---

Det har undret mig, at ungkarle ofte optræder som faddere i ældre tids
kirkebøger.

Men har enhver ugift mand kunnet blive fadder ved en dåb?
Eller forventede man at han var trolovet?

Eller har ordet en anden betydning end i dag?

--
Poul E. Jørgensen

Erstat "invalid" med dk hvis du svarer per e-mail.
Replace "invalid" with dk when replying by e-mail.

---

"Poul E. Jørgensen" <33@gvdnet.invalid> skrev i en meddelelse
news:cee1d$47975309$5b96e0a8$21355@news.jay.net
> Men har enhver ugift mand kunnet blive fadder ved en dåb?

Ugifte kvinder kunne også.

Se expl. på begge køn her:
http://www.engbaek.com/familien/chrskrap/pojeraki.htm

--
Poul E. Jørgensen

Erstat "invalid" med dk hvis du svarer per e-mail.
Replace "invalid" with dk when replying by e-mail.

---

Hej Poul!

Ungkarl dækker i faddermæssig henseende, at manden er ugift, dvs. at han
enten bor hjemme hos sin fader (familie) eller er tjenestekarl (somme tider
skriver præsten så tjenestekarl i stedet).

Man ser også, at pigerne er 'Pige', og det dækker det samme.

Man kan regne med, at en pige eller en ungkarl IKKE har egen husholdning.
Det stemmer nemlig med, at jord og ægteskab fulgtes ad - man giftede sig,
når man fik noget at leve af - og om alt gik vel giftede man sig altså
heller ikke FØR, man havde noget at leve af.

I 1800-tallet findes dog mange gifte, der ikke havde jord, nemlig
'daglejere' og 'indsiddere' og 'inderster', som jo hhv. arbejde, hvor de
kunne komme til det (løsarbejdere uden fast arbejdsgiver) og folk, der bor
til leje hos en anden familie, enten i nogle rum, en bolig eller i et hus,
der tilhørte en gård, men der var ikke tale en om lejehusmand eller en
husfæster....

Således sikrer Ungkarl og Pige som stilling for fadderne, at man kan sondre
mellem en gift kone og en ugift pige. En pige, der var blevet kvinde ved at
få et uægte barn, vil kun yderst sjældent kunne optræde som fadder, før hun
efter sit barns fødsel er blevet gift.

Mændene kunne godt have uægte børn og stadig stå fadder! (ak ja).

En Jumfru eller en Frøken som fadder er også ugift, men bare en finere
udgave af en pige, som var 'et menneske af kvindekønnet, hvilket er mandbar,
men endnu ikke har dyrket sex'.

Mvh

Ulrich Alster Klug

"Poul E. Jørgensen" <33@gvdnet.invalid> skrev i en meddelelse
news:bdca7$479754ad$5b96e0a8$25413@news.jay.net...
> "Poul E. Jørgensen" <33@gvdnet.invalid> skrev i en meddelelse
> news:cee1d$47975309$5b96e0a8$21355@news.jay.net
>> Men har enhver ugift mand kunnet blive fadder ved en dåb?
>
> Ugifte kvinder kunne også.
>
> Se expl. på begge køn her:
> http://www.engbaek.com/familien/chrskrap/pojeraki.htm
>
> --
> Poul E. Jørgensen
>
> Erstat "invalid" med dk hvis du svarer per e-mail.
> Replace "invalid" with dk when replying by e-mail.
>
>

---

"Ulrich Alster Klug" <dannebrog@dk-yeoman.dk> skrev i en meddelelse
news:479758d4$0$15891$edfadb0f@dtext01.news.tele.dk
> Hej Poul!
>
> Ungkarl dækker i faddermæssig henseende, at manden er ugift, dvs. at
> han enten bor hjemme hos sin fader (familie) eller er tjenestekarl
> (somme tider skriver præsten så tjenestekarl i stedet).
> Man ser også, at pigerne er 'Pige', og det dækker det samme.

Vil det sige at man anerkendte - hvis de gifte faddere gik bort før barnet
kom til skelsår og alder - at en ugift person overtog den kristelige
opdragelse af barnet?
Gik gifte faddere forud for ugifte?

Kunne fadderskaber også have en mere social funktion i retning af pleje,
adoption eller lignende?

--
Poul E. Jørgensen

Erstat "invalid" med dk hvis du svarer per e-mail.
Replace "invalid" with dk when replying by e-mail.

---

Faddernes opgave var 'at have ansvar for, at barnet blev opdraget i den
kristne tro,' hvis (en eller) begge forældre døde.

En ugift, kunne vel nok tilse barnet, men havde selvfølgelig ikke mulighed
for (uden egen husholdning) at have barnet hos sig. Jeg har ikke set, at en
tjenestekarl har haft en barn i pleje.

Man satsede vel på, at de ugifte faddere nåede at blive gift, før forældrene
til dåbsbarnet måtte dø.

Traditionerne svinger meget fra socialt lag til socialt lag (land kontra by)
og fra egn til egen.

Nogle steder valgtes i hovedsagen en gift kone til at bære barnet, mens den
anden kvindelige fadder (huemoderen, eller benævnt 'gik hos' eller 'stod
hos') nogle steder var ugift, andre helst også gift.

Andre steder foretrak man omvendt, at en ugift bar barnet, og at en gift
kone gik hos (gudmoderen bør være ugift, for når hun bærer barnet, bliver
hun mere furgtbar - mon ikke det er det, at når hun bærer barnet og får det
store ansvar at bære til til kirke (evt. i kirken), så får hun også selv
lyst til at få børn.... - og siger ja til et passende frieri....).

Endelig ses det, jeg har set det i en kirkebog, det var vist Store Heddinge
eller Stege KB, at én kvinde bærer barnet til kirke (moderen var som regel
ikke selv med, i hvertfald ikke før 1756, for indtil da måtte hun ikke komme
i kirken (eller i 'samfundet'), før 40 dage efter fødslen, hvor hun til
gengæld skulle lade sig introducere i kirke (renses ved præsten - jævnfør
kyndelmisse og Jomfru Mariæ rensesdag, det er nemlig 40 dage efter Juledag),
mens barnet skulle døbes så hurtigt som muligt - dels for at vise familiens
nidkjærhed som troesudøvere, dels for at sikre det en plads i himlen, hvis
det nu døde som lille - og ved at gå til kirke, så sparede man penge til
præsten for at hjemmedøbe barnet først....

Faddernes opgave i praksis var at vedgå at være barnets sociale
sikkerhedsnet. Hvis det blev nødvendigt, så tog en af fadderne barnet til
sig. Når en gift kvinde havde båret barnet, så KAN hendes mand godt tage
barnet, selvom konen, der var beslægtet med barnet, er død - og han har en
ny kone....

Det var familie, der var faddere til de aller-aller-fleste børn. Det er set,
men ikke reglen, at bedsteforældrene i ældre tid var faddere. Nogle steder
bærer mormoderen eller måske farmoderen et eller flere af en børneflok.
Dette for at hædre bedstemoderen - når det bedste, en kvinde kunne blive var
(jaja en gift kone) moder, så må en mormoder jo virkelig have en status, der
siger spar to - tænk at føde børn og at leve så længe, at man får
børnebørn....

Men det bedste var selvfølgelig at vælge så unge faddere som muligt. Så var
sandsynligheden for, at de overlevede barnets forælre jo større. Derfor var
det også snilt med de fem tilladte faddere. Der er vistnok nogle steder sket
lidt snyd med antallet af faddere. Nogle steder står der 'NNs og NNs koner
ofrede' i forbindelse med barnedåben. Så VAR de jo ikke faddere, men man
kunne jo, om nødvendigt, regne dem som faddere i snæver håndevending.

I finere kredse, altså fra de lavere håndværkerlag i købstæderne og Kbhvn.
og opefter valgte man ofte finere folk, som var udenfor familien, som
faddere - eller evt. kolleger. Det kommer jo også an på, hvor meget familie,
man selv har til rådighed i byen.... Og man vælger da ikke sin stedmoder
eller stedmoders barn med en ny mand til fadder, mens ens egen mors barn af
et tidligere ægteskab er OK. Jo, man kendte nok blodets bånd.

Til uægte børn er ofte sognefogeden eller sognedegnens kone eller
præstekonen fadder. Dette angiver, at kommunen (sognet) påtog sig ansvaret
for barnets opvækst, hvis det blev nødvendigt. Og måske kunne man ofte ikke
finde andre faddere til uægte børn af bortløbne fædre eller mødre fra en
fjernere liggende egn....

Blandt militært ansatte og degne, skolelærere og præster etc. var det
almindeligt, at man valgte finere folk indenfor egen branche som faddere.
Sergeanten spørger sin oberst eller major om at stå fadder, og Majoren vil
spørge generalen eller den fyrstelige eller kongelige prins, der står i
spidsen for enheden. Præsten spørger måske provsten, måske biskoppen....
osv. Biskoppen spørger måske stiftamtmanden....

Og det var ikke almindeligt at vælge faddere, der stod lavere, end en selv.
Så den broder, der pt kun er indsidder, står måske ikke fadder til sine
søskendes børn, mens de søskende, der er husmænd og gårdmænd, står fadder
til indsidderens børn.

Kriminelle og straffede personer, konkursramte og falenter, bumser,
rakkere - og den uheldige søster, der havde fået et uægte barn - og lign.
spørges ikke at stå fadder! Hånden på hjertet, hvem vil overlade sit barn
til en kriminel stiknarkoman? Eller til en pædofil, der også har en
voldsdom? Nej, vel?

Så fadderskabet bestyrkede og bekræftede de gensidige bånd indenfor
familien - eller evt. naboerne eller kollegerne imellem. Fadderskabet var en
ære - jeg har jo lige udpenslet, hvor agtede og ordentlige fadderne burde
være - og man kan på moderne dansk sige, at når man valgte faddere, så havde
man skrevet børnetestamente.

Børnene var forældrenes - familiens - ejendom, ikke det offentliges - altså
modsat vore dage.

Adoption anvendes vist først fra omkring 1800 - den aller første adoption,
jeg kan huske at have set i min slægt, er med Kgl. Bevilling ad mandatum
(altså givet af embedsmændene i Danske Kancelli på kongens og efter
rutine-fuldmagten) den er fra omk. 1830, Odense Amt. Adoption var fuldkommen
lige gyldig, hvis familien ikke ejede noget - og den bliver først almindelig
senere, da det, at barnet havde det rigtige efternavn i forhold til sin
stedfader eller plejefader begynder at betyde noget.

I praksis ville de fleste barnløse, der fik et barn i pleje bare vælge at
skrive testamente til fordel for barnet - så måtte det jo også stedse falde
til patten og opfære sig pænt, ellers kunne man jo ændre testamentet. Og
havde man selv børn, når man tog en forældreløs af familien til sig, jamen
så havde barnet jo sin egen arv fra forældrene - og så skulle det da ikke
også have fra onkel og tante!

Man kan endda se, at renterne af børns arv skal bruges til deres opdragelse,
indtil de kommer ud at tjene deres brød selv.... I finere familier - hvor
man lige vil vise, at man har magt over tingene, giver stedmoder lige afkald
på renterne - men vil selv bekoste opdragelsen.

Men jeg har set tilfælde, hvor familien, en morbroder til barnet, krævede
barnet - det var i 1761 - udleveret fra den af hans kusiner, som havde taget
barnet først - og han fik som nærmeste slægtninge (og gudfader) barnet
tilsendt fra Odense til Kbh. Her er altså et tilfælde, hvor enten
stedmoderen ikke gider have barnet - eller hvor barnet er så rigt, at
familien ikke tør lade hende bo hos stedmoderen. Desuden var morbroderen
barnløs - og hans svoger, barnets far, havde tilskrevet ham og bedt ham om
at tage datteren til sig, hvis han selv skulle dø.

Jo, der var forskel på folk - når der var penge, og når der ikke var.

Men man tog sig af hinanden. Hvis en holden gårdmand, der havde råd til at
opdrage en niece, ikke tog barnet til sig - hvem ville så gifte sig ind i
den familie? Det tegnede jo ikke godt for resten af ens familie, hvis ens
svogerskab ikke stod ved deres fadderskab for et barn!

Og hvis man ikke behandlede aftægtsfolkene pænt, ja hvem ville så giftes ind
i den familie?

I vore dage kan man jo tænke sit, hvis en tilløben kæreste-ting siger, at
hun har da sandelig ikke besøgt sin bedstemor på plejehjemmet, efter hun kom
der (for år siden). Er det en pige, man gerne vil have til svigerdatter?

Bare rolig, jeg er alt for ung til at have en giftemoden søn - og desuden
har jeg slet ikke børn.... Men princippet må alle nok erkende, der er lidt
sandt i....

Det er først, efter statsbankerotten i 1813, hvor landet bliver SÅ fattigt,
at det offentlige er NØDT til at træde til, for at landet ikke skal gå til i
fattigdom, at kommunerne oprettes og man får sat noget offentligt i system.
Det er altså statens nød - hvis folk dør af sult, før de kan arbejde, hvem
skal så på sigt arbejde? - som sætter skub i tingene. Jeg tror helt klart,
at fattigdommen aldrig har været større (altså relativt fra lag til lag),
end i 1800-tallet. Når en kgl. embedsmand i en købstad, hvem skulle opkræve
skatter fra folk, selv siger, at hvis de ikke samtidigt gav ham noget mad
til ham og hans familie, ja så havde de ikke fået man den dag, så VAR det
skrælt.

Nå, men det er jo noget helt andet.

Mvh

Ulrich Alster Klug

"Poul E. Jørgensen" <33@gvdnet.invalid> skrev i en meddelelse
news:1586c$47975c73$5b96e0a8$8148@news.jay.net...
> "Ulrich Alster Klug" <dannebrog@dk-yeoman.dk> skrev i en meddelelse
> news:479758d4$0$15891$edfadb0f@dtext01.news.tele.dk
>> Hej Poul!
>>
>> Ungkarl dækker i faddermæssig henseende, at manden er ugift, dvs. at
>> han enten bor hjemme hos sin fader (familie) eller er tjenestekarl
>> (somme tider skriver præsten så tjenestekarl i stedet).
>> Man ser også, at pigerne er 'Pige', og det dækker det samme.
>
> Vil det sige at man anerkendte - hvis de gifte faddere gik bort før barnet
> kom til skelsår og alder - at en ugift person overtog den kristelige
> opdragelse af barnet?
> Gik gifte faddere forud for ugifte?
>
> Kunne fadderskaber også have en mere social funktion i retning af pleje,
> adoption eller lignende?
>
> --
> Poul E. Jørgensen
>
> Erstat "invalid" med dk hvis du svarer per e-mail.
> Replace "invalid" with dk when replying by e-mail.
>
>

---

Wow.

Den artikel burde du lægge "fast" på nettet på dine egne sider, i en
Wiki eller sådan noget. Den er lige så informativ, som den er velskrevet.

Mvh Michael Erichsen

Ulrich Alster Klug wrote:
> Faddernes opgave var 'at have ansvar for, at barnet blev opdraget i den
> kristne tro,' hvis (en eller) begge forældre døde.
>
> En ugift, kunne vel nok tilse barnet, men havde selvfølgelig ikke mulighed
> for (uden egen husholdning) at have barnet hos sig. Jeg har ikke set, at en
> tjenestekarl har haft en barn i pleje.
>
> Man satsede vel på, at de ugifte faddere nåede at blive gift, før forældrene
> til dåbsbarnet måtte dø.
>
> Traditionerne svinger meget fra socialt lag til socialt lag (land kontra by)
> og fra egn til egen.
>
> Nogle steder valgtes i hovedsagen en gift kone til at bære barnet, mens den
> anden kvindelige fadder (huemoderen, eller benævnt 'gik hos' eller 'stod
> hos') nogle steder var ugift, andre helst også gift.
>
> Andre steder foretrak man omvendt, at en ugift bar barnet, og at en gift
> kone gik hos (gudmoderen bør være ugift, for når hun bærer barnet, bliver
> hun mere furgtbar - mon ikke det er det, at når hun bærer barnet og får det
> store ansvar at bære til til kirke (evt. i kirken), så får hun også selv
> lyst til at få børn.... - og siger ja til et passende frieri....).
>
> Endelig ses det, jeg har set det i en kirkebog, det var vist Store Heddinge
> eller Stege KB, at én kvinde bærer barnet til kirke (moderen var som regel
> ikke selv med, i hvertfald ikke før 1756, for indtil da måtte hun ikke komme
> i kirken (eller i 'samfundet'), før 40 dage efter fødslen, hvor hun til
> gengæld skulle lade sig introducere i kirke (renses ved præsten - jævnfør
> kyndelmisse og Jomfru Mariæ rensesdag, det er nemlig 40 dage efter Juledag),
> mens barnet skulle døbes så hurtigt som muligt - dels for at vise familiens
> nidkjærhed som troesudøvere, dels for at sikre det en plads i himlen, hvis
> det nu døde som lille - og ved at gå til kirke, så sparede man penge til
> præsten for at hjemmedøbe barnet først....
>
> Faddernes opgave i praksis var at vedgå at være barnets sociale
> sikkerhedsnet. Hvis det blev nødvendigt, så tog en af fadderne barnet til
> sig. Når en gift kvinde havde båret barnet, så KAN hendes mand godt tage
> barnet, selvom konen, der var beslægtet med barnet, er død - og han har en
> ny kone....
>
> Det var familie, der var faddere til de aller-aller-fleste børn. Det er set,
> men ikke reglen, at bedsteforældrene i ældre tid var faddere. Nogle steder
> bærer mormoderen eller måske farmoderen et eller flere af en børneflok.
> Dette for at hædre bedstemoderen - når det bedste, en kvinde kunne blive var
> (jaja en gift kone) moder, så må en mormoder jo virkelig have en status, der
> siger spar to - tænk at føde børn og at leve så længe, at man får
> børnebørn....
>
> Men det bedste var selvfølgelig at vælge så unge faddere som muligt. Så var
> sandsynligheden for, at de overlevede barnets forælre jo større. Derfor var
> det også snilt med de fem tilladte faddere. Der er vistnok nogle steder sket
> lidt snyd med antallet af faddere. Nogle steder står der 'NNs og NNs koner
> ofrede' i forbindelse med barnedåben. Så VAR de jo ikke faddere, men man
> kunne jo, om nødvendigt, regne dem som faddere i snæver håndevending.
>
> I finere kredse, altså fra de lavere håndværkerlag i købstæderne og Kbhvn.
> og opefter valgte man ofte finere folk, som var udenfor familien, som
> faddere - eller evt. kolleger. Det kommer jo også an på, hvor meget familie,
> man selv har til rådighed i byen.... Og man vælger da ikke sin stedmoder
> eller stedmoders barn med en ny mand til fadder, mens ens egen mors barn af
> et tidligere ægteskab er OK. Jo, man kendte nok blodets bånd.
>
> Til uægte børn er ofte sognefogeden eller sognedegnens kone eller
> præstekonen fadder. Dette angiver, at kommunen (sognet) påtog sig ansvaret
> for barnets opvækst, hvis det blev nødvendigt. Og måske kunne man ofte ikke
> finde andre faddere til uægte børn af bortløbne fædre eller mødre fra en
> fjernere liggende egn....
>
> Blandt militært ansatte og degne, skolelærere og præster etc. var det
> almindeligt, at man valgte finere folk indenfor egen branche som faddere.
> Sergeanten spørger sin oberst eller major om at stå fadder, og Majoren vil
> spørge generalen eller den fyrstelige eller kongelige prins, der står i
> spidsen for enheden. Præsten spørger måske provsten, måske biskoppen....
> osv. Biskoppen spørger måske stiftamtmanden....
>
> Og det var ikke almindeligt at vælge faddere, der stod lavere, end en selv.
> Så den broder, der pt kun er indsidder, står måske ikke fadder til sine
> søskendes børn, mens de søskende, der er husmænd og gårdmænd, står fadder
> til indsidderens børn.
>
> Kriminelle og straffede personer, konkursramte og falenter, bumser,
> rakkere - og den uheldige søster, der havde fået et uægte barn - og lign.
> spørges ikke at stå fadder! Hånden på hjertet, hvem vil overlade sit barn
> til en kriminel stiknarkoman? Eller til en pædofil, der også har en
> voldsdom? Nej, vel?
>
> Så fadderskabet bestyrkede og bekræftede de gensidige bånd indenfor
> familien - eller evt. naboerne eller kollegerne imellem. Fadderskabet var en
> ære - jeg har jo lige udpenslet, hvor agtede og ordentlige fadderne burde
> være - og man kan på moderne dansk sige, at når man valgte faddere, så havde
> man skrevet børnetestamente.
>
> Børnene var forældrenes - familiens - ejendom, ikke det offentliges - altså
> modsat vore dage.
>
> Adoption anvendes vist først fra omkring 1800 - den aller første adoption,
> jeg kan huske at have set i min slægt, er med Kgl. Bevilling ad mandatum
> (altså givet af embedsmændene i Danske Kancelli på kongens og efter
> rutine-fuldmagten) den er fra omk. 1830, Odense Amt. Adoption var fuldkommen
> lige gyldig, hvis familien ikke ejede noget - og den bliver først almindelig
> senere, da det, at barnet havde det rigtige efternavn i forhold til sin
> stedfader eller plejefader begynder at betyde noget.
>
> I praksis ville de fleste barnløse, der fik et barn i pleje bare vælge at
> skrive testamente til fordel for barnet - så måtte det jo også stedse falde
> til patten og opfære sig pænt, ellers kunne man jo ændre testamentet. Og
> havde man selv børn, når man tog en forældreløs af familien til sig, jamen
> så havde barnet jo sin egen arv fra forældrene - og så skulle det da ikke
> også have fra onkel og tante!
>
> Man kan endda se, at renterne af børns arv skal bruges til deres opdragelse,
> indtil de kommer ud at tjene deres brød selv.... I finere familier - hvor
> man lige vil vise, at man har magt over tingene, giver stedmoder lige afkald
> på renterne - men vil selv bekoste opdragelsen.
>
> Men jeg har set tilfælde, hvor familien, en morbroder til barnet, krævede
> barnet - det var i 1761 - udleveret fra den af hans kusiner, som havde taget
> barnet først - og han fik som nærmeste slægtninge (og gudfader) barnet
> tilsendt fra Odense til Kbh. Her er altså et tilfælde, hvor enten
> stedmoderen ikke gider have barnet - eller hvor barnet er så rigt, at
> familien ikke tør lade hende bo hos stedmoderen. Desuden var morbroderen
> barnløs - og hans svoger, barnets far, havde tilskrevet ham og bedt ham om
> at tage datteren til sig, hvis han selv skulle dø.
>
> Jo, der var forskel på folk - når der var penge, og når der ikke var.
>
> Men man tog sig af hinanden. Hvis en holden gårdmand, der havde råd til at
> opdrage en niece, ikke tog barnet til sig - hvem ville så gifte sig ind i
> den familie? Det tegnede jo ikke godt for resten af ens familie, hvis ens
> svogerskab ikke stod ved deres fadderskab for et barn!
>
> Og hvis man ikke behandlede aftægtsfolkene pænt, ja hvem ville så giftes ind
> i den familie?
>
> I vore dage kan man jo tænke sit, hvis en tilløben kæreste-ting siger, at
> hun har da sandelig ikke besøgt sin bedstemor på plejehjemmet, efter hun kom
> der (for år siden). Er det en pige, man gerne vil have til svigerdatter?
>
> Bare rolig, jeg er alt for ung til at have en giftemoden søn - og desuden
> har jeg slet ikke børn.... Men princippet må alle nok erkende, der er lidt
> sandt i....
>
> Det er først, efter statsbankerotten i 1813, hvor landet bliver SÅ fattigt,
> at det offentlige er NØDT til at træde til, for at landet ikke skal gå til i
> fattigdom, at kommunerne oprettes og man får sat noget offentligt i system.
> Det er altså statens nød - hvis folk dør af sult, før de kan arbejde, hvem
> skal så på sigt arbejde? - som sætter skub i tingene. Jeg tror helt klart,
> at fattigdommen aldrig har været større (altså relativt fra lag til lag),
> end i 1800-tallet. Når en kgl. embedsmand i en købstad, hvem skulle opkræve
> skatter fra folk, selv siger, at hvis de ikke samtidigt gav ham noget mad
> til ham og hans familie, ja så havde de ikke fået man den dag, så VAR det
> skrælt.
>
> Nå, men det er jo noget helt andet.
>
> Mvh
>
> Ulrich Alster Klug
>

---

Hej Michael!

Jamen mange tak - Det vil jeg gøre, når jeg får tid.

Mange hilsener

Ulrich
--

"Michael Erichsen" <dsmer@att.biz> skrev i en meddelelse
news:479767ce$0$15899$edfadb0f@dtext01.news.tele.dk...
> Wow.
>
> Den artikel burde du lægge "fast" på nettet på dine egne sider, i en Wiki
> eller sådan noget. Den er lige så informativ, som den er velskrevet.
>
> Mvh Michael Erichsen
>
> Ulrich Alster Klug wrote:
>> Faddernes opgave var 'at have ansvar for, at barnet blev opdraget i den
>> kristne tro,' hvis (en eller) begge forældre døde.
>>
>> En ugift, kunne vel nok tilse barnet, men havde selvfølgelig ikke
>> mulighed for (uden egen husholdning) at have barnet hos sig. Jeg har ikke
>> set, at en tjenestekarl har haft en barn i pleje.
>>
>> Man satsede vel på, at de ugifte faddere nåede at blive gift, før
>> forældrene til dåbsbarnet måtte dø.
>>
>> Traditionerne svinger meget fra socialt lag til socialt lag (land kontra
>> by) og fra egn til egen.
>>
>> Nogle steder valgtes i hovedsagen en gift kone til at bære barnet, mens
>> den anden kvindelige fadder (huemoderen, eller benævnt 'gik hos' eller
>> 'stod hos') nogle steder var ugift, andre helst også gift.
>>
>> Andre steder foretrak man omvendt, at en ugift bar barnet, og at en gift
>> kone gik hos (gudmoderen bør være ugift, for når hun bærer barnet, bliver
>> hun mere furgtbar - mon ikke det er det, at når hun bærer barnet og får
>> det store ansvar at bære til til kirke (evt. i kirken), så får hun også
>> selv lyst til at få børn.... - og siger ja til et passende frieri....).
>>
>> Endelig ses det, jeg har set det i en kirkebog, det var vist Store
>> Heddinge eller Stege KB, at én kvinde bærer barnet til kirke (moderen var
>> som regel ikke selv med, i hvertfald ikke før 1756, for indtil da måtte
>> hun ikke komme i kirken (eller i 'samfundet'), før 40 dage efter fødslen,
>> hvor hun til gengæld skulle lade sig introducere i kirke (renses ved
>> præsten - jævnfør kyndelmisse og Jomfru Mariæ rensesdag, det er nemlig 40
>> dage efter Juledag), mens barnet skulle døbes så hurtigt som muligt -
>> dels for at vise familiens nidkjærhed som troesudøvere, dels for at sikre
>> det en plads i himlen, hvis det nu døde som lille - og ved at gå til
>> kirke, så sparede man penge til præsten for at hjemmedøbe barnet
>> først....
>>
>> Faddernes opgave i praksis var at vedgå at være barnets sociale
>> sikkerhedsnet. Hvis det blev nødvendigt, så tog en af fadderne barnet til
>> sig. Når en gift kvinde havde båret barnet, så KAN hendes mand godt tage
>> barnet, selvom konen, der var beslægtet med barnet, er død - og han har
>> en ny kone....
>>
>> Det var familie, der var faddere til de aller-aller-fleste børn. Det er
>> set, men ikke reglen, at bedsteforældrene i ældre tid var faddere. Nogle
>> steder bærer mormoderen eller måske farmoderen et eller flere af en
>> børneflok. Dette for at hædre bedstemoderen - når det bedste, en kvinde
>> kunne blive var (jaja en gift kone) moder, så må en mormoder jo virkelig
>> have en status, der siger spar to - tænk at føde børn og at leve så
>> længe, at man får børnebørn....
>>
>> Men det bedste var selvfølgelig at vælge så unge faddere som muligt. Så
>> var sandsynligheden for, at de overlevede barnets forælre jo større.
>> Derfor var det også snilt med de fem tilladte faddere. Der er vistnok
>> nogle steder sket lidt snyd med antallet af faddere. Nogle steder står
>> der 'NNs og NNs koner ofrede' i forbindelse med barnedåben. Så VAR de jo
>> ikke faddere, men man kunne jo, om nødvendigt, regne dem som faddere i
>> snæver håndevending.
>>
>> I finere kredse, altså fra de lavere håndværkerlag i købstæderne og
>> Kbhvn. og opefter valgte man ofte finere folk, som var udenfor familien,
>> som faddere - eller evt. kolleger. Det kommer jo også an på, hvor meget
>> familie, man selv har til rådighed i byen.... Og man vælger da ikke sin
>> stedmoder eller stedmoders barn med en ny mand til fadder, mens ens egen
>> mors barn af et tidligere ægteskab er OK. Jo, man kendte nok blodets
>> bånd.
>>
>> Til uægte børn er ofte sognefogeden eller sognedegnens kone eller
>> præstekonen fadder. Dette angiver, at kommunen (sognet) påtog sig
>> ansvaret for barnets opvækst, hvis det blev nødvendigt. Og måske kunne
>> man ofte ikke finde andre faddere til uægte børn af bortløbne fædre eller
>> mødre fra en fjernere liggende egn....
>>
>> Blandt militært ansatte og degne, skolelærere og præster etc. var det
>> almindeligt, at man valgte finere folk indenfor egen branche som faddere.
>> Sergeanten spørger sin oberst eller major om at stå fadder, og Majoren
>> vil spørge generalen eller den fyrstelige eller kongelige prins, der står
>> i spidsen for enheden. Præsten spørger måske provsten, måske
>> biskoppen.... osv. Biskoppen spørger måske stiftamtmanden....
>>
>> Og det var ikke almindeligt at vælge faddere, der stod lavere, end en
>> selv. Så den broder, der pt kun er indsidder, står måske ikke fadder til
>> sine søskendes børn, mens de søskende, der er husmænd og gårdmænd, står
>> fadder til indsidderens børn.
>>
>> Kriminelle og straffede personer, konkursramte og falenter, bumser,
>> rakkere - og den uheldige søster, der havde fået et uægte barn - og lign.
>> spørges ikke at stå fadder! Hånden på hjertet, hvem vil overlade sit barn
>> til en kriminel stiknarkoman? Eller til en pædofil, der også har en
>> voldsdom? Nej, vel?
>>
>> Så fadderskabet bestyrkede og bekræftede de gensidige bånd indenfor
>> familien - eller evt. naboerne eller kollegerne imellem. Fadderskabet var
>> en ære - jeg har jo lige udpenslet, hvor agtede og ordentlige fadderne
>> burde være - og man kan på moderne dansk sige, at når man valgte faddere,
>> så havde man skrevet børnetestamente.
>>
>> Børnene var forældrenes - familiens - ejendom, ikke det offentliges -
>> altså modsat vore dage.
>>
>> Adoption anvendes vist først fra omkring 1800 - den aller første
>> adoption, jeg kan huske at have set i min slægt, er med Kgl. Bevilling ad
>> mandatum (altså givet af embedsmændene i Danske Kancelli på kongens og
>> efter rutine-fuldmagten) den er fra omk. 1830, Odense Amt. Adoption var
>> fuldkommen lige gyldig, hvis familien ikke ejede noget - og den bliver
>> først almindelig senere, da det, at barnet havde det rigtige efternavn i
>> forhold til sin stedfader eller plejefader begynder at betyde noget.
>>
>> I praksis ville de fleste barnløse, der fik et barn i pleje bare vælge at
>> skrive testamente til fordel for barnet - så måtte det jo også stedse
>> falde til patten og opfære sig pænt, ellers kunne man jo ændre
>> testamentet. Og havde man selv børn, når man tog en forældreløs af
>> familien til sig, jamen så havde barnet jo sin egen arv fra forældrene -
>> og så skulle det da ikke også have fra onkel og tante!
>>
>> Man kan endda se, at renterne af børns arv skal bruges til deres
>> opdragelse, indtil de kommer ud at tjene deres brød selv.... I finere
>> familier - hvor man lige vil vise, at man har magt over tingene, giver
>> stedmoder lige afkald på renterne - men vil selv bekoste opdragelsen.
>>
>> Men jeg har set tilfælde, hvor familien, en morbroder til barnet, krævede
>> barnet - det var i 1761 - udleveret fra den af hans kusiner, som havde
>> taget barnet først - og han fik som nærmeste slægtninge (og gudfader)
>> barnet tilsendt fra Odense til Kbh. Her er altså et tilfælde, hvor enten
>> stedmoderen ikke gider have barnet - eller hvor barnet er så rigt, at
>> familien ikke tør lade hende bo hos stedmoderen. Desuden var morbroderen
>> barnløs - og hans svoger, barnets far, havde tilskrevet ham og bedt ham
>> om at tage datteren til sig, hvis han selv skulle dø.
>>
>> Jo, der var forskel på folk - når der var penge, og når der ikke var.
>>
>> Men man tog sig af hinanden. Hvis en holden gårdmand, der havde råd til
>> at opdrage en niece, ikke tog barnet til sig - hvem ville så gifte sig
>> ind i den familie? Det tegnede jo ikke godt for resten af ens familie,
>> hvis ens svogerskab ikke stod ved deres fadderskab for et barn!
>>
>> Og hvis man ikke behandlede aftægtsfolkene pænt, ja hvem ville så giftes
>> ind i den familie?
>>
>> I vore dage kan man jo tænke sit, hvis en tilløben kæreste-ting siger, at
>> hun har da sandelig ikke besøgt sin bedstemor på plejehjemmet, efter hun
>> kom der (for år siden). Er det en pige, man gerne vil have til
>> svigerdatter?
>>
>> Bare rolig, jeg er alt for ung til at have en giftemoden søn - og desuden
>> har jeg slet ikke børn.... Men princippet må alle nok erkende, der er
>> lidt sandt i....
>>
>> Det er først, efter statsbankerotten i 1813, hvor landet bliver SÅ
>> fattigt, at det offentlige er NØDT til at træde til, for at landet ikke
>> skal gå til i fattigdom, at kommunerne oprettes og man får sat noget
>> offentligt i system. Det er altså statens nød - hvis folk dør af sult,
>> før de kan arbejde, hvem skal så på sigt arbejde? - som sætter skub i
>> tingene. Jeg tror helt klart, at fattigdommen aldrig har været større
>> (altså relativt fra lag til lag), end i 1800-tallet. Når en kgl.
>> embedsmand i en købstad, hvem skulle opkræve skatter fra folk, selv
>> siger, at hvis de ikke samtidigt gav ham noget mad til ham og hans
>> familie, ja så havde de ikke fået man den dag, så VAR det skrælt.
>>
>> Nå, men det er jo noget helt andet.
>>
>> Mvh
>>
>> Ulrich Alster Klug
>>