Erstatnings-jura rummer øje-for-øje retfærdighed: Slavearbejdere i
WW2
Da Glistrup et år arbejdede på amerikanske juridiske faktulteter, især
på University of Alabama og Berkeley
fandt han mange meningsfæller mht at erstatninger bør nedtrappes
Hvis folk ejer noget dyrt, kan de forsikre det.
Den fattige, der pga sjusk kommer til at begå dyrt hærværk, kan
sjældent erstatte
At vurdere, hvor stort et tab man har påført ved at forårsage, at en
medborger er kommet for sent til toget, er umuligt.
De store erstatninger fx et nyt hus hvis det gamle brænder, er en sag
for socialkontoret, mener Glistrup, der ellers ikke ønsker vækst i
offentlige udgifter - men som er socialist på de få felter, hvor der
er størst mulig lykke for flest danskere, i at være socialist.
Når et land taber en krig, så idømmes det undertiden erstatning ved
*landafståelser* og evt en ved krigsafslutning aftalt
krigsskadeerstatning.
Det er urimeligt, at man 60 år senere finder på at kræve, at tyske
firmaer skal betale løn med renters rente til familier til afdøde
slavearbejdere i ØstEuropa i WW2.
Firmaerne kommanderedes til at skaffe cement til fæstningsanlæg, og
var nødt til at skaffe bolig og mad som betaling til balterlandes "slavearbejdere"
og har måske sikret disse arbejderes overlevelse i en tid med mangel
på job og mangel på mad.
Erstatningerne er en urimelighed og er skabt at USA-misundelse imod
Krupp og andre tyske firmaers ny overlegenhed.
USA fik jo WW1+2 igang, fordi man var truet i handelskrige af Tyskland
og derfor skulle de ned med nakken, og at man sparkede på en
jævnbyrdig gentleman-fjende der lå ned i 1945-47 er altså ikke nok,
det skal gentages - pengeafpressere bliver aldrig mætte.
|