Danmark står foran store problemer på energiområdet, hvis ikke vi lægger
om til andre energiformer. Det gælder høje priser, mangel, forurening,
CO2 udledning mv. Danmark er desværre ikke klassens duks på
energiområdet pga de mange, meget forurenende kulfyrede kraftværker.
Ikke overraskende er det den energiform der medfører størst udledning af
CO2. I tilgift hertil kommer svovldioxid, kvælstofilter og et utal af
giftstoffer. Kort sagt: Der er behov for en ny energikilde. Desværre
skalerer vind-,sol- og vandkraft ikke særligt godt, det tager for længe,
det er for dyrt og de er stakatiske. Der er brug for en energikilde der
også virker når det er mørkt og vindstille. Med de mængder der er behov
for, så er der ikke andre valgmuligheder end atomkraften. Det er heller
ikke et dårligt valg, hvis man vælger liquid fluoride reactor (LFR)
teknologi og kører thoriumcyklus.
Jeg skal forsøge kort at gøre rede for hvad det er for en teknologi: En
LFR kører med sit brændsel opløst i fluorid og det pumpes ind og ud af
reaktoren, affaldet kan løbende sorteres fra, det uønskede xenon-135 som
absorberer neutroner kan også fjernes. Kører man en cyklus med Thorium
er det en yderst anvendelig teknologi. Thorium er ikke i sig selv
spaltbart, det er det der hedder fertilt: Ved neutronbestråling i
reaktoren så forvandles thorium-232 til Th-233, som hurtigt henfalder
til Protactium-233, det henfalder med en halveringstid på nogle uger til
U-233, som er spaltbart. Det er ønskværdigt at frasortere protactium, da
der ved yderligere bestråling opstår uønskede radioaktive
affaldsprodukter i stedet for spaltbart uran-233. Reaktoren kan startes
med et spaltbart materiale som f.eks. U-233, U-235, eller Pu-239.
Thorium i reaktoren bombarderes med neutroner og blive til U-233, så
processen er selvvedligeholdende ved tilførelse af thorium.
Fordelene ved en thoriumcyklus frem for alm. uran er mange: Hvis vi
sammenligner med en alm. letvandsreaktor, så skal den for at forbrænde 1
kg U-235 (under forudsætning af 100% effektiv forbrænding!), så skal den
tilføres ca. 28,5 kg uran beriget til 3,5%, for at frembringe denne
berigede uran skal der udvindes 5.700 kg råuran ved minedrift, det er
ved berigning kun muligt at udvinde 0,5% U-235 af råuranen, de sidste
ca. 0,2% kan det ikke betale sig at udvinde.
For at få at forbrænde en energimængde i U-233 i en LFR svarende til
energien i 1 kg U-235 der skal udvindes 25g thorium i minen, som bliver
til 25g U-233, som er 40 gange så energirigt som U-235 og LFR skaber 25g
affald mod 28,5 kg fra letvandsreaktoren. Affaldet fra letvandsreaktoren
er farligt 100.000 år eller mere, men affaldet fra LFRen er ligeså
ufarligt som aske fra et kulkraftværk efter 300 år! Der er flere
fordele: Fordi brændslet er så energirigt i en LFR, så er reaktoren ikke
så stor - den skal ikke rumme så meget brændsel ad gangen, det betyder
også mindre reaktorindeslutning og mindre reaktorbygninger. Det betyder
kortere byggetid og lavere byggeomkostninger. Men det er ikke alt: Ud
over strøm producerer LFRen også termokemisk produceret brint og masser
af fjernvarme. Altså rent kinderæg
. Den opererer nemlig ved en
væsentlig højere temperatur end en letvandsreaktor. LFRen er en yderst
sikker reaktor, den kan ikke nedsmelte og lave kinasyndrom, den
producerer ikke plutonium som kan bruges i atombomber, det gør den
yderst velregnet til at forhindre spredning af kernevåben.
Byggetid? Kinerserne opfører pt. alm. atomkraftværker på 4 år, jeg vil
tro LFRen kan opføres på samme eller kortere tid. Fordelene ved LFRen er
så store, at det er bare om at komme i gang med at bygge dem.
Læs mere om thoriumenergi her:
http://thoriumenergy.blogspot.com/
--
Hans far viste ham engang en arbejder, siden da
har han lavet film om arbejdere.
- Jacob Stegelmann om Erik Clausen