Fra korpsånd til lykkemaximering.
Nietzsche ar ikke en demokrat der lagde vægt på størst mulig lykke for
flest, men hans dionysiske ekstase var om højdepunktsoplevelser via
STYRKELSE for de, der skal blive samfundets ledende aristokrati.
Selvfølgelig opnås maximal trivsel i et folk, når folket vinder over sine
konkurrenter og derfor får mange børn og ikke udstødes i sterilt slaveliv.
Generaler bruger jargonen "God korpsånd" når pligterne er godt fordelt i en
hær, og de, der bør ofre sig for fællesskabet og gå til grunde, er villig
til sådan offerdød eller lemlestelse.
At der er god sammenhængskraft er et andet udtryk. Slut resultatet er, at
man vinder handels- og andre krige og derved i sit eget folk sikrer størst
mulig trivsel for flest mulig.
Dette behøver ikke indebære, at nogen tabergruppe skubbes ud i en offerrolle
Redningsmådsmoral kalder man det, når 3 mand fornemmer at hvis de deler
deres madrationer lige så dør de alle af sult, men hvis en dræbes så vil
måske de to sundeste overleve.
Det lyder grusomt at undertrykkelse af et mindretal kan være nødvendig for
et folks succes, men sådan er livet, nu og da.
Lykke og især glæde er en gulerod, der lokker folk til at gøre det, som
fællesskabet har brug for, Nogle gange er guleroden fjern evt en illusion.
Andre gange er den snarere, at personen kan sige til sig selv på sit
dødsleje, at han ikke har skadet sine nærmeste og ikke stået i vejen for
bedre egnede individer af hans folk.
|