Vidal wrote:
> Martin Andersen wrote:
>
>> Jeg ser helt klart babelstårnet som en metafor for teknologisk og
>> kulturel hovmod, hvor Abrahams gud lige minder os om "at vi i hvert
>> fald ikke er noget" uden ham.
>
> I kristendommen er mennesket ikke noget uden Gud.
>
>> Den "profeti" du citerer er ikke anderledes. Det er underkuelse af
>> vores selvstændighed og selvtillid på et overordnet plan. "Jeg siger
>> jer der er øretæver i luften hvis i begynder at lave et
>> verdenssamfund!".
>
> Egentlig tror jeg ikke denne profeti er en advarsel, som
> mange af GT-profetierne er. Den bliver nok af dem, der
> tror på det, set som et forvarsel om, hvad der vil ske.
>
> Dem, der ser den som noget snak, ignorerer den sikkert. Jeg
> mener at have hørt, Martin Luther ikke ønskede den optaget
> i NT.
Hvis det er Åbenbaringen, du her snakker om, så må jeg dels give dig ret i
at Luther som relativt "intellektuelt funderet akademikerteolog" på den ene
side var ENORMT påpasselig med den mere "karismatiske" Kristendom, som han i
flere senere tilfælde erklærede sig direkte fjendtlig imod hos andre, når
det f.eks. kom til Thomas Müntzers selvhævdede "profetstatus", men på den
anden side må man dog altså samtidig sjovt nok konstatere at Luther selv som
udgangspunkt for sin allertidligste reformator-karriere spillede påfaldende
meget på lige netop Johannesåbenbaringens symbolske retorik, når han -
dermed måske ikke bare udelukkende som søgt overfladisk-sarkastisk
"klovneri" for et større publikum, men derimod vitterligt også dybfølt,
personligt troende? - kunne fremføre sine temmelig alvorlige påstande om at
Den Katolske Kirke var blevet sit eget værst tænkelige modbillede, nemlig
selveste det eskatologiske "Babylon" med paven (eller måske rettere: Selve
pave-institutionen) i rollen som "Antikrist".
Ikke at jeg på nogen måde er uenig i Luthers IMO ganske velberettigede
kritikpunkter, men eet eller andet sted stiller disse skarpe påstande jo
alligevel det forbandet farlige, satanisk fristende spørgsmål: "Kære Broder
Martin, hvis du virkelig opfatter Den Katolske Kirke som manifestationen af
selveste Åbenbaringens ultra-infame og arrogant magtliderlige,
eskatologisk-symbolske 'Babylon' og dertil paven som noget lige umiddelbart
nær Fanden selv, hvilken eventuel protagonist-rolle i dette ret fastlagte,
foruddefinerede 'persongalleri' er det mon så, du selv måtte mene at
udfylde, når du således mener at kunne udpege alle antagonisterne?"
Dog holdt Luther sig heldigvis i skindet, for så vidt at han i det mindste
klogeligt undlod åbent at påstå sig selv direkte "profetisk kaldet" eller på
anden måde "Guddommeligt udvalgt": Han insisterede (så vidt jeg da ellers
for indeværende kan se, og nærmest direkte i trods mod sin mangeårige
munketilværelse og priviligerede præstegerning kombineret med sin teologiske
doktorgrad og sit udøvende professoratmandat i Bibelkundskab, hvilket
immervæk drilagtigt må kunne betragtes som "et temmeligt velfunderet
udgangspunkt"!) netop på at være en i ordets egentligste forstand "menig
medkristen", der ingenlunde opfattede sig selv som "særligt stillet"
(endskønt han altså objektivt set faktisk VAR dèt i kraft af sin daværende
sociale position!), men som derimod angiveligt personligt følte sig direkte
tvungen til åbent at protestere over, hvad han opfattede som akut og til
åbenlys korruption grænsende regredieret religionspraksis i dèt system, han
også selv tjente under: Hvis vi lige skræller eventuelle eskatologiske
tolkninger fra her, så er spørgsmålet vel om ikke han muligvis meget langt
hen ad vejen kan siges at have været stillet i samme mere eller mindre
uvilkårligt "trosnødvendige" samfundsrevserrolle, som netop kendes hos
GT-profeterne? (Hvoraf en del sjovt nok ligeledes i udgangspunktet selv var
temmelig tungt "infiltreret" i dèn "etablerede" religionsudøvelse, de så
uhyggeligt skarpt kritiserede i Guds navn ifølge deres blandt troende jøder
og kristne idag "officielt anerkendte" profetiske kald fra selvsamme Herre:
Tag f.eks. Ezra, Ezekiel og Jeremias, som alle - i hvert fald ifølge nyeste
danske Bibeloversættelse - direkte betegnes som "præster", foruden andre
profeter - såsom Esajas - der umiddelbart synes at have haft en vis særlig
social tilknytning til Templet...)
Nej, Luther var bestemt ikke "en kaldet profet - i go' gammeldaws
GT-forstand" med storslåede kaldelsesvisioner og mirakler og tegn nærmest
dryssende ud ad ærmerne, endsige blot det mindste indbildt "overmenneskelig"
som det idag ses i såvel den møguhyggeligt manipulerede muhamedanske
forståelse af "profet"-begrebet, analogt med sekteriske,
herlighedsteologiske kristenmiljøer hvor nogle åbenbart mener sig "frelste
og dermed pr.definition totalt og aldeles ufejlbarlige": Men han kan for så
vidt nok alligevel siges at have tjent Kristendommen i en påfaldende
"profetagtig" (om dog måske end snarere "efterreflekterende" end egentligt
"forvarslende") rolle i kraft af sine protester over dèt elitære præsteskab,
han vel eet eller andet sted - set ud fra en kedelig, kold og kynisk
bagstræbersynsvinkel - bare burde have ladet sig nøje tilfreds med at være
tilkæmpet "priviligeret" medlem af som daværende "katolsk karriere-kristen
kirkemand"...
I denne sammenhæng kan jeg ironisk nok - i og med at Luther nok elskede
Paulus for dennes tidlige teologi, men dog samtidig af velbegrundet frygt
for eventuelle pseudo-messianske psykopattyper i sin samtid oprigtigt og
konsekvent skarpt modsatte sig påståelige karismatikere - fristes til at
bruge Pauli betragtninger angående begrebet "nådegaver" om Luthers indsigt:
Spøjst synes det nemlig om nogen at være Paulus, der netop ved siden af sin
måske mere "velargumenterende" pionér-kristne teologi danner ganske meget af
hovedgrundlaget for den karismatiske Kristendomsdyrkelse i kraft af sin
vedvarende insisteren på eget direkte-personlige Kristofaniske apostelkald
med latente profetiske implikationer.
(I hvert fald hvis man lige for sjov forsøger at anlægge den siden så gængse
katolske, autoritetstro dyrkelse af begrebet "apostolisk myndighed" på
Paulus, i og med at han jo altså strengt taget ikke engang var een af de
direkte af Jesus udsendte disciple, men derimod nærmest rangerer som en
slags "særligt og selvstændigt Kristus-kaldet apostel" i Kristendommen!)
--
Mvh
Anders Peter Johnsen