Peter Westh <htsewp@hum.ku.dk> skrev i en
nyhedsmeddelelse:9hhj0f$dgp8t$1@ID-62221.news.dfncis.de...
> Jeg så den i Park forleden, og ved ikke helt hvad jeg skal synes.
>
> Et problem er, at det er vanskeligt at at afkode, hvor bevidst filmen er i
> sine virkemidler - kameraerne der dvæler ved ansigternes temmelig
stereotype
> udtryk - den håbløse scene, hvor de to piger sidder og kigger på et Van
> Gogh-maleri osv. Når pigerne er skræmte og urolige, gemmer de sig bag en
> bil. Er filmen skåret ud i pap, eller er den uhyre sofistiskeret?
Jeg vil mene, at du selv svarer ved at stille spørgsmålet: Den er begge
dele.
> Mest af alt har jeg et problem med alle de anmeldelser jeg har læst: De
> taler alle om en "hudløs", "uforglemmelig" og "dybt nødvendig" film af en
> "modig" instruktør. Hvorfor?
Nogle svar kunne være: "Modig", pga. censuren i Iran; "Hudløs" pga. den
realistiske stil, "uforglemmelig" pga dens måde at bygge stemning op på,
"Dyb nødvendig" fordi den tjener en væsentlig funktion: Bevistliggørelse af
en situation: Kvindeundertrykkelse i Iran
> Årsagen er ikke underholdningsværdien, som er lig nul hvis man ikke ser
> filmen i et politisk perspektiv.
Du har helt ret
> Det er her, jeg tøver. Alle - vitterligt alle - anmeldere har set filmen,
> som om den er dokumentarisk. So ist Leben im Iran. Jamen, det kan man jo
se
> på filmen.
Der er vel ingen, der er i tvivl om, at der er tale om fiktion, stilen er
dokumentaristisk, men fiktionen udspringer af instruktørens møde med
virkeligheden.
> Ingen spørger, om billedet måske er fortegnet, om instruktøren måske
> overdriver med en bestemt hensigt, hvem han er, hvor han kommer fra, hvad
> han vil. Filmens temmelig perifere eksistenser ses som "Den Iranske
Kvinde",
> den hæslige storby som "Iran uden filter", og de skitserede familimønstre
er
> "den rystende sandhed"
> Filmen er sand, fordi den fortæller os noget vi gerne vil vide.
Jeg tror snarere, at den bliver opfattet som "sand" fordi den bekræfter det
billede, man i øvrigt har af Iran.
Du kan sagtens spørge om, hvorvidt billedet er fortegnet, men for at komme
videre af den tangent, er du næsten nød til at henvise til noget, der tyder
på det.
> Det er ikke fordi jeg udelukker, at filmen siger nogle væsentlige
> andheder - men i virkeligheden tjener den totale mangel på kritik i
> modtagelsen af en film som denne jo til at gøre filmen tandløs og ufarlig.
> Vi overser afsenderen, hans ide og hans manipulation med os, fordi han
> repræsenterer de fattige og undertrykte, som vi har det god med at
> sympatisere med. Ikke fordi vi vil tage stilling til en politisk kamp, men
> fordi han - undskyld udtrykket - er en "good nigger".
I dette tilfælde finder jeg det svært helt at adskille "sagen" og
"afsenderen". Hvis man sympatiserer med sagen, accepterer man måske lettere
afsenderens virkemidler og manipulation. En del af anmelderne har dog også
forholdt sig til, de virkemidler, der bliver brugt. Det er ikke nødvendigvis
et tegn på, at man er ukritisk, blot fordi man er positivt indstillet
overfor dem.
Anmeldelernes og publikums modtagelse af filmen afhænger naturligvis af det
billede, der er tegnet af Iran i øvrigt (i medier, andre film osv.). Hvis
det billede er fortegnet har du en pointe, men er det det?
> Har andre det som jeg, eller er jeg alene med denne mistanke?
Jeg vil give dig ret i at der kan være en tendens til at sympatisere med de
"rigtige meninger". Det kan virke lidt for let. Men uanset om man finder
meningen med "Cirklen" rigtig eller ej, så jeg i hvert fald sige, at jeg
mener, at instruktøren når frem til den på en utrolig fin og filmisk
imponerende måde.
Alternativet, hvis man ikke vil accepterer at indtruktørerne må lave film
med politiske perspektiver eller psersonlige holdninger, kan man jo bare
vende sine blå øjne vest på for at se, hvad kan udvikle sig til.
I forbindelse med premieren på "Cirklen" skrev jeg en længere artikel om
iransk film, som du kan læse her, hvis du har lyst:
http://www.cinemazone.dk/article.asp?id=292&area=4
Venlig Hilsen
Jesper Vestergaard
www.CinemaZone.dk