"Kæmp for alt hvad du har kært, dø
om så det gælder"
Dette er start på sidste vers i Chr Winters salme"Altid frejdig når du går"
som modstandsbevægelse og alsang hyggede sig meget med 1944-45.
Da jeg flyttede ind på Bjelkes Alle, lød grafittien på børnehavens
plankeværk overfor min villa
"Kæmp for alt hvad du har kært, man giver kun op én gang" og da det er en
god sentens vedr anti-indvandrings-folkebevægelsen står netop de ord nu på
mit plankeværk.
En ny bog hedder "Om så det gælder" og handler om hel- og halv-hjertede
anti-tyskere under krigen og om forfatterindens far, der havde livslang
depression efter at være blevet taget af Gestapo, tortureret og sendt til
Neuengamme - hvor man fik røde kors pakker og havde ret høj overlevelse.
Men især mange politibetjente døde af psykosomatisk infektionssygdom i den
ellers ret milde arbejdslejr.
Man må formode at bogens hovedperson ikke har kunne holde på sin
modstandsgruppes hemmeligheder under torturen - eller at selve det
trøstesløse liv i en arbejdslejr gir traumer for nogle mennesker. Jeg tror,
at den tids børneopdragelse til autoritetstro betød, at det trøsteløse
lejrliv forplantede sig til en så dyb skyldfølelse, at stressen gjorde
*nogle* dødeligt syge.
Tyskerne kæmpede i krigens sidste år med ryggen mod muren og var derfor
dygtige til at få hemmeligheder ud af deres fanger og optrevlede igen og
igen BOPA og Holger Danske . Kommunistlederen Aksel Larsen angav hurtigt
sine partikammerater i massevis alene af ANGST for en eventuel tortur.Han
fik ellers VIP behandling.
Overlæge, frihedsråds-chef Mogens Fogh udsattes for den dygtige torturist
Birkedals skærpede forhør ca to måneder før befrielsen og fik at par blå
mærker at prale med, for det var en vag udgave uden stokkeslag, nærmest
mild boksekamp, idet tyskerne vidste, at krigen var tabt, og der, var intet
at vinde ved at ydmyge en kommende politisk leder.
Frihedsrådet var om efterkrigs-politik og ikke om at skyde tyske officerer
bagfra, så rådets chef havde næppe værdifulde hemmeligheder.
|