Mandag var vi tre kristne som tog en lille "brødreudflugt" sammen.
Turen gik til Kullen i Sverige hvor vi snart bevægede os langs "afgrundens
rand". Selve det konkrete at gå på afgrundens rand bringer mange
kristologiske tanker op i de tre "brødre", hvoraf den ene var en søster
som vi kan kalde "min kone".
Den anden var en "himmelfantast" som i dagens anledning havde ladet sit
"astrolabium" blive hjemme og nøjedes med en paraply.
De røde smuldrende bjergsider blev objekter for en inspektion. "Er det
granit?" Blev der spurgt ud i luften. Det var som forventede man et "Daddy
break" der skulle fortsætte :"Naturligvis min søn." Nu stod ordene
imidlertid i luften indtil jeg forsigtigt og frækt konkluderede, uden at
være bombesikker:"Ja det er granit!"
Fire små børn stod ved kanten af klippen og stirrede stift ud til et
fremspring hvor deres far forsøgte at bevare livet mens han klatrede op af
en lodret klippevæg. For familiens skyld håbede jeg at han klarede det,
hvilket han også gjorde. jeg formanede dog børnene med ordene:"Hvis det
var min far fik han ikke lov til sådant noget! Han har jo kone og flere
børn!" Mit blik mødtes med børneflokkens svagt dæmrende forståelse af
muligheden af at miste en far uden at de havde gjort noget for at
forhindre det.
Min kone syntes opsat på at jeg ikke løb samme risici idet hun hver gang
jeg nærmede mig kanten udstøtte høje advarselsråb, hvilket bestyrkede mig
i opfattelsen af at hun ikke betragtede vores aldersforskel som grund til
at slippe af med mig.
"Himmelfantasten" havde nu fået blod på tanden og gik ud til kanten af
klippen med sin paraply bredt udslået. "Vi er stjernesønner, så jeg må
konkludere at jeg kan flyve!" sagde han kækt. Han er fast skribent på
livssyn.kristendom, hvor han duperer med sine evigt mystiske stjernegåder.
Ud over disse gåder er det ligeledes en gåde på denne gruppe at folk som
skulle elske hverandre optræder som et frådende grønlandsk hundekobbel med
træklinierne filtret sammen i en stor uløselig knude.
Måned efter måned, år efter år snerrer de og bider af hinanden. At de ikke
har slugt og nedsvælget hinanden for længst er en solid gåde.
Skulle man skabe Jesus i dette gruppebillede ville det blive således:
Farisæerne:"Du gør dig lig Gud!" Jesus:"Typisk med jer farisæere, hele
tiden skal i kritisere! I bestiller ikke andet! PLONK!!"
De få mennesker som endnu holder slagsmålet ud på denne gruppe kan tælles
på en enkelt hånd. Andre har forlængst fundet andre græsgange. En enkelt
gang besøger de "barndommens gade", men forsvinder hurtigt igen da det
evindelige hundeslagsmål overdøver alt hvad der ellers kunne være af
frugtbar debat.
Med gruppen er det gået som da Tiberius Cæsar udpegede sin efterfølger
Caligula. De fik hvad de havde fortjent....I dette tilfælde var det den
kloge Rasmus der som afskedssalut fik vredet fundatsen rundt fra fredelig
fælles kristendom til en slumgruppe for skøre eksistenser.
Der er kun de samme afgnavede kødben tilbage:" Udvikling eller skabelse.
Er der en Gud når jeg ikke kan se ham? Andreas Falk skal have en oven i
nødden og Villy skal ikke komme for godt igang!" Akkompagneret af
dovregubben Harald der deltager uvist af hvilken grund?
Hvis ikke resten skal være tavshed så må der snart andre boller på suppen.
Hvis ikke så god slåskamp til pelsen hænger i laser.
Hilsen
Jens
--
Kommentér emnet, ikke afsenderen. Snakken har karaktér af sammenkomst,
ikke videnskabelige facts.