Claus Tersgov skrev:
> "jørgen" <brothers_bisp@hotmail.com> skrev
>
>> Når jeg tænker tilbage på mit liv så ser jeg at det består af en lang
>> række af valg med tilhørende konsekvenser. Men jeg ser også at Gud har
>> været den som stillede mig over for en række valgmuligheder og måske var
>> den som motiverede mig til at tage bestemte valg for kun Han alene kendte
>> på forhånd konsekvensen af disse valg, noget der var skjult for mig.
>
> Nej, fordi Gud har også udstyret dig med den frie vilje. Det er der desværre
> mange kristne, som glemmer. Du er på ingen måde tvunget til at følge Guds
> vej endsige elske ellerr tro på ham, det er alene noget din frie vilje
> bestemmer!
>
> Claus
Min yndlingsteolog, reformatoren Martin Luther, røg faktisk engang ud i
en omfattende debat med den mindst lige så navnkundige humanist Erasmus
af Rotterdam, som i 1524 skrev sin afhandling "Om viljens frihed",
hvortil Luther - sædvanligvis polemisk - replicerede med sit skarpe
modsynspunkt i "Om den trælbundne vilje" fra 1525 som opstillet
"antitese": Luther indtog her det måske temmeligt "fundamentalistiske"
synspunkt at mennesket - og herunder altså ikke mindst dets måske ret
vidtløftig postulerede "frie" vilje - populært sagt er at ligne med en
hest eller et umælende trækdyr, for så vidt man derved dybest set enten
lader sig styre af Herren Himself eller i modsat fald en vis anden, og
knap så heldig "herre".
(Luther synes således slet ikke at levne plads til nogen som helst
"moderat midtsøgerposition" mellem mere eller mindre gennemført from
hellighed på den ene side og arg afstumpethed på den anden: Herunder da
SLET ikke den fra bla. Erasmus' side markedsførte "humanistiske
(med)menneskelighed" som agnostisk eller endda direkte ateistisk "tredje
vej" mellem oprigtig kristelighed og overdreven kynisme)
Mere moderne, eksistensialistisk-filosofisk anskuet vil jeg da klart
medgive at mennesket nok har sin udmærkede frie vilje /til en vis
udstrækning/, i hvert fald så langt det selv kan tilstås muligheden for
at kunne REAGERE forskelligt - og dermed træffe relativt frie valg - i
de situationer, det dog samtidig synes ganske uvilkårligt stillet i:
Således er menneskets vilje aldrig nogensinde virkelig 100% fri, da det
vel nærmest dermed synes at forudsætte at man skulle hænge og blafre i
eet eller andet fritsvævende tomrum som en anden urørlig pseudoguddom,
mens den praktiske situation jo altså - heldigvis? - nok snarere er at
vi i allerhøjeste grad er undergivet visse ydre betingelser, visse
absolutte, definerende rammer - såsom vor blotte eksistens' begyndelse
og slutning, som vi sjældent, om da ikke aldrig nogensinde, kan siges at
være herrer over - og hertil ikke mindst de mere eller mindre direkte
konsekvenser ANDRES nok så "frie" valg måtte få ved som konsekvens heraf
at tvinge een selv til at skulle reagere og vælge...
Problemet er så, om dèt virkelig er "frihed" i total og absolut
forstand, mens man omvendt må spørge om valg uden egentlig bindende
konsekvens (nemlig i form af andre, derigennem videre og atter
afstedkomne valg) på nogen måde ville være en "frihed", som ville være
bare det allerfjerneste værd (hvis ikke der i så tilfælde blot ville
være tale om totalt ansvarsberøvet "lige-gyldighed" og ordets
allerkedeligste forstand?)
Her kan man for princippets skyld spørge flabet og provokerende til, om
man mon nu VIRKELIG også - for det teologisk/mytiske eksempels skyld -
hypotetisk ville ønske sig en Skabelsesberetning med en Adam og Eva som
enten ikke KAN begå syndefald (altså handle imod Guds direkte påbud)
eller endda en Adam og Eva som for så vidt godt kunne og nok gjorde, men
dog ALLIGEVEL reelt ville være mindst lige så totalt umyndiggjorte
foruden nogen som helst egentlig bindende konsekvens heraf?
(Ydermere spændende er det jo, at Adam og Eva lige netop spiser af
"Træet til kundskab om godt og ondt", hvilket synes at indikere en vis
ooplagt latens for dèt, man måske idag populært ville kunne definere som
en slags "Frankenstein-syndrom" ud fra en lidt nyere, omdigtet
genfortælling af samme grundproblematik: "Et videnskabeligt eksperiment
løber af sporet ved at det animerede forsøgsobjekt lige pludselig
begynder at handle /selvstændigt/ og endda oven i købet ligefrem
faretruende uhensigtsmæssigt", om man vil. Før man dog ligefrem
ugudeligt vil begynde at håne Vorherre for noget så principielt umuligt
som et egentligt "hybris" i græsk forstand, bør man dog nok lige være
tilbørligt taknemmelig over den forsynethed der på længere sigt synes
underminere forestillingen om et dertil automatisk sammenhørende og
implicit "nemesis": Uden Syndefaldet havde vi jo nemlig - for så vidt
Skabelsesberetningen altså for argumentationens skyld tages for blot
tilnærmelsesvist pålydende og man derved spiller med på dens præmisser
og godtager dens postulater - aldrig haft Verden, som vi på godt OG ondt
kender den idag, men derimod stadig to principielt udødelige, infertile
"ikke-forfædre" spankulerende temmeligt lalleglade og lystigt
splitterragende rundt i hin Herlige Have! I så fald håber jeg skam ikke
at det vil blive opfattet som "satanistisk" trods alt at takke for dèn -
om end umiddelbart uheldssvangre og ulykkelige - måde tingene i stedet
fortælles at have udviklet sig på!
)
Under alle omstændigheder synes jeg Jørgen rejser et ganske interessant
kristenteologisk spørgsmål, delvist bundende i "den go'e gamle
Theodicé-problematik" (gående på paradokset om, hvordan en principielt
/Algod/ og /Almægtig/ Gud overhovedet kan tillade Ondskab og Lidelse) og
for så vidt vi altså - sjovt nok? - befinder os i en nyhedsgruppe
fornemt beregnet til lige netop debat om diverse kristen-religiøse
anskuelser, så har jeg altså så meget desto mere svært ved at forstå den
måske ret nedladende og afvisende tone, jeg mener at iagttage i visse
indignerede, irrelevante svar: Det her er jo altså immervæk noget af
dèt, nærværende forum faktisk er beregnet til, så hvad er problemet
egentlig?
--
Mvh
Anders Peter Johnsen