Den religiøse lykke. Hvad går op, må komme ned.
Meget kan forklares ved menneskehedens fortid , hvor stammer var i
strid med hinanden og de, der opfandt effektiv religion der gav
sammenhold og soldater-dødsforagt og -mod var dem, der vandt krige og
overlevede
I den situation hvor vi sku gejles op til had mod fjender og orgasme i
parforhold og anden begejstring blev det et ideal med ekstase som
maximal lykke. Men disse højdepunktsoplevelser er som alkohol og anden
rus - der følger tømmermænd bagefter. Måske det rige liv for mange er
snarere at finde i anden hyperaktivitet, fx resultatrigt produktivt
liv, hvor man udvider menneskehedens grænser uden at stjæle bidder af
naboens del af lykkekagen.
At overgå hinanden i handelskrige og finde sin rette niche, når man
lider nederlag, kan være det ideelle liv.
Religion har sødmerne
1. orden i sagerne mht forklaring på naturens mysterier
2. samværsfølelse med andre i sekten
3. selvrespekt via tænkning om livets mystik og æstetik
Nietzsche mente, at kirken var netop hvad Jesus advarede imod, men at
den dog var en ædlere institution end staten.
Måske religions-fordelene 1+2+3 eller nogle af dem kan nok opnåes
bedst på et frit marked. Privatisering bør give dette en chance.
Måske tidspunktet er dårligt nu, da den intelligenteste del af
indvandringsmodstanden er Tidehvervs-præster, og al statsbureaukrati
er så nær ved den socialistiske folkekirke i ideologi, at
kirkestat-adskillelse vil blive brugt til at overføre midler til Islam
via "religions-lighed".
|