---

Løgn på løgn på løgn, that's life

I "Den nøgne abe" forklares smilet som en fortrudt visen tænder. Desmond
Morris og mange andre ser megen falskhed i at man signalerer ufarlighed og
vennesælhed og lykke ved at blotte mundens våben - en tillært hjælpeløshed
der gør vellidt for man er jo ikke farlig når man gør ydmyghedstegn.

Omvendt overdrives farlighed af en vinder i en rangkamp som bagefter går
imponeregang med hævede skuldre og rankhed så konkurrenter tror han har
endnu mere succes end sandt er.

Religionen har sat janteloven i system - vi beder for at lære at føle skam
og skyld.

Omvendt er farisæisk forfængelighed om at stille sig ærefuldt an overfor sin
indre domstol "Tak Gud at jeg ikke er som tolderen, synderen, skøgen,
taberen".

Dagdrøm og selvbedrag, fantasi og virkelighedsflugt er træning i løgn og har
fantasten levet sig ind i vinderrollen i lang tid, kan han bedre simulere at
være hvad han ikke er.

Der er mange måde at lyve, hvidt, sort, gråt, langsigtet, kortsigtet,
halvvejs osv osv.

Status og charme er om at finde en grimasse der kan passe, og udfyldelse af
selvangivelse slipper man bedt fra at manipulere med, hvis man har venner i
systemet eller kan signalere at man ikke er fjende af systemet

Muslimer får sjældent gået deres momsregnskab rigtig grundigt efter i
sømmene



Videnskab skal opøve i tro på hellig forskningssandhed og det smitter af på
at folk tror at alle statsansatte er ret hæderlige - hvad de ikke er