Mesterlig klumme i Berlingske af Lars Hedegaard (tak til la
Kimpolina):
Groft sagt 19. dec. 2006:
Det nye Guantanamo
Efter søndagens tildragelser på Nørrebro har idealisterne fra
Ungdomshuset ikke fået den bedste presse. Lederartiklerne går fra
det decideret negative til det mildt bebrejdende, og i
Jyllands-Posten og Berlingske Tidende er tålmodigheden helt sluppet
op. Ryd så det hus, lyder det uden mange omsvøb.
Har de unge nu tabt kampen om mediernes gunst? Ingenlunde. Hvad, vi
har oplevet, er første akt, og den bliver erfaringsmæssigt kort.
Om et par dage vil vi begynde at læse beretninger om politiets
brutale adfærd over for sagesløse unge mennesker. En uge senere er
søndagens begivenheder blevet til et lumpent politioverfald på en
fredelig demonstration. Derefter vil politikere som Frank Aaen, Anne
Baastrup og Rune Lund begynde at udtrykke deres uro over det
indtrufne. Der vil blive stillet spørgsmål til justitsministeren, og
om ca. 14 dage vil der blive rejst krav om en uafhængig undersøgelse
af hele begivenhedsforløbet. Statsministeren vil føle sig tvunget
til at sige, at der ikke er noget at komme efter, og Villy Søvndal
og nogle radikale vil svare, at det er typisk.
Forinden vil Politiken have rejst så megen tvivl om, hvad der i det
hele taget er foregået, at fem internationale organisationer vil
kritisere regeringen for at have overtrådt en række konventioner og
kræve en forklaring. Omkring 1. februar vil DR blænde op for en
rystende dokumentar, der hedder »En søndag i december«, som viser
politiets uprovokerede overfald på hjemløse mindreårige med
påfølgende tortur af specielt de udenlandske arrestanter.
Det hele minder uhyggeligt om Abu Ghraib og Guantanamo, lyder nu den
samstemmende kritik fra oppositionen. De Konservative vil få
problemer med at støtte det menneskesyn, der førte til politiets
uvarslede overfald, men vil henføre denne eksempelløse udartning af
dansk politik til Dansk Folkepartis begrædelige indflydelse.
--
GB
|