Her til aften var vi inviteret over til et par venner til middag, og
da disse venner også har hunde blev "drengene" naturligvis inviteret
med.
Hundene vi skulle besøge er to tæver (mor og datter) på hhv. 8 og ca.
1½ år. Jeg glædede mig på Oy's vegen til at han rigtigt kunne få leget
igennem, men jeg blev godt nok SNYDT!
Oy forsøgte at lege med den unge tæve, som rent faktisk var mindre end
ham selv, men osse en lab-blanding, men hun krøb og ville slet ikke
lege med ham. Så måtte han jo hoppe gøende omkring den gamle tæve, som
bare lå i en skyggefuld plet og gloede på ham som om han var helt fra
den af. Stakkels Oy, men han fik i det mindste rørt sig meget og
oplevet en rigtig god biltur uden stress. Og han opførte sig ellers
rigtig pænt. Da tæverne ikke gad lege tonsede han bare lidt rundt for
sig selv før han faldt til ro i græsset.
Vaks var derimod træls. Han skulle hele tiden dominere den unge tæve
(den gamle tæve viste fra starten, hvem der bestemte. så ka' han lære
det!), og vi var nødt til at afdække ham det meste af tiden, for at
den unge tæve kunne få lidt ro. Hun virkede bange for både Vaks og Oy,
men er så heller ikke vant til andre hunde end sin egen mor. Vi har så
aftalt med venneparret at vi skal have vores hunde sammen lidt oftere,
men lige pt overvejer jeg seriøst om det ville være en ide at kastrere
Vaks. Han virkede som én stor hormonbombe, og begge tæver var altså
over deres løbetid.
Hvad mener I? Vil kastration løse hans DAMP-adfærd? Og hvordan med
kemisk kastration? Er det noget jeg bør overveje i første omgang?
Jeg er lidt på Herrens mark her, for jeg vil jo gerne kunne tage ham
med ud på besøg hvor der osse er andre hunde, men synes altså det er
dybt belastende lige pt.
--
Leyna
http://www.tungogsmuk.dk
Foreningen for den brede del af befolkningen