---

Sygdomsforebyggelse i Kina-Japan

Der er færre % af Fjernøstens mennesker, der er på statslig forsørgelse end
i Danmark.

Når hjulene snurrer, og der produceres salgbar elektronik af robotter, så
giver det selvtillid, der er sygdomsforebyggende.

Den høje levealder i Japan har nok i høj grad arbejdsglæde og resultatglæde
og optimisme som forklaring - og Kina nærmer sig at overgå Japans succes
(som toppede i 1991, men japanerne har ikke gæld som den danske.)

Fordi Vesten vandt verdenskrigene og derfor er toneangivende, så kopierer de
to konfuzianske lande vort lægevæsen og megen af vor sygdomsforebyggelse pr
hygiejne.

De ville aldrig kunne afholde olympiade og have terrorisme hvis ikke
kloakering hindrede stank og kolera-epidemi.

Men de tager afslappet på propaganda om sund levevis - det anses ikke for et
statsligt pligt-område som her.

De er langt mere liberale mht at lade folk ryge og på anden vis "leve
usundt".

Spontant og af vane spiser de mindre end os.

At de klarer sig fint med mindre sundhedspropaganda, bør vi lære af.

Usikre statistiske beviser spilder de ikke tid og opmærksomhed på.

Megen usundhed i Vesten kan tænkes skabt af at "forbuden frugt smager bedst"
og moraliseren får folk til netop at gøre hvad eksperterne fraråder.

Denne generelle tendens gælder både legemlig sundhed og pædofili , som ikke
er et problem i disse lande, fordi der ikke er en omfattende
forbudslovgivning og medie-hetz om emnet.



Staten overlader mere til familierne i Fjernøsten. Vort statslige pengespild
virker direkte imod hensigten og vi bør lære af Kina og Japan. Det er en
skandale at vore vore medier og forskere ikke interesserer sig for, hvad er
bedre i sådanne kulturer.

De kan lide at kritisere fremstormende kultur, som vi burde misunde og
kopiere - deres China-bashing og Japan-bashing er et ynkeligt selvforsvar.

Vi bør ikke have mindreværdsfølelse for verdenshistoriens udvikling har
gjort os forskellige og det er sket især i fjern fortid. Vi bør have øjnene
stift rettet mod fremtiden og være åbne for at småt og stort i disse
succes-kulturer , der har lavt skattetryk, bør vi inspireres af.

Måske en sund skepsis overfor påtrængende dyrt ekspertvælde er en vej til
både legemlig og psykisk sundhed. Heldigvis har Vesten mange
individualister, der ignorerer sundhedspropaganda og slipper godt fra det.
De er formodentlig værdifuldere pionerer end Nobelpristagere i lægevidenskab
(udfra et størst mulig lykke for flest mulig synspunkt - den islamiske
verden har aldrig præsteret sådan gavnlig nytænknings-tradition).

Min egen private forskning i unødvendighed af toiletbrug, som jeg har fået
optaget artikel om i Ugeskrift for Læger, er et forsøg på at overgå mine
statligt ansatte professorforfædre ved at gå nye veje. At jeg med
privatiseret sæddonor-formidling opnåede respekt hos den klogeste del af det
danske lægevæsen, har givet mig blod på tanden mht flere konstruktive,
samfundsforbedrende provokationer.

Daglig omgang med en individualistisk japansk sygeplejerske-samlever er en
yderligere inspiration. Konfuzianismens ringe interesse for statslig
medlidenhed er en undervurderet sygdomsforebyggelse, mener jeg.