---

KRISTENDOM (del 1)

(foredrag, udsendt fra Radio Krishna 87.6 MHz, febr. 1992)


En gennemgang af den moderne, institutionaliserede kristendom.

Denne udsendelse vil påvise, hvordan den traditionelle fortolkning af
læren om Kristus, som i almindelighed godtages af kristne, ikke hviler
på sikker historisk grund. Den moderne kirkes dogmer er for en stor
dels vedkommende opstået af ren spekulation og er igennem
århundrederne blevet genstand for meget gennemgribende ændringer.

En vanskelighed ved at etablere bibelsk troværdighed er, at der ikke
findes et ord i Bibelen som direkte kan føres tilbage til Jesu hånd.
Alle beretninger om Jesu liv og lære er blevet nedtegnet af to af hans
tolv elever, Mattæus og Johannes, samt af to andre hellige mænd,
Markus og Lukas, som ikke fandtes blandt de oprindelige tolv, der
modtog Kristi personlige undervisning. De mest betydningsfulde
dogmatiske afhandlinger om Ny Testamente, hvorpå den kristne kirkes
autoritet formodes at hvile, tilskrives Paulus som heller ikke var
direkte elev af Kristus.

Et andet problem er, at de oprindelige evangelier på det aramæiske
sprog, ikke mere findes bevaret i deres helhed. Moderne fortolkninger
af Ny Testamente er i stor udstrækning baseret på gamle græske
oversættelser fra ældre aramæiske skrifter. En tredie vanskelighed er,
at indholdet i den moderne bibel ikke stemmer overens med Guds ord,
som det blev antaget af den kristne lære i dens ældste før-romersk/
katolske form. De ældre kristne som boede omkring Middelhavet, i
nærorienten samt i det jødiske samfund i det første og andet
århundrede efter Kristus, kendte en omfattende mangfoldighed af
mundtlige og nedskrevne hellige skrifter, hvoraf nogle endog dukker op
i vore dage, f.eks. Dødehavsrullerne og "De tolv helliges Evangelium".

Grundlaget for det som i dag er kendt som den kristne bibel, er
imidlertid resultatet af en speciel romersk formulering af teologien,
som fandt sted imellem det andet og det fjerde århundrede efter
Kristus. Den moderne bibel var et resultat af en gradvist løbende
kanonisering (officiel kirkebekræftigelse) af visse skrifter.
Historien om denne kanonisering af Bibelen er beskrevet kortfattet i
den ny katolske encyklopædi. Bemærk den tidlige forskel ved de
vestlige kanoniske bøger. I øst var de kanoniske bøger mere flydende
og omfattede mange bøger, som nu ikke anerkendes som kanoniske (d.v.s.
anerkendt af den katolske kirke). Justinus anerkendte f.eks. ethvert
skrift som forkyndte de gode nyheder - og mange kunne opfylde denne
definition. I vest var de kanoniske bøger mere juridiske og
regelrette, med en stræben efter snarere at udelukke end at medtage
hellige bøger. Ikke før end i det fjerde århundrede opnåede kirken en
stabilisering af de kanoniske bøger, og først ved kirkemødet i Trent i
1546 opnåede de kanoniske bøger deres dogmatiske udformning.

De romerske kristne tilsidesatte således en stor del af de ældre
kristne skrifter, som var anerkendt i almindelighed andre steder.
Dette kunne måske bero på deres manglende evner til at forstå og følge
undervisningen deri. Politiske interesser kan heller ikke
tilsidesættes som en årsag til den romerske sekterisme. Moderne
kritikere af den katolske lære anklager de gamle kirkefædre for at
have udnævnt visse læremestre, kendt som censorer, til at ændre den
gamle kristne læres original-erkendelser gennem udeladelser,
justeringer og fortolkninger for at skrifterne kunne tilfredsstille
kejser Konstantin af Rom, som kort forinden havde omvendt sig til den
kristne lære og som var vant til den hedenske livsstil i den datidige
dekadente kultur. Biskopperne i Rom var opsatte på at deres samfunds
trossatser, såsom den kejserlige trosbekendelse, skulle indføres i det
romerske rige og til dette formål behøvede de Konstantins støtte.

Det er en kendsgerning at Konstantin, efter indstilling fra den
romerske kirkes ledere, sammenkaldte til kirkemødet i Nikea i år 325
e.Kr., af sekteriske årsager (d.v.s. for at fastlægge den ariske
kristendom). Kirkemødet i Nikea indstiftede den romerske kirke som den
kristne verdens centrum, og den romerske kirkes tolkning som
overordnet. På kirkemødet i Karthago 397 e.Kr., forbød den romerske
kirke officielt læsning af sådanne kristne skrfter, som ikke var
godkendte af den romerske hieraki (d.v.s. præstevælde). Bibelen blev
således for altid berøvet visse afsnit i Ny Testamente, da de blev
anset for at være apokryfiske (d.v.s. af tvivlsom oprindelse).
Ligeledes bør det bemærkes at der findes afsnit i den romersk-katolske
udgave af Det Gamle Testamente, godkendt i Karthago, som anses for at
være apokryfiske af jøderne, som gør gældende at Det Gamle Testamente
er et af deres egne hellige skrifter - Toraen.

Kirkefædrenes ræsonnementer ang. hvad der var apokryfisk og hvad ikke,
har i forgangne tider været et stort kontroversielt anliggende blandt
teologer, i særdeleshed fordi påvirkningerne fra apokryfiske bøger er
levet videre fra den gamle tid i traditionel kristen lærdom. Der
findes brudstykker af Ny Testamente, som tilskrives Leuceus Carinus,
en af Johannes' følgesvende - på samme måde som Lukas var det til
Paulus. Hans frembringelser daterer sig i et tidsrum indenfor hundrede
år omkring korsfæstelsen og blev forkastet af den romerske kirke, som
værende gnostisk fejllære (gnusis er et græsk ord som etymologisk,
d.v.s. ordbilledmæssigt, er forbundet med sanskrit-ordet gyana; begge
ord betyder viden eller kundskab).

Den europæiske kristendom har i lang tid betragtet gnosticismen som
ikke-kristen, eller i bedste fald som kristendom med kompromisser. Den
ældre katolske filosof Origenes var blandt de første kirkelige
talsmænd der forsøgte at adskille kristi lære fra østerlandsk mystik..
Og siden den tid har man forkyndt gnosticismen som en fremmed
indflydelse på kristendommen. Alligevel er det ikke så ligetil at
afvise den gamle gnostiske evangelier, som om de ikke hørte til den
ægte kristne tradition.

Otto Pfleiderer, fhv. professor i praktisk teologi ved universitet i
Berlin, har skildret Leucius' produkt som "tidlig kristen litteratur"
og af stor betydning for forståelsen af den periode. Med henvisning
til Jesu dom foran Pontius Pilatus, genfunden i en anden før-katolsk
gnostisk tekst - Petri Evangeliet - forklarer dr. Pfleiderer at det er
en tolkning af historien som er enklere og derfor uden tvivl ældre end
den "ejendommelige beretning", nemlig den moderne tolkning i Mattæus.
Trods det, er den gnostiske beskrivning af Jesu Kristi liv praktisk
taget ukendt i dag.

Læren om ordet, sådan som det gives i det moderne Johannes Evangelium,
er et centralt mysterium i kristen teologi, som giver en antydning af
den virkelige identitet af personen Kristus. Der foreligger dog bevis
på, at læren om ordet undervistes af de gnostiske skoler i det gamle
nær-orienten - endog før Kristi fødsel. Hvis gnosticismen er kættersk,
hvordan kan da et så vigtigt teologisk spørgsmål som Jesu Kristi
identitet forklares i den moderne bibel med anvendelse af ældre
gnostisk terminologi? Envidere afslører "Johannes' gerninger" af
Leucius Carinus en forklaring til det kristne ord, som langt overgår
den udvandede og svært fattelige version i det moderne Ny Testamente.
I den gnostiske tekst finder vi at ordet, den guddommelige lære eller
kraft, adskiller den lavere naturs verden, materien, fra fra den
højere naturs verden, den åndelige verden.

Menneskeheden er fuldstændig opslugt af sanselig materie, men Kristus
(d.v.s. "ordet som blev kød") steg ned fra faderens, Guds åndelige
rige, for at frelse menneskeheden ved at åbenbare sig i en menneskelig
skikkelse - dog uden at miste sin kontakt med det åndelige rige. Med
andre ord: Kristus er et åndeligt væsen, som altid er transcendental
til (d.v.s. hævet over) den materielle verden, skønt han udadtil antog
en materiel skikkelse for at kunne forkynde. Hans formål var at hæve
menneskeheden til det transcendentale (åndelige) niveau. "Om du lytter
til mig, skal du blive som jeg er", sagde han.

Menneskene besidder den åndelige mulighed for at ophøje sig til Kristi
niveau. Da det imidlertid er faldet, kom Kristus for at vise vejen.
Eftersom Kristus aldrig var falden, men altid befandt sig i en åndelig
position som Guds evige tjener, er han intimt forbundet med Gud, som
hans søn. Men derfor er Guds faderskab på ingen måde udelukkende
begrænset til Kristus. Blandt de uvidende væsener i denne verden, var
Jesus Guds eneste gode søn, som kom for at tilbyde hver og en at træde
ind i Guds åndelige rige. Hver og en som ville gøre Guds vilje. Det
finder vi beskrevet i Mattæus (evangeliet). Kristi transcendentale
lære symboliseredes af lysets kors, som han åbenbarede for Johannes
under korsfæstelsen. Ifølge Leuceus åbenbarede Jesus Kristus sig for
Johannes i sin åndelige skikkelse på Oliebjerget, hvor Johannes
grædende havde gemt sig i en grotte, efter at han havde set Jesus på
korset på Golgata. Kristus forklarede for Johannes, at hans
korsfæstelse kun var et synsbedrag for at forvirre dem, som troede at
han var et almindeligt menneske: "Jeg er ikke ham som er på
trækorset", og at han faktisk ikke led nogen dødssmerte. Lysets kors,
Kristi virkelige symbol, omslutter himlene og skiller materiens lavere
verden fra det højere åndelige transcendentale rige. Kristus beretter
for Johannes, at dette kors undertiden var som en dør, undertiden en
vej, undertiden tro, undertiden en mystisk vision om vejen til åndelig
befrielse fra den smertefulde materielle verden af gentagen fødsel og
død.

"Thomas' gerninger iflg. Leuceus" giver et mere detailleret billede af
sjælens frelse fra illusionen, som fremstilles igennem en lignelse om
’gyptens drageperle. Deri sammenlignes sjælen med et kongeligt barn
fra lysets himmelske rige, som affører sig sin oprindelige himmelske
klædning (åndelige krop) og forlader sit hjem for at drage til ’gypten
(de materielle sansers verden). Der ifører sjælen sig ægypternes
snavsede klædedragt, en klædedragt af skam (den materielle krop). Mens
sjælen bor i ’gypten er den tvunget til at tjene de magter, som styrer
den lavere verden (de fysiske love). Denne tjeneste er så hård at dens
bevidsthed bliver omtåget af træthed og søvn. Sjælen vækkes af sin
slummer af et brev fra sin far, kongen selv (det åbenbarede ord -
Kristus). Kongens søn får i dette brev anvisninger på at redde en
kostbar perle fra en forfærdelig drage: befrie den og føre den til
lysets himmelske rige.

Perlen repræsenterer lysets guddommelige gnist, den åndelige del af
ens væsen, som må befries fra påvirkning af mørkets magter, der
repræsenteres af dragen. Dragen bliver dysset i søvn af kongens søn,
som uophørligt synger kongens navn i dens øre. Da sønnen vender
tilbage til lysets rige med perlen, efterlader han den materielle krop
og ifører sig en krop af lys, en åndelig krop, fra hvilken kongens
billede strålede i alle farver. I lysets rige hilses sjælen af sin far
og andre prinser, som på tilsvarende vis er prydet af åndelige kroppe.
Sammen går de for at møde kongernes konge, som er den største af dem
alle.

'Foruden dokumenterne til apostelgerningerne af Leucius Carinus,
findes der en bog om det ældre og nye testamente som hedder
"’gypternes Evangelium", hvori Kristus angives at sammenligne den
materielle krop med en klædedragt af skam. Vi erfarer også her at
fødsel og død har sine rødder i seksuelle begær. Dette evangelium var
alment værdsat i ældre tider - ja selv af Clement af Alexandria, som i
år 170 e.Kr., citerede det i sin anden epistel. Clement er af den
moderne katolske kirke anerkendt som kirkelig korrekt. Det er derfor
besynderligt at "’gypternes Evangelium" i dag anses for kættersk.

"Paulus' gnostiske gerninger" var iflg. Pfleiderer meget værdsatte i
den gamle kirke, men det forstår sig at de i dag er ukendte. Her
finder man, at de restriktioner som blev foreskrevet af apostelen
Paulus til hans tilhængere, var nogle helt andre end dem som genfindes
i Ny Testamente. Han lærte dem at være absolut afholdende, at afstå
fra at spise kød, at drikke vin og iøvrigt ophøre med synd af al
slags. "I skal ej genopstå fra de døde om i ikke forbliver kyske og
holder jeres kroppe ubesmittede" sagde Paulus.

"De tolv apostles gerninger ifølge Mattæus", en anden gammel bog i Ny
Testamente som blev forbudt af den romersk-katolske kirke, nævner at
Johannes Døberen - som døbte Jesus - udelukkende ernærede sig af
oliekager. Ifølge den moderne bibel, skal Johannes Døberen vistnok
have ernæret sig af græshopper. Før det sidste måltid siger Jesus,
iflg. den gnostiske beretning, til sine disciple: "Det er ikke mit
ønske at spise kød sammen med jer ved denne påskehøjtid". Ang. den
jødiske sædvane med at slagte offerdyr, siger Jesus: "Jeg er kommet
for at gøre en ende på ofringen" og "om i ikke ophører med at ofre,
vil Guds vrede aldrig vige fra jer".

Modstandere af katolicismen gør gældende, at de tidlige romerske
censorer udrensede de kristne skriftelige forkyndelser, som kunne
betragtes som kontroversielle for den materialistiske kejser
Konstantin, for at konsolidere den romerske kirkes magt og for at
indstifte den som statsreligion i det romerske kejserdømme. Som en
kommentar til denne forsætlige ændring af sandheden, udtaler G.J.
Huxley i sit evangelium om de tolv hellige: "Hvad disse gjorde, var
minutiøst at stryge visse forkyndelser af Vorherre i evangelierne, som
de (eller Konstantin) ikke havde til hensigt at følge, nemlig dem som
indebar forbud mod kødspisning og indtagelse af stærke drikke."
Imidlertid fordømte de romersk-katolske apologeter gnostikerne, som på
alle områder strengt fulgte disse principper, som kætterske
kultdyrkere. På denne måde faldt den højt udviklede gnostiske filosofi
i unåde hos flertallet af de kristne.

Hvad der end er tilbage af åndelighed i det moderne Ny Testamente, har
i alle tilfælde uden tvivl sin oprindelse at takke de gnostiske
skrifter for, som var rige på isoteriske lærdomme om Jesus Kristus.
Som Pfleiderer skriver: "Det var ikke rigtigt at fordømme gnosticismen
som helt modstridende og ødelæggende i sin indflydelse på
kristendommen. Tværtimod havde den den mest livskraftige indvirkning
på kristendommens udvikling." Men efter kirkemødet i Nikea, antog
kristendommen en fast, agnostisk (d.v.s. det helt enkle, uden
kundskab) kurs. Moderne kristne har ingen kundskab om, hvem Kristus
virkelig var, og hvad han i virkeligheden lærte. I dag anser kristne
f.eks. den anskuelse, at Jesus hverken led eller døde på korset, for
at være Gudsbespottelig. De fastholder at korsfæstelsen er den
vigtigste side af Guds barmhjertighed mod menneskeheden. At Kristus
led fysisk for vore synder, så at vi nu kan fortsætte med at synde i
hans navn. Det underliggende motiv for denne tro er åbenbar. Kristne
er utilbøjelige til at ville følge regulerende principper som
begrænser sansenydelse.
Derfor ønsker de frelse på den enklest mulige måde på bekostning af
Jesu lidelse på korset. Den kristne forestilling om opstandelsen er i
virkeligheden en forherligelse af den fysiske krop, i mangel på al
åndelig viden: viden om den evige sjæl, som den åbenbaredes i "Thomas'
gerninger" af Leucius eller i "Bhagavad gita", hvor det står
beskrevet, at for sjælen findes der hverken fødsel eller død. I stedet
identificerer moderne kristne udelukkende livet med den materielle
krop. Deres forståelse af Kristus er derfor begrænset til de mest
elementære og håndgribelige sansefornemmelser. De tror at Kristi
legeme var en almindelig sæk af kemikalier, præcis som en hvilket som
helst andet menneske, og at han blev helbredt og evig tre dage efter
sin død. Med hans nåde kommer hver sand kristen til på lignende måde
at blive belønnet med en evig fysisk tilværelse i sin egen opstandne
materielle krop, med hvilken han vil komme til at opleve sansenydelse
i himlen med sine opstandne familiemedlemmer og venner. Kilden til
denne tro er klar.

Oprindelig skelnede den gnostiske lære om ordet logos, klart imellem
materie og evig ånd, og identificerede Kristus som en budbringer fra
det evige åndelige rige, men agnosticismen i kirken har fordunklet
dette fortidige begreb, så at dagens kristne nu er ude af stand til at
forstå ånd (d.v.s. liv) og materie hver for sig. Evigt liv betyder nu,
iflg. moderne kristen logik, en evig fysisk krop. Denne tåbelighed har
kulmineret i den groteske læresætning om adventismen, hvor visse
kristne samfund tror, at sande kristnes grave vil åbne sig ved Kristi
genkomst og de døde kroppe rejse sig og følge Herren til himlen. De
moderne kristne agnostikere bør således betragtes som modstandere af
Kristus, eftersom de ikke vil ændre deres syndige vaner og stige op
til den åndelige platform, ved at følge deres herres instruktioner. I
stedet vil de trække Kristus ned på en materiel, fysisk platform og
bruge hans død som en undskyldning for at fortsætte med at bryde hans
bud. Sådanne materialistiske, ateistiske formasteligheder fordømmes i
"Johannes' gerninger" af Leucius. Kristi fremtræden i materiel
skikkelse var blot en lila, en guddommelig leg, som han selv udtrykte
det.

"Engang legede jeg med alting, og kunne alligevel aldrig tage
skade......"
"Dette som jeg nu åbenbarer mig i, er ikke hvad jeg er.
Det som jeg er, vil du få at se, når du er kommet til mig."

Til dem som troede at han virkelig var blevet naglet til korset for at
blive dræbt, sagde Jesus: "Jeg blev anset for at være det, jeg ikke
er. Jeg var ikke det, som jeg var for mange andre. De siger andre ting
om mig; lumpne ting, som jeg ikke har gjort mig fortjent til." I denne
beretning af Leuceus om korsfæstelsen, gik Johannes ned fra
Oliebjerget efter at have fået disse oplysninger fra Jesus, i dennes
åndelige skikkelse. Og han smilede til alle de andre som stod og
kiggede på, og troede at Jesus var ved at dø.

Den særegne romerske form for agnosticisme (d.v.s. uvidenhed), som
forbigik den sande transcendens ved Kristus og hans læresætninger,
resulterede i mange andre bedragerier i religionens navn. Alt eftersom
kristendommen bredte sig fra Rom til landene i det nordlige Europa,
opstod behovet for kristne tjenere som kunne oversætte Bibelen fra
græsk og latin, til de nye proselytters modersmål. Dette medførte en
endnu større afvigelse fra Kristi oprindelige budskab, f.eks. findes
der nu 19 henvisninger til Kristi og hans disciples påståede
kødspisning, som genfindes i Karun Jacob's udgave af evangelierne, som
engelsktalende kristne påberåber sig, når det gælder om at forsvare
deres egen kødspisning.

Trods det, betyder ikke t af disse ord "kød" i den oprindelige græske
oversættelse:
brome (anvendt 4 gange) betyder mad,
brusimus (anvendt 1 gang) betyder det, som kan spises,
brusis betyder mad eller spisningens handling (dette at spise),
prosphagion betyder noget at spise,
trophe (anvendt 6 gange) betyder næringsmiddel og
phago (anvendt 3 gange) betyder at spise.
Alle disse ord er oversat med "kød" eller sat i forbindelse med at
spise kød.

Den romersk-katolske kirke havde en stor interesse i at bibeholde de
europæiske massers uvidenhed. Ved ikke at gøre Jesu lære til andet,
end et spørgsmål om blind tiltro til kirkelige læresætninger, blev
kristendommen en nem religion at sprede. Naturligvis voksede kirkens
vælde, magt og indflydelse med stormskridt, eftersom den ikke
modarbejdede de fundamentale syndige vaner med kødspisning og
beruselse som de mest bemærkelsesværdige, som var fremtrædende i den
europæiske såkaldte kultur. Den katolske bibel, forkortet og
forvansket af kirkefædrene, var igennem århundrederne et let
tilgængelig skrift for yderligere misfortolkninger for politiske og
økonomiske mål.

Endnu i dag ved meget få mennesker, at der findes 40 hyldekilometer i
Vatikanets arkiv, som er fuldt med urørte, uoversatte, gamle kristne
og jødiske skrifter, som i århundreder har været gemt væk fra
almenhedens øjne - tilsyneladende for at forhindre problemfyldte,
doktrinære stridigheder i at komme for dagens lys. Ting som skulle
kunne vende op og ned på traditionelle katolske teser fra
århundredernes forløb. Overalt hvor der i middelalderen fandtes
gnostisk fejllære, såsom troen på reinkarnation eller forsagelse af
kød og vin i kosten, hvilket kunne være en trussel mod de kirkelige
dogmers suverænitet, blev de hensynsløst udryddet af inkvisitionen.
Imens begyndte kirkens biskopper at tilbyde deres mægtige lægmænd
verdens første livsforsikringsbrev, garanteret velsignelse for frelse
til fantasipris.

Givetvis kunne en kirke, som var baseret på bedrageri, bluff og synd
og undertrykkelse af sandheden med vold, ikke eksistere i lang tid,
uden at sætte sig i alvorlige vanskeligheder, hvilket skete ved den
protestantiske reformation i 1500-tallet. Hvor voldsom og forbitret
denne fejde end var, formåede den dog på ingen måde at udvide
menneskets forståelse af Bibelen. Den befriede blot Bibelen fra den
katolske kirkes private tolkningsprivilegium og placerede det i
hænderne på jævne mænd. Men Bibelen forblev mere eller mindre som den
altid havde været siden den var blevet sanktioneret af de romerske
katolikker. Der fandtes ingen blandt de protestantiske forkyndere, som
kunne afsløre dens oprindelige betydning, som var gået tabt for mere
end tusind år tilbage. Resultatet af reformationen var til syvende og
sidst, at den bibelske tolkning blev endnu mere bizar end tidligere.
Således er mange af vore dages kristne samfund opstået på den tid, og
ikke et eneste af disse er komment til nogen væsentlig forståelse af
Kristi sande transcendens og hans budskab til verden.


SLUTKOMMENTAR.

Vi skal fortsætte med denne analyse i endnu en udsendelse. Næste gang
skal vi høre om Kristi forsvundne pagt, hvorledes den pagt han indgik
med menneskene, fuldstændig er forvansket og tilintetgjort af den
moderne institutionaliserede kristendom.
Disse udsendelser skal ikke ses som et angreb på anderledes tænkende
eller andre religioner. Krishna-bevidsthed står ikke i modsætning til
nogensomhelst anden religion, fordi al religion nødvendigvis må have
samme kilde, nemlig Gud/Krishna/Allah.
Så hvorfor vi "kritiserer" en anden religion på denne måde, er for at
oplyse om en religion, der hævder at være den eneste sandhed. Som
hævder at alle anderledes tænkende er hedninge; at alle som ikke
følger deres sekteriske, dogmatiske fortolkninger og anvisninger af
deres skrift, faktisk er fordømte - der er endda nogle der tror, at de
som ikke følger denne vej, skal brænde evigt i helvede.

Det er selvfølgelig noget vrøvl, fordi Gud hverken er kristen, hindu
eller muhammedaner. Der er kun een Gud, og denne ene Gud tilbedes af
forskellige folk fra forskellige kulturer, på forskellig vis. Men
essensen er altid er den samme. Det vil man også se, hvis man
foretager en religionshistorisk undersøgelse, at de samme bud og
formaninger går igennem i alle religioner. Og at de samme beskrivelser
går igen i alle skrifter.

Alle beretningerne i Det Gamle Testamente har utvivlsomt sin
oprindelse i den vediske litteratur, hvor de samme beretninger findes
beskrevet (den vediske litteratur er vel at mærke flere tusinde år
ældre end Bibelen). Det vi opponerer imod er, at en religion som har
en lang tradition for tekstforvanskning - for at sige det mildt - i
dag anser sig selv som værende den eneste sande religion.


ORDLISTE.
apostel - (fra græsk) udsending
apologet - (fra græsk) forsvarer
apologi - forsvarstale eller -skrift
aramæisk - et semitisk sprog, beslægtet m. fønikisk og hebraisk;
Jesu modersmål
apokryffer - (fra græsk) skjulte
apokryfiske - skrifter som ikke anerkendes som kanoniske
encyklopædi - systematisk eller alfabetisk ordnet opslagsværk
gnosticisme - (fra græsk) fejllære; betegnelse for en mængde sekter
eller småreligioner
som fremkom rundt om i romerriget før og efter kristendommens opståen
gnosis - (fra græsk) erkendelse
Origenes - (ca. 185-253 e.Kr.) alexandrinsk kirkefader;
betragtes som den kristne kirkes teologis fader
tora - (fra hebraisk torah - belæring, lov)
Toraen - de fem mosebøger