Jeg rendte ind i en ordentlig gang sygdom som mindede meget om en
streng influenza, og selvfølgelig fulgte der så lige en
lungebetændelse med. Det har jeg prøvet så ofte før, men denne gang
fik sygdommen mig altså helt ned, og jeg måtte have en veninde ud at
bo, for at hundene kunne blive passet bare minimalt. Manden arbejdede
næsten i døgndrift lige i denne periode, så han havde ikke mulighed
for at give en hånd, og jeg måtte så gøre op med mig selv, at hvis jeg
skulle kunne passe alle hunde optimalt fremover, så måtte der gøres
noget drastisk.
Jeg var så desperat at jeg var klar til at skille mig af med halvdelen
af flokken, for det hele var altså bare vokset mig over hovedet. Så
galt skulle det dog ikke gå.
En veninde som faktisk var hende der i sin tid fik bragt Vaks ind i
mit liv, havde lige mistet sin hund til kræften, og hun kan bare ikke
leve uden hund, så hun blev vældig interesseret da jeg fortalte at jeg
måtte drosle ned, og at de hunde jeg havde faktisk var af hendes
oprindelige linie. Hun kom på besøg onsdag (6. feb.) og hun tog så
Maggie med sig hjem. Meldingen er, at Maggie stortrives i sit nye
hjem, hvor hun har fået masser af frihed og er med ude hele dagen. Hun
lever nu det meget frie landliv med masser af kontakt til både
mennesker og dyr, og herhjemme er der faldet en del ro over drengene.
Drengene har så været helt oppe at køre i temmelig lang tid nu, for
naboen har fået en tæve mere hjem, og alle hans 3 fritløbende tæver er
jo fertile, og de har lige været igennem løbetiden i pæn forlængelse
af hinanden. Her har været piven og hylen, og hegnet omkring haven er
endnu en gang ødelagt, og Vaks har været på adskillige springture. Jeg
håber dog ikke at der er sket noget, men med en meget nedsat
lungekapacitet har det ikke været muligt for mig at få forholdene
bragt i orden, og naboen vil jo ikke holde sine højløbske tæver inde.
*SUK*
Dette har jeg så nu taget konsekvensen af, så nu sidder jeg tilbage
med ene kastrater. Vaks og Oy var hos dyrlægen i går (fredag) for at
blive kastreret. Jeg ved ikke om det så vil kunne holde dem hjemme for
fremtiden, men det vil i hvert fald spare dem for nogle frustrationer,
når der fiser 3 højløbske tæver rundt lige udenfor rækkevidde.
Selve operationen forløb helt problemfrit, og Oy var oppe at køre på
helt normalt blus allerede efter nogle få timer. Vaks var derimod
temmelig slatten hele dagen i går, men i dag ser han osse ud til igen
at være fit for fight.
Hans var osse med hos dyrlægen, men det var så kun for at få klippet
negle. Hans negle gror som skidt og han kan bare ikke lide at man
rører ved dem, og vi kan ikke selv holde ham, så vi kan få dem
klippet. Dyrlægen ville dog gerne forsøge at få hans negle klippet
uden at han skulle bedøves eller spændes fast eller andre "sjove"
ting, og her må jeg indrømme at denne dyrlæge endnu en gang imponerede
mig. Det tog under 5 min at få alle negle klippet og ikke et piv kom
der fra Hans. Han var bange, ja - og han kom da osse til at slippe
både tarmindhold og blæreindhold på undersøgelsesbordet, men det blev
alligevel ikke den store traumatiske oplevelse for ham, og han var
rigtig glad og tilfreds bagefter. Og så fik han ros af dyrlægen for at
være "pæn". Det handlede så om at Hans jo er kastrat, og temmelig
"buttet" (for nu at sige det mildt), men denne dyrlæge mente altså at
han var "pæn". Hans vejer nu 39 kg. Vaks vejer 43 kg og Oy er skam
kommet helt op på 35 kg. og ingen fik denne gang skyld for at være
overfede. Det var faktisk rart.
Så her virker til at være kommet ro på her, og nu skal vi så til at
have bygget en ordentlig løbegård til hundene, så de får lidt mere
frihed end de har nu. Jeg gider ikke at have den sure bondemand
hængende på nakken af mig igen dette forår. Det kan naboen så få
fornøjelsen af i år!
--
Leyna
http://www.tungogsmuk.dk
Foreningen for den brede del af befolkningen