *vær mig synder nådig!* Jeg siger
jer: Det var ham, der gik hjem som *retfærdig*, ikke den anden. For enhver,
som ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, der ydmyger sig selv, skal
ophøjes.' (Lukas 18:13,14)
Han bad om forladelse, men han fik retfærdiggørelse.
.............................................................................
Retfærdiggørelsen ved tro findes også i det GT:
'Sådan priser David også det menneske saligt, som Gud tilregner
*retfærdighed uden gerninger*: Lykkelige de, hvis *overtrædelser er
tilgivet*, og hvis synder er blevet skjult; lykkeligt det menneske, som
Herren *ikke tilregner synd*.' (Romerbrevet 4:6-8)
Alle som har fået syndernes forladelse har haft retfærdighed tilregnet til
sig.
.............................................................................
Mens apostelen Paulus predikede i Antiokia, sagde han:
'Det skal I altså vide, brødre, at det er ved ham, der forkyndes jer
*syndsforladelse*; og i alt det, hvori I ikke kunne gøres retfærdige ved
Moseloven, bliver enhver, der tror, *gjort retfærdig* ved ham.' (Apostlenes
Gerninger 13:38,39)
Når vi har fået syndernes forladelse, så har vi fået retfærdiggørelse.
.............................................................................
Syndernes forladelse/Retfærdiggørelse er en nådegave. Den er ufortjent.
Gud bare glæder sig at forlade dem som kommer til ham i omvendelse og
håbende tro. Gud retfærdiggjorde tyven på korset, og han retfærdiggør alle
dem som sandelige bede 'forlad os vor skyld'. Måden på at en retfærdig Gud
kan retfærdiggøre de uretfærdige er Kristi død på korset.
.............................................................................
Syndernes forladelse er fortsættende fordi Jesus lærte os at bede *hver dag*
om forladelse:
'giv os *i dag* vort *daglige* brød, og *forlad os vor skyld*, som også vi
forlader vore skyldnere' (Matteus 6:11,12)
Dette er forladelse i nutiden (Lukas 11:4; 1.Johannes 1:7,9).
Hvis vi beder denne bøn, kan vi være sikker på at vi får forladelse, og dét
bliver forladelse i datiden (Efeserne 4:32; Kolossenserne 2:13; 1.Johannes
2:12; Åbenbaring 1:5).
Det betyder ikke at man bør ikke bede om forladelse igen - Jesus sagde at vi
skulle gøre det hver dag. Det ville være meningsløst at bede hver dag om
syndernes forladelse hvis vi ikke fik syndernes forladelse hver dag, ikke?
Derfor er retfærdiggørelsen fortsættende, dog kommer retfærdiggørelsen for i
datiden også (Romerbrevet 5:1,9; 1.Korinterne 6:11) på den samme måde som
syndernes forladelse kommer for i datiden, og for de samme grunde.
.............................................................................
Vor tro er altid at blive tilregnet os til retfærdighed:
'For i det åbenbares Guds retfærdighed *af tro til tro* som der står
skrevet: Den retfærdige skal *leve af tro*.' (Romerbrevet 1:17)
Abraham levede i tro, og derfor blev han regnet som retfærdig. Han er
eksemplet for alle de troende, og hvis vi fortsætter at tro på Krist, bliver
vi altid regnede som retfærdige foran Gud.
John Cooper
|