Skyldes korpsåndens lynch EMPATI?
Når Wildwest-byen harmes over, at kapitalistens datter er blevet
voldtaget, så kan bumser finde sammen om at lynche en tilfældig
mistænkt.
Storbyer elsker sådan ussel selvtægt, som også findes i DK idag, fx da
en enlig mand i Hvidovre myrdedes, fordi to piger opdigtede, at han
havde onaneret på sin altan mens han så på deres blottede navler.
Spørger man lynch-selvtægterne om, hvorfor de myrdede den uskyldige
mistænkte, så vil de hævde, at de havde empati med truede unge piger
generelt, og ville beskytte mod, at andre blev voldtaget.
Men korspsånden, der skaber sammenhæng og synkronisering ved en
lynch-hængning,
handler om farisæisme - at når man får afløb for aggressioner ved at
straffe en syndebuk, så føler man sig retfærdiggjort og overlegen og
bedre end synderne.
Kan man ikke hæve sig selv i rang, kan man sparke andre ned.
Empati har mor med sit spædbarn, men når vi nyder vor medlidenhed med
et "offer", så er det om at gøre sig selv til vellønnet behandler, der
*ejer* offeret og er ansvarlig for det. "Ansvar" er eufemisme for "magt".
Samfundet offergør i stor stil og lokker svage borgere til "tillært
hjælpeløshed" fx at stamme, så den svage ikke er en trussel, men er
jobskabende for de terapi-uddannede og sagsbehandlerne.
|