<<<<<<<<<<
http://www.jp.dk/meninger/ncartikel:aid=4152032
I ET DEMOKRATI er den siddende regering altid genstand for aggression
og kritik.
Sådan skal det være, og sådan er det også i dag, hvor de kritiske
røster måske lyder højere end vanligt. Især synes mange præsters
kritik rettet imod asylpolitikken: »Den umenneskelige
udlændingepolitik«, som de siger i hvert fald de ca. 200 i det
såkaldte præsteinitiativ.
De svigtede kræftpatienter rager dem en papand! Skønt sognepræst Bodil
Hindsholm Hansen belærer os om, at »det altid har været kirkens rolle
at tale de svagestes sag«. Svigtede kræftpatienter hører altså ikke
til de svageste, så deres sag tales ikke i kirken.
Men asylpolitikken! Her er der smæk for skillingen!
Samme sognepræst hævder, at præster har »ret til at blande sig i debat
og politik«.
Det er så sandt, som det er sagt, og mange gør det på kvalificeret og
berigende måde.
Men har de også ret til at gøre det fra prædikestolen?
Menigheden kommer næppe for at manuduceres i præstens politiske
engagement. Godt det samme! Var det tilfældet, ville danske præster
forvandles til imamer.
Bodil Hindsholm Hansen mener også, at »kirken ville dø ensom, hvis den
ikke blandede sig i verden omkring sig«.
Her siges det rent ud, at kirken er identisk med præsterne. Stærkt
tvivlende spørger vi, om dette er i overensstemmelse med Luther? For
ikke at tale om Grundtvig og Kierkegaard!
Yderligere står vi med det problem, at det efter Grosbøll-sagen er
officielt, at danske præster ikke tror på Gud med undtagelse måske af
en lille flok formørkede missionsfolk. Men når Gud ikke findes,
hvorfor beder præsterne så til ham? Bønnens ord må jo være rent
mundsvejr. Og det er akkurat tilfældet.
Bønnen forvandles til proklamation af alt det, præsten går ind for.
Det fremgår af de klamme bønner, der lires af i den
radiotransmitterede morgenandagt fra Vor Frue Kirke i København. Og
det fremgår af den kirkebøn, som "præsteinitiativet" præsenterer. Her
skilles fårene fra bukkene, her får de vantro læst og påskrevet:
»Vi beder dig for de mennesker, der i deres angst for fremmede, ikke
tør åbne deres hjerte, for dem, der lider nød. Vi beder dig, at du vil
åbne deres øjne, så de i den fremmede kan se deres bror eller søster«.
Her høres igen den farisæer, der engang stod i templet og sagde:
»Herre, jeg takker dig, fordi jeg ikke er som tolderen derhenne«.
Selvretfærdigt tales der tilmed i kirken, af alle steder om os, med de
åbne hjerter og øjne, og dem, de hårdhjertede og blinde.
Tvivlende spørger vi: Hvordan stemmer det med evangeliet?
I vores vankundighed troede vi, at det sletter, ikke sætter skel, og
at Søren Kierkegaard har ret, når han siger: »Skulle jeg tvivle om ét
eneste menneskes evige salighed, måtte jeg fortvivle over min egen«.
"Præsteinitiativet" må være en sag mellem den enkelte præst og
hans/hendes menighed, og man kan jo klogeligt blive væk, hvis man ikke
gider høre på præsten. Derfor ville der ikke være grund til at hæfte
sig ved det, hvis ikke det udtrykte en tendens i folkekirken, der også
ytrer sig i den usmagelige skulptur, som Københavns biskop, domprovst
og menighedsråd har ladet opstille ud for Vor Frue Kirke.
De samme mennesker, som er så nervøse for at krænke muslimer, krænker
gladeligt både katolikker og almindelige danskere. Hvilket ansvar har
de for katolikkernes eventuelle forsyndelser? Og kan forsyndelserne
defineres så plat, som tilfældet er her? Har ikke også katolikker krav
på respekt?
"Præsteinitiativet" og folkene bag skulpturen påberåber sig moralsk
ret til at fordømme alle, der ikke tænker som de, og skamløst
udtrykker de deres moralisme i bøn til den Gud, de alligevel ikke tror
på.
Kan hykleriet blive større?
Grundtvig skrev engang: »Sandru hedning, tyrk og jøde/ dem har Gud i
grunden kær,/ hader frem for alt de søde,/ som på skrømt ham træde
nær«. Det er her skellet går: mellem de sandfærdige og dem, som
gebærder sig på skrømt. Det sandfærdige menneske er nemlig menneske på
lige fod med andre. Netop fælles menneskelighed er en grundpåstand i
evangeliet, også juleevangeliet. »Så er der da ingen forskel på jøde
eller græker, træl eller fri, mand eller kvinde, thi de er alle ét i
Kristus«.
Dette er, hvad præsten er forpligtet til at prædike. Ikke sine private
politiske kvababbelser.
Det fælles menneskelige er, hvad jøden Shylock i Shakespeares
Købmanden i Venedig påberåber sig.
Han er lige så forhånet og foragtet, som jøder er det den dag i dag,
da man holder Holocaust-benægtelse-konference i Iran, og jøder også
chikaneres her til lands.
Shylock råber til sine plageånder bl. a.: »Jeg er jøde! Har en jøde
ikke øjne? Har en jøde ikke hænder, arme, ben, organer, skikkelse,
sanser, lidenskaber? Næres han ikke af samme føde; såres han ikke af
samme våben, er han ikke udsat for de samme sygdomme? Helbredes han
ikke ved de samme lægemidler? Varmes og køles han ikke af samme sommer
og vinter som en kristen? Hvis I stikker os, bløder vi da ikke? Hvis i
kilder os, ler vi da ikke. Hvis I forgifter os, dør vi da ikke?«
Julen er betoningen af denne basale, fælles menneskelighed, uanset
politiske meninger og rigtige eller forkerte holdninger.
Julen er budskabet om Guds velbehag i enhver sanddru hedning, tyrk og
jøde.
Kun den, der træder ham nær på skrømt, spænder ben for sig selv, fordi
hykleren altid lukker sig selv inde i sit hykleri og derved afskærer
sig fra netop det fællesskab, som omfatter alle sandfærdige og ingen
udelukker.
Det fælles menneskelige er jo, hvad der lyser imod enhver med følelse
i livet fra det nyfødte barn, som intet andet er end netop nyfødt.
Hverken præst eller politiker, hverken mægtig eller afmægtig, men
alene menneske, et pant på liv og fremtid.
Det er, hvad julen vil sige, man behøver kun høre efter, så toner
budskabet rent igennem.
GLÆDELIG JUL
<<<<<<<<<
--
når folk siger deres religion ikke må kritiseres, og
dræber mennesker for at skræmme andre fra at gøre det i fremtiden, SÅ
er det lig med terrorisme.