Leveregler som skolefag: bør belære at vold værre end ord
Desværre er den tid forbi, hvor skoler kun skulle dygtiggøre
erhvervsmæssigt - indlære læsning, skrivning, regning og samfundsfag,
I lang tid har lærerne set sig som forældrenes ligemænd mht at socialisere
de unge og lære dem moral= leveregler. Der er fagtrængsel i den eksplosivt
voksende nævenyttighed hvor færdsel, sex og antiracisme, antimobning står på
dagsordenen og når moden skifter, kommer nyt til, uden at andet fjernes.
Helt som med den lovjungle som politikerne belaster os med.
En god folkeskolelærer bør efter min mening fornemme hvad forældrene ønsker
prioriteret og han bør lægge vægt på, at eleverne indser den afgørende
forskel mellem vold, som i mobningssituationer bør kunne føre til udsmidning
af skolen, og ord, som jo ikke kan såre fysisk og som derfor bør ses som
adskilt fra vold, tyveri og tyvsk bedrag med en dyb kløft.
Voldelige overgreb kan give varig funktionsnedsættelsee (benbrud fx)
hvorimod de såkaldt sårende ord er en udfordring som man ofte bliver klogere
af, eller man modnes af at lære at tåle at leve med kritik og verbal
ydmygelse og nedgørelse, hån og humor.
Selvfølgelig kan en svag elev få pillet selvtilliden ud af sig af grove
drillerier, der kun er sproglige, men som en tommelfingerregel gælder, at
ord kan man gå væk fra, hvorimod slag, frihedsberøvelse og tyveri er en klar
og tiltrængt opgave for indgriben fra oven - fra lærer, skoleleder eller
politi.
Muslimer ser negativ omtale af deres ideologi("tro") som alibi for vold, og
dette er en særlig grund til at cementere, at dansk frisprog må man leve med
og flygte fra og aldrig hævne sig imod med andet end MODSIGELSE.
Ytringsfrihed er vigtig, for firmaernes maskiner har "stjålet livsindhold"
fra børn, der tidligere kunne realisere sig selv via praktisk nyttigt
arbejde (især i landbruget dengang det var ved hånden i de fleste hjem).
Når man fornærmes verbalt, bør man gøre en hobby ud af at analysere og
forstå hvorfor man føler sig såret og evt hærde sig imod ærestab.
Silvan-arbejde og andre gørdetselv-udfordringer i egen bolig er nok bedre
for mange, der har en sådan, men alle kan få livsindhold i at søge at forstå
sine omgivelser og sig selv, rig som fattig, og da kedsomhed nok er største
samfunds og sygdoms problem, bør lærere og forældre præsentere leg med ord
og tanker som et alternativ, der gør klog - og en evighedsopgave, der sikrer
mod arbejdsløshed livet ud. Og som giver dig social status, for alle vil
hellere diskutere med et klogt hoved, der har tænkt dybt over tingene og
ikke er skitzoforvirret af selvmodsigelser og skal behandles som "et råddent
æg" - som ikke er pirrelig og sart og vredes af, at man ikke belægger sine
ord på rette måde. Ingen er tankelæsere - så det sårbare gemyt bør se det
som pligt at formulere sine grænser og sige fra i tide - og at kunne tåle
total ytringsfrihed er et godt mål for alle.
At være helt uden forfængelighed er kaldt en sindsyge, men så vidt behøver
man ikke at gå. Der ligger en sympatisk vennesælhed i at have gennemtænkt
sit mentale bagland, så sårbarhed ikke giver dig selv og dine venner
problemer..
Nogle vil gerne tale om sig selv og finder der sårende, at andre vil tale om
sig. Frem i lyset med alt, så kompromisser let kan findes.
Vi har tradition for at retsvæsen yder beskyttelse mod injurier, "tyveri" af
copyright (af såkaldt åndelig ejendom) og på andre snævert definerede
områder udøver statslig censur. Det ønsker fremskridtsfolk nedtrappet og
mange retssager kunne undgås hvis ære og stolthed således fik en mindre
plads, og blasfemi var en borgerret og kun økonomisk skadelige lodrette
løgne ku føre til økonomisk straf (og aldrig frihedsstraf)
|