---

Andagt af C.O. Rosenius.

¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨
Af nåde alene

....ikke med min egen retfærdighed, den fra loven, men med den, der fås ved
troen på Kristus ...
Fil. 3,9

Så bange var Paulus for at bygge på sig selv, at han - hvad grundlaget for
hans forhold til Gud angik - endog holdt det at være ulastelig efter
lov-retfærdighedens krav for tab og skarn. Han vidste kun alt for godt, hvor
let samvittigheden begynder at bygge på noget af vort eget. Får den blot den
mindste chance, er den snart igen helt og holdent under loven. Som en svamp
suger vand, suger samvittigheden til sig af vor egen retfærdighed.

Det er om dette, Paulus skriver til galaterne: "Den mindste smule surdej
gennemsyrer hele dejen. " Derfor vil han glemme alt, hvad der kan forplumre
og besmitte hans tro på evangeliet. Og derfor går han så langt, at han
regner endog den strengeste retfærdighed efter loven for tab og skarn - blot
for at vinde Kristus og findes i ham.

En fattig synder er alt, hvad han ønsker at være i egne øjne. Og mens vi
ofte af hjertet glæder os, når vi får lejlighed til at smigre os med, at vi
dog ikke er blandt de værste, så forfærdes Paulus, når hans selvretfærdige
natur vil trøste sig på denne måde. Hvor meget hans synder end bedrøver og
forskrækker ham, er han dog endnu mere bange for en trøst, der er blandet
sammen med hans egen retfærdighed. Så helt og holdent vil han have al sin
trøst og hele sin retfærdighed i Kristus Jesus, sin Herre.

¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨
jørgen.