<<<<<<<<<
http://www.jp.dk/meninger/ncartikel:aid=4262412
BYRÅDET i Århus skal mandag aften behandle 15 forslag, som er
resultatet af en række offentligt finansierede dialogmøder om
integration af indvandrere.
Svaret fra bystyret bør være et klart og utvetydigt nej til samtlige
forslag, for de viser ikke vejen til integration. De viser ikke vejen
til gensidig forståelse. De viser ikke vejen til gensidig respekt
eller fredelig sameksistens mellem de forskellige samfundsgrupper.
De viser vejen til islamismens gradvise overtagelse af både
børnehaver, vuggestuer, skoler, arbejdspladser og på længere sigt hele
samfundet - og dermed konfrontation og opsplitning.
Så vidt kommer det selvfølgelig ikke i første omgang, men hensigten er
tydelig i al sin afskyelighed. Flere politikere har allerede i større
eller mindre grad taget afstand fra flere af forslagene, men det er
ikke nok. Den samlede pakke bør afvises.
Det overordnede synspunkt er nemlig, at der over alt skal gives plads
til mere religion, og det vil i denne sammenhæng selvfølgelig i
praksis betyde islam og dens fascistiske udlægning islamismen.
Uanset hvilke religioner der er tale om, vil en større eksponering af
dem i det offentlige liv være et uhyggeligt tilbageskridt for hele det
oplyste samfund.
Faktisk vurderer den århusianske islamismeforsker ph. d. Tina Magaard,
at det vil være at skrue tiden tilbage til før Den Franske Revolution
i 1789, som netop gjorde op med religionens magt over samfundet, dets
institutioner og det enkelte individ i alle detaljer.
Det er en præcis beskrivelse, og det er beskæmmende, at vi i et oplyst
samfund overhovedet skal tvinges til at tage stilling til, om
samfundet skal føres over 300 år tilbage i tiden, da kirkens folk
førte diktatoriske regimer uden, at nogen overhovedet tænkte på
begrebet demokratisk legitimitet.
Svaret burde været et rungende nej uden diskussion.
Ser man på de enkelte forslag, afsløres hensigten i al sin
ildevarslende gru.
Arbejdsgiverne skal give medarbejderne mulighed for at praktisere
deres religion i arbejdstiden.
Kommunen skal sikre religiøs bredde i egne ansættelser.
Religionen skal have en naturlig plads i daginstitutioner og skoler,
og religionen skal inddrages i det pædagogiske arbejde. Kommunen skal
i samarbejde med højskoler og oplysningsforbund hjælpe nye borgere til
at reflektere over deres religion.
Og så videre.
Et væsentligt element i forslagene er, at de skal hjælpe til at
forebygge kriminalitet blandt indvandrerungdommen, og det skal
imamerne hjælpe med. Altså skal de unge holde sig fra kriminalitet,
fordi imamen siger det, ikke fordi det er i strid med dansk lov.
Det er ildevarslende, især i lyset af, hvad afdøde imam Ahmed
Abu-Laban sagde.
Han pralede åbenlyst med sit voldspotentiale, som han godhedsfuldt
havde holdt tilbage, i det mindste her i landet. Han tilføjede, at han
kunne have skabt et helvede i Danmark, hvis han havde villet, og så
var meningen vist, at vi skulle være taknemmelige.
Vejen til integration af muslimske indvandrere er ikke, at de
fastholdes i den opfattelse, at religionen rangerer over samfundets
demokratisk vedtagne love. Vejen er, at de skal gøres begribeligt, at
de befinder sig i et demokratisk land med demokratiske spilleregler og
et demokratisk legitimeret retssystem. Religion er noget, som man
udøver i et andet regi, og i hvert fald ikke noget, som man skal
gennemtvinge på arbejdspladserne, i skolerne eller i det øvrige
offentlige liv.
Samfundet har ikke brug for mere religion, og især ikke den
frembrusende, selvhævdende slags. Samfundet har brug for mindre
religion, og i hvert fald kun religion, som kender sin plads i forhold
til de verdslige myndigheder.
Derfor dette velmente råd til byrådet i Århus mandag aften: sig NEJ!
<<<<<<<<<<<<
--
A free press can of course be good or bad, but, most certainly,
without freedom it will never be anything but bad
/Albert Camus/