Blev operationer bedre af dissektions-indsigt?
Jeg tror at nysgerrige mennesker har fra slagtning af grise og køer i
oldtiden, haft god forståelse af kredsløb og nerver og de læger der
behandlede sårede soldater har sammenholdt den viden med hvad de så hos
mennesker, og de relativt få sygdomme, der kan bedres af kirurgi, har ikke
fået større overlevelse af, at Vesalius og Harvey i renæssancen omsider fik
lov at rode i lig.
Når operationer mislykkes er det oftest pga patientens ringe livsvilje og
nedsatte immunforsvar, som vi ikke har god forståelse af.
Når operationer lykkes er det måske oftest pga placeboeffekt. Bivirkninger
opleves af underbevidstheden som bevis på effektiv kur, og troen kan flytte
bjerge.
Det er relativt sjældent, at operationsfejl skyldes manglende indsigt i
anatomi, så man af den grund skar forkert.
I øvrigt er masser af mennesker afvigende fra de i anatomi-bøgerne viste
gennemsnitsmennesker, og derfor opstår ofte ubehagelige overraskelser, trods
den anatomiindsigt, som fylder meget i lægestudiet, og som læger ofte er
gode til eller har været gode til - fordi faget er så kontant og let at
eksaminere i.
Hvem har hørt om oldtidsoperationer og deres fejl?
Infektion er ret uforudsigelig - nu som før.
Galen, Aristoteles og andre beskrivere af legemet fra for over 1000 år siden
er lette at latterliggøre pga deres mange grove fejl.
Men de var ikke autoriteter, og det var normalt på deres tid at erfarne
mennesker skrev frit og der var ikke videnskabelig debat, så de blev hurtigt
angrebet for fejl i deres fremstilling.
Politikens artikel(9.9.07) om anatomiens velsignelser for kirurgien er slet
ikke underbygget. Som så meget journalistisk er der tale om lægereklame, og
statsmagt får altid god PR af at de "onde gamle dage" kritiseres ned i et
hul i jorden.
|