Astronomen Sanjay Mehra har viet hele sit liv til at undersøge
muligheden af intelligent liv i universet. Efter mange års forgæves
forskning bygger han sin egen sendestation, hvorfra han sender
permutationer af den hellige stavelse OM, hvilket til sidst giver resultat.
Da han forsøger at indvie kollegerne i sin opdagelse, bliver han
imidlertid til grin. Mehra (spillet af Rakesh Roshan) dør kort efter i
en bilulykke, da han og hans kone pludselig ser det rumskib, hans
signaler har tilkaldt.
Hustruen Sonia (spillet af Rekha) trækker sig tilbage til en lille by i
det nordlige Indien, hvor hun opdrager deres fælles barn Rohit (Hrithik
Roshan). Ved bilulykken pådrog den endnu ufødte Rohit sig en alvorlig
hjerneskade, og Rohit vokser op som udviklingshæmmet.
Da byen ikke råder over institutioner for børn som Rohit, går han i
stedet i en almindelig klasse blandt langt yngre børn, blandt hvilke
hans nærmeste venner også skal findes: Rohit er måske nok voksen, men
han har et barns sind og forstår sig ikke på de voksnes verden.
Til denne by ankommer en dag den smukke Nisha (Preity Zinta), som Rohit
og hans venner først gør grin med, med det resultat, at hun bliver
rasende og pudser et par af sine egne venner på den arme Rohit, som
udsættes for den totale ydmygelse.
Da Nisha bliver klar over Rohits tilstand undskylder hun mange gange, og
ender med at blive hans bedste ven. En skønne dag finder Rohit og Nisha
Sanjay Mehras gamle kommunikationsudstyr, som de kommer til at aktivere,
hvorved de hidkalder dé rumvæsner, som forårsagede faderens død.
Et af rumvæsnerne forvilder sig væk fra skibet og møder Rohit, der
installerer væsnet (som mest af alt ligner Yoda fra Star Wars-filmene) i
sit skur og sammen med sine venner beskytter ham mod myndighederne, der
har lanceret en storstilet eftersøgning. Rumvæsnet reparerer som tak
Rohits hjerneskade, hvorefter han bliver superintelligent og får
kæmpekræfter. Nisha falder pladask for ham i hans nye skikkelse, men
pludselig tager tingene fart, efterhånden som Rohits fjender finder hans
forvandling lidt for påfaldende.
Koi ... Mil Gaya er, som det vil forstås, en science-fiction-film, og er
som sådan tydeligt præget af såvel E.T. som Close Encounters of the
Third Kind. Den kan imidlertid ikke afvises som blot et "spin-off" af
disse film - dens historie og indfaldsvinkel er helt sin egen, og
instruktøren Rakesh Roshan taler da også om en bevidst hyldest til
Spielbergs film, snarere end en stjælen fra dem.
Typisk for indisk film er det snarere hovedpersonen, den evnesvage Rohit
og hans håbløse forelskelse i Nisha end det er mødet med rumvæsnet, der
er i fokus; og her må man sige, at filmen først og fremmest tilhører
Hrithik Roshan, der leverer en forrygende præstation som den godmodige
men uretfærdigt behandlede Rohit.
Ligeledes typisk er den for science-fiction-genren lidt atypiske
eksplicitte kobling til religionen: Ligesom Sanjay Mehra kommer i
kontakt med rumvæsnerne via permutationer af OM, beder hans søn resolut
til Krishna, da rumvæsnets kræfter pludselig fejler - og Krishna svarer
tilsyneladende!
KOI ... MIL GAYA lader sig måske bedst se som en børnefilm, som i den
gamle påskrift: "For børn og barnlige sjæle". Således havde jeg selv
fornøjelsen af at se den sammen med to børn på ni og ti, hvor især den
yngste måtte knibe en tåre under Rohits værste ydmygelser, og jublede
højt, da Rohit og børnene senere i filmen med Jadoos hjælp forsøgte at
vinde en vigtig basketballkamp.
Filmen er med andre ord meget morsomt fortalt, centreret om en meget
overbevisende og indtagende Rohit, også selvom den må forekomme en lille
smule langtrukken og over the top specielt mod slutningen, og i optakten
til nogle af sangene. Titelsangen "Koi Mil Gaya" fejler dog ligesom
baggrundsmusikken absolut ingenting.
Instruktøren Rakesh Roshan blev i sin tid vred over, at denne film ikke
blev udtaget som Indiens officielle bud på en Oscar-kandidat det år. Det
skulle han nu ikke være så ked af: Skønt der er tale om en god film, er
der lidt for meget fyld og for mange "boy-meets-girl"-sange til, at den
ligefrem kan betegnes som Oscarmateriale.
Til gengæld er der ingen tvivl om, at KOI ... MIL GAYA ligesom sin
efterfølger KRRISH teknisk og emnemæssigt repræsenterer et stort skridt
fremad for indisk film. Og som sådan skal den også herfra anbefales som
den fornøjelige, barnlige, spændende og sine steder lovligt overgearede
coming of age-film, som den er.
KOI ... MIL GAYA, Indien 2003. Instrueret af Rakesh Roshan med
manuskript af Rakesh Roshan, Robin Bhat m.fl.. Hindi med engelske
undertekster. Købes over nettet eller f.eks. i Basar Vest, Århus.
--
http://www.modspil.dk/film -
indiske film m.m.