Psykiatrisk tvang er ikke vejen frem.
Den sindsyge der hører stemmer eller får en slags "feberanfald i hjernen" og
derfor begår vold, er en god historie.
Men de fleste personer med sammenfald af voldelighed og sindsygdiagnose har
undgået fængsel ved, at en dygtig forsvarsadvokat reddede dem fra fængsel pr
behandlingsdom, og disse diagnoser er subjektivt smagsdommeri - ikke baseret
på blodprøver , scanning eller andet eksakt
Frasorterer man de behandlingsdømte, siger statistikken, at den typiske
psykoseramte er egosvag, usikker, u-manisk og MINDRE KRIMINEL end
gennemsnitsdanskeren. JP's anklagende talmateriale viser ikke, at
tvangsmedicinering kan gøre Danmark sikrere, og det er anklager, der har
bevisbyrden.
Vedr. nedlæggelse af sengepladser så tolkes det let som hårdhjertede
besparelser, men igen er statistikken og avissensationerne bedrageriske.
Behandlerne krævede - som sådanne ofte gør - at de ville have ansvar for et
mindre antal behandlingsobjekter, hver især, og disse luksuriøse
fagforeningsønsker om dyre normeringer skader patienterne og gavner kun
behandlerne. Der skete aldrig besparelser, og den ny distrikspsykiatri, som
filmen Gøgereden lagde op til, var en klar forbedring frem for de lukkede
afdelingers ufrihed.
De ganske få notorisk og forudsigeligt farlige patienter bør stedfæstes pr
elektronisk fodlænke og ved de, at de har tilhold om at holde sig væk fra
særlige steder og ellers fængsles, så kan man holde styr på dem ad bedre
veje end medicin, der jo aldrig reparerer på ondets rod,
Psykiatriske lærebøger anerkender at psykofarmaka er passiviserende
symptombehandling,
At blive gjort til "levende zombie i kemisk spændetrøje" gør udstødte
taberes liv til et helvede, og kun stålsat autoritetstro får nogle få
pårørende til at være enig i, at det er til den medicineredes eget bedste.
Medicinalfabrikkerne forkæler den lægelige ekspertise, som tror på de
overfladiske kemiske løsninger, og det er ikke god videnskab.
|