"Skitzo" betød splittet, betyder nu udstødt
Psykiaterne har ikke klare definitioner , og deres fag står fjernt fra
objektiv naturvidenskab = ægte videnskab, indsamling og strukturering af
reproducerbare, nyttige fakts.
Den ikke-psykologiske (somatiske,kropslige) lægevidenskab kan siges at stå
midt mellem sindssyg-lægekunsten og fysik-kemi-biologi.
Subjektivitet gør jo u-eksakt.
Psykiaternes mest brugte diagnose, skitzofren psykose, er en
loge-fornemmelse der hægtes op på de for tiden mest toneangivende
psykiatri-overlægers ordrige betragtninger. Engang var de centrale symptomer
*virkelighedsfjernhed* grænsende til hallucination og ofte omfattende, at
man hørte stemmer og så syner eller mente at være en berømthed eller adelig.
Central var extrem lidelse, fortvivlelse. Og for at retfærdiggøre tvang
skubbedes visse svært-gennemskuelige voldkriminelle ind i båsen - det sidste
gælder stadig.
Diagnoser skal skaffe patienter til den ny og politisk vigtige gren af
lægekunsten, som ikke kan 777klare sig på det fri marked, for den leverer
ikke helbredelse som patienterne vil betale for, hvilket gælder
privathospitalernes sygdomme.
Man er glad for de patienter, der søger psykiatri af egen drift, og den
hovedgruppe blandt disse, der ikke har depression, kaldes skitzofrene . Men
de fleste skitzofreni-diagnosticerede er arbejdsløse og usexede, presset
over i læge-regi med førtidspension som bestikkelse.
Næsten ingen skitzofrene i fortid og nutid har fået børn og haft familieliv,
og indtægter ville være landets aller laveste, hvis ingen pension fandtes.
Hvis medicinalfabrikkernes ønsketænkning om en høj grad af arvelighed, dvs
DNA-styring, dvs kemisk forklarlige VAR SAND, ville skitzofreni udrydde sig
selv hurtigere end nogen dyreart uddør, for generne ville ikke blive ført
videre til næste generation.
Skitzoid er er halvvejs-ord, som bruges om visse ensomme særlinge, der fx er
sig selv nok og ofte misundes af de mindre selvstændige konforme ansatte.
De skitzoide er ikke på vej til skitzofreni - de har ikke hallucinationer og
ufrivillige bevægelser og søger ikke hjælp pga dårlig humør , nedtrykthed.
De der kalder alle civiliserede mennesker for sindsyge, lægger oftest vægt
på SPLITTET SIND - at vore mødre sagde et og lærte os noget andet ved
eksemplets magt, så vi er gennemført dobbeltmoralske (på hver sin måde).
Den mærkelige rodekasse som skitzofren psykoserne er, kan umuligt kaldes en
sygdom a la sukkersyge, kræft, kopper eller hjernerystelse/benbrud. Det er
læge-sprogets besmykkelse af udstødte pariaer. Mangel på accept gør mange af
dem fortvivlede og det bidrager for ganske få % af dem til uforståelig
kriminalitet, der opleves som grotesk. Det sidste gælder slet ikke de
såkaldt skitzoide, og generelt er sindsygt-diagnosticerede personer mindre
farlige end andre personer, især hvis man udskiller de behandlingsdømte, som
jo er dommernes foræring af patienter til lægerne, og som næsten aldrig
havde haft berøring med psykiatri, før de dømtes og sendtes til lukket
afdeling i stedet for til fængslets angiveligt lidt mere brændemærkende og
ydmygende frihedsstraf.
Fordi de normale gerne vil føle sig hævet over de sindsyge, er denne
artikels jordbundne og indlysende facts stort set fortrængt fra debatten.
En person, hvis tanker man vanskeligt kan leve sig ind i, er uindfølelig og
den største og mindst specifikt definerede sindssyg-gruppe, de skitzofrene,
er ofte meget uindfølelige. Normale mennesker er det lidt mindre. Der er
tale om GRADSFORSKEL, og ikke den skarpe grænse, som ordentlig videnskab
kræver. Det er vagt smagsdommeri.
Tvangsindlæggelser sker oftest på gule papirer dvs for afvigerens eget
bedste og kun sjældent pga trusler og vold - røde papirer.
Den størst voksende og typiske gruppe af tvangsindlagte, der ikke er
juridisk behandlingsdømte, er nok ensomme der søger opmærksomhed og kontakt
og har erfaret, at dette gode for dem lettest eller kun opnås via et
selvskabt martyrium pr tvang. Men er der fornuft i skattepenge-forbrug på
sådan smagsdommerisk og selvforstærkende og destruktiv uvidenskabelighed?
Det folkelige konsensus elsker sindsyge - ellers var der ingen
tossehistorier og saftig sladder. Og ingen nem selvtillid til normalister
med fast arbejde eller med en nytteløs uddannelse, der ligner job-duelighed.
Som i oldtiden, da extrem-afvigere ofredes til guderne, gælder, at hvis ikke
de sindsyge fandtes, var man nødt til at opfinde dem , for at få stabilitet
og orden i samfundet. Det samme gælder de overlappende tabergrupper,
rusmiddel-overforbrugere og kriminelle.
Det kan vanskelig sondres mellem at være udstødt og at have valgt
udstødt-nichen. Årsag og virkning er indvævet i hinanden. Og det hele er om
fornemmelser, følelser, handlinger, kropssprog - mere end om ord. Alles kamp
mod alle er the name of the game, og lægearbejde er ikke drevet af lyst til
at afhjælpe et problem. Det er ofte en rakkertjeneste a la bødlens og
torturistens, og pillernes kemiske spændetrøje er ikke mere human end lænker
og pisk var - de har bl.a. gjort udstødt-gruppen overkommelig og dermed
vildtvoksende stor, i takt med , at robotter har overtaget meningsfuldt
arbejde. Frihed for sindsyge er evne til at skuespille normalitet. At
autonomes vold ikke associeres med skitzofreni skyldes "venner i medierne".
At konversere ctr at modsige
Politik er om at påvise fejl i det konkurerende partis udgydelser, så disse
modargumenteres og nedgøres.
"Men det er ikke godt for fordøjelsen", siger flinkeskolede, toneangivende
mødre, så ofte indkaldes TV eksperter, der ikke står diametralt modsat, men
som - i stil med Christiansborgklubben, MF'erne - er enige udover om
nuancer. Derved holdes systemkritiske fremskridtsoprørere ude af debatten. I
USA hvor få% af vælgerne stemmer på Rep og Dem, der er enige om krig og det
meste andet, er den politiske debat virkelig en farce - som Hollywood og TV
opdramatiserer pikant.
At konversere er som at spille poker uden indsats - man vender og drejer
emnet og forlader det, før en konflikt går i hårdknude og nogen såres.
Den sindsyge modsiger, er selvhævdende - den konfliktsky konforme
konverserer blødt, ufarligt - men er vennesælheden ikke kortsigtet?
Tør man nå til rock bottom i meningsforskellene, bliver man klogere - og går
man efter bold ej mand, er der ingen misstemning i det.
I de år Dreifus-sagen prægede Frankrig, kunne den hyggeligste middag gøres
til skænderi og næsten voldelig, hvis emnet blev trukket ind i snakken. Det
gælder indvandringsemnet i dag. For det er væsentligt.
Historikerne er landet på, at den jødiske officer Dreifus faktisk havde
indvilliget i at tabe ære og blive sendt til Djævleøen, for derved at skjule
for tyskerne nogle kanonhemmeligheder, som måske var afgørende for, at
Frankrig ikke hurtigt tabte WW1. Også vor tids racismedebatter er drevet af
andet end emnet i sig selv. Men denne gang sikres happy end ikke af at
snakke udenom.
USSR tvangsindlagde dissidenter psykiatrisk. I dag udstøder det gode selskab
de, der vil noget med deres dialog-forsøg.og som ikke har passende
situationsfornemmelse mht passende grad at mild modsigelse. De henvises til
internettet, der er extremisternes tumleplads med alt for megen
mudderkastning.
|