Fra Pia's (den søde
ugebrev:
"Man tager en analyse og vender den om.
Engang imellem kan jeg få en mistanke om, at nogle forskere og journalister
lever i en anden verden end os andre. En parallelverden, hvor plus bliver
til minus, og hvidt bliver til sort. Således også i denne weekend, hvor jeg
med stor glæde kunne læse i Jyllands-Posten, at et markant flertal af
danskerne støtter op om regeringens udlændingepolitik. Det er den politik,
som Dansk Folkeparti i egenskab af regeringens støtteparti har været med til
at udforme, og som danskerne desperat efterspurgte hele vejen op igennem
1980'erne og 90'erne.
Ifølge Jyllands-Postens Rambøll-undersøgelse var hele 42 procent af
befolkningen godt tilfredse med den førte udlændingepolitik, mens 18 procent
mente, at reglerne godt kunne være strammere. Det giver en klar opbakningen
til den førte politik på 60 procent. Tilbage var 34 procent, som mente, at
udlændingepolitikken er for stram, mens cirka seks procent ikke kunne
bestemme sig. Altså et stort skulderklap til udlændingepolitikken fra knap
to ud af tre danskere, sammen med en forventet kritik fra cirka hver tredje
dansker - som vel sådan cirka svarer til den socialistiske opposition. Det
er da et flot resultat.
Men nej. I professor Jørgen Goul Andersens vurdering er udlændingepolitikken
blevet en "tabersag", som vil blive et problem for regeringen ved et
kommende valg. En tabersag - med en folkeopbakning på hele 60 procent? Det
skal man da vist være en ualmindelig støvet akademiker for at kunne få til
at gå op. Jeg kan godt garantere, at hvis alle politikere havde så stor
opbakning til deres mærkesager, ville Christiansborgs gange genlyde af
konstante jubelskrig. 60 procent er et endog meget overbevisende
folkeflertal og viser, at befolkningen bakker op om den stabile
udlændingepolitik, som regeringen og Dansk Folkeparti har ført lige siden
2001, og sætter pris på de positive resultater, som vi nu kan aflæse i vores
samfund.
Det skulle vise sig, at professor Goul Andersens mildest talt skæve
fortolkning af Rambøll-undersøgelsen ikke var en enlig svale. Også DR og TV2
kunne lugte noget regeringskritisk i den mærkværdige tolkning af analysen,
og efter en tur i mediernes regnemaskine blev undersøgelsens resultat til,
at tre fjerdedele af befolkningen siger stop over for flere stramninger i
udlændingepolitikken. Hvordan kan det nu lade sig gøre? Jo, man tager de 42
procent, der er tilfredse med tingenes tilstand, og de 34 procent, som vil
have lempelser - og vupti, så har man 76 procent "regeringskritiske"
danskere. Et klassisk eksempel på politisk spin - men gad vide, om den
regnemetode ville få det blå stempel ved folkeskolens eksamensborde.
Med venlig hilsen
Pia Kjærsgaard "
....