---

"Persepolis" om at duppe bryster/overfladisk Iran-fordømmelse

Da jeg arbejdede i det ret shia-muslimske Afghanistan 1974-76 for FN, rejste
jeg til Teheran og oplevede Shah-styrets luksus, som en kæmpestor,
ateistisk, amerikanofil overklasse nød godt af.

Persepolis var oldtids-Irans hovedstad og verdens næstrigeste by dengang, og
filmen med samme navn ser tilbage på fortidig glansperiode og aristokraters
løfterige liv i en nu opreklameret guldalder-fortid.

Hovedpersonen er en iransk overklassepige født 1970, som er indbegrebet af
den slags aristokrater, som EU tager imod som flygtninge og ynker . Bøsser
der flæber, fordi de får bøde for at gå med cowboybukser i strid med
Teherans dresscode osv.

Hun flygter til EU og mobbes som etnisk på en kostskole, men holder fanen
højt udfra sin bedstemors idealer. Disse omfatter at dryppe bryster med
iskoldt vand for at holde brysterne faste.

At sådant virker er overtro, helt som når brystslapningen efter fødsel i
tidligere danske århundreder håbedes forebygget ved stram indsnøring under
amning og brug af amme-tyende i stedet for aristorkrat-mors egne
bryster.Alene det at have været gravid og få sen abort, kan gøre
kvindebryster totalt slappe.

Selvfølgelig er selvbiografi-tegneserien ikke objektiv, for Ayatollah-kuppet
stjal et rigt liv fra de ateistiske aristokrater i Iran, så de er mere
partiske og anti-muslimske end nogensinde.

En neutral og nøgtern film ville have vist den store magt som matriarkatet
har overalt i Mellemøsten og hvor tørklædet er en bagatel i det ny snerperi
og den ny overvågningsstats undertrykkelse.

Jeg lærte i Afghanistan, at Muhamed indførte loft for haremsstørrelse (for
ikke-profeter) ved antal FIRE koner, hvilket var en fordelingspolitik, der
gjorde ham populær hos fattige mænd, der nu fik en chance for at få en
kone - altså en misundelsesskabt, demokratisk
tag-fra-de-rige-og-giv-til-de-fattige politik, som er i tråd med den
jødedom, der bærer alt i Islam.

Og jeg så at RIGE kvinder er i Islam-landene ikke mere undertrykt end i EU
eller i Japan - de fører effektiv deloghersk politik imod deres ægtemænd,
der ofte kun får lov at opholde sig meget lidt i deres hjem, og søger
bøssekontakt på gaden.

Sådanne realiteter går den flæbende Shah-apologetiske film ikke ind på - den
svarer til romanen "Vilde svaner" , der er af en Changkaisjek-aristokrat,
der er fordrevet fra Kina og bebrejder Mao at aristokraters søde liv blev
stjålet fra dem - helt analogt.