Jeg spiste frokost i dag på Hotel Skt. Petri (det gamle Daells Varehus i
København C). Jeg fik serveret en frokosttallerken med røget laks på en bund
af frisk salat, blandet salat med bønner og oliven, helt andelår på et leje
af surkål, og noget citron-noget til dessert.
Det var generelt en rigtig god oplevelse (laksen var dog kedelig burlaks),
men især kombinationen and/surkål var god. Det er jo ikke helt let at
tilberede andelår, der bibeholder sprødhed på skindet, og samtidig er saftig
på den langtidsstegte måde - især når man betænker, at vi var over 50 til
arrangementet - men det havde køkkenet formået til fulde. Jeg var helt vild
med surkålen. Jeg har fået kombinationen før (bl.a. i Münchenerhalle på
Hannover-messen
, men der har der normalt været tale om traditionel
surkål - dvs. meget sur, meget ikke-frisk og slet ikke sød. I dette tilfælde
var surkålen knapt så "syrnet", og havde derfor beholdt en vis friskhed,
ligesom den var sødere end normalt. Som sagt; fremragende tilbehør til den
lidt fede and.
Og nu kommer spørgsmålet så:
Er der nogen, der har en opskrift på en god surkål ala den, jeg herover
beskriver? Det kunne være lidt spændende at bakse denne variant sammen til
den snarlige Mortensaften, hvor der skal svælges i langtidsstegt and.
--
-Jens B.
D.e.f.f.e.s.