Er du til hyggelige fiskekonkurrencer med gode muligheder for også at få 
aftensmaden med hjem, er det er ved at være sidste udkald for at sikre sig 
deltagerbevis til årets Gudenåkonkurrence.
Konkurrencen afvikles fra fredag den 14. september kl. 16.00 til lørdag den 
15. september kl. 16.00.
Gudenåkonkurrencen er gennem de sidste 35 år er blevet en fast institution i 
det østjyske lystfiskeri. Konkurrencen har gennem de seneste mange år været 
fast placeret den tredje lørdag i september.
Foreningerne bag konkurrencen stiller denne dag deres fiskevand til 
rådighed, og der kan derfor fiskes i Gudenåen fra Tangeværket og nedefter, 
samt i Lilleåen fra Hadsten til udløbet i Gudenåen.
Ikke alt er dog som det plejer! Mange har gennem årene efterlyst at kunne få 
aftenfiskeri og evt. nattefiskeri med i konkurrencen og dette ønske bliver 
nu imødekommet.
Som noget nyt starter konkurrencen derfor allerede fredag eftermiddag. 
Fiskeriet starter kl. 16 og slutter lørdag kl. 16 - hvor indvejningen af 
fisk lukker.
Indvejningen foregår i øvrigt løbende, og sker på konkurrencens hovedbase, 
der også som noget nyt er placeret på Langå Stadion. Stadion er også rammen 
om de aktiviteter, der foregår under konkurrencen, og det bliver muligt at 
sikre sig sin aftensmad i basens store telt.
Noget nyt er også, at deltagerbeviser kun kan købes i forsalg - altså ikke 
noget salg ved åen. Forsalget startede 20. august og sker dels på 
hjemmesiden 
www.dagkort.dk, dels hos Grejbiksen i Trige og Silkeborg, 
Randers Jagt og Fiskeri, Q8-tanken i Bjerringbro samt campingpladserne i 
Langå og Ulstrup (Bamsebo).
Prisen er 150,- kr for seniorer og 75,- kr for juniorer til og med 17 år. I 
tilgift til dette kan man for 200,- kr ekstra sikre sig konkurrencens 
deltagertilbud, som i år er en Scierra Reelcase til opbevaring af fiskehjul 
og andet grej.
Som sædvanligt er der mange præmier til konkurrencen, hovedparten sponseret 
af konkurrencens hovedsponsorer, Grejbiksen og Scierra.
Arrangøren er fortsat Gudenåens Ørredfond, som består af en række af 
foreningerne i tilknytning til Gudenå-systemet og Randers Fjord - bl.a. 
Bjerringbro og Omegns Sportsfiskerforening, Langå Sportsfiskerforening og 
Hadsten Lystfiskeriforening.
Overskuddet fra årets konkurrence går målrettet til miljøforbedringer på 
fondens klækkeri ved Bjerringbro. Under klækkeriets nuværende forhold har 
det vist sig umuligt at få en fornyet godkendelse til videre drift, som 
følge af de nye opstrammede krav til dambrugsdriften.
Det er især kravene til medicinforbrug, hvor Gudenåens Ørredfond paradoksalt 
nok rammes hårdt på grund af sin effektive udnyttelse af den meget lille 
vandmængde, som klækkeriet har til rådighed. Det er derfor tvingende 
nødvendigt med investeringer i forbedringer, da klækkeriet ellers må lukke. 
Så kom og støt op om konkurrencen - dermed hjælper du Gudenåen, der jo i 
forvejen er ramt af nedskæringer på lakseudsætningerne, netop som man er ved 
at få succes med at udsætte laks af dansk afstamning!
Med venlig hilsen
Steen Lindkvist Nielsen
Hadsten Lystfiskeriforening
http://www.lilleaaen.dk