Selvtillid er om forestillingsevnens lag på lag af løgn. Og bør maximeres af
politik og jura.
Hvis man bygger sig et cykelskur i sin have, får man resultatglæde og noget
at prale af til besøgende - et statussymbol.
Hvis man i sin private interne dagdrømmeverden skaber sig gode planer om
hvordan man vil realisere sig selv og få succes, så er også det et værn mod
mindreværdsfølelsens helvede.
Men det kan også være en livsløgn uden håb om resultater og man skubber
forestillingerne foran sig indtil man evt på dødslejet erkender at være en
fiasko, delvis.
Pris ingen lykkelig gør han er død, sagde derfor grækerne - først bag dødens
mørke hegn, kendes lykken.
"Den tid der er gået godt, kommer ikke dårligt tilbage" kan dagdrømmeren
trøste sig, men følelsen af at være på fejl kurs kan være en daglig "sten i
skoen" der mindsker livsglæden
De farisæiske og andre belønninger som den indre domstol uddeler, er en
usikker sag.
Måske man skifter holdninger, og ens forfængelighed viser sig at være
vildledt - eller omgivelserne udtrykker at deres ros var falsk smiger og man
har "ikke penge i banken" mht selvros og resultatglæde.
Selvbedrag er en kompliceret sag med lag på lag af vildledning og
ønsketænkning, og selvrealisation, der giver bæredygtig selvtillid, sker
bedst, når det fri markeds udbud-efter-spørgsel ærlighed er kompas. Det
indebærer ikke nødvendigvis materialistisk optagethed af døde ting såsom
penge. Penge kan reelt betyde aktivitetsmuligheder, håb om opfyldelse af
planer, bifald og status, der kan være varig
Forfængelighed påstod Glistrup at være totalt fri for, men når misundelige
partifæller bemækede at han var glad som et lille barn af klapsalverne efter
hans taler i jyske sportsstadions, så var hans interesse i bifaldet nok
snarest et ønske om at vurdere hvilke budskaber der gik rent ind og burde
videreudvikles i næste tale
Politik der skal skabe størst mulig lykke for flest, på sigt, skal baseres
på livserfaring og forståelse af folke lykkefornemmelse og selvbedrag-risiko
bag den selvsmigrende selvfølelse.
|