<<<<<
http://www.jp.dk/meninger/ncartikel:aid=4403584
Af Ole Hyltoft, forfatter, Liseleje
Dagens kronikør, der netop har udsendt sin nye roman "Københavnerpigen
under Besættelsen", er søgt endnu længere tilbage i historien og
drager paralleller mellem Romantikkens oprør mod Oplysningstidens
overklasse og nutidens folkelige oprør mod de kulturradikale.
Danmark er i dag delt i to. Den ene del vi kan kalde dem de honnette
vil være internationale. Den anden del jeg vil kalde dem de naturlige
er de nationale.
De honnette foretrækker at tale engelsk. De naturlige taler dansk. De
honnette ønsker muslimsk indvandring ad libitum og finder det bare
malerisk, at Danmark opdeles i flere sektioner, herunder nogle der går
ind for kvindeundertrykkelse, forbud mod sex uden for ægteskabet og
religionens herredømme over staten. Foruden at de ser gennem fingre
med, at 17 års piger stenes ihjel på modbydeligste vis i de muslimske
lande.
De naturlige ønsker den muslimske indvandring stoppet, og at alle
herboende bliver del i en frihedskultur med humane idealer.
De naturlige er flest. Men de honnette har mest at skulle have sagt.
For de sidder på radio, fjernsyn, forlag, på godhedsindustrien og på
undervisningsinstitutionerne. Og i høj grad også på pengene.
Pengeverdenen er nemlig international. Vi ser et par fremtrædende
erhvervsfolk som Dansk Industris direktør, Hans Skov Christensen, og
Grundfos-koncernens bestyrelsesformand, Niels Due Jensen, være
talsmænd for de honnette. Mens det mest er skorstensfejere,
metalarbejdere og pensionister, der hører til de naturlige.
Delingen af vores land på denne måde har været stabil i flere år. Og
samtalen mellem de to parter har været stridbar, ja, uforsonlig. Der
er dog på det sidste sket en forandring. De honnettes fortalere er,
fra at have været selvsikkert nedladende over for de naturlige, nu
gået over i hasarderede forsvarspositioner, f.eks. for islamiske
tørklæder der repræsenterer barbariske og totalitære idealer.
En af de hårdnakkede honnette, den tidligere radikale kulturminister,
Elsebeth Gerner Nielsen, optræder nu som frivillig reklamesøjle for
stening af utro kvinder. Det skulle hendes partis ophavsmand,
vaneforføreren Georg Brandes, bare vide. Islam-Gerner var i øvrigt
temmelig løs i kødet som kulturminister og kaldte dansk kultur for en
luftig størrelse. Det, man råber, er man selv. Er det ikke sådan, det
hedder? Nå, nu bliver hendes hyldest til islams barbariske bagstræb
måske årsagen til de radikales todeling og måske ophør.
De honnettes tab af deres selvsikre englevinger skyldes, at flere og
flere bliver bedre og bedre oplyst om, hvad islam er. De honnette kan
ikke længere klare sig med at ryste på hovedet ad dem, de opfatter som
utilregnelige, dannebrogsfordærvede klaphatte. De går nu, svært
aggressive, omkring og leder efter en grund til, at vi her i landet
skal have tusindvis af islamister boende, der hverken bryder sig om
vores demokrati eller om vores humane skikke. Lige netop det
frihedssamfund, vi efterkommere af danske bønder og arbejdere er så
stolte af at vore forfædre har givet os i arv. Det samfund vil
islamisterne nu have afløst af et patriarkalsk imamvælde.
Her står valget så. Det står og vipper. Besværlig frihed eller tryghed
i form af slaveagtig underkastelse. Menneskenes evige valg.
De honnette har deres kernetropper hos de radikale og Enhedslisten. De
naturlige hos Dansk Folkeparti. Venstre, SF og socialdemokraterne er
delt. Hos socialdemokraterne tror jeg, Helle Thorning-Schmidt, Henrik
Sass Larsen, Morten Bødskov og Mogens Jensen slutter sig til de
naturlige. Men ronkedoren Auken sidder tilbage som en anden general
Hindenburg og vil ikke anerkende, at han har ført sine tropper ud i
mosedyndet. Lykketoft er rundt på gulvet, som altid når det ikke
drejer sig om finanslovens regnestykker.
Honnet eller naturlig? Kampen raser. Jeg tror, naturligheden vinder.
Men det kan også være, Danmark om halvtreds år er en islamisk stat. Og
så får de honnette kun lov at være honnette på én måde den islamiske.
Hvis vi nu sætter os i H.C.Andersens flyvende kuffert, rejser tredive
kilometer op i atmosfæren og ser ned på vores Europa tværs gennem
tiderne, opdager vi, at den strid, vi står i, har andre stået i før
os.
I 1700-tallet var det tænkende Europa behersket af oplysningsfolkene.
Voltaire og Montesquieu i Frankrig, John Locke i England, i Prøjsen
selveste kongen, Frederik den Store, i Danmark-Norge først og fremmest
Ludvig Holberg. Oplysningstidens centrale værk er det franske
konversationsleksikon, Encyklopædien, redigeret af forfatteren Diderot
og matematikeren dAlembert. De kaldte deres encyklopædi organet for
den højeste oplysning. Sjovt nok, det samme dagbladet Politiken kaldte
sin avis hundrede år senere noget mindre velbegrundet.
Oplysningsfolkene mente grundlæggende, at folk var ens over hele
verden, styret af en tid- og stedløs fornuft. Universalisme kaldte de
det. Der var således ingen større grund til at skelne mellem muslimer
og kristne. Den trosbekendelse messer venstrefløjen også i dag.
Oplysningsmændene var en borgerlig overklasse, ligesom vore dages
kulturradikale er. De var selvsikre spottefugle.
Men de var ikke originale ånder, ikke store kunstnere. Også heri
ligner de vor tids kulturelite. De var dannede eftersnakkere.
Formidlede hvad 1600-tallets store og modige ånder havde opdaget.
Det er ligesom vore dages kulturradikale, der klynger sig til ideer og
retninger, som er skabt for snart hundrede år siden, funktionalismen i
arkitekturen, modernismen i kunsten.
Det var ikke følelse og indlevelse, der udmærkede 1700-tallets
oplysningsmænd. Det var forstanden og viddet. De kunne blive forfulgt
af myndighederne, som Voltaire blev. For deres politik var et opgør
med kirkens autoritet. Men de havde ingen kontakt med folket. Ligesom
de radikales moderigtige café slat-ører ikke har i dag. Deres ideal
var ikke et samfund, der forenede høj og lav i en fælles kultur.
1700-tallets tænkere gik ind for lighed. Men det var en abstrakt
lighed, som også vore dages honnette hylder. En lighed der ikke har
ubehagelige praktiske konsekvenser, såsom samvær med folk der ikke
taler engelsk eller som lige ud af posen siger, at det er muslimerne,
der fylder vore fængsler.
Men da Napoleon havde rullet de store dramaer op i Europa, fandt flere
og flere, at de honnette oplysningsmænd var for lavvandede og for
formalistiske. De manglede sus i takkelagen. Slynget ud fra Adam
Oehlenschlägers arm buldrede Thors hammer og lagde et anderledes
broget farveskær over Nordens himmel. Odin og Freja afløste Zeus og
Afrodite. Sjølunds fagre sletter og Blichers jyske hede afløste
kosmopolitternes ensartede sletter uden skel og forskelle. Danmarks
fødsel foregik ikke længere på Akropolis, men i den danske muld, hvor
heltene ligger i deres kæmpehøje og mumler om deres bedrifter mellem
guldhorn og solvogne. Homers og Virgils sange fra Middelhavet
erstattes af folkevisernes sange fra Østersøen. Fra nu af talte vi
dansk i stedet for latin.
Stavnsbåndet, der var oprettet i oplysningstiden, blev ophævet ved
romantikkens begyndelse. Slaveriet, der blomstrede i oplysningstiden,
og som bl.a. Holberg havde aktier i, blev afskaffet under romantikken.
Efter ca. 1800 afløser følelsernes brusen lærdommens vindstille.
Levende liv frem for abstraktioner og skabeloner. »Hvad er sandhed
andet end en leven for en ide«, udbryder Søren Kierkegaard. Endelig
finder vi danskere helt os selv - i Oehlenschlägers skuespil, i
Grundtvigs sange, i Ingemanns romaner.
Folket får mæle endnu ikke politisk, men i digternes ord, i
H.C.Andersens intime eventyr, i Ingemanns trygge børnesalmer, i Chr.
Winthers og Blichers kærlighed til den danske natur, i Gades og Weyses
musik.
Naturlighed afløser formalisme.
Er det ikke det samme der foregår for vores øjne lige nu, i
indvandringskampen 2007? Folket vælger naturligheden de sædvaner der
hører vor hjemegn til frem for at adlyde de internationale
konventioner, der vil beordre ensartede retningslinier for den hele
verden. En multikultur der skal udvande nationernes særpræg og dermed
opløse det bedste, vores samfundet giver os, fællesskabet mellem høj
og lav, ung og gammel, mand og kvinde.
Efter romantikkens folkelige gennembrud kom så Georg Brandes og hans
kulturradikale. En ny internationalisme. Folkelig var den aldrig. Men
den blev smart på universiteterne og blandt redaktørerne, dem med de
honnette ambitioner.
Det er den, mediernes, godhedsindustriens og de globale finansers
herredømme, vore dages folkelige oprør er rettet mod.
<<<<<<<<<
--
Frihed er retten til at fortælle folk det,
som de ikke ønsker at høre
/George Orwell/