Lidt men godt, vedr. hæmninger og love.
Når min mor kom hjem fra stormagasin-indkøb klynkede hun til far "det sku
forbydes at tage så høj en pris for .." og min saglige far skabte dårlig
stemning ved at nævne behov for profit og markedsfrihed og andre kloge
indvendinger, som vi børn tog til os, mens mor blev mobs.
Selvfølgelig skal der kun forbydes , når ellers vold, tyveri og tyvsk
bedrag.
At den kloge narrer den mindre kloge mht prisfastsættelse er ofte gavnligt
for den mindre kloge, som derved møder overkommelige udfordringer.
Også et menneskes valg af hæmninger bør være efter princippet "Få men
gennemtænkte og veladministrerede moral-leveregler" men disse individuelt
valgte, konsistente principper kan godt være talrige for et intelligent
menneske, fx om åbenhed og ærlighed i visse kredse og en grad mindre blandt
fjernere bekendtskaber.
Farlige hæmninger er dem, man indoktrineres af mors kropssprog og som man
aldrig forstår rationalet bag, og hvorom man fortrænger de eventuelle
selvmodsigende forklaringer, man har fået.
Ting bør frem i lyset og FORSTÅS, evt analyseres og gradueres, når
regelkrydsning.
Samvittigheden er en ond mester, der straffer med nagfølelse, der fortrænges
og lever sit skjulte liv i underbevidstheden, og vulkanudbrud af vrede kan
blive resultatet - noget, der kan kaldes "ægte sindsyge".
Man bør finde eller fornemme grundprincipper om størst mulig lykke for flest
i egen familie og gruppe, og være moralsk, hvor det betaler sig og er
bæredygtigt.
Ikke elske hele menneskeheden og foregive overdreven sympati, for folk man
ikke kender. Sund nationalisme er dog at vove følelser for ukendte, som man
ved, at man har et vist kulturfællesskab med, og som vil opføre sig
solidarisk, til en vis grad.
Det vil muslimer næppe - deres loyalitet er med trosfæller, ikke med folket
i et nyt værtsland.
|