Markedets udfordringer kan give aktivitet+resultat=trivsel til alle
Kedsomhed trælbinder og gør dum, men aktivitet, med håb om gavnlige
resultater bærer ofte lønnen i sig selv, og man dygtiggøres, også når målet
ikke nås helt som planlagt.
Hvis ikke stat eller andre magthavere forhindrer at folk der kan byttehandle
finder sammen, er der i en moderne industriby et supermarkedstilbud af
udfordringer at vælge og vrage imellem - skinner solen kan man sælge
læskedrikke på sit fortov eller på stranden eller lade sine børn erfare
gavnlig arbejdsglæde på den måde.
Som bl.a. Adam Smith beskrev, efter at renaisancen havde skabt laissez-faire
og tilbage-til-naturen ideologier, så er kapitalisten der investerer i
produktion af de varer, der er efterspørgsel på, en gavnlig guddom, også når
han er motiveret af ren egoisme.
Han gør det som folk ønsker sig, billigere. Han skaber job til producenter -
fra opfinder-genier til slaveagtige rutinearbejde-knoklere. Han akkumulerer
kapital til ny investeringer og ny jobskabelse, Arbejde skaber arbejde og
kreativiteten slår gnister der flest mulig har de udfoldelsesmuligheder, som
opnås ved at tjene penge og købe, hvad står højt på ønskesedlen.
Der er genial automatik i udbud-efterspørgsel mekanikken, som næsten er en
naturlov og er i slægt med den darwinistiske arternes udvikling, evolutionen
der også gav gode kår, til de ny dyrearter, der gik i hak med nyopståede
resourcer, efterspørgsel. udbud.
Arbejdsløshed behøver aldrig opstå, hvis alle kan skifte job så let som
sportsfolk skifter sportsgren, når de har rendt panden ind i en mur i det
speciale vor deres tidligste ambitioner tog fart.
Overproduktion, som den vi ser i statslige bureaukratiers serviceudbud
behøver aldrig opstå, når udbyderen straks mærker at priserne falder, så det
er tid at forny sig, diversificere, finde sin rette hylde et nyt sted.
Man fristes til at kalde det højeste ondskab at der er lagt hindringer i
vejen for kræfternes fri spil - markedets selvregulering pr udbud og
efterspørgsel.
Voldsforbrydere og tyve, hærværkere og bedragere kan hindre køber og sælger
at finde sammen på ideel vis, og unødvendig lovjungle er ofte det største
problem
Kristendom og socialisme lægger gift ud ved at tilsvine det redskab og
smøremiddel som penge er. Selvfølgelig er der fjolser der er lokket ind i
materialistiske blindspor, hvor de pukler for at købe statussymboler og
bedre værdier går dem forbi.
Konkurrence som i sportsverdenen forkætres, fordi nogle er tabere - men der
er en vis sandhed i Coubertins gamle olympiade-slogan "Det vigtigste er ikke
at vinde, men at være med".
Nederlag er aldrig en katastrofe, når der er frihed til at sadle om og prøve
på en frisk i ét nyt territorium, i en ny boldgade.
Når det velsmurte marked leder alle hen til det felt, hvor de kan begå sig,
så opfyldes paradisvisionen om at får og løve græsser side ved side og der
udvikles den specialisering som har skabt højteknologiens vidundere.
Klassesamfundet er ikke ondt fordi det skabe kreative chefer, der leder og
fordeler arbejdet - og trækdyr der har mere rutineprægede, monotone
slavejobs, for under ideelle forhold er finder alle den niche de kan udfylde
og som er springbræt til næste ukendte kapitel i personens life-script.
At den kloge narrer den mindre kloge er en opskrift på at den mindre kloge
ikke keder sig men får udfordringer og håb om at blive klogere via fair play
eller noget i den stil.
Viljen til magt har vi alle og alle kan lære af deres nederlag og vokse med
dem. AT ynke tabere er at foragte tabere.
Korpsånd slår gnister og skaber samtidig fællesstyrke og individuel trivsel.
Celler i den organisme , som en krop eller en plante er, er specialiseret i
hver sin slags stofskifte, og koordinerer deres samarbejde med signaler pr
nerveledning og hormoners "duftrøgsignaler" i blodbanen og via cellevægges
kontaktsteder, og nogle ofrer sig for andre.
Ledende officerer ønsker samme harmoni i en hær, og kalder det god
soldatermoral og korpsånd=kropsånd at arbejderklassens menige går i døden
som kanonføde, for at overklassesønner = elitetropper kan sejre.
Ved at en gruppe af individer opnår succes, øget styrke, dygtighed opnår
alle overlevende bedre trivsel=lykke.
Milimeterdemokratisk retfærdig fordeling af sejrens frugter er ikke
afgørende, darwinistisk eller politisk set.
Selvom ensomhed kan rumme extrem lykke for nogle, er mange i vane med at
ville bidrage til størst mulig lykke for flest mulig
nærtstående/medborgereog gerne i en langsigtet målestok og denne "altruistiske
hobby" kan være lige så lykkeskabende for individet, som kortsynet egoistisk
behovstilfredsstillelse.
Alle har forskellig profil mht, hvordan hobbyerne skifter livet igennem, og
personlig frihed og intuitiv spontanitet er nok den bedste måde at opnå
lykkemaximering , både i familier, slægter, kollega-grupper og nationer.
Lang tradition kan give sammenhold i et folk, så man er på bølgelængde og
tåler at ofre sig for stamme-fæller man ikke kender.
Rusens kortsynede højdepunktsoplevelse kan være øjenåbner, så man i ædru
tilstand bliver inspireret til frugtbare fantasier og ny veje. Enhver er sin
egen lykkes eller ulykkes smed, selvom formynderi undertiden kan forsvares ,
især overfor mindreårige og andre særligt uerfarne.
Målet for nyttefilosofi=utilitarisme er lykkemaximering, som vi aldrig kan
måle videnskabeligt. Lykkemolekylers fx endomorphiners gennemstrømning af
hjernens trivsels-center er en overfladisk model, og har aldrig nået ud over
model-stadiet - aldrig har biologi nærmet sig noget måleligt og brugbart
her.
Grækernes og Goethes mål for individuel lykke går på hvert individs hele
livsperiode, fra fødsel til død, og hvis særlig harmoni opnås, er det nok
også godt for fællesskabet.
Krig afskaffede genetikkens værdi og gjorde alles sindsyge til gavnlig
legeplads
Fællesskabets mål i en flok af artsfæller i dyreverdenen er overlevelse og
langsigtet dominans,
så det fælles DNA ikke udryddes.
Vi er "overlevelsesmaskiner" for vore arveanlæg og derfor tilkommer der en
særlig vinderposition til de, der er specialiseret i formeringens
celledeling, dvs kvinder=skabningens herrer!
Dengang gener betød mere end tillært kultur, kunne man også prioritere den
gode sæddonor , hvis gener er fri for sygdomsanlæg. Men nu kan kun få af
mændene konkurrere med kvinder i popularitet, dybest set, selvom medierne
giver udvalgte mandlige lederskikkelser 15 minutters berømmelse nu og da
Meget tyder på at krigteknologiernes udvikling har gjort
menneskecivilisationens kopiering af særlige vinderes adfærd vigtigere end
arv, og hvor haremsejeren kan kaldes overmenneske i en primitiv
stenalderflok, er overmenneske-karakterisering i storbylivet langt mere
kompliceret. De kvinder, der udvælger de rette mænd til at få selvtillid, så
de får betydningsfulde stillinger, er vigtige. De mænd, der bakker op om
venner med geniale samfundsgavnlige anlæg, kan være så betydningsfulde for
samfundsudviklingen, som den opreklamerede medie-supermand.
Manden der ikke afskrækkes af den sociale deroutes styrtdyk og tør adfærd,
der drilles og kaldes sindsyge, kan være ham, der når de virkelig
lykkeskabende, trendsættende nyskabelser til gavn for hele samfundet. Ingen
kan dømme - regler har aldrig gavnet - fri moral med minimalstatens
sikkerhedsnet er nok vejen frem..
|