Hej i Gruppen!
Jeg vil hermed lige dele et par for denne gruppe muligvis temmelig relevante
debatklip fra DR2s ganske udmærkede "Deadline"-udsendelser - hvis ellers
"kopier link"-manøvren herfra fungerer ordentligt...
Det første er en kort debat mellem den - ironisk nok ret forkætrede -
tidligere Kirkeminister Tove Fergo og en ung religionsstuderende kvinde ved
navn Amina Lap fra netværket "Satanisk Forum":
http://www.dr.dk/deadlineindslag/deadlineindslag.aframe?id=246768&action=fulltxt
(Indslaget er fra "Deadline" 28. december 2006, 22:30-udsendelsen, men kan
nok ellers være lidt svær at finde da man officielt fra DRs side kun bevarer
udsendelser tilgængelige på nettet i op til een måned: Hvis alt andet fejler
kan man vist - stadig! - bare søge under ordet "satanisme" under den helt
overordnede søgelinje øverst på DRs hjemmeside. Det skulle meget gerne være
første resultat...)
Der bliver udvekslet nogle ganske spændende synspunkter, men jeg må altså
imidlertid gi' Fergo (som desværre i situationen uvilkårligt nok må have
virket ret så overordentligt anstrengende "matroniserende" over for sin
modpart i kraft af både den blotte, intimiderende aldersforskel og sit
velkendte hverv som præst) dèn udmærkede pointe, at altså det synes sjovt
som denne ellers nok så erklærede "satanist" fornøjeligt nok må kunne
konstateres at operere efter et langt mere kristent tankesæt, end hun måske
egentlig vil være ved, endsige måske har lyst til selv at erkende.
Det andet er en mindst lige så spændende debat mellem idehistorikeren
Marlene Busk og den fra "Smagsdommerne" kendte teolog Sørine Godtfredsen:
http://www.dr.dk/deadlineindslag/deadlineindslag.aframe?id=250154&action=fulltxt
(Indslaget er ligeledes fra "Deadline", 30. januar 2007, 22:30-udsendelsen,
og BURDE stadig kunne findes ved mere konventionel søgning under
Deadline-udsendelser....)
Nuvel: Dèt, der slår mig som fællesstræk ved disse to debatter er oprigtigt
talt dèn ærgelige indebrændte frustration over Kristendommen som sådan, jeg
ret tydeligt mener at kunne aflæse hos de respektive erklærede
"Kristendomskritiske" damer. Jeg har ærligt talt temmelig svært ved at
forstå den, da de - måske lettere generaliserende anskuet - for mig at synes
at "stormløbe åbne døre".
Okay, jeg skal selvfølgelig helst ikke leve selv op til deres kedelige
fordomme og således for mit vedkommende anstille mig
stodderagtig-patriarkalsk arrogant og nedladende, men jeg må altså desværre
ærgeligvis - eller måske burde det vel snarere være "lykkeligvis"? -
konstatere at de på en måde hver for sig nærmest synes gi' den i rollen som
"Don Quijote mod vindmøllerne" i deres forsøg på hhv. i første tilfælde at
forargre og dertil i andet tilfælde gennem ret åbenlyst underlødige
personangreb at ophidse de to udmærket saglige og lyttende kristne præster,
de tydeligvis mener sig selv i noget nær krigerisk fjendskabelig opposition
imod i kraft af at de - lidt groft sagt - måske bare ikke rigtig har sat sig
ind i dèn _overordentligt_ tilbagelænede danske Folkekirke-religiøsitet, som
både Fergo og Godtfredsen begge har direkte arbejdserfaring i.
Jeg mener, det virker jo næsten som om disse to stakkels selverklærede
"religions-modstandere" hver for sig og i forskellig anledning desperat
prøver at mane eet eller andet grotesk - men dog i dagens Danmark heldigvis
praktisk taget hedengangent - fortidsmonster af autoritær
kristen-fundamentalisme frem som et skræmmebillede, de så at sige "kan
spille bold opad". Det virker dog altså faktisk ret kikset at man således -
formodentligt ganske uforvarende - misforstået forsøger at holde Den Danske
Folkekirke direkte ansvarlig for stort set alt muligt andet end hvad den nu
engang repræsenterer: Jo, der findes da så helt klart såkaldt "evangeliske"
kristenfundamentalister med ærgelige pseudoteokratiske ambitioner ovre i det
berygtede amerikanske Bibelbælte, ligesom der findes en temmelig
kønskonservativ Katolsk Kirke med betydelig Verdensomspændende politisk
magt, ligesom der findes andre trossamfund (herunder især de muslimske), som
stiller endog meget vidtgående "krav" om "hensyn til - lige netop deres -
religiøse følelser":
Hvis vi tager det oppefra og ned herhjemme, så har vi da stadig en
Grundlovsmæssigt statsunderstøttet Folkekirke med Kongehuset som de strengt
taget eneste obligatoriske medlemmer, og selvsamme Folkekirke kan skam ikke
engang fyre en præst, som åbent praler af ikke at tro på dèn Gud, som han
ellers selv har ladet sig ansætte til at prædike. Dertil ligger
Folkekirken - modsat f.eks. den langt mere konservative Katolske Kirke -
åbenbart så meget under for sækulære politiske strømninger at man i ramme
alvor er seriøst indstillet på at opdigte bryllupsritualer for homoseksuelle
par (hvormed det postulerede argument fra "satanisten" Amina Lap om netop
"diskrimination af homoseksuelle" falder med et brag...) Tværtimod er
situationen som bekendt at landets regerende Statsminister direkte og
umisforståeligt har udtalt sig åbent imod religiøs indblanding i det
politiske lovgiverarbejde, men dog ikke desto mindre alligevel omvendt
udtaler sig specifikt til klar fordel for indførelsen af Folkekirkelige
vielsesritualer for homoseksuelle.
Umiddelbart enig heri syntes en vis ung partiordfører (der i mellemtiden er
blevet radiodirektør og lige skal vænne sig til dèt), som i øvrigt
boykottede en så vidt jeg forstår ellers ganske frivillig
Folketingsåbningsgudstjeneste, der angiveligt skulle være forestået af een
af de vel efterhånden snart helt uddøde Indremissionske præster i dette
land. (Okay, nu kommer jeg altså som farligt fastgroet
"forstadskjøwenhawner" ikke så overdrevent meget i de engang så berygtede
"missionske" egne af landet, men jeg har altså ikke ligefrem indtryk af at
det yder Indre Mission nogen synderlig (pun intended!)retfærdighed at bruge
den ideologisk set erklærede marxist Hans Kirks berømte, snart 70 år gamle
roman "Fiskerne" (1928) som en anden slags "evigt anklageskrift" imod dem
længere, ganske ligesom jeg for dèn sags skyld heller ikke mener at man
seriøst kan fastholde påstanden om at nutidens moderniserede og
multikulturelle Metropolitanskole stadig skulle være et veritabelt galehus
af perfidsadistiske "Lektor Blomme"-typer på grundlag af et andet af den
nyere Danmarkslitteraturs hovedværker fra 1940... Det sidste jeg som sådan
har hørt offentligt til Indre Mission var nok protesttruslen om udmeldelse
af Folkekirken i forbindelse med homobryllupsdebatten, men de synes -
ligesom undertegnede i øvrigt selv - at forholde sig afventende for nu...)
Så vidt Folkekirken og dens officielle relationer og hvis vi - lidt for at
blive det samme spor - kigger på dèt politiske parti, der vel om noget kan
kaldes "Indre Missions politiske gren" (uden at det dog ligefrem skal
begynde at lyde som Sinn Fein og IRA!), så klarede "fundamentalistpartiet"
Kristendemokraterne ikke engang 2%-spærregrænsen ved de sidste par
Folketingsvalg, Hvad angår Folketingsmedlemmerne, så er der i hvert fald 4
præster iblandt - Tove Fergo (V), Margrethe Auken (SF) og Tidehvervsfætrene
Søren Krarup (DF)og Jesper Langballe (DF).
(De to sidstnævnte har godt nok ligefrem gjort sig notorisk berygtede på en
IMO temmelig velbegrundet luthersk-inspireret kritik af den faretruende
"religiøse" dyrkelse af Menneskerettighederne som en slags "Ny
Lovreligiøsitet", men hvis man virkelig gider at lytte empatisk til dem, så
er deres anke mod den mere misforståede Menneskerettighedsdyrkelse faktisk
ganske interessant: MR er jo altså nu engang et temmeligt konkret
idehistorisk produkt af en specifikt vestlig, gradvist sekulariseret kristen
kultur og deraf atter afledt idehistorisk tænkning: Imidlertid hverken
anerkendes eller overholdes MR i ret mange andre kulturer, hvor de stort set
eller endda slet ikke håndhæves i praksis, bortset fra når de altså desværre
entydigt misbruges direkte IMOD borgerne og dermed imod den oprindelige
hensigtserklæring: Der har for nyligt været et par klare rædselseksempler på
at lige netop MRs bestemmelser om f.eks. Religionsfrihed på allerværste
"Trojaner-maner" misbruges som "gummiparagraf", idet EUs
Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg faktisk for nylig - geografien ganske
apropos - har givet Den Tyrkiske Stat MEDHOLD i nogle principielt ellers
_meget_ oplagte sager om statsudført straffelovssanktionering af enkelte
dissidenter for (ta-daa!) lige netop _deres_ respektive individuelle
udøvelse af andre bestemmelser i selvsamme Menneskerettigheds-charter
(nemlig ytringsfrihed og religionsfrihed): Lige dèr bliver jeg nu altså også
bekymret hvis det er sådan, man fra EU-side udlægger lige præcis disse
ellers nok så fine og idealistiske hensigtserklæringer, som jo i sagens
natur burde være _individets_ "ukrænkelige rettigheder" til pludseligt
omvendt at tjene _statsapparaters_ - eller endda i værste fald religiøse
systemer og ideologiers! - pladderpostulerede "ret til ikke at blive
krænket"! Så er det ligesom at man hurtigt fatter fornyet kærlighed til sin
lokale frihedsrettighedsgaranterende forfatning, Grundloven!
Såvidt præstefætrene, der åbenbart ligefrem på den danske venstrefløj
opfattes som intet mindre end renyrkede rabiat-religiøse trusler imod dèt
sunde, Grundlovsbaserede danske demokrati, de ellers lige præcis kæmper
bravere end de fleste for at forsvare og bibeholde...)
Dertil kommer så endelig disse "faaarlige (Gab! Åh, undskyld!)
kristenfundamentalister", som med eller uden selvfabrikerede legemsstore
trækors med støttehjul af og til stiller sig op og lovsynger Jesus foran
hædelige horehuse og haller, hvor der formodes at foregå alskens "illegitim"
seksuel aktivitet uden Herrens (Folkekirkeligt set vel nok efterhånden også
snart lidt rigeligt devaluerede, om det netop ikke var den enkelte
kirkegængers personlige tro, det for vedkommende selv kom an på!) specifikke
velsignelse og så endelig en enkelt karismatikerkristendomstroende kvinde,
som altså for nogle år siden købte et hus, som hun stadig ikke har fået lov
til at praktisere sin udmærkede retmæssige ejendomsret over, endsige besøge
på grund af nogle ret barske og blodtørstige bøller og ballademagere, som
bøvet nok har det med brutalt at benytte brosten og bajerflasker som
ballistiske våben over for alle, de bare ikke lige bryder sig om...
Dermed når vi atter til mit grundliggende spørgsmål: Hvad er det lige
nøjagtigt for en "fundamentalistisk-kristen undertrykkelse", de to
religionskritikere mener at kunne iagttage i vort danske samfund?
Og hvorfor denne ligefrem dirrende, desperate indignation over at nogle
tilsyneladende bare gerne stille og roligt praktisere deres respektive ret
til at dyrkte - og for de gensidigt interesserende åbent diskutere -
religion og religiøsitet på en ret påfaldende afslappet måde, som jeg
vitterligt har meget, meget svært ved - selv med "min ondeste vilje", om jeg
så må sige! - at opfatte som "dominanssøgende", endsige "undertrykkende"?
Der er nemlig i lyset af gennemgangen herover praktisk taget intet som helst
reelt belæg for at tale om nogen virkelig "farlig og fordømmende
fundamentalisme af decideret demokratifarlig karakter" blandt danske
kristne, selv ikke engang hos de allermest yderligtgående sekterikere, jeg
ellers umiddelbart måtte kunne komme på.
Det ægrer mig virkelig at jeg har så oprigtigt svært ved at forstå disse to
kvinder, og jeg bliver i denne relation således selvfølgelig nok også nødt
til netop at gøre mig kønsforskellen pinligt klart: Er det mon fordi disse
to kvinder føler en særlig stærk "søstersolidaritet" over for de kvinder,
Kirken overordnet set blandt andet er notorisk berygtet for systematisk at
skulle have knægtet og kønsundertrykt konspiratorisk gennem snart 2000 år
grundet deres påstået "farlige" seksualitet?
I så fald kan man jo næsten kun smile skævt af at denne indignation så lige
forekommer på et tidspunkt, hvor en amerikansk romanforfatter er blevet
Verdensberømt på bestseller, der ellers tager udgangspunkt i ældre teorier
om at Jesus og Maria Magdalene skulle have været mand og kone i absolut
enhver dermed legitimt hørende forstand!
Hvorfor synes det direkte at genere disse to kvinder, at man overhovedet
taler om religion i det offentlige? Er der mon nogen der - og dette mener
jeg skam dybt alvorligt - under påskud af netop Kristendom har gjort dem
psykisk fortræd? Måske en eller anden strid missionsk matriark-moster eller
småpsykopatisk "sort" søndagsskolelærer, der dermed brutalt måtte have
smadret dèn eventuelle "barnetro", de fleste kristne vel på eet eller andet
plan kan vedkende sig, så de to idag sidder tilbage med såret skuffelse over
rent socialt "ikke at kunne deltage i de andres leg", når det kommer til
tro?
(Jesus synes faktisk i øvrigt et par samstemmende steder at udtale noget
ganske faretruende nær en regulær Gudsforbandelse over folk, der således
måtte komme for skade at "forargre een af disse små, der tror..." i
forbindelse med Sin nok berømte "proto-pædagogiske anerkendelse" af noget
for datidens "voksenseriøse" rabbinerkolleger så underordnet som religiøst
umyndige børn i kraft af barnets tillidsfulde, men måske derfor også så
meget desto mere sårbare, tro.)
For til slut at vende tilbage til overskriften, så er den ment som en måske
lige vel sarkastisk ironisering over, at de to hermed nok så omtalte
erklærede religionskritikere tydeligvis begge roder sig ud, hvor det er
svært at finde nogen egentlig konsistent sammenhæng i deres argumentation,
fordi de åbenbart selv har skrækkeligt store problemer med at bevare dèn
"tolerance", de lige netop anklager de meget lyttende og høfligt
indspørgende præstedamer at være repræsentanter for enhver mangel på.
Nu er der godt nok tale om to vidt forskellige interviews med vidt
forskellige mennesker med forskellige baggrunde, men såvel den
religionsstuderende Amina Lap som Idehistoriker Marlene Busk burde altså
begge qua både deres uddannelse og deres erklærede holdninger om
Kristendommens uhyrlige fortrædeligheder have haft RIGELIG forhåndenværende
filosofisk-retorisk ammunition i bæltet ved f.eks. at inddrage filosoffen og
præstesønnen Freidrich Nietzches meget, meget spændende Kristendomskritik
fremført værket "Antikrist", hvor han altså meget rammende - og med en for
kristne faktisk temmelig uhyggelig skarphed - munder i konklusionen at det
netop er Kirken (som "den etablerede, magtinstitionaliserede Kristendom"),
der som sørgeligt manifest modbillede på alt, hvad Jesus oprindeligt
prædikede og stod for, kan lignes med Antikrist. (Johannesåbenbaringens
Skøgeridts-mytologi synes i denne henseende således yderst nærliggende,
hvilket næppe heller er helt tilfældigt fra Nietzsches side...)
Men okay, ironisk nok er "Antikrist" så vidt jeg husker fast læsning på
teologistudiets Etik- og Moralfilosofikurser, hvorfor både Fergo og
Godtfredsen ligeledes må formodes at kende den indgående, og dertil lider
dette skrift - trods sit ellers så åbenlyst profane navn - nok lige netop
under den graverende defekt, set med ateistiske briller, at den faktisk
synes at tage udgangspunkt i en vis anerkendelse af Jesus som særligt
begavet "overmenneske", hvilket nok er en værre kamel at sluge for erklærede
religionsmodstandere...
Jeg kunne dog bare godt ønske mig at have set en noget mere indholdsmæssigt
lødig kristendomskritik end de IMNSHO temmeligt tyndslidte og retorisk ret
usammenhængende fordomsbaserede fraser, jeg immervæk mener at kritikerne -
som dog altså begge er akademikere med indgående fagforudsætninger for at
kunne yde en bedre og mere sammenhængende præstation - her præsterer over
for et par præster, der ganske enkelt ikke synes at få tilstrækkeligt
"værdig modstand", fordi modparten synes proverbielt indstillet på at bokse
imod skygger...
--
Mvh
Anders Peter Johnsen