It seems .Kody wrote:
>Jeg skal til U2 koncert lørdag, derfor kunne det være rart at vide vilke
>numre de spillede fredag, så man har en forsmag på hvad der måske venter en.
>
>Var det iøvrig en god koncert ??
Settet så sådan her ud:
1. Elevation
2. Beautiful Day
3. Until the End of the World
4. Mysterious Ways (medley: Sexual Healing)
5. Kite
6. Gone
7. New York
8. I Will Follow
9. Sunday Bloody Sunday (medley: Get Up, Stand Up)
10. (In My Life) Stuck in a Moment
11. In a Little While
12. Desire
13. Staring at the Sun
14. Bad (medley: 40)
15. Where the Streets Have No Name
16. Pride
17. Bullet the Blue Sky
18. With Or Without You
19. One
20. Walk On (medley: Hallelujah)
Men det, du og jeg og alle de andre skal se i morgen, bliver nok
snarere noget i retning af:
1. Elevation
2. Beautiful Day
3. Until the End of the World
4. New Year's Day
5. Kite
6. New York
7. I Will Follow
8. Sunday Bloody Sunday (medley: Get Up, Stand Up)
9. (In My Life) Stuck in a Moment
10. In a Little While
11. Stay
12. Wild Honey
13. The Ground Beneath Her Feet
14. Bad (medley: 40)
15. Where the Streets Have No Name
16. Mysterious Ways (medley: Sexual Healing)
17. The Fly
18. Bullet the Blue Sky
19. With Or Without You
20. Pride
21. One
22. Walk On (medley: Hallelujah)
Fra fredagskoncerten:
Som bekendt har dagen i dag (eller rettere: i går, fredag) været
årets hidtil varmeste, og det endte med at få ret væsentlig
indflydelse på koncerten.
Dørene åbnede kl. 19, og ikke længe efter var Forum godt proppet.
Med 30 grader uden for og nogle tusinde svedende mennesker inden
i, så var hallen som en smeltedigel fra starten, og da var der
immervæk stadig en time, til opvarmingsbandet Stereophonics
skulle på.
Lad mig i denne forbindelse hvæse nogle grimme gloser efter
Forums arrangører, der havde den frækhed at forlange 25 kroner
for 40 cl vand på udskænkningsstederne - det er ganske enkelt
uforskammet og aldeles urimeligt.
Nå, men Stereophonics gik som sagt på scenen kl. 20, og de var
tilpas kedelige til at gøre et glimrende job som opvarmingsband;
man kunne dårligt nok vente, til de havde overstået deres tre
kvarter med sange vekslende fra stenet Oasis-stil (mellow, som de
kaldte det) til lidt mere rockede sange, der dog stadig var ret
dårlige.
Vi blev befriet for dem omkring kl. 20.45, og kl. 21.20 gik U2
langt om længe på scenen med Elevation som intro. På nærværende
tour er scenen (set oppefra) formet som et hult hjerte, hvor
omridset er en catwalk, og der er plads til nogle heldige
publikummer inde i midten. Selve scenen er i hjertets øvre
halvdel, mens spidsen peger ud mod mængden.
Selv havde jeg fået sneget mig op, så jeg stod et par meter fra
hjertets spids, og der var temmelig godt tryk på fra starten af.
Mange af de unge herrer havde smidt overtøjet, så når de kom
væltende, kunne man med lidt held blive ramt af deres
overskudssved på de steder, man endnu ikke selv havde nået at
svede (om nogle).
Elevation rockede godt igennem og er et oplagt åbningsnummer.
Beautiful Day blev efterfølgende fyret af på udmærket vis, selvom
det kneb med lyden. Erfarne U2-koncertgængere vil genkende de
versioner af Until the End... og Mysterious Ways, der kom
bagefter; der er ikke meget variation ift. de kendte live-udgaver,
dog med Sexual Healing-medleyen i Mysterious som en beskeden
undtagelse. Godt håndværk, men ikke videre revolutionerende.
Hvor lyden havde været halvskidt under de indledende numre, så
gik det for alvor galt ved starten af Kite, hvor højttalerne
hvinede så slemt, at jeg måtte finde ørepropperne frem, selvom
lyden i øvrigt ikke var specielt høj. Mod slutningen gik det
bedre, og Bono tog to gange med "Did I waste it / not so much I
didn't taste it" - ganske godt.
De næste to numre var Gone fra Pop og New York fra det nye album,
og de afslørede tydeligt, at Pop er gledet ud af folks bevidsthed
i de fire år, der er gået, og at New York ikke er en af massernes
favoritter på All That You Can't Leave Behind. Det hjalp heller
ikke på stemningen, at store dele af publikum havde meget travlt
med at svede tran og dermed havde mindre tid til at synge med
(eller i det mindste bare lade som om). Bortset fra det, så er
Gone og New York to rigtig gode sange, og vi fik fornøjelsen af en
- for mig - hidtil ukendt solo ved slutningen af Gone, og mens New
York kun røber glimt af sit potentiale i studieversionen, så
kommer den til sin fulde ret på en scene; det er uden tvivl det
nye albums svar på Miami fra Popmart-touren. Rent guf for
kendere!
En af de ting, der har irriteret mig ved U2's live-optrædener de
senere år, er deres tendens til at grave de ældste slagere frem
og spille dem på (næsten) præcis samme måde, som de gjorde for
15-20 år siden. Dermed har jeg allerede udtrykt min mening
omkring I Will Follow's plads i settet. Sangen er dog stadig
god, og publikum tog pænt imod den.
Pænt tog de også imod "Sunday Blooday Sunday", der ligeledes er
en af de sange, jeg på forhånd ville mene, U2 burde sende på
pension. Jeg er dog tilbøjelig til at tage de ord i mig igen, for
det gav gåsehud, da publikum sang Bonos del af omkvædet, og han
nøjedes med at synge de strofer, The Edge normalt tager sig af.
Da jeg kiggede op på en af de store sort/hvid-tv-skærme, som
viste Bono holdende mikrofonen ud mod menneskemængden, var det et
rent deja vu af Rattle and Hum-videoen.
På dette tidspunkt havde koncerten varet i en times tid, og folk
omkring mig begyndte at se mere og mere zombie-agtige ud. Taget i
betragtning, at der sikkert har været over 40 grader i området
foran scenen, og at det var umuligt at få vand, kan det næppe
overraske. Den mere behagelige bivirkning var, at menneskeflokken
blev mere rolig, og der var næsten ingen skubben og masen. Til
gengæld var der heller ikke en voldsomt oplivende stemning,
hvilket gjorde koncerten uret.
Og mens jeg er ved emnet, så fortjener Forum endnu et hug: Det
gik rigtig, rigtig sløvt til med at få sendt vand ud blandt
publikum. Tempoet synes at være noget i stil med et glas hvert
femte minut, og det er bare ikke godt nok. Kan det ligefrem være
kommet bag på dem, at det ville blive varmt, og at der ville være
proppet ved scenekanten? Set i bakspejlet kan jeg kun være
forundret (og glad) over, at der tilsyneladende ikke var nogen,
der dejsede om af hedeslag - og det må siges være mere held end
forstand fra arrangørernes side!
Koncerten fortsatte med en af mine knap så store favoritter fra
All That You Can't Leave Behind: Stuck in a Moment. Sangen var et
stort hit for ganske kort tid siden, og den er åbenbart blevet en
publikumsyndling. Det har jeg svært ved at forstå, da den i mine
øjne (øren) er kedelig og anonym og lyder som en sang, man har
hørt før. Følgelig har jeg heller ikke nogen udpræget nuanceret
mening om live-præstationen.
In a Little While var noget bedre, og vi fik nok engang
fornøjelsen af at opleve Bono på tæt hold, da han sang en stor
del af nummeret fra spidsen af catwalken. Mod slutningen sang
Bono og Edge lidt duet på "Slowly"-passagen, og det så ud, som om
de overvejede at lade publikum synge alene, men ombestemte sig.
Effekten blev en noget kikset afslutning på en ellers udmærket
sang, men det viser et fænomen i en nøddeskal: Når U2 bevæger sig
over på den del af repertoiret, der ikke er gamle klassikere
eller nye hit-singler, så bliver det af og til lidt bævende og
halvhjertet
Da jeg i sin tid kastede min kærlighed på U2, var det i høj grad
sange som Desire fra Rattle and Hum, der lokkede. Men lige så
energisk og sprudlende studie-versionen er, lige så tam var den
semi-akustiske variant, som U2 her gav sig i kast med. Bono
lokkede hele bandet frem på spidsen af hjertet, hvilket betød, at
Larry som en anden Duracell-kanin måtte stå med en tromme
fastspændt om livet. Dermed så han ikke alene fjollet ud, men vi
blev også berøvet hans vigtige anpart i nummeret.
Den delvist akustiske seance fortsatte med Bono og Edge alene til
Staring at the Sun, der var en regulær gentagelse af den version,
der blev spillet på Popmart-turneen. Bevares, sangen er god og
den fungerer godt i denne udformning, men taget i betragtning, at
Stay (Faraway, So Close!) er alternativet på denne plads i
settet, så havde jeg hellere end gerne byttet.
Mine erindringer af de sidste tre numre i første del af settet -
Bad, Where the Streets Have No Name og Pride - er en anelse
sløret, da jeg efterhånden var ret dehydreret og ikke længere
helt klar i hovedet, men jeg har dog hørt disse sange til
ukendelighed i alskens live-versioner, og aftenens opførsel af
denne trio af monster-klassikere var så absolut et højdepunkt og
rent kræs for den del af fans'ene, der mest af alt kommer for at
høre "det gode gamle".
Efter halvanden time i den veritable sauna foran scenen, havde
jeg en følelse af at have svedt væsentlig mere, end jeg havde
indtaget væske i løbet af dagen, så jeg benyttede den korte pause
før ekstranumrene til at forlade orkanens glohede øje og liste ud
efter vand. Det var et klogt træk, for jeg havde stort besvær med
overhovedet at holde balancen og gå nogenlunde lige, da jeg
kæmpede mig vej mod nærmeste toliet (fanden heller om jeg, trods
min slingrekurs, ville give 25 kroner for at stå i kø for et glas
postevand).
To-tre liter vand senere (til både ind- og udvortes brug)
indfandt jeg mig på Forums førstesal, hvor jeg fra rækværket
overværede showets rosiner i pølseenden. Nok blev der ikke sunget
meget med deroppe, for pøblen på lægterne var endnu sløvere end
de tørkeramte die-hards fra sceneområdet, men det var rart at
være fysisk bedre tilredt.
Bullet the Blue Sky indledte det korte andet-set, og det var en
særdeles arrig Bono, der i sangens dertil indrettede del fik
afløb for sin vrede og frustration over død og elendighed rundt
omkring i verden. I det hele taget fik Bullet hele bandet til at
slå gnister, og alene denne energi og vitalitet gør sangen til en
af de mest berettigede blandt de gamle kendinge.
I overgangen fra eet yderpunkt til et andet slog U2 bagefter
tonerne an til With Or Without You, der på samme måde som Bullet
bærer et skær af udødelighed, der gør, at den stadig går lige i
hjertekulen. I aften var det første gang, jeg havde lejlighed til
at betragte menneskehavet fra oven, mens det sang med på det
berømte omkvæd, og det var en inderligt hårrejsende oplevelse. Et
imponerende lysshow, hvor forskellige tegn og tekststykker blev
projiceret op på Forums vægge og loft, gjorde ikke oplevelsen
mindre betagende.
Under normale omstændigheder ville The Fly være næste punkt på
menukortet, og det lød også, som om den var på vej, men den blev
stoppet igen, og U2 sprang videre til næste faste indslag, One.
Igen kunne man opleve suset gennem salen, og der havde ikke været
noget at indvende, hvis dette nummer var blevet valgt som
afslutning på encore-settet.
Forudgående studier af setlists fra tourens første del i USA
havde dog allerede afsløret, at Walk On fra det seneste album
skulle have den ære, og det er et valg, jeg kun kan bifalde. Det
kræver sin sang at lukke en solid U2-koncert, men det magter Walk
On til fulde. Passagen "Home / Hard to know one it is when you
never had one" ledte os mod slutningen, der blev en smuk
Hallelujah-medley.
Der må ikke herske tvivl om, at aftenens koncert var af absolut
topklasse, og da først lydproblemerne var løst, blev det en
musikalsk nydelse at høre U2's udvalgte blanding af nye sager og
ældre superhits. Jeg er da også overbevist om, at en meget stor
del af publikum har forladt Forum med mindet om en helt eminent
forestilling.
Når det er sagt, så vil jeg som inkarneret U2-lytter beklage mig
over, at der i aftenens set var ikke færre end 10 gengangere fra
Popmart-showet i Parken i '97. Da det samtidig ikke er U2's
styrke at variere deres live-udgaver af sangene, når først de har
fundet et eksemplar, de kan lide, så efterlader nogle af numrene
(især Staring at the Sun og I Will Follow) en lidt flad
fornemmelse.
Ankepunkt nummer to er, at setlisten fra i aften var identisk med
den, der blev leveret, da bandet spillede i New York for godt to
uger siden. Med en pause på 2 1/2 uge kunne U2 efter min
opfattelse godt have brugt lidt tid på at indøve et par "nye"
numre. Alt andet lige er det jo ikke hits, det skorter på i
repertoiret. "Ryst posen!" fristes man til at sige. Hvis showet i
morgen viser sig at byde på den setlist, jeg nævnte i
indledningen, så bliver jeg lidt ked af det - den stammer nemlig
fra den anden aften, U2 var i New York (bortset fra, at Desire er
byttet ud med Stay, da Desire jo blev spillet fredag aften).
Alt i alt skal der dog mere til at slå store skår i glæden over
en god, solid og i store perioder meget intens koncert, som på
helhedsindtrykket må vurderes til at være en anelse bedre end
showet i Parken for fire år siden. Det er svært at fornemme
stemningen, når man står helt tæt på scenen, men det er mit
indtryk, at der var langt mere dødt end sædvanligt, og det er
synd omend fuldt forståeligt pga. de horrible klimaforhold.
Forum skal have stryg for deres håndtering af den noget uvante
situation med hedebølge. Det var slet og ret ulideligt at stå i
salen, og det var først langt henne i koncerten, der blev skabt
bedre udluftning. Læg hertil den elendige vandforsyning ved
sceneområdet og de uhyrlige ågerpriser på postevand, og så er der
klar dumpekarakter til arrangørerne.
Nu får vi se, om det bliver bedre i morgen, eller om jeg for
anden aften i træk skal komme hjem og lugte af hest. Mit råd til
de heldige med billet til morgen må være: Drik rigeligt vand
hjemmefra, tag ikke mere tøj på end allerhøjst nødvendigt, drik
rigeligt med vand i Forum og sæt ikke helbreddet på spil blot for
at holde din gode plads.
--
Simon Skals <spam@gid.dk>
"Never attribute to competence what can adequately be explained by luck."
|