Lykkemaximering er om mindre fokus på rang
Siden kirken mistede magt over politik, har der været stor enighed om
renaissancens humanist-axiom at mål med politik, jura og moral bør være
Størst mulig lykke for flest mulig mennesker.
Adam Smith-liberalister er ikke konservative, privilegie-glade
kapitalist-forherligere, men lægger vægt på at også de svage gavnes af
politisk frihed, der skaber job og rigelige, gode, billige varer.
Job til alle er god vej til et bedre samfund - de fleste trives ved at have
noget at rive i, og gå fra aktivitet til resultat til aktivitet til resultat
osv osv.
Når erhvervslivet således sprudler og knopskyder, så nyt opfindes og
investeres i, og arbejde skaber arbejde, så bliver mennesker mere og mere
specialiserede. Engang var der kun tømrere og snedkere, nu er der talrige
slags maskinsnedkere, stilladsarbejdere, designere osv osv.
Nogle er dygtige til at lede og fordele arbejdet så andre kan koncentrere
sig om hvad de er gode til, og nogle tager risiko og investerer i avancerede
værktøjer, der måske pludselig forældes, og risikovillighed bør derfor give
ekstrafortjeneste, og klasse- og indtægts-forskelle opstår. Det skaber
misundelse, men _behøver ikke_ i extrem grad skabe misundelse,hvis ikke
socialismens og engud-religionernes hang til infightings-jalousi gives for
stor magt, bl.a. i medierne.
Åben debat på nettet er her en god modvægt imod Hollywood-film og
velfærdsstats-TVavis
Det er bedre at udvide et lands "lykkekage" end at overføre bidder fra den
enes andel til den andens andel
|