I dagens JP kan man på:
<
http://www.jp.dk/morgenavisen/mmeninger:aid=4156202/>
læse følgende læserbrev:
=
Hjælp uden effekt
Af Ivar G. Jonsson, docent emeritus, Skt. Thomas Allé 13, Frederiksberg
C
FLERE GANGE har jeg i DR hørt professor Martin Paldam fra Århus udtale,
at der målt på bruttonationalprodukterne til dato ikke har kunnet
dokumenteres nogen positiv effekt af Vestens ulandshjælp.
Dette resultat støttes øjensynligt af flere udenlandske forskere. Der
har været mange små solstrålehistorier, men som skrevet, ikke med nogen
målelig effekt på BNP pr. indbygger.
Hver gang har jeg ventet en efterfølgende politisk diskussion det drejer
sig trods alt om mere end et dusin milliarder kroner om året alene fra
Danmark. Men forgæves, larmende tavshed hver gang. Er politikerne bange
for at blive beskyldt for at have et forkert menneskesyn?
Og hvilket forhærdet tidselgemyt forbliver da også uberørt af at se små,
sultende afrikanske børn på tv-skærmen?
Men så vidt jeg er orienteret, har Afrika til dato fået bevilget en
ulandshjælp svarende til seks gange den samlede Marshallhjælp til
Vesteuropa efter Anden Verdenskrig. Uden at det er gået fremad. Måske
med undtagelse af Botswana, som var så heldig efter selvstændigheden at
få en ikke-socialistisk præsident (Seretse Khama). Men Botswana har i
dag et af verdens højeste antal aids-syge. Der synes ingen ende på
tragedierne på det afrikanske kontinent.
Feel-good baggrund
Derfor er det forståeligt, dette skrevet uden ironi, at der er en
betydelig feel-good baggrund for bevillingen af de store beløb til
ulandene. Men var det ikke vigtigere end ørkesløse diskussioner om
størrelsen af ulandshjælpen 0,8, 0,9 eller 1,0 pct. eller . af BNP at
undersøge, hvad der er gået galt? Det er jo tankevækkende, at de mange
stater i Østasien, som har oplevet så stor økonomisk fremgang, ikke har
været blandt de største modtagere af ulandshjælp.
For 40 år siden havde Sydkorea og Zambia nogenlunde samme BNP pr.
indbygger. I dag er Sydkoreas mere end 30 gange større.
Det er på tide, at vi tager ved lære af økonomen Jagdish Bhagwati, når
han skriver: »Vi bør se bort fra den hysteriske anklage, at enhver, der
anfægter det fornuftige i med ét slag at forøge bistandsmidlerne
væsentligt, er en hjerteløs reaktionær.«
Senest kaldte økonomen Christian Bjørnskov fra Handelshøjskolen i Århus
i et avisindlæg ulandshjælpen for symbolpolitik. Men heller ikke dette
bidrag til ulandsdebatten har tilsyneladende fået politikerne til at
reagere. Tabuet er totalt.
=
Ja, jeg tror at vi må indse at ulandshjælp først at fremmest er til
'indvortes' brug. For nogle politikere og befolkningsgrupper en måde at
købe aflad på, for andre en måde at fremstå som 'anstændige' mennesker
over for offentligheden.
En realitet er imidlertid at jo større ulandshælp et land får, desto
mere ned i sølet kommer det. En tilsvarende situation ser vi i ulande
med store naturressourcer. Mon ikke det har noget at gøre med at når
staten får penge uden om borgerne, så udvikles civilsamfundet ikke, så
får man ikke de uafhængige og ukorrupte domstole, og den ukorrupte
embedsmandsstand.
Det er nemlig staterne selv, der i de pågældende lande [det gælder især
for Det sorte Afrika og Dar al-Islam] udgør hovedproblemet.
--
Per Erik Rønne
http://www.RQNNE.dk