Torsdag kl. 16:30 går vi fra Nørrebro Station ad Nørrebrogade mod
Rådhuset. Vi kaster brosten (lavet af flamingo) undervejs, da det
åbenbart er vejen til indflydelse i København.
Læs mere på:
http://ungdomshus-nv.dk/
------------------
Hvorfor demonstrerer vi?
Hvis politikerne på Rådhuset holder fast i at ville forære
Nordvestkvarterets Kulturhus til Ungdomshuset, kan en stor del af
Kulturhusets nuværende 700 faste brugere se frem til at miste deres
lokaler om fire uger. Det er meningen, at Ungdomshuset skal flytte ind
allerede d. 1. juli.
Vi er rigtigt mange, som ikke forstår, hvad man tænker på Rådhuset.
Hvorfor vil man favorisere Ungdomshuset på bekostning af Kulturhusets
nuværende brugere. Hvorfor er en stor danseskole, keramikværksteder,
ældrebingo og foreningsliv mindre vigtigt end de autonome? Hvorfor
skal de smides ud? Og hvorfor skal et nyt tætbefolket kvarter nu leve
med frygten for nye autonome uroligheder?
JA til diversitet - NEJ til vold
Ungdomshuset påstår ihærdigt, at de bliver forfulgt pga. deres
udseende og musiksmag. Men hvis der findes nogen i dette land, som er
imod Ungdomshuset pga. deres punkmusik eller piercinger, så har jeg i
hvert fald ikke mødt dem. Det er overhovedet ikke det, som sagen
handler om.
Sagen handler alene om, at man ikke burde blive belønnet for vold. Når
man kaster med brosten, burde man komme bagerst i køen til lokaler i
København. Men i stedet har Ungdomshuset fået en helt uhørt positiv
særbehandling. Rådhusets døre har stået vidt åbne for forhandlinger
om, hvordan skatteborgerne kunne få lov at give Ungdomshuset et nyt
gratis hus. Da man foreslog Bavnehøjhallerne, var det ikke fint nok
til de unge. Det lå nemlig hele 3 kilometer fra Nørrebro. Så måtte man
forhandle videre. Først da man foreslog en løsning til 70 millioner
kroner i Nordvestkvarterets Kulturhus, kunne Ungdomshuset acceptere
gaven fra Rådhuset.
Rådhuset ligeglad med naboerne
Voldsomme naboprotester er derimod blevet fuldstændigt overhørt. Fire
ud af fem nordvestborgere er imod idéen. Men deres mening tæller ikke
på Rådhuset. Overborgmesteren vil end ikke mødes med borgerne. Hun er
ikke dukket op til borgermøder og har ikke villet give beboerne
foretræde på Rådhuset. Kun én gang dukkede hun op i Nordvest til et
underligt arrangement, hvor kun et meget lille antal borgere fik talt
med hende.
Ungdomshuset fejrer på sine websites, at deres væbnede kamp har givet
resultater og sidder tilbage med en kollektiv erfaring om, at brosten
belønnes. Ikke så meget som en undskyldning eller en afstandtagen fra
vold har været nødvendigt for at få et nyt hus. Tværtimod fastholder
Ungdomshusets talsmænd, at volden på Nørrebro har været forståelig,
fordi samfundet har behandlet Ungdomshuset dårligt.
Med den holdning, kan man kun frygte for, hvornår Ungdomshuset næste
gang føler sig dårligt behandlet. Nordvestkvarteret bliver i så fald
epicentrum for nye uroligheder. Det sker måske ikke i år - eller næste
år. Men risikoen kunne vi godt være foruden.