KRISTENDOM (del 2)
(foredrag, udsendt fra Radio Krishna, 87.6 MHz)
Vi fortsætter i denne udsendelse gennemgangen af den moderne,
institutionaliserede kristendom. Sidste gang snakkede vi om det
manglende historiske grundlag, som den moderne kirke hviler på. Med
den moderne kirke mener vi den kirke, som opstod med den romersk-
katolske kirke et par hundrede år efter Kristus. Vi skal i dag snakke
om Kristi forsvundne pagt. Vi var sidste gang inde på, at hverken
Bibelen eller kirken hviler på nogen troværdig autoritet. Derfor kan
kirken heller ikke, når den påstår at være den eneste sande religion,
siges at have nogen autoritet bag sin udtalelse.
Herren Krishna - alle væseners ophav - siger i Bhagavad Gita: "Når der
er opgangstid for irreligion og nedgangstid for sand religion, da
nedstiger jeg for at befri de rettroende, straffe de onde og
genoprette de religiøse principper."
Jesus Kristus - Guds søn - siger: "Sønnen kan ikke gøre noget af sig
selv, men han gør udelukkende hvad han ser Faderen gøre, thi hvad Han
gør, det gør han ligeledes." Og videre: "Og Faderen har givet sønnen
magt til at holde dom."
Så Jesus Kristus var en reformator, som åbenbarede sig på Guds
anmodning, for at genindføre religionens ægte principper i jødernes
regime, da disse havde afviget fra den rette vej. Der findes
tilstrækkeligt med henføringer i Bibelen, som bevis for denne
kendsgerning. Men det fremgår ikke klart i dag, hvor degenereringen i
jødedommen opstod, og hvilke reformerende foranstaltninger Jesus ville
indføre. Det skyldes at de moderne kristne religiøse samfund er lige
så uvidende om deres egen religions sande betydning, som deres jødiske
forfædre var det på Jesu tid. Udviklingen af den jødiske religion, som
den beskrives i Det Gamle Testamente, følger en række pagter mellem
Gud og menneskene, hvorigennem menneskene skulle forlade verdsligheden
og overlade sig helt til Guds vilje, tjene Ham og synge Hans lovsang.
Målet for jødedommen var aldrig tomme ceremonier, men ren hengivenhed:
"Herre! Åbn mine læber, så skal min mund forkynde din pris, thi i
slagteoffer har Du ikke behag, og gav jeg et brændoffer, vandt det Dig
ikke. Offer for Gud er en sønderbrudt ånd. Et sønderbrudt, sønderknust
hjerte agter Du ikke ringe, oh Gud." (Salmernes Bog).
Men da mennesker må leve i den materielle verden, og da det ofte er
urent og ikke har overgivet sig til Gud, åbnede pagten mulighed for
dets gradvise renselse. Disse pagter blev reguleret af Gud og Hans
profeter, alt efter tid, sted og omstændigheder. Kapitel 1 i Første
Mosebog omtaler, at mennesket oprindeligt levede indenfor Gud, og da
ikke besad nogle seksuelle begær. Gud gav mennesket herredømmet over
dyrene, og forsynede det med urters frø og frugter som dets retmæssige
føde. Senere blev mennesket ifølge historien fordrevet fra Edens Have
p.g.a. begær, og dermed begyndte dets fald. I syvende kapitel af
Første Mosebog finder vi, at Gud tilintetgjorde menneskeslægten for
den ugudelighed gennem et voldsomt syndefald. Kun Noah, hans familie
og dyrene i arken overlevede. Som en følge af syndfloden nævnes det,
at Noah fik tilladelse til at spise kød, hvilket næppe er så
underligt, eftersom al vækst på Jorden var blevet forstyrret.
Læser man videre i Det Gamle Testamente finder man, at pagternes
tendenser var at mindske kødspisning, vindrikning og forgængelige
verdslige forlystelser. De to følgende bøger i Det Gamle Testamente -
Anden og Tredie Mosebog - giver menneskene strenge restriktioner ang.
kødspisning. Der findes komplicerede forskrifter for kødoffer,
tilligemed omfattende beskrivelser over efterfølgende tempeltjeneste.
Guds aftale med jøderne krævede, at det kød som spistes af jøderne, ej
måtte indeholde blod, hvilket praktisk taget er umuligt. Det er
lettere at leve af grøntsager, end at tømme et stykke kød for den
sidste bloddråbe. Disse forskrifter blev givet af Gud som en
indrømmelse til menneskenes begær: "Om du nu, når Herren din Gud har
udvidet dine landemærker, som Han har lovet dig, og du får lyst til
kød og siger, Jeg vil have kød at spise. så spis kun kød så meget du
lyster." (Femte Mosebog).
I Fjerde Mosebog, hvor jødernes landflygtighed i ørkenen bekskrives,
sendte Gud dem manna fra himlen, for at spare dem for at spise kød.
Alligevel længtes de mere efter kød end efter barmhjertighed fra Gud.
Gud blev vred på dem og advarede dem, at de skulle komme til at spise
kød "indtil det står eder ud af næsen, og i væmmes derved." Derefter
sendte Gud dem kød. Men mens kødet endnu var mellem tænderne på dem,
før det endnu var blevet spist, blussede Herrens vrede op mod folket,
og Herren lod et meget hårdt nederlag ("nederlag" er i den danske
bibelske oversættelse blevet til "straf") ramme folket.
På lignende måde finder vi i Esajas, at Gud er vred på menneskene i
Jerusalem, fordi de ændrede den hellige pagt til en undskyldning for
sansenydelse. "Hvad skal jeg med jeres mange slagteofre" siger Herren.
"Jeg er træt af vædderbrænde-ofre, af fedekalvens fedt, har ej lyst
til blod af okse, lam og bukke. Eders nymånefester og højtider hader
min sjæl. De er mig en byrde, jeg er træt af at bære. Breder i
hænderne ud, skjuler jeg øjnene for jer. Hvor meget i så end beder,
hører jeg det ikke. Eders hænder er fulde af blod" siger Gud.
Den store profet Daniel, rådgiver for kong Nebukaneser Babylon, var
streng vegetar, og drak ikke vin. Han ville ikke svine sig til med
kongens kødretter, ejheller med hans vin. Han ernærede sig udelukkende
af grøntsager og vand. Essæerne og terepeuterne, to jødiske
munkeordener som blomstrede kort tid før Jesu Kristi åbenbaring, var
også kendt for deres strenge afholdenhed. De holdt sig fra kød, vin,
utilladt sex og brugte al deres tid på at lovprise Gud og diskutere
skrifterne. Alligevel blev de betragtet som kættere af den tids
ortodokse jøder, thi de ville ikke være tilstede ved rabbinske
gudstjenester i de jødiske synagoger, hvor kødofring blev foretaget.
Som vi ser, fremstod Jesus i en tid med store religiøse modsætninger.
Sekter polemiserede over omstridte læresætninger og filosofier, og den
jødiske rettroenhed var overbelæsset med overmåde streng ritualisme.
Jesu lære var enkel og ren, og gengav det dybeste indhold af Det Gamle
Testamente, nemlig "Du kan ikke tjene Gud og mammon" og "Søg først
Guds rige og Hans retfærdighed, så skal alt dette (d.v.s. livets
materielle fornødenheder) tilfalde jer." Jesus underviste m.a.o. i
fuldstændig overgivelse til Gud uden materialistiske (d.v.s. selviske)
motiver om sansenydelse i denne midlertidige verden.
Som det står skrevet i Hebræerbrevet, tilbød Jesus Kristus og Hans
lære en ny pagt med Gud, en ny mulighed for menneskene at blive
rensede for synd, og overlade sig helt til Gud. Pagten ang. det
jødiske kødoffer skulle ophøre, og Kristus lod gælde: "Thi det er godt
at blive styrket i sit hjerte gennem nåde, og ikke gennem
offermåltider." I den engelske bibeloversættelse er "offermåltider"
blevet til "kød". I den officielle danske oversættelse lyder det
således: "Thi det er godt at hjertet styrkes ved nåden - ikke ved
bestemte spiser."
Kristi nåde var ikke billig. Hans pagt indebar fortsat en fast
overenskomst mellem Gud og menneskene. At menneskene skulle reddes af
Jesu nåde og gøre Guds vilje. Som Jesus siger i Matthæus: "Ikke enhver
der siger til mig, Herre Herre, skal komme i himmerrige, men den, som
gør min himmelske Faders vilje." Og i Johannes Evangeliet: "Hvis i
elsker mig, så holder i mine befalinger."
Der findes mange beviser på at de ældste kristne - apostlene, Clement
af Alexandria og Johannes Chrisostum for blot at nævne nogle få -
holdt fast ved de hellige løfter om vegetarisme, renhed og afholdenhed
fra stærke drikke. Som vi imidlertid har set fra tidligere, er disse
Kristi bud - specielt de som angår fortæring af kød - med fuldt
overlæg blevet fejet under måtten af kirken. Jesu pagt afskaffede det
jødiske kødoffer, og pagten omfattede bestemmelsen: Du må ikke slå
ihjel!
Moderne kristne, som har en lang tradition for tekstforvanskning,
begyndte i Nikea, at i ordene "slå ihjel" kun at lægge betydningen
mord på mennesker, men ej på dyr. På denne måde kunne de fortsætte med
at dræbe dyr, uden sågar at følge Det Gamle Testamente's forbehold, og
åbne slagterier på samlebånd, for at kunne tilfredsstille deres tunge.
Til forsvar herfor plejer de at citere sådanne steder i Det Nye
Testamente, som pastoralbrevene - tre breve formodentlig fra Paulus'
tid, i hvilke askese og da specielt afholdenhed fra fortæring af kød,
omtales som "djævelens doktriner". Men forskning af så respekterede
1800-tals teologer som Schleimacher, Eichhorn, Bauer, Holzmann og
Pfleiderer har påvist forfalskning af disse breve på grundlag af uklar
tidsregning for de hændelser som er gengivet i disse breve, doktrinære
ejendommeligheder, sproget, samt en forhastet historisk skildring af
kirkeordningen.
Pfleiderer skriver at disse tre breve kun kan have sammenhæng med
kirkens stridigheder med den gnostiske bevægelse i det andet
århundrede, hvilket var mere end hundrede år efter Paulus' død -
Paulus, som formodes at være forfatter til pastoralbrevene. Så der er
tydeligvis ikke tale om andet end dogmatiske indlæg fra censorerne.
Således er en meget væsentlig grund til Jesu fremkomst - nemlig
ophøret med kødfortæring i religionens navn: "Jeg er kommet for at
gøre en ende på ofringen" og "At i afholder jer fra afgudsofferkød,
blod og kød af kvalte dyr" - blevet omgjort i Hans navn af de kristne,
som var yderst villige til at afstå fra offerceremonier, men ikke fra
smagen af kød og blod.
Et andet vigtigt punkt i Det Gamle Testamentes pagt var lovprisningen
af Guds navn, som særligt fremhæves i Salmernes Bog. Kristus, som kom
herned til denne planet, ikke for at tilintetgøre loven i Det Gamle
Testamente, men for at fuldbyrde den, ville også åbenbare Guds navn
for menneskene. Han gjorde dette, ved at åbenbare Guds navn igennem
sig selv, Kristus, Herrens salvede. Da Jesus vidste at tiden for
korsfæstelsen nærmede sig, var Han opsat på at Guds navn skulle slås
fast i verden: "Dog, derfor er jeg kommet til denne tiende. Fader,
helliggør Dit navn" samt "Jeg har åbenbaret Dit navn for de mennesker,
som Du tog ud af verden og gav mig."
Guds navn adskiller sig ikke fra Kristi navn - Guds bemyndigede
stedfortræder. Kristus var i virkeligheden det eneste navn som Jesus
røbede for sine disciple. Han sagde: "Og hvadsomhelst i beder om i mit
navn, det vil jeg gøre, for at Faderen kan forherliges af sønnen" og
"Faderen må give jer hvadsomhelst i beder Ham om i mit navn." Det
sidste kommer slet ikke frem i den danske oversættelse.
Den gentagne recitation (eller syngen) af Kristi navn var en anden
detalje i den oprindelige kristne pagt, som kirken med tiden har
forkastet. Det er allerede blevet nævnt at Thomas, i Leucius'
beretninger om hans gerninger, underviste i gentagelsen af kongens
(Kristus') navn, som en forholdsregel for at dysse syndens slange i
søvn. I den græsk-katolske kirke vogtedes denne tradition i klostrenes
trosbekendelse - kendt som filokali, kærligheden til åndelig skønhed.
Novicerne blev i dette tilfælde givet det råd, at opsøge en ældste, en
åndelig mester eller rådgiver, som skulle gøre vedkommende fortrolig
med en bøn som bestod af ordene: "Herre Jesus Kristus, hav
barmhjertighed med mig." Målet med denne gentagne bøn var ikke blot
rituel. Den var hvad Filokali kaldte theosis, eller genopvækkelsen af
åndeligheden i personligheden.
I virkeligheden findes der mange traditionelle bønner, som består af
Kristi navn, som er beregnet til meditativ sang og gentagelse: (græsk
citat:) "Kristus er opstået" og (græsk citat:)"Jesus Kristus, Guds
søn, frelseren" m.fl. At synge Jesu Kristi navn er på det nærmeste
ukendt praksis i vore dages vestlige kristendom, igen beroende på den
romersk-katolske kirkes uvilje mod oplysning. Den hellige Benedictus,
det vestlige munkevæsens fader, lagde ikke megen vægt på det udtalede
navn Kristus, trods det at han med al sikkerhed må have kendt til
dette fra den ældre kristne tradition og fra selve Bibelen. Moderne
kristne vil måske hævde, at dette bare er et spørgsmål om tolkninger
af skriften, som menneskene omkring Kristus har gjort. Det
allervigtigste er dog, at alle anerkender Jesus Kristus som den eneste
frelser, om så visse mennesker fra nogle kulturelle miljøer synger
Hans navn eller ej. Men Romerbrevet modsiger dette, thi der er ingen
forskel på jøde og græker; de har jo alle den samme herre, ivrig nok
for alle dem der påkalder Ham. Thi enhver, der påkalder Herrens navn,
skal frelses. Sammenfattet indebærer Jesu Kristi pagt, baseret på
forhåndenværende skriftelige beviser, to vigtige betingelser, som ikke
anerkendes af kirken i dag:
1. afståelse fra slagtning af dyr og fortæring af kød samt
2. regelmæssig påkaldelse af Jesu Kristi navn for syndernes
forladelse.
Gnosticisme og agnosticisme, ny-gnosticisme og ny-agnosticisme.
Det vil ikke være en overdrivelse at beskrive de mennesker som Jesus
prædikede for, som agnostiske, d.v.s. uvidende. Et studium af
skrifterne giver tydeligt belæg for den troløshed, som herskede på
Kristi tid. For at drage deres opmærksomhed til Guds eksistens, var
Han nødt til at udføre undere: "Hvis i ikke får tegn og undere at se,
vil i ikke tro", sagde Han. Kristi forkyndelse var således begrænset
til enkle beretninger, som dårligt nok indeholdt nogen direkte
filosofi: "Derfor taler jeg til dem i lignelser, fordi de ser og dog
ingenting ser, og hører og dog ingenting hører." Til og med disciplene
tvivlede. I Getsemena Have kunne de ikke bede sammen med ham p.g.a.
kødets svaghed. Han blev forrådt af en af de tolv, Judas Iskariot.
Peter fornægtede ham tre gange, og Han (Jesus) blev dømt og ingen
forsvarede ham. Thomas kunne ikke tro at Han var opstået fra de døde,
uden selv at få det at se.
På et tidspunkt irettesatte Jesus de tolv og sagde: "Åh, du vantro og
forvildede slægt, hvor længe skal jeg være hos jer, hvor længe skal
jeg tåle jer?" Da de imidlertid troede at Han var Guds søn, og da de
holdt Hans bud, og de tolv disciple var blevet bemyndigede til på Hans
vegne at forkynde alt, hvad Han havde lært dem, på trods af at det
endnu ikke var fuldstændig kendskab til Gud: "Jeg har endnu meget at
sige jer, men i kan ikke bære det nu."
I Matthæus evangeliet finder vi at: "Kristus påbød at disciplene
skulle uddrive onde ånder, helbrede syge og prædike om Guds rige."
Efter korsfæstelsen og opstandelsen blev Kristi disciple - med
undtagelse naturligvis af forrædderen Judas, som hængte sig -
velsignet af helligånden til at udføre alle disse ting, trods alle
deres mangler. Ved inspireret forkyndelse spredtes således af Kristi
disciple den religion, som nu er kendt som kristendom fra Palæstina
til ’gypten, Grækenland og det romerske rige. Alligevel gik, som det
allerede er påpeget, den gamle forkyndelse om Jesus Kristus tabt
p.g.a. den indgroede agnosticisme, som rådede blandt menneskene på den
tid. Den sande transcendentale natur af Kristi identitet som Guds søn
der steg herned, blev formørket, og Hans personlighed reduceret til de
mest fundamentale kropslige vilkår. Vi hører om Gud i kødet, som udgød
sit blod for vore synder. Og Hans pagt, om afholdenhed fra kød og
vindrikning, blev forkastet p.g.a. rodfæstede vaner, som menneskene i
Middelhavslandene havde. I tidens løb blev fortæring af kød og
drikning af vin sanktioneret af kirken. Således forlod helligånden
kirken.
Efter disciplene og deres nærmeste efterfølgere fandtes der ikke flere
forkyndere, som kunne bevise Kristi magt gennem underværker.
Tolkningen af Kristi forkyndelse blev et anliggende for fornufts-
teorier og ikke for åndelig inspiration, hvilket fremgik af mødet i
Nikea. I 1100-tallet forsikrede Thomas Aquinas de kristne, at det var
blevet sanktioneret at dræbe dyr gennem det guddommelige forsyn, og at
kvinder ingen sjæl havde.
Således gik agnosticismen atter sejrrig gennem den vestlige verden.
Den fejlslagne kristendom har sin årsag i, at discipelkæden fra
Kristus blev brudt. Gamle forkyndelser er gået tabt, for aldrig at
blive genfundet. Den moderne kirke er ikke andet end en tom skal af,
hvad den var engang. Nu er den blevet sønderslået i en mangfoldighed
af samfund, som hver fremlægger sin fortolkning af Kristi forkyndelse.
Dog findes der ingen som har den ringeste anelse om, hvem Kristus
virkelig var, eller overhovedet hvordan han så ud. Kristne er ikke
længere sikre på, om den levende sjæl er noget der er uafhængig af
kroppen, eller om livet beror på vekselvirkninger mellem de materielle
bestanddele i kroppen. Betydningen af forholdet mellem faderen, sønnen
og helligånden er ligeledes svøbt ind i et mysterium. Eksperimentel
videnskab og kirkelige dogmer har pr. tradition haft et mislykket
samarbejde, og dette modsætningsforhold har en negativ effekt på de
kristnes tro på Bibelens ord som Guds sande ord. Foreteelser som
abort, fødselskontrol, pornografi, homoseksualitet og lignende
splitter de kristne i grupper; de som bifalder og de som modsætter
sig.
De, som har hørt om Jesu navnkundighed, vil tro. Men de kan ikke komme
frem til nogen klar forståelse af Kristus og Hans forkyndelser, hvorpå
de kan fæstne deres tro, da der ikke findes nogen kirkelig autoritet,
som på korrekt måde kan forklare denne forståelse. Helt afgjort
skyldes krisen i den moderne kirke mangel på kundskab - agnosis.
Det Internationale Selskab for Krishnabevidsthed - ISKCON - som
præsenterer de vediske skrifters budskab, som det er givet af A.C.
Bhaktivedanta Swami Prabhupada, gør ikke fordring på at være en
kristen eller hinduistisk sekt. Imidlertid gør vi fordring på, at
guddommens evige budskab genfindes i de vediske skrifter, og at dette
budskab harmonerer med Jesu Kristi oprindelige forkyndelse. De vediske
skrifter lærer at åndeligt liv begynder, når tungen bliver beskæftiget
med åndelige ting. En ukontrolleret tunge er nemlig kilden til al
slags synd. På lignende udtaler Jakob: "Også tungen er en ild. Som en
verden af uretfærdighed, sidder tungen blandt vore lemmer og besmitter
hele legemet, ja, sætter tilværelsens hjul i brand og er selv sat i
brand af helvede." (Jakobs brev).
Tungen har to funktioner: at smage og at tale. Vil man opøve sig til
vejen til det åndelige liv, må begge tungens funktioner renses. Talens
funktioner renses ved, at man reciterer (fremsiger, synger) Guds
hellige navn Krishna, som etymologisk er knyttet til det græske ord
Kristos I virkeligheden udtales ordet "Krisna" i nogle lokale
dialekter i det nordlige Indien, som "Kristo" og det er velkendt at
grækerne kom i kontakt med sprog og kultur i det nordlige Indien så
tidligt som 300 år før Kristi fødsel.
Smagens funktion renses ved, at man tager Krishna prasadam, d.v.s.
vegetarisk føde, som er ofret til Herren i kærlighed og hengivenhed.
Ved at synge Guds navn, og ved kun at spise renset mad, kan Krishna's
hengivne afstå fra utilladt sex, kødspisning, alle slags rusmidler og
hasard. Disse beskrives som syndens fire tilflugtssteder i moderne
tid. Altså i Kali-yuga, denne sidste tidsalder - mørkets og hykleriets
tidsalder. På denne måde bliver den hengivnes bevidsthed åndeliggjort,
så at han kan høre og forstå den transcendentale videnskab i
Krishnabevidsthed - også kaldet bhakti-yoga videnskaben - fra de
åndelige mestre eller guruen, som står i en ubrudt kæde af disciple
som strækker sig 5.000 år tilbage til Sri Krishna's tid. Forkyndelsen
af Krishnabevidsthed er ikke blevet forvrænget eller fordunklet i
tidens løb. Den er lige så frisk og klar som den var, da Herren
Krishna berettede Bhagavad Gita for Arjuna. Og den er bevaret intakt
til efterverdenen gennem rækken af åndelige mestre - det som kaldes
Brahma-Madhva-gaudia sampradayaen - altså den discipelrække der går
fra Brahma gennem Madhva og ned til de seks gosvamier, som fremstod i
Gaudia (Bengalen) i 1500-tallet.
Vores sammenslutning og vore forkyndelser har vakt uro og bekymring
blandt ansvarlige medlemmer af det kristelige etablissement. Vi har
f.eks. Johannes Ågård fra Det Evangeliske Teologiske Seminar ved
universitetet i Århus, som har anklaget vores bevægelse for at prædike
ny-gnosticisme, hvilket vi sådan set tager som et kompliment. Og så
var der fader Hack fra Munchen, som tolkede vor tillid til
discipelrækkefølgen som en blanding af gnosticisme og fascisme. Og,
som det nævnes i begyndelsen af denne udsendelse, troede han at der
ikke var nogen samklang mellem Krishnabevægelsens hindu-tro og
kristendommen.
Hvis vi tager ordet gnosis - eller gnosticisme - for det som det
virkelig betyder, og fjerner os fra den krænkende hentydning som
påduttes betydningen af dette ord af generationer af kristne
samfundsrepræsentanter, da kan man ganske givet sige at
Krishnabevægelsen udbreder gnosis - nemlig viden. Som Krishna selv
forklarer det i Bhagavad Gita: "Eftersom du aldrig misunder mig, skal
jeg skænke dig denne højst fortrolige visdom. Når du kender denne, vil
du blive befriet fra den materielle verdens lidelser og der vil intet
mere være for dig at vide." Her indrømmer Krishna klart, at Han
underviser i jnana eller gnosis. Her giver Han også Arjuna det råd, at
sådan hemmelig visdom ikke kan forstås af de misundelige, f.eks. de
som anklager Herrens hengivne for at blande gnosis og fascisme. Det
flertydige ord "fascisme" anvendes med det formål, at tage afstand fra
at vi accepterer absolut autoritet af skrifternes tolkning. Deres
konklusion er, at man ligesågodt kan høre skriften fra Adolph Hitler,
som fra en guru der står i discipelrækken fra Krishna.
Denne holdning afslører umiddelbart den agnosticiske mistro hos
ophavsmanden til et sådant argument. For ham findes der ingen absolut
autoritet, hvorpå man kan støtte sig, når det gælder åndelig viden..
Men hvis det er tilfældet, da må vi spørge: hvilken nytte har man da
af en kirke og dens læresætninger? Agnostikerne kan forsøge at
forsvare denne holdning ved at hævde, at Jesus Kristus var den eneste
absolutte autoritet, eftersom han ikke var noget almindeligt menneske.
Men, som det er blevet forklaret i dette program, findes der i dag
ingen levende kristen, som ærligt kan sige at han direkte har
forbindelse til Jesus gennem kirken. Hvordan kan man godkende Jesu
absolutte autoritet igennem Bibelen og afledte kirkelige
læresætninger, når disse i virkeligheden er menneskers tvivlsomme
værk. Kristne agnostikere kritiserer misundeligt de Krishna-hengivne
for dyrkelsen af guruen. Og jeg citerer: "På os virker dyrkningen af
guruen således, at al den sande indsigt som findes i ISKCON bliver
usand og giver frit spillerum for manipulation og misbrug af andre
mennesker." Trods dette, blev deres egne læresætninger gennem årene
frit manipuleret af alle slags mindre nøjeregnende mennesker - endda
derhen, hvor det ikke har nogen lighed med Kristi forkyndelse. Var
censorerne mere end almindelige mennesker? Var Martin Luther mere end
et almindeligt menneske? Og er dagens såkaldte genfødte kristne, som
hævder at Jesus har åbenbaret sig direkte for dem i deres hjerte, mere
end almindelige mennesker? Selvfølgelig ikke.
Eller forventes det helt enkelt af os, at vi blindt skal acceptere
denne søndagsbutik af kompromisfyldte og selvmodsigende spekulationer
som den eneste sande vej - uanset hvilken udvandet version der uddeles
af en hvilkensomhelst galning? Er Kristus virkelig så billig, at han
står til tjeneste for en hvilkensomhelst helligfrøns, der underviser
på et gadehjørne om sin egen opfattelse af Kristi ord?
Som tidligere bemærket, sagde Kristus: "Ikke enhver der siger til mig,
Herre Herre, skal komme i himmerrige, men den, som gør min himmelske
Faders vilje." Hvis tolkning er da den rette? Hvilken moderne kristen
autoritet eller kirke skal vi rette os efter?
Katolikkerne siger, at vi må acceptere at pavens ufejlbarlighed
anerkendes af Jesus. Er det korrekt? Lutheranerne siger, at
katolikkerne har uret. At læse Bibelen tillidsfuldt og følge vore egne
hjerter er alt, hvad der behøves for at blive frelst. Har de ret i
det? Mormonerne siger, at paven er blevet erstattet af deres Sidste
Dages Hellige, og at deres kirke således er den eneste rigtige. Er det
rigtigt? Jehovas Vidner siger, at alle kirker - med undtagelse af
deres egen - hører Satan til. Har de ret? Syvendedages Adventisterne
siger, at man skal være vegetar for at blive frelst. Men der findes
andre adventister som siger: "Pris Herren og dræb koen." Hvem har ret?
Præsten Jim Jones sagde, at han var Kristus. Havde han ret i det? Det
samme siger pastor Moon fra Tonkil-bevægelsen.
Alle som een siger de, at der kun findes een vej. Trods dette, udviser
de indenfor deres tro en sådan mangfoldighed af rivaliserende veje til
Kristus, at denne dogmatiske påstand umiddelbart gør deres tro
meningsløs. Hvis der kun findes een vej, udpeg da, kære kristne
broder, den ene vej blandt jer, som er den rette! Deres forsvar til
dette punkt er at sige: "Vores tradition giver os frihed i skriftelig
tolkning, men jeres gør det ikke." Men tolerancen i tolkningen ophæver
ethvert spørgsmål om tradition, og giver frit spillerum for anarki og
opløsning. Derfor har det ingen mening at tale om kristen tradition,
fordi kristendommen er død. Den døde med den materialistiske
manipulering af så mange tåbelige såkaldte kirkefædre og autoriteter,
som var forblændede af deres egne ukontrollerede sanser, deres egne
ukontrollerede tanker og begær efter personlig magt og prestige.
Derfor er det klart, at den kristnes mistro til den åndelige mesters
(guruens) kvalifikation, som underviser i Guds ord, er en skepsis som
er født af hans egen skuffelse over kirkeledernes inkompetence.
Spørgsmålet: hvis fortolkning er den rette? hviler i virkeligheden
ikke på den kendsgerning om man er - eller ikke er - et menneske. Hvis
man som menneske virkelig ikke var kvalificeret til at læse og
forklare skriften, da ville de kristne sandelig heller ikke være mere
kvalificerede til at forkynde Guds ord end os.
Det virkelige spørgsmål hviler på det faktum om man er - eller ikke er
- et RENSET menneskeligt væsen. Om man er renset m.h.t. at holde fast
ved forholdsregler og læresætninger, som ens lærere har forkyndt -
hvilket er meningen med guru discipelkæden - er man af Gud bemyndiget
til at forklare den absolutte sandhed, og bliver således dyrket som
Guds rene stedfortræder. Hvis man imidlertid djævelsk holder fast ved
alle mulige slags forbudte sanselige forlystelser med den uholdbare
begrundelse, at man kalder det reformation, vil ens udlægning af
skrifterne blot bidrage til at skjule deres oprindelige indhold. Når
det er lykkedes en religion at skjule sin mesters oprindelige
forkyndelse, kan den virkelig kaldes agnostisk. Hvis det virkelig var
en kendsgerning at Jesus Kristus til alle tider er den eneste vej til
frelse, ville Gud virkelig være en nærig gammel mand, for den vej er
allerede blevet blokeret af dødelige menneskers manipulationer. Det
ligger ikke udenfor den bibelske tradition for Gud at forny sin
aftale, efter at den er blevet overtrådt af menneskene. Denne
fornyelse viser blot endnu engang Guds ubegrænsede barmhjertighed.
Hvorfor skulle hans barmhjertighed da være ophørt ved kristendommens
død?
Ny-agnostikerne, sekt-ombudsmændene, de berørte kirkelige autoriteter,
som frygter indtrængen på deres område, har ingen åndelig kundskab,
hvormed de kan opfriske forståelsen hos de bedragede masser, som i
stort antal søger til de nye religøse bevægelser, eller til narkotika
kulturen, eller til de radikale anarkist bevægelser o.s.v. De kan kun
ynkeligt beklage sig. Der må ske en anstrengelse fra kirkens side, for
at generobre og på ny fremholde dybden og rigdommen i den kristne
åndelighed, som har ligget en anelse forsømt, og har drevet mange bort
til den ny-gnostiske løbeild, for at søge svar. Men hvordan kan de
redde den kristne åndelighed?
Den blev for længe siden gemt af vejen og kasseret i de tidlige
romerske censorers klipperum. Eftersom de moderne talsmænd for den
etablerede kristendom ikke har noget positivt svar at komme med, er de
tvunget til at lade sig nøje med en bedrøvelig kritik af de ny-
religiøse bevægelser. Dette gør de, for at fjerne opmærksomheden fra
de vigtige kirkelige spørgsmål, som opstår ved den blotte
tilstedeværelse af disse ny-religiøse grupper. Som det imidlertid blev
bemærket engang i en tale af fader Hack i KFUM (Gud være hans sjæl
nådig) synes alle anklager om tvivlsom praksis mod de ny-religiøse
bevægelser at blive som boomeranger, der farer tilbage i ansigtet på
anklageren.
For kristendommen ser nemlig ikke ud til at kunne vise ende på rækken
af tvivlsomme praksisser, og det i et format som ikke kan sammenlignes
med ungdommens minoritetssekter. Fader Harck valgte at diskutere
pengeindsamlingen fra sekterne, men dette fik tilhørerne til at spørge
om kirken meget STRRE pengeindsamlinger o.s.v. Detter er i sandhed
ikke et videre ophøjet stade for en religiøs diskussion. Hvad ny-
agnostikerne må give menneskene er gnosis - viden - hvilket de
selvfølgelig ikke er i stand til.
Som vi fik det at vide tidligere fra Herren Krishna, er jnana (viden -
udtales gjana) ikke tilgængelig for de misundelige, som kun er
interesserede i at bevare deres positioner for enhver pris. Kundskaben
om Kristi identitet var heller ikke tilgængelig for præsterne og
farisæerne i synagogerne i det gamle Jerusalem. På grund af deres
hovmodige ligegyldighed, ang. essensen af deres egen jødiske
tradition, var højdepunktet i Jesu forkyndelse simpelthen ubegribeligt
for dem: "Thi hvis de troede på Moses, vil de tro på mig, thi om mig
har han skrevet. Men tror i ikke på hans skrifter, hvordan skulle i da
tro mine ord?" Vi kan stille ny-agnostikerne et lignende spørgsmål:
hvis i havde troet på, hvad Kristus virkelig forkyndte, så skulle i
også have troet på os, altså de Krishna-hengivne. Men hvis i ikke tror
på ham, eller har viden om ham, hvorden kan i da tro på os?
Til sidst vil vi tage et historisk overblik over den gnostiske strid
med den tidlige kirke.
Moderne modstandere af ny-gnosticismen er hurtige til at undervurdere
den rolle, som den gamle gnosticisme spillede i kristendommens ældre
historie. De forsvarer den ortodokse kristendom på symbolsk vis, som
var den en slags historisk monolit, som på en enig og harmonisk måde
stammer fra apostlenes tid, som et beskyttende skjold for den sande
kristne tro og den hævdvundne fjendtlighed mod gnosticismen. Som Mark
Albrecht fra det ny-religiøse Dialogcenter skriver i det ny-gnostiske
ny-religiøse magasin "Update": "Helt sikkert findes der i
kristendommen en isoterisk tradition for forvanskninger. Den har dog
været sporadisk, ikke særlig indflydelsesrig og uorganiseret. Den er
altid blevet bekæmpet af ortodoksien, som begyndte med den strid som
den ældste kirke førte mod den hellenske gnosticisme.
En historisk undersøgelse af udviklingen igennem de første 400 år af
kirkens historie giver imidlertid ikke støtte til dette tendentiøst
forenklede synspunkt. Det, som man almindeligvis mener med gnosticisme
i ortodoks kristen forstand og i apologetisk litteratur, er simpelthen
den ortodokse kristne beskrivelse af de forkyndelser og handlinger,
som fire specielle sekter af gnostisk kristne udførte. Disse blev
fordømt af andre ældre kristne i deres fejltagelse på at føre
nivelleringsstræben, d.v.s. på en unaturlig måde at forene
kristendommen med den hellenske, jødiske og babylonske mystik.
Hvorvidt disse sekter overhovedet stemmer overens med de kritiske
beskrivelser, som kom fra deres ortodokse modstandere, er umuligt at
sige, eftersom meget lidt iøvrigt kendes til dem. Hvad som er mere
interessant, men meget lidt diskuteret af den moderne ortodoksis
forsvarere, er de interne gnostisk/agnostiske stridigheder som skabte
splittelse blandt fremstående skikkelser i den tidlige ortodokse
kristendom.
Den tidlige gnostisk kristne fejde har to hensigter: det ydre ansigt
med offentlig historie, som skildrer klare modsætninger af tilpasset
ortodoks synkretisme, samt et internt ansigt der afslører en kirke
vendt mod sig selv i en doktrinær magtkamp, når åndelig visdom bliver
ofret for romersk politisk påvirkning. Der findes seks tidlige kristne
autoriteter, som man ihukommere i dag som forsvarere af troen mod den
gnostiske synkretisme. En undersøgelse af disses liv afslører dog ikke
disse seks som repræsentanter for en harmonisk konsekvent ortodoksi,
som moderne kristne apologeter vil have os til at tro. Snarere
tværtimod. Nogle af disse var tydeligt gnostiske i henseende til deres
egen retfærdighed, mens andre simpelthen var anti-filosofiske
fanatikere.
En kort beskrivelse af hver enkelt følger nu i kronologisk rækkefølge.
1. Sct. Jeronimus - en apologet fra den romerske form for kristendom.
Han er kendt for sit værk med titlen "Opdagelse og fald for de falske
gnostikere", alment kendt som "Adversus hereses" Han helligede sig de
fire synkretiske kristne sekter, som truede den romerske kirkes
indflydelse og han har efterladt den klassiske beskrivelse af dem, som
endnu i dag accepteres. De fire sekter det drejer sig om, var de
syriske gnostikere, indstiftet af Simon Magius, Marcius sekt,
Valentinius sekt og Basildes sekt. Jeronimus motiv for at tilintetgøre
disse grupper var ikke blot doktrinære, men også politiske. Han er
berømt for sin ofte ytrede udtalelse: "Hver kirke må stemme overens
med den romerske kirke, på grund af dens mere effektive lederskab."
Det behøves knapt nok pointeres, at Jeronimus - en ledende skikkelse i
kirken i Lyon - loyalt repræsenterede den romerske kirkes interesse.
2. Dernæst har vi Clement fra Alexandria, som levede i år 150 til
216. Han var en ledende rådsherre fra den alexandrinske teologi,
påbebyndt af Fiehler. Han var en overbevist modstander af de
synkretiske sekter, men han fornægtede ikke gnosticismen helt. I
virkeligheden, forklarede han, er den fuldkomne kristne gnostiker. Han
underviste i en læresætning som han kaldte "Naturens sande gnostiske
videnskab". Han gjorde gældende at denne gnosticisme var gået i arv i
ubrudt discipelrækkefølge fra Jesus gennem Peter, Jakob, Johannes og
Paulus. Hans står derfor i modsætningsforhold til sådanne romerske
kristne som Tertulian, som forklarede: "Filosofien må bandlyses fra
kirken". Clement var nødt til at forsvare sig uophørligt mod den
voksende agnosticisme blandt sine egne ortodokse kristne kammerater.
"Filosofien er ikke en trold, som vil løbe væk med os, hvlket jævne
folk tror", skrev han. "Skal littereaturen bare overlades til hedninge
og ateister. Mine læresætninger er ikke mine egne, men de er blevet
ladt i arv fra apostlene."
Clement var imidlertid tvunget til at holde en stor del af sine
gnostiske læresætninger hemmelige, for at undgå stridigheder med sine
agnostiske modstandere. Han hæves til skyerne af Horst i "Anzienne
Niekene Fathers". Med Clement når den kristne teologi i visse
betydningsfulde henseender sit højdepunkt. Der har ikke været nogen,
hvis visioner om hvad Jesus Kristi tro var beregnet på at gøre for
menneskeheden, der har været så fuldlødig og så sand.
3. Så har vi Tertulian, som levede i 160 - 220. Han var en ganske
bizar figur i den tidlige kirkes historie. Han førte en bitter kamp
mod den markonianske synkretisme og mod øvrige kættere. 1900-tallets
psykoanalytiker Bernhard Nistas skrev at ........"Tertulians
strenghed, intolerance, stridslyst, modsigelyst og voldsomme
reaktioner mod oppositionen var nærmest paranoid." En del af hans
skrifter, f.eks. afsnit fra "Adversus praxian" blev indlemmet i den
katolske doktrin og anses stadig for at være fuldgyldige udtryk for
den katolske tro. Men selv forlod han den katolske kirke, for at
slutte sig til en asketisk sekt, som hed Montanisterne. Skønt hans
læresætninger i høj grad påvirkede den romerske katolicisme, betragtes
han officielt som kætter p.g.a. sit frafald fra kirken i Rom.
4. Hippolytus, som levede 170 - 236, var elev af Jeronimus og han
fortsatte i sin mesters mission med at bekæmpe synkretismen, dog med
betydeligt mindre diplomati. New Catholic Encyclopedia beskriver ham
således: "Hans ledelse, umedgørlighed og strenghed havde til følge, at
han gjorde angreb på strengt ortodokse rammer i teologien,
kirkeorganisationen og kirkeordningen. Hippolytus var en mand med et
voldsomt temperement og med den hårdeste strenghed. Han endte med selv
at lære i en form for kætteri og blev bandlyst fra Rom til Sardinien
af kejser Maximus Trax"
5. Så har vi Origen, som levede i 185 - 253. Han var den sidste
talsmand for den alexandrinske teologi og en frygtelig modstander af
synkretismen, specielt de orhpianske former som opstod i orienten.
William Ralph Engy fra universitet i Cambridge har skrevet: "Origens
tosidede bedrift var, at bekæmpe gnosticismen og at give filosofien en
anerkendt plads i kirken." Det sidste var den pris, som de
konservative måtte betale for det første. Alligevel blev Origen
erklæret gnostisk kætter ved kirkemødet i Konstantinobel 553 e.Kr., da
han underviste i A) at Kristi opstandne krop var åndelig, B) at
sjælen er evig og adskilt fra den midlertidige krop, samt findes i
alle arter af liv fra mennesker til planter, C) at straffen i helvede
er opspind og ej evig, eftersom Gud ikke kan hade nogen verdens ting
og den udødelige sjæl ikke kan ødelægges. "Til og med djævelen har en
sjæl i Guds billede. Han kan finde frelse, om han afstår fra sit
djævelske levned" skrev Origen.
6. Sankt Epiphanios fra Konstantia var en mand med en middelmådig
græsk kultur, og han betragtede filosofien som en kilde til kætteri.
Han bekæmpede Origen lidenskabeligt, men kunne ikke finde noget logisk
modbevis for dennes læresætninger. Sct. Epiphanios var stærkt
involveret i kirkepolitik. Foruden at bekæmpe Origens forkyndelser,
var han i adskillige tilfælde uenig med Malitius, Sct. Basil, Vitalis,
Prufinus fra Aqualea, Paladius, Biskop Johannes fra Jerusalem og Sct.
Johannes Chrisostum. Forøvrig huskes han for sin kritik af de fire
synkretiske sekters gnostiske skrifter, hvilke - med undtagelse af
visse afsnit, som han har noteret i sine skrifter - er ukendte i dag.
Den tidlige kirkestrid mod de officielle gnostikere, d.v.s. de fire
synkretiske sekter, har en tilbøjelighed til at fordunkle den
virkelige strid, som førtes om doktriner og politisk overhøjhed, og
som var mest udtalte mellem to midtpunkter for ortodoksien, nemlig Rom
og Alexandria. Den alexandrinske teologi var gnostisk, mens den
romerske teologi var agnostisk. I og med Konstantins omvendelse,
regerede den romerske teologi uindskrænket, og det samme gjorde den
romerske agnosticisme. Siden dengang har gnosis været et fælt ord,
synonymt med kætter. Sammenhængen mellem den romerske kirkes
magtopsving og udarbejdelsen af den moderne bibel er åbenbar. I denne
sammenhæng skrev Wildersforth: "En del mennesker er ikke bevidste om,
at manuskriptet til Det Nye Testamente i høj grad blev manipuleret
efter kirkemødet i Nikea." I sin introduktion til Det Nye Testamente
fortæller professor Nestle os, at........"visse lærde personer -
såkaldte censorer - udnævnes af de kirkelige myndigheder, og
simpelthen fik til opgave at korrigere teksten til skrifterne i de
såkaldte ortodokses interesse."
Den tidligste sanktionerering af den såkaldte virkelige bibel fandt
sted ved kirkemødet i Karthago i 397 e.Kr., ca. 75 år efter at den
romerske katolicisme var blevet den herskende religion. De apokryfiske
handlinger, som var blevet udelukkede fra den katolske bibel, bestod
ikke blot af de tidligt sekteriske skrifter fra grundlæggerne af de
fire synkretiske sekter, men også af skrifter - som fremført her i
programmet - som var accepterede af kristne mennesker andre steder i
middelhavslandene, som Guds åbenbarede ord. Den forsmædelighed af
politiske intriger, som omgærer den kanoniske bibel, er ikke blevet
forbigået i tavshed, ikke engang af medlemmer af den moderne kirke.
F.eks. rejste 1800-tals teologen W. Wrede i 1897 dette spørgsmål:
"Hvorfor skulle vor videnskab, f.eks. ang. teologien i Det Nye
Testamente, netop behandle disse skriverier - og kun disse? Svaret er,
at kun DE tilhører den kirkelige retningslinie. Men svaret er ikke
tilfredsstillende. Når vi een gang er slået ind på vejen for
begejstringens læresætning, kan den dogmatiske læresætning ikke
længere opretholdes. Intet ny-testamentligt skrift var kanonisk ved
sin fremkomst. Udtrykket "kanonisk" betyder i første omgang blot, at
det efter at være blevet nedskrevet, blev autoriseret af kirkens
ledende skikkelser mellem første og tredie århundrede efter Kristus.
Den, som forsat betragter opfattelsen om kirkens retningslinier som
gældende, underkaster sig dermed den autoritet, som biskopperne og
teologerne fra disse århundreder indstiftede."
Det var slut på vores gennemgang og analyse af den moderne
institutionaliserede kristendom, som startede med den romerske kirke i
Rom i de første århundreder efter Kristi bortgang.
Er man imidlertid interesseret i virkelig åndelig viden, altså viden
der ikke er blevet manupuleret med, og som ikke har været underlagt
forvanskninger, fejlfortolkninger eller andre forværngninger, som
opstår når de manipuleres af mennesker med selviske interesser, kan
man med stort udbytte studere Bhagavad Gita som den er af A.C.
Bhaktivedanta Swami.
www.krishna.dk
ORDLISTE.
alexandrinsk - stamende fra Alexandria, ’gypten
apostel - (fra græsk) udsending
apologet - (fra græsk) forsvarer
apologetisk -
apologi - forsvarstale eller -skrift, fralæggelse (tilbagevisning)
af beskyldning
aramæisk - et semitisk sprog, beslægtet m. fønikisk og hebraisk;
Jesu modersmål
apokryffer - (fra græsk) skjulte
apokryfiske - skrifter der ikke anerkendes som værende kanoniske
Brahma - det første levende væsen, som blev skabt
encyklopædi - systematisk eller alfabetisk ordnet opslagsværk
etymologi - læren om ordenes oprindelse, afstamning og egentlige
betydning
etymologisk - i overensstemmelse med den oprindelige betydning
gnosticisme - (fra græsk) fejllære; betegnelse for en mængde sekter
eller småreligioner
som fremkom rundt om i romerriget før og efter kristendommens
opståen
gnosis - (fra græsk) erkendelse
gosvami - herre over sanserne
hellener - (egl. beboer fra landskabet Hellas i Thessalien) græker
hellenisme - den græskprægede kultur i landene omkrig det østlige
Middelhav
ca. 300 f. Kr -30 f. Kr.
hellensk - af græsk afstamning
isoter - linie gennem steder med samme temperatur
isoterisk -
kanonisk - skrifter, godkendt (kanoniseret) af den katolske kirke
(modsat apokryf)
Madhva - den femte åndelige mester i discipelsuccessionen
monolit - søjle hugget af sten
Origenes - (ca. 185-253 e.Kr.) alexandrinsk kirkefader;
betragtes som
den kristne kirkes teologis fader
prasadam - mad, som er blevet ofret til Krishna, og som derved bliver
åndelig.
Ofret mad kan rense de levende væsner.
synkretisme - forsøg på at forene (ideer fra) forskellige filosofiske
eller religiøse systemer.
tora - (fra hebraisk torah - belæring, lov)
Toraen - de fem mosebøger
TEKNISK NOTE.
De danske tegn kan genoprettes v.h.a. SEARCH & REPLACE funktionen.
Tvivlsomme ord er efterfulgt af ?????????? for at indikere, at
stavning sandsynligvis er forkert.
file name: kristen2.txt