<<<<<<
http://politiken.dk/debat/kroniker/article337978.ece
USA, USA. Forhadt og roden til alt ondt, dengang man gik i gymnasiet.
Og nu? En ledetråd? Oplevelser fra Luthersk Missionsforening og
Amerika, alt inklusive ...
Af FRITS BREDAL Send artikelPrint artikel
Fakta
Frits Bredal er journalist med en bachelor i engelsk. Det er noget
mærkeligt noget.
Når jeg læser alle de ting, der efterhånden er skrevet om 80’erne,
ikke mindst i Politiken, så ligger det lysår fra mine erindringer og
oplevelser.
Det er, som om alle de mennesker, der husker tilbage på 80’erne, alle
sammen tullede rundt i bz-miljøet, var punkere, skrev dødsromantiske
digte eller spillede alternativ musik. Sådan var mine 80’ere eddermame
ikk’!
Jamen, altså, fornu at tage det fra begyndelsen, så tilbragte jeg vel
de første år af 80’erne på bænkerækkerne i Luthersk Missionsforening i
Nansensgade i København. For mit vedkommende var det så at sige en
forlængelse af 70’erne, hvor jeg tilbragte et helt årti på de selv
samme bænkerækker, mens prædikanterne bankede Bibelen ned i
prædikestolen og advarede imod selvbesmittelsens fristelser. Så blev
jeg sgu træt af alt det vrøvl og meldte mig ud, men den foragt for
kommunisme, jeg havde fået ind med modermælken og missionsforeningen,
den beholdt jeg.
Jeg var fuldstændig enig med Ronald Reagan, når han tordnede imod
Sovjetunionen. Det kunne da godt være, at han var en afdanket
B-skuespiller, men manden havde jo ret på netop det punkt.
Sovjetunionen var et menneskefjendsk diktatur, der sendte sine egne
borgere til Sibirien. Man skulle jo være totalt idiot for at støtte
sådan et system.
Da jeg kom i gymnasiet, og Danmark kort tid efter fik en borgerlig
regering, trak mange af mine gymnasiekammerater i sort og gik i
sørgeoptog, fordi Danmark med sin højredrejning nu mindede om 30’ernes
Tyskland. Og ved samme lejlighed græd de så over, at Danmark lod sig
styre af NATO og USA. I øvrigt nogenlunde velbegavede elever stillede
sig op på fællesmøderne og forklarede, hvordan USA var roden til alt
ondt i verden, og selv om det ikke var dem alle sammen, der decideret
så Sovjetunionen som forbillede, så var der ingen tvivl om, at
kommunisterne i Øst var langt bedre end kapitalisterne i Vest. USA var
Fanden selv.
Der var slet ingen grænser for alt det, der var i vejen med USA. De
sorte var undertrykte, og det var de hvide også, selv om de ganske
vist ikke selv altid vidste det, men det var de altså. De blev
undertrykt og manipuleret med af medierne og magthaverne. Den
venstreorienterede attitude mindede mig i høj grad om
missionsforeningen, hvor identiteten lå i at se sig selv som den lille
flok på vej til den store verdensomspændende sejr, når hele
menneskeheden på et tidspunkt ville tvinges til at se sandheden i
øjnene.
Grundlæggende agiterede min barndoms missionsprædikanter og de
venstreorienterede på samme facon. Blot med det ekstra irriterende
tvist, at 80’ernes hardcore venstreorienterede i vid udstrækning var
middel- og overklasse-akademikerbørn, der i den grad havde nydt godt
af det samfund, som de nu ville omstyrte. De stod der med deres
velbjærgede baggrund og forklarede mig, cykelsmedens søn fra Herlev,
hvordan arbejderklassen var undertrykt. Og hvis man var uenig,
skyldtes det bare, at man også selv var undertrykt og ikke kunne
gennemskue undertrykkelsen. Jeg reagerede ved at lægge afstand til
alt, hvad der på nogen måde kunne opfattes som venstreorienteret. Og
det var jo ret så mange ting, der rigtigt eller fejlagtigt kunne
opfattes på den måde: bz’erne, punkerne, den alternative musikscene og
alt det der, som mange nu husker tilbage på med tydelig nostalgi og
længsel.
Jeg var bare et helt andet sted dengang. Min inspiration kom ikke fra
den del af verden. Min inspiration kom fra USA.
Mit yndlingsfag i gymnasiet var engelsk. Jeg så – og navnlig hørte –
alt, hvad der var på engelsk i fjernsynet. Vokabulariet blev stille og
roligt udvidet, og selv om jeg ikke altid forstod hele dialogen, kunne
jeg genkende mange af lydene: »Fuck, freeze, shut up, you’re under
arrest, we need a warrant, I’m gonna bust his dirty ass, the D.A.
ain’t gonna buy this, bullshit«.
Det krævede dog en målrettet indsats at høre engelsk hver dag. Dengang
eksisterede der kun én tv-kanal: Danmarks Kongelige Radio, der
stoppede udsendelserne og sagde godnat ved midnatstid. Det var før,
enhver kunne tage på kanalrundfart på kabelnettet eller surfe rundt på
internettet, det var før CNN, før MTV, før TV 2.
Jeg gennemlæste ugens tv-program og noterede omhyggeligt, hvornår de
engelsksprogede, i særdeleshed amerikanske programmer, blev sendt, så
jeg var stone sure på at få det hele med. Jeg har uden tvivl set
samtlige afsnit af ’Dallas’, der med sine mange dejlige damer virkede
stimulerende på såvel min fantasi som mit ordforråd.
Inspireret af demange amerikanske film, jeg så, antog USA efterhånden
overnaturlige dimensioner i mit verdensbillede. Allerede lang tid
inden jeg nogensinde havde sat mine fødder på det amerikanske
kontinent, gjorde jeg mig til talsmand for, at alting var meget bedre
i Amerikas Forenede Stater end i Danmark. USA var baseret på enhvers
ret til at søge lykken, æde sig tyk og fed i mulighedernes store
æbletærte, mens Danmark var bygget op omkring jantelovens 10 bud.
Danmark var for lille til en mand af mit format, og jeg erklærede over
for omverdenen, at jeg ville forlade dette latterlige lille lorteland
til fordel for Guds eget land, så snart jeg havde taget min
studentereksamen.
Overalt hvor jeg kiggede hen på væggene på mit værelse, hang der
billeder fra de amerikanske metropoler. Jeg stod i timevis foran
skyskraberne og forestillede mig, hvad der foregik inde bag
glasfacaderne højt oppe over The Hudson River og de store avenuer. En
dag ville jeg selv bevæge mig rundt mellem de moderne betonpyramider,
blive opslugt af mørket og føres ind i farlige miljøer fyldt med
lovovertrædere og fatale kvinder dopet med euforiserende stoffer i
lange baner. Jeg ville snuse rundt som en enlig ulv, ensom, farlig og
uimodståelig for sultne nymfomaner. Hårdtpumpede ludere med
kæmpebryster og afdankede skuespillerinder ville trække mig med ind i
deres verden af rå vold, drømme, ambitioner og afstumpet sex.
I loftet, direkte over mit hoved, hang en plakat af Empire State
Building. En aften, da jeg var på vej i seng, fik jeg en brillant idé.
Jeg ringede til den internationale nummeroplysning. En halv time
senere havde jeg samlet mod til at foretage mit første transatlantiske
telefonopkald. Med rystende hænder drejede jeg de mange cifre til
turistinformationen.
»Empire State Building, may I help you?«, sagde en veloplagt
amerikansk kvindestemme.
Vores samtale, der varede mindre end et minut, handlede om, hvad det
kostede at komme op på toppen, men indholdet af samtalen var ikke
afgørende. Det fantastiske bestod i, at jeg havde opnået mental
forbindelse med Amerika. Mine ord, og dermed en del af mig, var blevet
transporteret hele vejen over Atlanterhavet i en ledning for til sidst
at komme ud igennem telefonrøret og ind igennem øret på en
receptionist i Empire State Building. Jeg havde – næsten – været i
USA.
Efter studentereksamenkrydsede jeg endnu en gang Atlanten, denne gang
i et fly. Jeg var godt forsynet med penge på grund af arven fra min
far. I New York investerede jeg i en mørkegul Sunbird Pontiac hos en
utroværdig brugtvognsforhandler. Nu kunne jeg lege ’Taxi Driver’ og
som en anden Robert De Niro cruise rundt i min egen bil i Manhattans
betonjungle. Jeg blev fyldt op med en blanding af uudtømmelig
fascination og bundløs ensomhed. 10 millioner mennesker boede der her,
men jeg kendte ikke én.
Sommetider steg jeg ud af bilen og slentrede rundt alle de steder, jeg
havde set på mine plakater og på film. Jeg opsøgte de mest lovløse
steder. De områder, politiet anbefalede hvide mennesker og turister at
holde sig fra. Jeg tumlede rundt i Harlem, Central Park og subway’en i
håb om at blive voldtaget af en stor negerkvinde, antastet af en
psykopatisk massemorder eller i det mindste bare kidnappet og
hjernevasket af en eller anden selvmorderisk, nyreligiøs sekt med mere
at byde på end Luthersk Missionsforening i Nansensgade.
Men der skete ikke en skid.
I det mindste ikke før jeg skælvende gik ned i sexdistrikterne, hvor
sleske dørvogtere forsøgte at hive mig ind til diverse sexshow. I
første omgang spankulerede jeg bare rundt i et forsøg på at se
skødesløs ud, men efter nogle timer entrede jeg en sexklub, der ifølge
dørmanden kunne tilbyde særligt specialiserede former for striptease.
På vej op ad trappen noterede jeg med rædsel i brystet, at jeg nu var
på vej ind i netop den verden, jeg havde drømt om hjemme i Danmark.
Der var helt tomt på scenen, da jeg kom ind i lokalet. I baren stod en
sort kvinde med et par kæmpebryster pakket ind i en lille sort lak-bh.
Ned fra loftet hang tre små, smarte lamper, der kastede et blødt rødt
lys på hendes bryster.
Hun smilede til mig og gestikulerede, at jeg bare skulle sætte mig ned
i en af de enorme røde lædersofaer. Efter nogle minutter gled en ret
stor og ualmindelig velformet blondine langsomt ned ad den brandstige,
der var placeret midt på scenen. Hendes bryster og skridtet var viklet
tæt rundt om nedløbsrøret, og mens hun sivede ned med øjnene fikseret
på mig, stak hun demonstrativt tungen ud af munden i store
ukultiverede cirkelbevægelser. Efter at hun var landet på scenen, tog
hun en flaske olie og hældte den ud over kroppen og trusserne,
hvorefter hun gned sig mellem brysterne og benene.
Selve stripshowet tog ikke så lang tid, for hun havde som udgangspunkt
ikke særlig meget tøj på. Men efter afklædningen fortsatte hun med
forskellige former for underholdning. Senere satte den sorte kvinde
fra baren sig ved siden af mig i lædersofaen. Hun lod hånden glide ned
mellem mine ben og holdt godt fast.
»Gi’r du en drink, smukke dreng«, spurgte hun.
»Nej«.
»Nej? Vil du ikke købe en drink til en pæn pige?«.
»Nej tak«.
»Hvorfor ikke, smukke dreng? Er du bange?«.
»Bange? For hvad?«.
»For mig, smukke dreng«.
»Nej, jeg er ikke bange«.
»Jeg tror, du er bange. Men du skal ikke være bange. Du er en smuk
dreng, og du har ikke noget at være bange for«.
Hun fortsatte med at massere mit mellemgulv.
»Køber du ikke en lille drink til mig«, spurgte hun igen. »Jeg er så
tørstig«.
Til sidst fik hun mig overtalt, så jeg købte to drinks, en til hende
og en til mig selv. Senere forsøgte hun at få mig til at købe flere
drinks, men jeg sagde nej og bad om regningen. Den ankom på en lille
bakke. Prisen var ... absurd.
Stemningen skiftede meget brat. Lynhurtigt stod der en kæmpestor
gorilla klædt i Armanitøj ved siden af os og spurgte, hvad problemet
var.
»Stodderen vil ikke betale«, svarede kvinden.
»Jeg vil meget gerne betale, men jeg mener ikke, det er en fair pris
for to drinks«.
»I’d be happy to pay, but I don’t believe it is a fair price for two
drinks«, gentog gorillaen i en parodi på mit skoleengelsk, hvorefter
han skubbede mig ned i sofaen, flåede min pung ud af hænderne på mig
og tog alle pengene op af den. »Forsvind!«, sagde han. Jeg forsvandt.
Dagen efter trilledejeg ud af Manhattan og kørte mod vest. Hele det
nordamerikanske kontinent lå foran mig til fri afbenyttelse. Jeg var
en Easy Rider på vej ind i en ny verden. De hvide striber på asfalten
forsvandt ind under bilen, og jeg gled længere og længere ud ad de
lange lige landeveje med retning mod Stillehavet.
Nogle uger senere lå jeg i et af de store motorvejssystemer på vej ind
mod Los Angeles. Det var mørkt, og i de fem baner på min venstre side
kastede de modkørende biler et hvidt lystæppe hen imod mig. I den
modsatte retning dannede baglygternes skær en lang flydende pil ind
mod downtown, hvor de kolossale skyskrabere stod og funklede
selvsikkert.
På en af de lokale radiostationer annoncerede en kælen diskjockey, at
det var tid til en temaaften med »lovers and other strangers«,
hvorefter han gik i gang med en kavalkade af følsomme kærlighedssange.
Jeg kørte og kørte. Forbi downtown, ud til kysten, hvor jeg parkerede
bilen, tog skoene af og spadserede ud i Stillehavets bølger. Det var
ikke muligt at komme længere væk hjemmefra. Jeg befandt mig i den nye
verden. Året var 1985. Bruce Springsteen var The Boss. Ud over ham var
det Tears for Fears, Wham, Aretha Franklin og Sting, der blev spillet
i radioen. Sting sang noget i retning af »the Russians love their
children too«, en antikrigssang, der lagde afstand til Reagans
koldkrigspolitik. At russerne også elsker deres børn kunne man jo
dårligt være uenig i, men jeg syntes bare ikke, at det var pointen i
forhold til verdenssituationen.
I dag, 20 år senere, er jeg stadig nørdet og småfanatisk
proamerikansk, men der er vel alligevel kommet lidt flere nuancer med
alderen. Proamerikansk, yes, sir, men jeg forbeholder mig retten til
at kritisere. Til gengæld kan jeg jo konstatere, at mange af de
venstreorienterede fra 80’erne nu omklamrer dollarkapitalismen med
nærmest religiøs ildhu.
Unge mennesker, som dengang i 80’erne spruttede af raseri mod USA, er
nu blevet til midaldrende mennesker, der, som Martin Kongstad har
beskrevet det her i Kroniken, dyrker 80’ernes amerikanske
yuppieidealer med udelt selvtilfredshed. Det er sgu da forbløffende.
På samme måde som de dengang trak overbærende på smilebåndet, hvis
nogen var uenige i deres verdensbillede, gør de det nu. Blot med
omvendt fortegn.
Dengang i 80’erne var markedskræfterne som bekendt både
menneskefjendske og selvdestruktive på en måde, der ville føre til
kapitalismens hurtige død. Verden bevægede sig mod det marxistiske
utopia. Dengang.
I dag ser verden anderledes ud. Helt anderledes. Da Berlinmuren
kollapsede, og hele Jerntæppet gik op i syningen, var det tid at finde
nye passende synspunkter. Nu må man forstå, at markedskræfterne ikke
bare er sådan noget, man lige kan lave om på. Alt det der
hippienostalgi kommer man ingen vegne med.
Hvorfor er der ikke nogen af dem fra dengang i 80’erne, der nøjes med
at grine – eller alternativt at græde – over deres had mod USA og
forkærlighed for de østeuropæiske rædselsregimer, men til gengæld
holder fast i det der med at skabe en bedre verden? Ja, jeg spørger
bare.
Det gode vedUSA er tanken om, at enhver har ret og frihed til at søge
lykken. Det var jo det, den kolde krig handlede om: kampen for frihed.
Politisk frihed. Religiøs frihed. Seksuel frihed. Frihed for helvede.
I modsætning til ensretning. Men i det nye årtusinde er det, som om vi
nu alle sammen må forstå, at amerikansk kapitalisme og
managementkultur er en naturlov. Ligesom marxismen var det.
I et Danmark, der efterhånden er så konformt, markedsorienteret og
snerpet, at det undertiden virker mere indelukket end Luthersk
Missionsforening, kan man kun opfordre alle de gamle
venstreorienterede til at finde kampgejsten frem igen. Prøv at finde
tilbage til de underliggende idealer i jeres marxistiske tågesnak fra
80’erne. Skriv et nyt manifest. Eventuelt med inspiration fra den
amerikanske uafhængighedserklæring, der den dag i dag lyder brugbar:
Enhver har ret til »life, liberty and the pursuit of happiness«. Jeg
synes stadigvæk, det lyder lige så godt som dengang i 80’erne, da jeg
selv søgte efter lykken.
<<<<<<<<<
--
vogt jer for de falske profeter, som kommer til jer
i fåreklæder, men i deres indre er glubske ulve
/Mattæus kap.7 vers 15/