Hermed lidt brændstof til Darwinofobikerne:
(Fra en dokumentar på ZDF-doku, oprindelig
produceret af National Geographic i 2003).
Darwin led efter sin berømte rejse til Sydamerika
i 30-års alderen og frem til sin død af en uforklarlig
sygdom, der gav svære symptomer, og som han
brugte mange anstrengelser på at bekæmpe, dog
uden held. Han brækkede sig periodevis flere gange
om dagen, havde smerter i kroppen, var til stadighed
udmattet, sov meget, men arbejdede til gengæld som
en rasende i de vågne timer og gode perioder.
En konsekvens var, at han trak sig tilbage fra offentlig
polimik, da han ikke selv magtede at kæmpe med
datidens mange magtfulde darwinofobikere inden for
kirken. Måske en årsag til, at hans erkendelser ikke
som al anden videnskab blev diskuteret til ende i
samtiden og fortsat kan få naive sjæles urin i kog her
125 år efter mandens død.
Psykologer har hævdet, at Darwin simpelt hen var
tvangsneurotiker og hypokonder, at der var tale om
en psykosomatisk lidelse, fremkaldt af angst for døden
og Guds straf, efter at han havde sat spørgsmålstegn
ved Biblens verdensbillede. I og for sig tænkeligt, da
Darwin oprindelig var uddannet som teolog.
Her kommer TV-doku'en så med ny viden: Tre forskere
har hver for sig sat sig for at opklare Darwins sygdom
med nutidens værktøjer: DNA-analyse og mikroskopi.
Hypotesen er, at han led af en i Sydamerika særdeles
udbredt tropesygdom 'chargas', der ligesom malaria
bliver overført af et insekt, i dette tilfælde en slags
væggelus på størrelse med en hveps, der dropper ned
fra loftet og suger blod af én, mens man sover.
Herved sprøjtes der mikroskopiske snyltere ind i ens
blodbaner. Disse snyltere opæder langsomt de indre
organer i kroppen.
(TV viste et foto af et hjerte, der var ædt halvvejs op,
med store huller i! Sådan et billede kan fremkalde
psykosymptomer, også hos mig!
Sygdommen chargas er endnu idag uheldbredelig. Den
rammer især de fattige, ligesom tidligere lusene i DK.
Derfor har medicinindustrien hidtil været uinteresseret
i at finde på et behandlingsmiddel. Men nu er flere
tusind USA-borgere blevet smittet via blodtranfusion
fra de mange fattige latino-indvandrere, der sælger deres
blod. Så måske sker der snart noget på den front...
Darwin har selv beskrevet denne lus og fortalt detaljeret
i sine dagbøger, hvorledes den opførte sig, når den sugede
blod af ham. Han tog også¨nogle eksemplarer med hjem
til England. Så hypotesen virker yderst plausibel, da han
tilmed blev syg lige efter mødet med lusene. En neurose
ville typisk vise sig allerede i puberteten og udvikle sig
langsomt til det værre gennem livet.
Forskerne forsøgte at få fat i noget biologisk materiale
fra Darwin i håb om at finde DNA-spor fra såvel manden
selv som fra snylterne. Det lykkedes at opspore en plet
blod på et af hans manuskripter, men DNA'et var gået
til grunde. Så forsøgte man med et frimærke på et af hans
breve i håb om, at han havde slikket på det - en metode,
som politiet benytter med succes. Til sammenligning blev
brugt DNA fra en af Darwins efterkommere. Der var dog
ingen match, så det er måske en ven eller hans sekretær,
det har sat frimærker på hans konvolutter.
(Eller måske har Darwin haft vikar på sin produktion af
efterkommere? - manden var jo alvorligt syg).
Snylter-DNA var der imidlertid heller ingen spor af.
Sidste forsøg var det mest nærliggende - og havde uden
tvivl fundet sted, hvis det skete i Danmark: at udtage en
prøve fra Darwins lig i Westminster Abbey. Men næh,
det kunne der ikke gives tilladelse til i England!
(Man fornemmer måske bag forbudet en vis modvilje
mod Darwin hos den anglikanske kirke...
Dér står sagen så nu: Enten var Darwin neurotiker,
eller også led han af en skrækkelig snyltersygdom.
V.h. -- Ib