On Tue, 24 Apr 2007 11:08:15 +0200, "N_B_DK" <N_B_DKSPAM@hotmail.com>
wrote:
>"Kim Larsen" <kl2607@gmail.com> wrote in message
>news:f0a2ju$aai$1@aioe.org
>> Der har sandelig været gang i gruppemødet hos Dansk Folkeparti i dag
>> kunne det se ud til. Mogens Camre undskylder sine udtalelser. Nu
>> mangler vi bare at Søren Krarup også trækker sine udtalelser tilbage.
>
>Hvorfor ? de har jo ret i det de sagde.
<<<<<<
http://www.jp.dk/meninger/ncartikel:aid=4367346
Af Søren Krarup, folketingsmedlem for Dansk Folkeparti
Det begyndte onsdag den 18. april kl. 13 på Christiansborg. Dansk
Folkepartis folketingsgruppe havde som sædvanligt holdt gruppemøde i
sit værelse på anden sal, og da jeg kom ud af gruppeværelset, stod der
et par journalister, bl.a. en, som jeg ofte har sludret med i al
uformalitet.
Nå, hvad siger du til snakken om det muslimske tørklæde på
Folketingets talerstol, spurgte han.
Vi spadserede lidt omkring på gangen foran Pater Noster, den altid
rullende elevator, og snakkede sammen, og jeg svarede ham i samme
joviale, spontane tone, som han selv havde anslået, at det muslimske
tørklæde jo har en bestemt, principiel karakter det er symbolet på en
totalitær ideologi, og derfor skal man ikke opfatte det som et normalt
klædningsstykke.
Sådan sludrede vi et par minutter, som vi så tit har gjort, og i
forlængelse af den private, åbenhjertige snak sagde jeg også, at
tørklædet i denne principielle sammenhæng er jo at forstå som alle
andre totalitære systemers symboler, også det nazistiske hagekors. Det
hele er ikke så harmløst, som den almindelige uvidenhed om religiøse
og åndshistoriske forhold vil gøre det til
Dermed sluttede vores uformelle snak, og jeg gik til dagens dont.
Stor var derfor min forbavselse torsdag morgen, da jeg på forsiden af
avisen så mine åbenhjertige bemærkninger, fremsat i en privat samtale,
som den store overskrift og sensationelle historie. Hvad pokker, sagde
jeg til mig selv, har han haft skjult mikrofon? Har han optaget mine
spontane bemærkninger, uden jeg har vidst det? Vi har jo snakket
sammen så tit. Hvorfor pokker har han ikke fortalt mig, at han ville
sætte denne private samtale i avisen? Men nu stod den der og endda på
forsiden. Reaktionen blev naturligvis hektisk. Da jeg kom på
Christiansborg, blev jeg overfaldet af stakåndede journalister, der
krævede min kommentar til de chokerende udtalelser, og selv om jeg
måtte svare, at i den rette, principielle sammenhæng er der kun tale
om en banal konstatering af totalitære symbolers karakter, så var
dette jo ikke nok til at berolige sindene vedrørende det famøse udtryk
hagekors.
Jamen var hagekorset ikke nazismens symbol? Er andre totalitære
systemers symboler, herunder det muslimske tørklæde, da ikke af samme
karakter som hagekorset?
Intet svar, men stor opstandelse. Nede i folketingssalen havde jeg et
langvarigt opgør med venstrefløjen, som naturligvis søgte at slå mønt
af sensationen. Jeg fik at vide, at den ene efter den anden af
folketingspolitikerne havde udtalt deres dybe forargelse og taget
harmdirrende afstand fra mig. En Svend Auken, en Pia Christmas Møller,
en Birthe Rønn Hornbech havde under mediernes opmærksomhed promeneret
deres bigotteri og skinhellighed, og især Birthe Rønn Hornbech
benyttede lejligheden til at bagtale mig på samme måde, som hun
bagtalte Jesper Langballe, hvem hun beskyldte for at angribe alle
muslimer dengang, da han citerede Hartvig Frischs udtryk pest over
Europa om islam.
Nej, vi taler ikke om muslimer. Vi taler om islam. Muslimerne har vi
lavet integrationslovgivning om, fordi vi forudsætter, at de kan og
vil blive danske demokrater, når de har bosat sig i Danmark, men islam
er en lære, et system, naive sjæle siger en religion. Nej, jeg
mistænkeliggør ikke muslimer. Jeg taler om islam. Og jeg gør op med
islams totalitære system som den lovreligion, hvis konsekvens er jihad
hellig krig.
Eneste reaktion var en hujende forargelse, orkestreret af de medier,
der hader regeringen og især Dansk Folkeparti, som man med alle midler
søger at kompromittere.
Nu bagefter ærgrer jeg mig jo over min naivitet. Som Søren Espersen
med rette sagde til mig: Nu har du været seks år på Christiansborg, og
så tror du, at du kan snakke frit og åbenhjertigt med en journalist!
Nej, naturligvis har han ret. Naturligvis er det tåbeligt af mig at
tro, at de journalister, som jeg så ofte har sludret med, vil være
loyale over for mig og samtalen. Naturligvis dokumenterer dette kun,
at jeg ikke dur som politiker.
For havde jeg haft anelse om, at det ville komme i avisen, havde jeg
jo taget alle mellemregningerne og den mere udførlige argumentation
med. Så havde jeg ikke udtalt mig i enkle, afsnuppede udtryk. Dette er
den uformelle samtales stil. Men den er ikke beregnet til avisen, slet
ikke til forsiden.
Jeg ærgrer mig over min naivitet og tåbelighed og skal aldrig mere
opfatte en journalist som en samtalepartner. Det er ærgerligt, fordi
dette stakåndede, usaglige forløb skader den sag, der er årsagen til,
at jeg overhovedet sidder på Christiansborg forsvaret af Danmark som
danskernes hjem, forsvaret af frihed og ret i Danmark i en situation,
hvor et totalitært system som islam truer ikke blot Danmark, men hele
Vesten, hævdelsen af den verdslige samfundsforståelse, der igen bygger
på kristendommens adskillelse af helligt og verdsligt, af Guds og
kejserens rige.
Det ærgrer mig, at min naivitet har svækket denne sag, som er
vigtigere end noget andet. Jeg kan heller ikke tilgive mig selv, at en
hæderlig regering og især et beundringsværdigt Dansk Folkeparti er
blevet mistænkeliggjort af en ondskabsfuld opposition og en
tilsvarende presse, som higer og søger efter materiale til angreb og
bagvaskelse.
Dette materiale har mine spontane udtryk leveret. Skinhelligheden og
godhedsdyrkelsen hos Svend Auken & Co. har fået noget at puste sig op
på.
Det er ærgerligt.
Men når dette er sagt, så står det principielle eller afgørende jo
tilbage, for min bestemmelse af islam som totalitarismens dystre
system er uimodsigelig sand, og måske kan det alligevel godt have
betydning, at islams totalitære karakter bliver understreget også på
forsiden.
For en måneds tid siden havde jeg en debat med Bertel Haarder nede i
salen i Folketingets spørgetime. Det var Haarders kendte og famøse
udtalelse om, at han er ikke minister for leverpostej og tørklæder,
der var udgangspunktet, og jeg forsøgte her i moderate og
parlamentariske vendinger at gøre ham opmærksom på, at islams
spiseregler vedrørende halal eller ren mad og islams tørklæde befinder
sig ikke i den neutrale zone, som han søger at placere det i, og
hvorved han undgår at forholde sig til realiteten i sagen.
For denne dyrkelse af renhed er ikke en forms sag. Og denne opfattelse
af tørklædet som et neutralt klædningsstykke svarer ikke til islams
vilje til at påtvinge alle kvinder et symbol på deres renhed og dermed
alle andres urenhed.
Svarende til at den omtalte Asmaa Abdol-Hamid ikke ville tage mig i
hånden, da vi mødtes i Deadline torsdag aften. Jeg er jo uren.
Renhedens dyrkere kan ikke acceptere urenheden.
Og historien viser, at hvor islams renhed får magten, bliver alle
urene gjort til trælle og andenrangsborgere hvis de får lov til at
leve.
Dette, Bertel Haarder, er den faktiske sammenhæng, når vi taler om
leverpostej og tørklæder i forbindelse med islam. Det er denne
trussel, vi i Danmark må forholde os til. Her klarer vi ikke frisag
ved at stikke hovedet i busken. Her må vi i stedet se den principielle
eller åndshistoriske sammenhæng i øjnene og forholde os til vores
danske virkelighed anno 2007.
Jeg forstår godt Bertel Haarders situation som minister. Jeg forstår
godt, at han er nødt til at træde varsomt.. Lidenskaberne kan hurtigt
komme i kog, som Muhammed-krisen sidste år dokumenterede. Men samme
Muhammed-krise dokumenterede også, at der er forhold, vi ikke skal
overse i frygt for opgør og sammenstød, og leverpostej og tørklæder er
et af dem.
Hvis vi i neutralitetens pænhed her bøjer os for den totalitære
ufordrageligheds og magtsyges krav om at få sin vilje, så er det
friheden og retten i Danmark, vi ofrer.
I denne forbindelse kan der være grund til at minde om en begivenhed,
vi for nylig har kunnet læse om i pressen. Det var i Holland. Den af
en fanatisk muslim myrdede filmkunstner van Gogh skulle mindes i sin
hjemby dér, hvor han fik skåret halsen over, og bystyret havde
besluttet at rejse en statue. Men muslimerne i Holland protesterede
rasende, og så opgav bystyret at rejse statuen. Til gengæld ville man
sætte en mindeplade op. Men muslimerne protesterede rasende. Og så
opgav bystyret også mindepladen.
I Holland. I et vesteuropæisk land.
Her er man allerede så terroriseret af islam og islamister, at
ytringsfrihed og åndsfrihed er opgivet.
Det er under disse dystre varsler, at der er grund til at forholde sig
til islam i Vesten, hvor allerede ca. 30 mio. muslimer har bosat sig i
Europa, og svarer Bertel Haarder, suppleret af Svend Auken, Birthe
Rønn Hornbech & Co., at islam er en fredens og mildhedens religion, så
kan man f.eks. læse lidt i Koranen, islams hellige bog, hvis ord og
deraf følgende lovgivning gælder ubetinget.
Vi læser: »Når de fredhellige måneder er omme, skal I dræbe dem, der
sætter andre ved Guds side, hvor som helst I finder dem! I skal
pågribe dem, belejre dem, og ligge på lur efter dem i hvert et
baghold«.(Sura 9,5)
»Profet! Bekæmp de vantro og hyklerne! Vær Skånselsløs mod dem. Deres
herberg bliver Helvede.«(Sura. 9,73)
»I, der tror! Bekæmp dem af de vantro, der er i nærheden af jer! Lad
dem finde jer skånselsløse!« (Sura 9, 123)
»Til dem, der er vantro, vil der blive skåret klæder af ild. Skoldende
hedt vand skal gydes over deres hoveder, så deres indvolde og hud
smelter. Krumstave af jern venter dem. Hver gang de i deres elendighed
ønsker at komme ud af den, bliver de bragt tilbage dertil: Smag
flammernes straf!« (Sura 22, 19-22)
Dette er Koranen, hvis mindste ord gælder for en muslim. Og hvordan et
samfund, der lægger Koranen til grund, ser ud, kan man f.eks. se i
Saudi-Arabien. I den officielle vejledning for Danske i Saudi-Arabien
står der f.eks.: »Kristne symboler inkl. Dannebrog og andre korsflag
må ikke bæres eller anvendes af privatpersoner. Der anlægges en meget
vid fortolkning af begrebet kristne symboler. F. eks. er også
juletræer omfattet.«
Og videre: »Politiske og religiøse forhold bør ikke diskuteres. Man
kan udmærket søge oplysninger ved spørgsmål under forudsætning af, at
disse ikke kan udlægges som utidig nysgerrighed eller negative,
endsige kritiske vurderinger. Al anden religionsudøvelse end islam er
forbudt.«
Her har man islams samfund, bygget på islams lære, nedfældet i
Koranen.
Er der stadigvæk tvivl om tørklædets karakter?
Jeg mener ikke, det er nogen tilfældighed, når den muslimske pige ikke
ville give mig hånden ude i DR-byen, og jeg mener, at vi i Danmark og
Vesten er genstande for en frygtelig trussel, hvis vi ikke står
ubetinget fast på vores forudsætning, der er givet af kristendommens
sondring mellem helligt og verdsligt. Hvis islam skal have indflydelse
på lovgivningen, er vores frihed prisgivet. Hvis sharia og Asmaa
Abdol-Hamid, opstillet for Enhedslisten, har bekendt sig til sharia
vinder indpas i Vesten, så er det bl.a. den danske grundlov, der
ofres. Det hele er ikke så harmløst og uskadeligt, som Bertel Haarder
gerne vil give det udseende af.
Tørklædet, det totalitære symbol, er vartegnet på den dystre skæbne,
der venter os, hvis vi ja, hvis vi ikke ser totalitarismens
virkelighed i øjnene.
Det er dette, jeg i al beskedenhed har forsøgt i mange år og i et
langt forfatterskab. Sidste år udgav jeg en lille bog om
Systemskiftet. I kulturkampens tegn, der på en enkel og pædagogisk
måde i en række breve til en ung dansker prøvede på at trække vores
nuværende situation op. Den fik ikke samme opmærksomhed som mine
spontane udtryk forleden, fremsat i en privat samtale med en
journalist, jeg troede at samtale med. Når jeg nu oplever postyret og
hysteriet, føler jeg trang til at henvise til denne bog. Her er
mellemregningerne og argumentationen med.
Var det ikke rimeligt, om skinhelligheden og godhedsdyrkelsen forholdt
sig til denne bog i stedet for at gå amok over nogle uforsigtige
udtryk fra en snak på anden sal på Christiansborg onsdag den 18. april
kl. 13?
<<<<<
--
Frihed er retten til at fortælle folk det,
som de ikke ønsker at høre
/George Orwell/