On 4 Sep., 19:22, Bruno Christensen <n...@lpdommer.dk> wrote:
> On Tue, 04 Sep 2007 07:24:24 -0700, Patruljen wrote:
> > On 4 Sep., 15:21, Ole <I_R_Ons...@c.dk> wrote:
> >> Patruljen wrote:
> >>>> Lad folk bevbne sig.
>
> >>> Det er muligt, at bevæbne sig relativt effektivt indenfor lovens
> >>> rammer, uden våbentilladelse. Meget vil afhænge af effektivitet og
> >>> evner hos brugeren -
>
> >>>
http://www.diana-airguns.de/index.php?id=221&L=1&width=1280&height=800
>
> >>>
http://www.dba.dk/asp/soegning/detail.asp?annonceid=51502130
>
> >>>
http://www.ekri.dk/bue/leksikon.asp
>
> >>>
http://www.dbsf.dk/Download/Love/2006/DBSF%20kap.%209%20ver4.pdf
>
> >>> Og derefter handler det udelukkende om øvelse. Præcision og
> >>> skudfrekvens.
>
> >>> Mvh.Bruun.
>
> >> Din naivitet slår næsten Peder the Pedo.
>
> >> Ole M
>
> > Naivitet. He -
> > Alt er relativt. Det er korrekt. Som der står skrevet til en
> > indledning.
> > Mod et LMG eller en Ak - 47, har du en ringe ildkraft. Men jeg vil
> > alligevel sige - Denher lille sag, er særdeles effektiv i kyndige
> > hænder
>
> > Mvh.Bruun.
>
> Uden at opfordre, er det noget du kan bevise?
> Ikke en annonce, men en eller anden tumpe der har forsøgt sig?
http://buejagt.org/site/index.php?option=com_content&task=view&id=37&Itemid=2
Lige siden stenaldertiden har jægere dræbt for fødens skyld, med et
bredt sortiment af projektiler udviklet til at gennemtrænge kødet og
afbryde vildtets vitale funktioner (organer). Disse projektiler har
haft et utal af former lige fra det simpleste håndspyd til det mest
raffinerede blødnæsede riffelprojektil. I den amerikanske forhistorie
var kastespyddet det vigtigste våben i op imod 10.000 år, efterfulgt
af bue og pil i næsten 2.000 ar, og af skydevåben de seneste 500 ar.
Alle tre våben har været effektive jagtvåben, ellers var brugeren af
dem hurtigt død af sult.
Det er menneskeligt at springe over hvor gærdet er lavest, og jægere
har karakteristisk brugt de mest effektive våben, de kunne lægge deres
hænder på. Steppeindianeren, der jagede buffalo, opgav hurtigt sin
korte recurvebue til fordel for den mere effektive flintelåsbøsse, og
den jagende eskimo på havet byttede hurtigt sit spyd ud med en
Springfield-riffel, da dette våben blev tilgængeligt. Jægeren - i
modsætning til fritidsjægeren - ønsker at sætte mad på bordet på den
letteste made. Vor overbefolkede og civiliserede verden er i nyere tid
kommet frem med et mærkeligt fænomen: at jage for rekreation og ikke
for overlevelse. Dette fænomen har på mange måder udviklet sig til en
tilbagevenden til ældre jagtvåben - våben som bue & pil. Ved at
foretrække sådanne ældre våben begrænser den moderne jæger sin
effektivitet og forøger udfordringen på sin jagt. Der kan overhovedet
ikke herske nogen tvivl om, at den moderne magasinriffel er noget mere
praktisk som jagtvåben end buen. En riffel har mindst otte gange så
effektiv en rækkevidde og byder på hurtig repetering, hvis det første
skud ikke rammer. En riffel er også mere nøjagtig på alle afstande,
fordi den kan holdes roligere mod skulderen og er udstyret med
præcisionssigtemidler såsom korn og kærv eller teleskopisk kikkert. I
tilknytning hertil giver den ikke vildtet nogen chance for at undgå
projektilet. En kaliber .270 med en 8 grams kugle bevæger sig med op
til 1.000 m i sekundet, en hastighed der er for hurtig til at et dyr
kan undvige. Som følge heraf er der ingen tvivl om, at den moderne
jagtriffel er betydelig mere effektiv end buen & pilen, når det kommer
an på at ramme vildtet.
Anatomien er grundlaget.
Siden moderne buejagt blev til en jagtform for ca. 40 ar siden, har
der fra flere sider lydt tvivl om pilens dræbende effekt. I visse
tilfælde har denne tvivl fået lov til at blomstre op til nogle
forudindtagne holdninger mod buejagt, nogle fordomme baseret på
forestillinger om at drab med pil er en inhuman måde at benytte, en
langsom og pinefuld død for et hvilket som helst dyr der bliver
gennemboret af dette primitive projektil. Denne tvivl har ført til en
ophedet og uvenlig diskussion mellem nogle buejægere og andre jægere -
en diskussion der ofte mangler kendsgerninger og er meget
følelsesbetonet. Det første trin på vejen, i diskussionen om kuglen
contra pilen, er at få nogle meget fundamentale kendsgerninger slået
fast om vildtets anatomi. Hvert evig eneste stykke vildt er udstyret
med iltafhængige kropsceller som holder dyret levende på tre måder:
1. Cirkulationssystemet som pumper iltberiget blod gennem dyrets
krop;
2. Åndedrætssytemet der sørger for en konstant leverance af ilt til
dette blod og
3. Det centrale nervesystem, der styrer blodcirkulationen og
andedrættet via hjerne og rygmarv.
Nar en jæger dræber et dyr fratages ganske enkelt dyrets kropsceller
den livgivende ilt ved at destruere et eller flere af disse tre
systemer. Ligegyldigt hvilket projektil han bruger vil han hurtigt:
1. Dræbe et dyr hvis han invaliderer åndedrætsstystemet ved at
punktere eller sammenklappe lungerne.
2. Afskære cirkulationen af iltberiget blod til kroppens celler ved
enten at stoppe hjertet eller dræne dyrets arterier for blod, eller
3. Ved alvorligt at skade det centrale nervesystem ved at ødelægge
rygmarven eller hjernen (der på den anden side omgående har
indflydelse på åndedrætssystemet og - eller cirkulationssystemet).
Om et jagtprojektil dræber mere eller mindre hurtigt og humant afgøres
helt og holdent af dets mulighed for at afbryde et eller flere af
disse tre vitale systemer. Det var så nok om dyrets fundamentale
anatomi. Lad os derefter se, hvad der nøjagtig sker, nar en kugle
eller pil trænger igennem dyrets kød. Nar vi har konstateret disse
kendsgerninger, er det nogenlunde enkelt af afgøre, hvor effektivt
hver type projektil kan afbryde de vitale kropsfunktioner og hvor
hurtigt døden indtræder.
Riffelprojektilet.
Lige før en normal blødnæset kugle kommer i kontakt med kød, består
den af en klump bly dækket af kobber med en kaliber på mellem 5,6 og
ca. 11,6 mm. Nar projektilet træffer, begynder den udvendige
kobberkappe at flade ud i paddehattefacon, dette sker dramatisk under
det voldsomme tryk der er mellem projektilet og vildtets kød. Hvor
hurtigt, og hvor dramatisk denne champignonseffekt sker, er afhængig
af en mængde forskellige faktorer som f.eks. projektilets
konstruktion, dets hastighed før det rammer, dets rotationshastighed,
hvor spændte vildtets muskler er nar projektilet rammer, om
projektilet rammer knogler savel som kød og sidst, men ikke mindst,
hvor stort vildtet er. Alle velkonstruerede blødnæsede jagtprojektiler
har et fællestræk, og det er, at de udvider sig med helt op til 100% i
diameter før kraften er opbrugt, eller for de går igennem dyret. Ved
en sådan voldsom udvidelse opstar der et kuglehul i vildtets krop - en
overdimensioneret kanal rundt om kuglen som herefter ofte lukker til.
Med andre ord: Projektilet destruerer kødet i en kort afstand rundt om
dets bane gennem vildtets krop. Ved denne voldsomme kraft opstår der
en blodrille i kødet der er noget større end den diameter som den
ekspanderende kugle har fået. Der sker også et såkaldt hydrodynamisk
chok, skønt dette normalt er minimalt og kun beskadiger det mere fine
væv som nerver og rygmarvsstrenge. Jeg har personligt skudt adskillige
hundrede stykker storvildt med kugle, og mine observationer er
sammenfaldende med andre rutinerede storvildtjægeres. Som sagt, en
kugle åbner en sårkanal, der er noget større end dens egen diameter,
nar den er ekspanderet fuldt ud: Den afbryder af og til vitale organer
gennem væskebølgen i cellevævet selvom den ikke har rørt dem; men
under ingen omstændigheder slår den dyret til jorden som om den havde
fået en håndgranat. Jo større dyret er, desto mindre er effekten af
den såkaldte kuglechockvirkning - et dyr på 50 kg tegner maske når det
træffes af en 11,2 grams kugle fra en .30-06, men et dyr på 350 kg
eller en elg på 600 kg tegner sjældent, på at den er blevet ramt af et
af disse bly og kobberprojektiler. Døden indtræder fordi een eller
flere af
kroppens vitale organer er blevet afbrudt, men ikke på grund af et
eller andet magisk kuglechok, der kan sidestilles med en 12 punds
forhammer mellem øjnene. Størrelsen af kuglens sårkanal er først og
fremmest afhængig af hastigheden. Almindeligvis kan man sige, at jo
langsommere kuglens hastighed er, desto mindre vil champignoneffekten
være, jo mindre indgangshullet er, desto mindre vil det hydrodynamiske
chok eller vædskebølgen være. Et 130 grains (8 gram) kaliber 270
Winchester projektil har en hastighed på ca. 900- 1000 m/s og gør
sædvanligvis mere skade end en tilsvarende 300 grains ( 19 gram)
kaliber 45-70 kugle, der flyver afsted med 500 m/s til trods for 45-70
kuglens større diameter.
Jagtpilen
Til sammenligning rammer en jagtpil med betydelig mindre hastighed end
en kugle - nemlig omkring 55 - 60 m/s når den bliver afskudt fra en
moderne jagtbue. Det er pilespidsen, der forårsager skaden, selve
pileskaftet sørger kun for massen bag pilespidsen, der driver den i
dybden. Alle storvildt-jagtpilespidser hedder "broadheads", de består
af flere blade konstrueret til at skære en stjerneformet kanal i
dyrekroppen. En "broadhead" (jagtod) vil rotere en smule umiddelbart
før den rammer (resultatet af "helical fletching" for at opnå maksimal
retningsstabilitet), men pilen ophører med at rotere, idet den trænger
ind i vildtet. Den skærer et antal fine sårkanaler, der svarer til det
antal blade "broadheaden" har. Den almindelige moderne storvildt
"broadhead" har en 3 - 4 ægget pileod der skærer en sårkanal på
omkring 28 - 30 mm i diameter. Dette er betydeligt større end den bane
eller kanal der blev skåret af en traditionel indianerpileod som
sjældent var mere end 19 - 20 mm bred og kun var 2 ægget. En
jagtpileod ma være barberbladsskarp for at opnå maksimalt resultat, en
kendsgerning, som bade oldtidens savel som de moderne buejægere er
klar over. En skarp pileod gør tre ting, som en sløv pileod ikke gør:
Den trænger dybt ind uden den store friktion, skærer et større hul,
fordi den skærer alt over, hvad den berører i stedet for at skubbe alt
bevægeligt kod til siden, hvilket igen bevirker et minimum af
blodkoagulation i såret, fordi færre kropsceller bliver beskadiget i
selve såret, hvorfor mindre væv bliver afgivet, der starter denne
indviklede, blodgeleagtige kemiske reaktion som hedder koagulation. En
skarp pileod vil trænge dybere ind, skære en større sårkanal og
forårsage en meget hurtigere og friere blødning end en sløv. Moderne
buejægere er uhyre omhyggelige med at skærpe deres od, den oldnordiske
buejæger og spydkaster brugte odde afslået af forskellige sorter af
vulkanske klipper såsom kvarts eller flint. Det interessante er, at
disse oldnordiske pileodde endda var skarpere end de moderne
staludgaver. (Glas har en meget tættere molekylestruktur end stål og
far derfor en meget finere æg.) Derimod må man sige, at den moderne
pileods størrelse med dens ekstra æg gl6ø den til en betydelig mere
effektiv klød-skærer end dens oldnordiske forgænger.
Energi betyder intet!
Man kan undre sig over, hvordan en pil, der flyver med en hastighed af
55 - 60 m/s kan tage konkurrencen op med en kugle, der bevæger sig med
en hastighed af op til 1.000 m/s. Imidlertid er projektilets hastighed
af mindre betydning, når det først har ramt vildtet. Den eneste
betydningsfulde faktor er størrelsen og tilstanden af den sårkanal den
forårsager. Dette og dette alene afgør hvor hurtigt dyret forender.
Myten om det store chok har altid været årsagen til at man lagde så
stor vægt på energien opgjort i kpm eller i joule. Disse små
matematiske spidsfindigheder bliver udregnet på basis af projektilets
vægt og dets hastighed. De fleste rutinerede riffeljægere har i mange
ar haft deres tvivl om værdien af ovennævnte, fordi energien alene
ikke er afgørende for kuglens dræbende effekt. Garvede Afrika jægere,
som har brugt forskellige patroner på mange forskellige typer vildt,
oplyser at den gamle kendte .30-06 sædvanligvis dræber lige så godt
som den enorme .460 Weatherby, og dette star jo direkte i modsætning
til myten om den enorme chockvirkning.
De ballistiske entusiaster bedrager sig selv, når de taler om den
enorme energi denne eller hin patron har. På grund af manglende
erfaring, forudsætter de automatisk at kpm dræber vildtet. Til helvede
med disse kpm, det er sårbanens placering der dræber! Skønt den
gennemsnitlige 35 - 40 grams jagtpil rammer med mindre end 6,5 kpm i
energi udvikler den sædvanligvis en sårbane der er lige så stor og
lige så lang som den hastige kugle. En af årsagerne hertil er, at den
er meget bedre formgivet end riffelprojektilet, ganske simpelt fordi
den slipper igennem vildtet næsten uden nogen form for friktion;
derfor har den ikke behov for den voldsomme hastighed og energi som
kuglen nødvendigvis må bruge for at udvikle en lang og bred sårbane.
En jagtpileod placeret i et dyrs lunge vil sædvanligvis gå lige
igennem dyret efterladende et hul på nøjagtig bredden af pileodden.
Til sammenligning kan nævnes at selv de bedst formgivne projektiler
ofte ikke er i stand til at opnå fuld gennemtrængning ved sideskud til
lungerne, og de udvikler heller ikke sårkanaler, der er større end den
af pilen opnåede.
Træf i knogler
Pileodden stoppes sædvanligvis brat når den rammer et skulderblad
fordi den ganske simpelt ikke har energi nok til at gennemtrænge en så
voldsom forhindring. En velkonstrueret kugle vil på den anden side
smadre et hårdt objekt som et skulderblad og lave et forfærdeligt
svineri ved bade indgangs- såvel som ved udgangshullet. Her kan man
tale om den magiske energi og her overgår projektilet pilen. Blødt
fløjeligt kød har en tilbøjelighed til at absorbere kuglens energi på
nogenlunde samme måde, som skumgummi absorberer en chockvirkning.
Denne energi har derimod en voldsom effekt når det går igennem
knogler. En jagtpileod, der rammer direkte i knogler som rygraden,
eller i hovedet, kan gennemtrænge dybt nok til at gøre fatal skade,
men en sådan placering må være helt nøjagtigt for a have den ønskede
effekt. I modsætning hertil transmitterer kuglen sin energi på en
voldsom måde gennem diverse knogler, hvorved der opstår stor skade
selv nar den er placeret dårligt F.eks. nar et dyr rammes af en kugle
på en a rygsøjlens tappe sker det ofte, at selve rygsøjlens nervevæv
bliver beskadiget, hvorved dyret dræbes hurtigt. Et dyr der rammes
samme sted med en pil vil højst sandsynligt overleve.
Drabseffektivitet
Hvordan sætter vi kuglen og pilen op imod hinanden nar talen er om at
træffe forskellige steder på vildtets krop? Hvor godt kan hver af
disse to typer projektiler afbryde vildtets kropsfunktioner og hvor
hurtigt dræber de vildtet? Det sted, alle erfarne jægere forsøger at
ramme, er vildtes vitale brystparti som indeholder lungerne, hjertet
og store dele af hovedarterierne. Med mindre dette område er nået via
skulderbladet, så vil et projektil placeret her kun møde blødt kød
bortset fra et par få tynde ribben der på ingen alvorlig måde
forhindrer gennemskud af hverken pil eller kugle. Hvis en eller begge
lunger bliv punkteret af et hul på mere end ca. 1,5 cm i diameter, vil
de hurtigt klappe sammen og dyret dør af iltmangel indenfor ca. l0
sek. Dette er en solid medicinsk kend gerning. Hvis hjertet rammes
eller beskadiges vil blodcirkulationen øjeblikkelig stoppe, og dyret
dør ligeledes hurtigt (indenfor ca. 8 sek). Hvis et projektil på eller
anden made trænger ind i brystkassen uden at ramme lungerne eller
hjertet klapper lungerne alligevel sammen og døden indtræder indenfor
1 min. Størrelsen af indgangs- og udgangs hullet afgør hvor hurtigt
dyret vil forende da mængden luft der suges igennem disse huller er ;
afgørende for, hvor kort tid det tager for lungerne at klappe sammen.
Almindeligvis må man sige, at både kugle såvel som pil der med den
samme effektivitet nar begge har truffet de blødere dele af brystet.
Der er man; mange variabler involveret her, men både kugler såvel som
pileodde, der punkterer lunger får dem til at klappe hurtigt sammen -
døden indtræder øjeblikkeligt. Det er normalt, at et dyr, der er ramt
i lungerne af en pil eller kugle, løber fra 50 - 100 m før det
forender; en begivenhed, der blot tager et par sekunder. På lignende
vis indtræder døden hurtigere når hjertet eller dele af brystet er
ramt, idet dette ligeledes stopper cirkulationen. Det er interessant
at bemærke, at en jagtpil igennem brystkassen ikke dræber dyret ved
blødning - det dræber ved kvælning, idet det berøver dyret dets ilt
nøjagtig på samme måde som en kugle dræber ved kvælning. Det er en
almindelig men forkert opfattelse, at en pil sædvanligvis dræber ved
at frembringe et massivt blodtab. Hvis vi skal rekapitulere, så har
kuglen en lille fordel, nar det gælder træffere i rygsøjlen, i hovedet
og på skulderbladet, fordi den har en tilbøjelighed til at producere
en mere iøjnefaldende ødelæggelse. Et solidt træf i rygsøjlen eller
hovedet med begge typer af projektiler bevirker næsten øjeblikkelig
død fordi det centrale nervesystem delvis eller helt og holdent bliver
immobiliseret, hvilket stopper funktionerne i lungerne hjertet og /
eller andre organer der er involveret i åndedrætsfunktionen og
cirkulationen.
Dårlige skud
Alle jægere kommer på et eller andet tidspunkt ud for et dårligt
placeret skud med kugle eller pil der resulterer i at waiden, køllen
eller andre yderliggende områder bliver ramt. En kugle eller en pil
som kommer til at afskære en af de større arterier der fører iltrigt
blod til disse områder vil også være hurtigt dræbende - dyret vil
ganske enkelt miste blodet på en overordentlig hurtig made. Cellerne
vil ikke blive tilfort ilt og dyret forender. Hovedarterierne som en
jæger kan ramme ved et uheld er carotes eller halspulsaren som løber
op langs med halsen til hjernen; aorta eller hovedpulsaren der løber
direkte under rygsøjlen; pylorica eller den pulsare der løber igennem
maveregionen, og de to femoralis arterier eller bagløbspulsårer der
afløber fra hovedpulsåren ved halebenet ned ad indersiden af køllerne.
Blodfiltrerende organer som lever og nyrer er forbundet med
hovedarterierne og nar disse organer bliver ramt er resultatet stort
set det samme. Døden vil indtræffe indenfor et minut eller så, nar
disse organer træffes. Døden indtræffer dog hurtigere med en skarp
pileod end med en kugle, fordi den første forårsager et meget renere
snit, hvor blodet ikke har tilbøjelighed til at koagulere. Sagt meget
enkelt: Jo finere snit desto hurtigere flyder blodet, først og
fremmest fordi det ikke koagulerer. Det kan anskueliggøres på en anden
made: Hvis man skærer sig ved barbering med kniv bløder man over
længere tid, end hvis man blot far en hudafskrabning eller slår sig
selv over fingrene med en hammer. Hvis man træffer yderliggende
områder uden at overskære hovedarterierne er pileodden helt og holdent
et mere humant jagtprojektil. En kugle pulveriserer kødet og
efterlader et udgangshul af en vis størrelse. Dette pulveriserede kød
får ofte blodet til at stoppe men efterlader såret helt åbent for
infektion. I modsætning herti skærer en pileod en fin sårkam som til
at begynde med bløder men samtidig renser såret for der efter at lukke
til, en forsegling der helt og holdent forebygger infektion. Skønt der
findes riffeljægere, der regner bue og pil som notorisk redskab til
anskydning vildt savner denne opfattelse hvert grundlag. I Amerika har
man statistisk kunnet konstater at buejægere relativt set ikke
anskyder flere dyr end riffeljægere. Disse statistiske undersøgelser
har ligeledes konkluderet at vildt ramt rygsøjlen eller på
skulderbladet med en pil næsten altid har overlevet med et minimum af
ubehageligheder, hvis de da ikke døde på stedet.
Summa summarum:
Det vigtigste, nar man taler om at nedlægge storvildt på effektiv
måde, er jaegerens egen evne placere sit projektil i de vitale organer
såsom lunger og hjerte og ikke typen af projektil. Når færdighed først
er opnået er forskellen mellem kugle og pileod rent akademisk, for
ligegyldig hvad man bruger, bliver resultatet nøjagtig det samme.
Dyr man skyder på vil forende !!
Denne artikel har været bragt i et nummer Jagt og Natur og er skrevet
af: Christopher Andrews.
http://avisen.dk/jagt-efter-bukken-buen-160507.aspx
Mvh. Bruun.