Psykiatri fra før verden gik af lave
I 1800tallet skelnede man mellem mani, melankoli, demens og idioti.
Altså sygelig opstemthed med temperamentsfulde skadelige udladninger fx vold
OG depression
OG nul-hukommelse der opstår af alder og rus m.m.
OG nul-intelligens der er livsvarig og uhelbredelig, typisk medfødt
(åndsvaghed)
For at skabe forfinet psykiatri med mange højtlønnede stillinger opfandt man
o. 1900 et røversprog der slog an med begreber som det meningsløse "skitzofreni"
hvorom den ene mening er så god som den anden
OG maniodepressiv der i samme grad er om splittelse af psyken
OG fobi/neurose/angst OG et utal af inkonsekvente mellemformer såsom
borderline,psykosenær, skitzoid, personlighedsforstyrrelse,
karakterafvigelse (der erstatter det forladte "psykopati")
Megen asocial sindsyge kan man straffe sig ud af, for når den
opmærksomhedssøgende og derfor voldelige indser, at det ikke betaler sig, så
helbreder han sig selv, ubevidst.
Det er *eet fedt* om straf hedder lænker, spændetrøje, bæltefixering,
smertepåførsel eller psykofarmaka.
Samfundets såkaldte normale har en farisæisk lyst til at føle sig hævet over
afvigere og sige "Tak Gud at jeg ikke er som de sindsyge", og den selvtillid
fremmer politikerne ved at tillade at psykiatere forpester de såkaldt
sindsyges liv med straf -i dag en masse piller og depotindsprøjtninger og en
smule samtaleterapi. Men behandlerne vil hellere snakke med hinanden i deres
kaffestue end med de trælse afvigere.
Oldtidsmyten om at der er noget sejt, inspireret og kunstnerisk ved at være
sindssyg og diagnosticeret sådan, bidrager til at der skabes
patientmateriale ved at MARTYRIET LOKKER og dette lokkeri forstærkes med
pensionsudbetalinger og anden forkælelse
|