"Soren Larsen" <sohela@tiscali.dk> skrev i en meddelelse
news:45510de6$0$13995$edfadb0f@dread15.news.tele.dk...
> Per Hagemann wrote:
>> "Bo Warming" <bwng@bwng.dk> skrev i en meddelelse
>> news:ttV3h.107768$ZR1.48012@fe73.usenetserver.com...
>>>
>>> Og det er tvivlsomt at masserne der læser historie som underholdning,
>>> nogensinde har lært af historien og flyttet deres kryds fordi de var
>>> blevet kloge af indsigt i fortiden
>>>
>>
>>
>> Historiske begivenheder kan bruges som skræmmeeksempler. Generelt er
>> mennesker meget letpåvirkelige og derfor troende på tidens
>> værdinormer. Altså vil man ofte mene at det samfund man er vokset op
>> i er det bedste i verden gennem tiden.
>>
>> Det kan også bruges politisk. Truslen udefra illustreres godt af
>> tusindvis af eksempler fra historien, hvor en fjende totalt har
>> omvæltet samfundet. Her et enkelt eksempel fra en historiebog:
>>
>> "... vandalerne fortsatte til Nordafrika, hvor de plyndrede Karthago
>> i 1439.
>
> HUH!?
>
> Der fik du lige lagt 1000 år på.
>
>
> Vandalerne indtog Karthago i 439 stort set uden modstand.
>
>
Ja, jeg er så vant til at lade årstal starte med et tusindtal, at jeg
tanketomt afskrev 439 som 1439.
>
>
>>I Gallien fandt barbarernes bosættelser sted på grundlag af
>> hospitalitas-systemet, hvor den romerske jordejer delte sin jord med
>> sin barbariske "gæst".
>
>
> Sandsynligvis var der ikke tale om deling af jorden, men derimod
> at de germanske soldater blev betalt med indtægten fra
> disse jorde.
>
>
>
>
>> I Spanien og Afrika var barbarernes ankomst
>> betydelig mere voldsom ...
>
> HUH!?
>
> Selvfølgelig var der voldsomheder i Spanien og Afrika
> men de var i det mindste ikke grænseområde
> mellem romere og "barbarer" i århundreder.
>
> Derved undgik de småbataljer som slaget ved Chalon
> i 451 hvor en koallition med Visigotherne som de mest betydningsfulde
> slog Attila's Hunner etc.
>
> Slaget ved Strassbourg 357 mellem Romere og Allemanni osv
>
>
>
>>Vandalerne selv var i høj grad i stand til
>> at værdsætte den romerske civilisation bekvemmeligheder"
>
> Hvorfor sku de ikke det?
>
>
>
>>
>> Dette eksempel svarer nøje til nutidens muhamedanske invasion,
>
> Lige en detalje:
>
> Det er os der invaderer dem.
>
>
>
>>så på
>> den måde kan historiske skræmmebilleder godt bruges politisk, hvad
>> Glistrup også benyttede sig af i følgende citat fra hans 1994-bog:
>
> Forskellen er at din historiebog, som tydeligvis har en del år på
> bagen, i det mindste leverede kvalificeret sludder da den blev udgivet.
>
Oversættelsen er fra 2005. Jeg ved godt at nogle vestlige historikere sætter
en ære i at vende op og ned på fakta om vandalernes og muhamedanernes hærgen
i Spanien og andetsteds, men denne historiebog, som hedder Verdenshistorie
gennem Tiderne, er så ny at den er vendt tilbage til det traditionelle at
beskrive historien mere objektivt end spekulativt.
> Det nedenstående er ukvalificeret rablen der kun kan virke som
> skræmmebillede
> hvis man ikke kender sin historie.
>
Der er så vidt jeg ved intet ukorrekt i Glistrups beskrivelse, men i
1994-bogen var der måske mere tale om en opsang end en objektiv historisk
redegørelse.
I Glistrups og Buhls 1999-bog (bøgerne ligger på
www.glistrup.com ) er
sproget mindre værdiladet og der er flere detaljer med. Så her en hel del
fra 1999-bogen:
citat start
Kapitel 2
Historie
Før profeten Muhameds fremkomst herskede der relativ tolerance og frihed i
Mellemøsten. Sassanide-dynastiet (224-651) havde accepteret den religiøse
pluralisme. Aristokratiet, hæren og det persiske folk tilhørte den
zoroastriske eller den mazdeistiske religion, mens kristne og jøder mere
eller mindre udgjorde majoriteten i Babylonien og Mesopotamien. Den
nestorianske kristendom havde slået rod i bl.a. Bahrein, Oman, det nuværende
Afghanistan og nåede helt til Kina.
Denne harmonitilstand skulle hurtigt blive tilintetgjort med fremkomsten
af Muhamed i 600-tallets begyndelse. Den vigtigste - religiøse såvel som
juridiske og moralske - muhamedanerpligt er loyalt, trofast, selvudslettende
og ensrettet at udvide muhamedanismens diktatorområde. Med magt, med svig,
med børnefødsler, med frihed til at bryde enhver aftale med en vantro, med
forhånelser mod dem, der venligt har taget imod de fremmede og
retfærdiggørelse af alle andre lignende resultatsøgende midler: Hensigten
helliger midlet. Kampiveren detaljedokumenteres i skildringer af svig,
snigmord, massakrer osv. i Frants Buhls "Muhameds Liv".
Da muhamedanerne, efter at de i år 622 var flygtet fra deres hjemby Mekka
til Medina, ikke havde nogen regelmæssig indtægt, besluttede Muhamed at
plyndre karavaner. Dermed kunne han samtidig gøre Guds værk.
I januar 624 angreb en håndfuld muhamedanere for første gang en karavane,
hvorved de dræbte én rejsende, mens to blev taget til fange og en flygtede.
"Det var det første liv, som Islam tog i kamp, men sandelig ikke det
sidste", kommenterer Burns (1994). Muhamed var angiveligt oprørt fordi det
skete i den hellige måned Rajab, hvorfor han først afslog af modtage sine
lovfæstede tyve procent af byttet. Imidlertid åbenbaredes en sura for ham,
hvori Allah samtykkede, så Muhamed accepterede sin andel. Det var langt fra
den eneste gang, hvor Allah "mirakuløst" kom sin profet til hjælp i mindre
åndelige sammenhænge. Mest direkte kom det måske til udtryk, da Muhameds
adoptivsøn Zayd lod sig skille fra sin kone Zaynab, som var forelsket i
profeten. Han havde set hende nøgen "og følte sig meget stærkt tiltrukket af
hende". Imidlertid havde Muhamed allerede fire hustruer, maksimum ifølge
islamisk lov. Da kom Allah imidlertid igen sin profet til hjælp. I koranen
(33:37) lyder åbenbaringen: "Da Zayd havde skilt sig fra hende viede Vi ham
til dig, så at det ikke vil være en forbrydelse i de troendes øjne at gifte
sig med deres adopterede sønners koner, når forholdet er afsluttet." Og i
sura 33 vers 49: "Oh Profet! Vi tillader dig...enhver troende kvinde, som
hengiver sig til Profeten, og som denne ønsker at ægte. Denne frihed skal du
alene have frem for de øvrige rettroende." Man kan spørge sig selv, om
Muhamed egentlig var Allahs tjener - eller var det omvendt?
Profeten styrede sit nyoprettede samfund af troende med en hårdhed, der i
nutiden kendes fra paralleller som paster Moon og David Koresh. Engang, da
nogle troende var så svage af feber, at de dårligt kunne stå, forrettede de
deres bøn siddende. Muhamed formanede dem: "En siddende mands bøn er kun
halvt så meget værd som en bøn, der udføres stående." Så de rejste sig
rystende op. En kvindelig digter, der gik imod profetens budskab, blev med
sit spædbarn i favnen dræbt af hans udsending, og på samme måde gik det, da
den angiveligt over 100-årige digter Abu Afak vakte Muhameds vrede. Profeten
udbrød: "Hvem vil hævne mig over for denne slyngel?", og en Salim ibn Umayr
blev fuldbyrderen af Guds vilje. Da nogle tyve stak af med Muhameds kameler,
lod han deres hænder og fødder afhugge, der øjne blev stukket ud, og de blev
"smidt mod stenet jord indtil de døde".
Da Muhameds gamle fjende Abu Jahl dræbtes i et slag, blev hans hoved i
triumf bragt til profeten. Blandt muhamedanernes omkring 70 krigsfanger blev
i første omgang to dræbt: Nadr for at le ad ham og hans guddommelige
åbenbaringer, og Uqba for at smide affald imod ham i Mekka. Da Uqba spurgte:
"Men hvem skal tage sig af mine sønner, Muhamed?", lød svaret: "Helvede!".
Profetens tilhængere Umar og Saad ønskede dernæst at slagte alle fangerne,
men Muhamed besluttede at få løsepenge for så mange som muligt og kun dræbe
dem, der blev tilbage. Imidlertid måtte Muhamed ydmyg i sin næste åbenbaring
fra Allah få at vide, at Umar og Saad havde ret. (Burns 1994).
Trods alt dette kan vor ledende islam-missionær/"ekspert" Jørgen Bæk
Simonsen sigende skrive, at Muhamed var en "reel og ærlig person", og at der
"intet fanatisk var ved hans åbenbaringer" (Ferdinand & Mozaffari s. 85)!
Kort efter, at Muhamed havde grundlagt sin skæbnesvangre "religion", var der
en jødisk dreng på Medinas markedsplads, der i spøg løftede kjolen på en
arabisk pige for at se hendes bagdel. De rasende arabiske handlende dræbte
drengen på stedet. Gal over denne jødiske indiskretion belejrede profeten
det jødiske Qaynuga-kvarter i Medina for at hævne bruddet på den
muhamedanske anstændighed. Jøderne kapitulerede, og en af deres beskyttere,
der for nylig var konverteret til muhamedanismen, gik med succes i forbøn
for deres liv. Som betingelse for at give dem lov til at leve krævede
Muhamed imidlertid, at de skulle rejse et andet sted hen, men de skulle
efterlade alle deres ejendele til muhamedanerne. En femtedel af byttet gik
direkte til profeten personligt i overensstemmelse med de regler for deling
af bytte ved plyndringer, som Muhamed selv havde bestemt. Operationen blev
derfor en stor finansiel succes for både profeten og hans tilhængere.
Det følgende år, 625, led den jødiske Nadir-stamme en lignende skæbne:
Muhamed nedbrændte deres palmelunde og delte alle deres marker og deres
ejendom mellem de rettroende. Jøderne flygtede nordpå til Khaybar, men for
at demonstrere, at hans indflydelse kunne nå helt dértil, sendte Muhamed
nogle mænd for i Khaybar at dræbe en aldrende jøde, Atu Rafi. Han blev dræbt
i sin seng. Da muhamedanerne endelig fik besejret Nadir-stammen, lod
profeten alle dens 700 mænd halshugge, idet han beordrede dem til at knæle
ved siden af en grøft, hvorefter de "yngre og stærkere" rettroende afhuggede
hvert hoved i et enkelt hug.
Som digteren Henrik Nordbrandt har redegjort for, er muhamedanismen en
historisk ulykke baseret på, at Muhamed var psykopat. Det hindrer dog ikke
det danske muhamedaner-magasin "Khilafa" (april/juni 1996) med begejstring
at citere Muhamed: "O muslim! O Allahs slave! Der er en jøde bag mig, kom og
slå ham ihjel." For muhamedanere alle steder og til alle tider er og bliver
Muhamed fuldstændig fejlfri - forbilledet som barn, som mand, som far, som
søn, som handelsmand, som leder, som lærer, som lovgiver, som ven, som
statsmand og som "elskværdig og generøs følgesvend" (Waddy s. 187). Med
millioner af Muhamedfølgesvende-aspiranter indenfor Europas grænser i dag
synes en erkendelse af denne mands natur langt fra at være af kun ren
historisk interesse.
Det er vigtigt at huske på, at i muhamedanismen er det profeten og ikke
Allah, der egentlig dyrkes, hvilket berettiger brugen af de angiveligt
"fornærmende" betegnelser muhamedaner og muhamedanisme i stedet for muslim
og islam. "Du kan fornægte Gud, men ikke Profeten!" er den fundamentale
holdning i muhamedanismen; Asmussen (1989) fastslår ved et citat holdningen:
"Muslimer kan finde sig i angreb på Allah - der findes ateister og
ateistiske publikationer og rationalistiske selskaber; men foragt for
Muhammed vil selv i samfundets mest liberale dele fremkalde en fanatisme af
glødende intensitet."
Dr. Moreys gennemgang i bogen "Islams invasion" af Muhameds liv og værk
får imidlertid på flere måder én til at tænke på Hitler, Stalin og Pol Pot:
Det tiltag, som i den første svære tid styrkede det økonomiske fundament
og prestigen for Muhamed og hans tilhængere, var beslaglæggelsen af jødisk
ejendom. I begyndelsen havde Muhamed overtaget elementer i den jødiske tro,
men da det mislykkedes for ham at omvende egnens jødiske købmænd, gik han
tilbage til sine forfædres hedenske riter. Det var ved denne tid, han
begyndte at dræbe jøder - i begyndelsen lod han dem dræbe én for én, senere
angreb han jødiske byer systematisk, plyndrede dem, halshuggede de manglige
indbyggere og solgte kvinder og børn som slaver.
Også på andre måder kan Muhamed kaldes Hitlers forløber: I koranen står
der (sura 3: 106-107), at på dommedag skal kun mennesker med hvide ansigter
reddes. Morey kommenterer, at dette er racisme i sin værste form, og at
sorte muhamedanere i Amerika burde have at vide, at araberne stadig kun
betragter dem som slaver.
Koranens indhold berettiger således, at den kan kaldes arabernes "Mein
Kampf", og i sin form ligner den også Hitlers værk. Morey citerer således
en ekspert: "Fra et litterært synspunkt har Koranen ringe værdi. Ordvalg,
gentagelser, naivitet, mangel på logik og sammenhæng slår den uforberedte
læser på hver side. Det er ydmygende for det menneskelige intellekt at tænke
sig, at denne middelmådige litteratur har været genstand for utallige
kommentarer, og at millioner af mennesker stadig spilder tid på at fordybe
sig i den."
Thomas Carlyle beskrev for 150 år siden koranen som et "kedsommeligt,
forvirret sammensurium; grov, plump, endeløst gentagende, vidtløftig og
sammenfiltret". H.G. Wells mente i sin Verdenshistorie, at den er "sit
angivelige guddommelige forfatterskab uværdig, ligegyldig om den læses som
litteratur eller filosofi". Den tyske historieprofessor Ernst Nolte påpeger
i sin bog Historische Existenz (1998 s. 357), at ingen anden verdensreligion
har et skrift, der er så spækket med trusler om helvede som koranen.
Ifølge muhamedanerne er koranen skrevet på Allahs sprog (arabisk!), og
intet dødeligt menneske kan oversætte den til noget andet sprog. Koranen har
ifølge muhamedanere ikke sin lige i nogen anden litteratur - en påstand, der
kan sammenlignes med nordkoreanernes begejstring for Kim Il Sungs "Evige
Tanker" (som har haft de samme prætentioner og ørkendannende konskvenser,
kunne man tilføje).
Ludvig Holberg fastslog i 1739 rammende, at Muhameds levned var en "kiede
af Laster og Udyder", og at "Mohameds Hoved-Passioner vare Ærgierighed og
Løsagtighed, og er fast den hele Alcoran grundet derpaa; thi det meeste er
skrevet ved Leilighed, for at sette Farve paa en og anden ond Gierning, som
flyder af samme tvende Lyder. Heraf kommer det, at Alcoranen siger sig saa
ofte selv imod, og at den hele Muhamedanske Lærdom er en Kiede af
Contradictioner." Som Frants Buhl (1914, s. 11) nøgternt skriver om Muhameds
angivelige åbenbaringer, var de i virkeligheden "en noget forvirret
reproduktion af den religiøse påvirkning, han tidligere havde modtaget ved
omgang med kristne, jøder eller religiøst bevægede landsmænd, et forhold,
hvorom han naturligvis ingen anelse havde, da han opfattede det, der steg op
fra hans underbevistheds dyb, som tanker, der indgaves ham ovenfra."
Dr. Morey skildrer Muhamed som en magtsyg, blodig og hævngerrig
diktatorskikkelse med et unaturligt begær efter småpiger. Fordi profeten
fuldbyrdede sit ægteskab med Aiesja, da hun var ni, er mindstealderen for
ægteskab i Muhamedanien stadig ni år. Morey konkluderer, at koranen til
fulde kan forklares ud fra før-islamiske kilder i den arabiske kultur,
hvorfor den islamiske religion pga. sine påstande om det modsatte er falsk:
"Det er derfor ikke overraskende, at eksperter i vest har draget den
konklusion, at Allah ikke er Gud, at Muhammed ikke var hans profet, og at
Koranen ikke er Guds ord." Fra Danmark lyder således i "Tidehverv" (febr.
1991) eksperten Jesper Langballes præcise dom: "Islam er troens totale
negation forvendt til positiv religiøs totalitarisme eller kort sagt
djævelskab."
Mange er imidlertid som bekendt af den modsatte opfattelse. Således
Khomeini, ifølge hvem "den højtærede Koran og Traditionen (sunna) tilbyder
alle regler og forordninger, som menneskeheden har behov for til sin lykke
og fuldendelse." Khomeini tilslutter sig koranens egne ord om, at denne bog
er "til oplysning om alt" (sura 16 vers 89), dvs. den forklarer alle ting og
forhold. Ifølge denne opfattelse, som deles af alle muhamedanere, skulle
koranen altså være noget i stil med Rip, Rap og Rups Grønspættebog, der
altid rummer det svar, situationen kræver. En sådan tegneserie-opfattelse af
virkeligheden har en væsentlig del af menneskeheden vel at mærke nu fulgt i
over 1.300 år. Men der er såvist ingen grund til at grine. Historien har til
fulde dokumenteret den blodige alvor.
Som Khomeini selv anfører, stod allerede den "store Profet (Gud være ham
nådig)" ikke alene i spidsen for udformningen af islams trossætninger; han
anstengte sig også for at skabe den forbilledlige islamiske styreform og
gennemførte "den praktiske anvendelse af dem: Han afhuggede hænder, uddelte
piskestraf og stenede."
Der er mindst hundrede gange så meget omtale af samfundsspørgsmål i
koranen, som der er om gudstjeneste, skriver Khomeini fornøjet. Og i hele
rækken af traditionssamlinger, som udgør ca. 50 volumener og omfatter alle
islams love, "beskæftiger tre, fire bøger sig med gudstjensten og menneskets
pligter over for Skaberen, og en del af det som påbydes berører også
moralspørgsmål, men alt det øvrige behandler samfundsspørgsmål, økonomi,
ret, politik og forvaltning."
I den legale orden, hvis kilder Khomeini nævner, er der sørget for alle
menneskets behov, som fx omgangen med naboen, børnene, familien, slægten og
landsmændene, fra private forhold og det ægteskabelige liv til forskrifter
om krig og fred og forholdet til andre nationer, fra straffelov til
handlens, industriens og landbrugets retslige forhold. Den har love for
tiden før ægteskabet og befrugtningen og foreskriver, hvordan ægteskabet
skal gennemføres, og hvordan menneskets føde skal være beskaffen i denne tid
og ved befrugtningen, og den foreskriver, hvilke pligter der påhviler
faderen og moderen under amningen, og hvordan barnet skal opdrages, og
hvordan mand og hustru skal opføre sig over for hinanden og over for
børnene. Kort sagt overlades intet til tilfældighederne. Det er faktum, at
Muhameds beduin-tankeverden i 600-tallet stadig har domineredne betydning
for over en milliard menneskers hele tilværelse.
Hele dette for os vildtfremmede bør holdes på mindst syv syvmileskridts
afstand fra det frimodige Danmarks trivselssamfund. Det indebærer i det
næste halve århundrede omkalfatringer af fx vore bybilleder, medier og
tilsidst vor hidtil så afslappede mentalitet. Allerede nu giver vort regime
efter på såkaldte "følsomme" områder, og næsten ingen kritik kan rejses mod
muhamedanere uden en hetz-stemning i kølvandet.
Særligt i de sidste 8-10 år af sit liv skærpede Muhamed sine opfattelser
stærkt i forhold til jøder og kristne. De betingelsesløse krav om at kæmpe
mod de vantro, som derfor er de nyeste vers i koranen (2:216 og 9:5 -
"Sværdets vers"), betragtes traditionelt som ophævende ældre og mere
moderate udtalelser af profeten. Som Buhl (1914, s. 15) udtrykker det,
udvidedes Muhameds lokale kamp mod modstandere efterhånden til en veritabel
"udryddelseskrig" mod alle hedninger i Arabien og også mod jøder og kristne,
der ikke ved betalingen af en årlig afgift anekendte muhamedanernes
overherredømme.
Muhameds sidste ord, da han i 632 udåndede i sin yndlingshustrus skød,
var - meget profetisk: "O, I mennesker, ilden er tændt, og der kommer en
forvirring som den mørkeste nat, men mig kan I ikke bebrejde noget, thi jeg
har kun tilladt eder, hvad Koranen tillader, og forbudt eder, hvad Koranen
forbyder." Med udgangspunktet i Arabien spredte denne ideologi sig nu ud
over de omkringliggende ulykkelige folk.
I de første 300 år efter profetens død sker der ifølge Hourani (s. 92)
det, at skellet højnes mellem islam og de to andre monoteistiske religioner
(jødedom og kristendom). Som Hourani forinden havde skrevet om arven efter
Muhamed om forholdet til gammelarabisk flergudsdyrkelse, samt til kristne og
jøder. Her er de konkluderende sætninger: "Det, som blev overtaget fra den
tids religiøse kultur var så forandret, omarbejdet og forvandlet, at det for
dem, der godtog budskabet, ganske fornægtede den verden de ellers havde
kendt."
Når man i debatten ofte hører, at djihad alene skal rettes mod den
tidligere polyteisme og ikke mod skriftfolkene (jøder og kristne), er det
stik modsat realiteterne. Påstandene baseres enten på de betydningsblottede
Ahmadiya-afvigere eller på kilder fra før 624, da Muhamed endnu ikke havde
styrke til at bekæmpe Bibelens folk. Så sent som ved valfarten 631 lod
Muhamed oplæse sura 9 vers 55, der behandler polyteisme en bagatel mildere
end Bogfolkene, hvorfor det er absurd at påstå, at disse skulle være uden
for djihadforfølgelsen. Tværtimod udtværer vers 29-33 specielt i relation
til kristne og jøder alle de hårdeste behandligsformer, startende med
befaling om jødernes totale udslettelse.
Og i 5. sura vers 56 hedder det: "Oh, I troende, hav ingen forbindelse med
jøden eller den kristne. Den, der betragter dem som ven, bliver som de."
Sura 48 og flere andre koransteder supplerer: "Angrib dem fra baghold. Hug
hovedet af dem, indtil I har anrettet et stort blodbad blandt dem".
Få år efter profetens død opstod der splittelse over spørgsmålet om, hvem
der skulle være leder (kalif). En fraktion ville se profetens fætter og
svigersøn Ali som leder. De blev efterhånden kaldt "shi'at Ali" (Alis
fraktion) - heraf shia-muslimerne. Ali blev imidlertid myrdet efter fem år
ved magten (i år 661) uden at have opnået kontrol over hele det muhamedanske
område. Derpå fulgte det såkaldte umayyadiske kalifat, hvor splittelse
mellem Alis tilhængere og resten af muhamedanerne skærpedes. Striden nåede
et højdepunkt ved en massakre på Alis søn Husain og dennes familie i år 680.
Disse begivenheder er hovedtemaet i et lidenskabeligt drama, der hvert år
opføres i shiitiske områder i begyndelsen af det muhamedanske måneårs første
måned, Muharram. År 1978 efter europæiske tid faldt Muharram i december, og
i Iran blev sørgeprocessionen forvandlet til voldsomme demonstrationer mod
shahen, førende til Khomeinis magtovertagelse. Blot ét eksempel på, hvordan
før-middelalderlige hændelser stadigvæk direkte former politikken under
muhamedanismen. Og desuden et eksempel på, hvor hurtigt begivenhederne kan
udvikle sig: Da Khomeini i slutningen af 1960'erne som landflygtig i Irak
holdt sine forelæsninger om lovene for en "islamisk republik", forudså han
generationers kamp for at forberede et sådant styre i Iran. Hverken han selv
eller nogen af tilhørerne kunne ane, at han ti år senere skulle blive hilst
velkommen af en folkemasse på millioner af mennesker i Teheran og blive
opfordret til at virkeliggøre sine ideer om den islamiske republik.
En anden direkte følge af shia-islams historie er dyrkelsen af taqiya; en
laden som om, at man tilslutter sig den herskende religion. Dette blev
fremtrædende i shia-islam pga. dens minoritetsstilling under muhamedanismen,
og det fik ikke mindst praktiske politiske konsekvenser, da ayatollah
Khomeini i 1978 fortiede sit sande politiske program. I stedet serverede han
sukkerbetrukne budskaber, som de demonstrerende menneskemasser i Irans byer
gerne ville høre: At en islamisk revolution ville medføre respekt for
demokratiske rettigheder, kvindefrigørelse, arbejdernes ret til at danne
fagforeninger osv. Da Khomeini senere havde overtaget magten, indrømmede han
ifølge Hansen 1989 (s. 176), at propagandaen var dækningsløs, og at han
havde løjet med det formål at vælte shahen. Han forsvarede sig netop med den
nævnte shiitiske tradition, der vel at mærke blot er et enkelt eksempel på
muhamedanismens tilladelse til løgn og bedrag, blot det er til Allahs
fordel - i stærk kontrast til fx kristendommen, hvis martyrer hellere ville
dø end afsværge deres tro. Således fastslog en algerisk skriftklog i 1504,
at det, når man ellers blev forfulgt, var tilladt både at blive døbt, gå til
messe, spise svin og drikke vin, tage renter af lån samt lade sin datter
blive gift med en kristen, "blot man i sit hjerte holdt fast ved Islam."
(Gaudeul bd. 1 s. 202).
Denne forstillelses-mentalitet har i den grad spredt sig til alle
livsforhold i Muhamedanien, så en pakistaner, som Naipaul (s. 106) mødte på
sin rejse blandt de rettroende, kunne udbryde: "Muslimer er slette
mennesker. De lyver for meget. Alt for mange løgne fra muslimer."
Opportunismen i det ydre gør det selvfølgelig også uhyre vanskeligt at stole
på "integrerede" muhamedanere i Vesten.
De "frugtbare" muhamedanske perioder er stort set opspind. Hele tiden har
det af koranen legitimerede tyranni stukket en kæp i hjulet på de mange
begavede forskere og tænkere. Allerede den 2. kalif, Umar, satte ifølge
traditionen tonen an ved at tilintetgøre det 700.000-bind store bibliotek i
Alexandria. Denne ødelæggelse var en direkte konsekvens af muhamedanismen.
Som Umars ordre til emir Amron ibn al-Ass angiveligt lød: "Hvad angår de
bøger du nævnte, her er mit svar. Hvis deres indhold er i overensstemmelse
med Allahs bog, kan vi undvære dem, for i det tilfælde er Allahs bog mere
end nok. Hvis de på den anden side rummer materiale, der ikke er i
overensstemmelse med Allahs bog, kan der ikke være noget behov for at bevare
dem. Fortsæt derfor og ødelæg dem." Det tog ifølge Burns (1994) seks måneder
at brænde alle de uerstattelige skrifter.
Dernæst må nævnes kaliffen al-Hadi, som i 700-tallet lod 5.000 filosoffer
dræbe i Bagdad med det formål at ødelægge videnskaberne i de muhamedanske
lande "helt ned til rødderne". Selv i den muhamedanske civilisations
"guldalder" var det værdifulde hovedsageligt oversættelsen og opbevarelsen
af oldtidens klassikere - og i vid udtrækning stod kristne og jødiske
undersåtter for dette arbejde (Esposito 1992, s. 33; Gaudeul bd. 1 s. 23).
Ye'or (1996) supplerer, at de kulturelle arnesteder, som viderebragte den
præislamiske kultur til det opvågnende Europa, fandtes på kristen grund - i
Spanien, Italien og Provence -, hvortil eliter fra de muhamedanske lande var
flygtet pga. de rettroendes undertrykkelse og barbari.
Om muhamedanernes egen litterære "guldalder" skriver G.E. von Grunebaum i
sin Islam, Essays in the Nature and Growth of a Cultural Tradition (1955),
at ligesom Sandheden ifølge muhamedanismen allerede er fastslået, hvorfor
det ikke er ønskværdigt at finde nye sandheder, således afvises også
litterær originalitet, idet koranen er modellen for alt. "Gennem den
arabiske litteraturs store epoke", bemærker Grunebaum, "værdsatte kritikerne
udtryksmæssig perfektion over poetisk originalitet, og læserne var fuldt ud
tilfredse med at opleve de velkendte motiver igen og igen, hvis blot de var
affattet i et udsøgt og omhyggeligt valgt sprog." Koranen havde skabt et
permanent åndeligt fængsel, uden nyskabelser og originalitet. Som Hodgson
(bd. 2 s. 503) anfører, fordømmer den eksplicit sådanne "frivoliteter" som
digtekunst.
En lang række berømte bygninger i Indien, bl.a. Taj Mahal, påstås ofte at
være udtryk for muhamedansk arkitektur, men i virkeligheden er den
hinduistisk, ligesom "arabisk" matematik og astronomi. (Burns 1994). Selv
vore "arabiske" tal kom fra Indien (The Cambridge History of Islam bd. 2 s.
742). I det 10. og 11. århundrede var et kulturelt kraftcenter Qairouan i
Tunesien, der brillerede i lægevidenskab, grammatik, filosofi og filologi.
Det skyldtes jødiske immigranter. Det første videnskabelige værk på arabisk
(om lægevidenskab) blev skrevet i 683 af Masarjawayh, en jødisk læge fra
Basra. De andre pionerer i arabisk lægevidenskab var den nestorianske Ibn
Bakhtishu og den jakobitiske Yuhanna b. Masawayh (777-857). Muhamedanere
brillerer mest af alt med deres fravær. Ye'or (1996) understreger, at det
muhamedanske imperiums økonomi og militær, ja samfund i det hele taget, blev
opbygget af kristne og jødiske slaver hentet i Middelhavsområdet og
Armenien. De var langt mere fremmelige i både lægevidenskab, navigation,
arkitektur, vejbygning, håndværk og landbrug end de herskende arabiske og
tyrkiske klaner. Ye'or må konkludere, at uden de foragtede vantros arbejde
kunne den muhamedanske stat ikke have været opretholdt; det var deres hårdt
beskattede indsats, som trods alt gjorde det muligt at opbygge rigdom i
Egypten, Syrien, Palæstina, Mesopotamien, Iran og andre provinser. Hvor
muhamedanerne havde skabt ørken og ruiner, kunne de vantro igen skabe
frugtbarhed og byer.
Det var udelukkende muhamedanernes bevidsthed om deres totale afhængighed
af deres vantro undersåtter, der hindrede disses udslettelse. De rettroende
indskrænkede sig til at administrere og undertrykke. Den selvsamme
"religion", der havde forårsaget deres goldhed, kunne dog bekræfte dem om,
at de var på rette vej: "Kontrasten mellem nomadernes usselhed og deres
kulturs fattigdom, og de enorme materielle og kulturelle rigdomme,
kunstarter, videnskaber og litteratur i de mere prestigefyldte
civilisationer - den jødisk-kristne og den persiske - blev kompenseret af
følelsen af racemæssig overlegenhed og den guddommelige udvælgelse af den
arabske umma. Modsætningen mellem overbevisningen og realiteterne førte
imidlertid til nogle fjendtlige reaktioner og en hadefuld foragt, som fandt
udtryk i institutionelle bestemmelser." (Ye'or 1996).
Den jødiske filosof og fysiker Maimonides, hvis videnskabelige værker på
arabisk hører til den islamiske kulturs højdepunkter, var et af ofrene for
den muhamedanske intolerance. I et brev til Yemens jøder fra 1172 skrev han
om deres fælles oplevelser af tvangsomvendelserne under muhamedanismen: "I
ved, mine brødre, at på grund af vore synder har Gud sat os midt blandt
dette folk, Ishmaels nation (muhamedanerne), som forfølger os groft, og som
udtænker måder at skade os og fornedre os på... Ingen nation har nogensinde
skadet Israel så meget. Ingen har på samme måde fornedret og ydmyget os.
Ingen har været i stand til at degradere os, som de har." Og Maimonides,
ansat ved hoffet i Kairo, betragtes nu som en perle for den islamiske
civilisation, han afskyede!
Under anvendelse af trusler, afpresning og forfølgelser søgte
muhamedanerne at omvende særligt de mest fremragende vantro til
muhamedanismen for at styrke deres "religions" prestige og bekræfte dens
overlegenhed. Blandt disse omvendte kan fx nævnes den jødiske astronom Sind
b. Ali, de zoroastriske digtere Ibn al-Muqaffa og Bushr b. Burd, den
jakobitiske læge, astronom og filosof Ali al-Tabari, den nestorianske læge
Hunayn b. Ishaq og jøden Ya'qub Ibn Killis, der lagde grunden til det
muhamedanske Egyptens blomstrende økonomi. Perseren Ibrahim al-Mawsili, der
komponerede den klassiske "arabiske" musik, var som barn af vantro blevet
fanget i den tyrkiske by Mosul. Selv Jawhar, der grundlagde den berømte
al-Azhar-moské, var købt som kristen slave i Qairouan. (Yderligere eksempler
nævnes i The Cambridge History of Islam bd. 2 s. 852f). Den højt priste
såkaldte "islamiske kunst", dens paladser og billedhuggeri, er vantros
værker - eller rettere var der mange steder kun ringe forbindelse mellem
religion og kultur. En arabisk filosof udtalte således, at der fandtes tre
religioner: kristendommen, jødedommen og islam. Den første var umulig, den
anden for børn, og den tredje for svin. De største geniers værker - fx
Avicennas og Averroës' - blev da også brændt af det muhamedanske præsteskab.
(Tibi 1998 s. 203). Ernest Renan fastslog i sin Sorbonne-forelæsning fra
1882 korrekt, at der intet arabisk var ved den såkaldte islamiske
middelaldercivilisation: Den middelalderlige kultursyntese, de muhamedanske
lærde betragtede som deres, var i virkeligheden et resultat af grækernes og
persernes kreative evner. Den europæiske genopvågnen og renæssance blev da
heller ikke til som et udtryk for positiv inspiration fra, men som direkte
reaktion imod den muhamedanske verden. Henri Pirennes klassiske tese, ifølge
hvilken "Aftenlandets fødsel" går tilbage til udfordringen fra
muhamedanismen, bekræftes af den nyeste forskning (Tibi 1998, s. 63). Denne
afvisning må fortsætte, hvis Vesten skal bestå.
Erkendelsen af muhamedanismens ringe kulturbidrag belægges også af Bernard
Lewis (1984, s. 6). Han indleder sin bog om jøderne under islam med at
fastslå, at en stor del af den såkaldte islamiske kunst var jøders og
kristnes værk. Jean-Claude Barreau supplerer i sin 1991-bog, at overalt,
hvor muhamedanerne har taget magten, har de i deres foragt for "vantro"
udraderet højkulturer for at erstatte dem med deres egne beduin-telte og
stammesamfund. I den påståede "islamiske guldalder" var det i virkeligheden
ikke araberne, men det østromerske rige, Byzans, som udviklede fx
matematikken og bevarede den klassiske kultur frem til renæssancen. Ejheller
var middelalderkulturerne i Cordoba, Granada, Damaskus og Bagdad
muhamedanernes værk. De blev til på trods af arabernes erobring og varede
kun ved, så længe den skabende del af befolkningen ikke var islamiseret. Om
muhamedanismen generelt fastslår Hodgson (bd. 2 s. 335) rammende, at selv
hvor den er mest sofistikeret, har den beholdt "en mængde af kulturelt
primitive træk i sin kult og i sine myter."
Med rette advarer Jacques Ellul (i forordet til Ye'or 1985) mod det
aktuelle store propagandafremstød, der går ud på at fremstille islam som
alle civilisationers vugge og kilden til alle videnskaber og kunstarter på
et tidspunkt, hvor Europa var nedsunket i barbari.
Som Barreau udrykker det, er det som om islam forstenede kort efter
Muhameds død. Den har sjældent inspireret til frugtbar gerning, men stort
set altid kun forvoldt ødelæggelse og død. De eneste kulturelle kilder i den
arabiske verden har været kristne minoriteter (koptere, maronitter,
armeniere, kaldæer m.fl.). I øvrigt er muhamedanismen ikke så nært beslægtet
med kristendommen og jødedommen som ofte påstået. Det korte af det lange bag
denne myte er: Muhamed, der antagelig var analfabet, begyndte at udbrede sin
politiske ideologi i Mekka år 610. Hertil fik han behov for noget teoretisk
overbygning. De eneste, der kunne yde dette på stedet, var kristne og jøder.
Derfor støttede han sig til dem. Efterhånden som han blev stærkere svækkedes
båndene til dem og i alt fald fra 624 var de "vantro" og intet andet. Det er
det, islam har levet på lige siden. Men åbenbaringerne fra 610 og nærmest
derefter følgende år indgår i det i 650'erne redigerede bogværk, koranen.
Gennem muhamedanismens historie er nyskabelse og originalitet blevet kvalt
af forventningen om, at den enkelte har skullet bøje sig for kollektivets
vilje. Kollektiv konsensus (icma) var i religionsteoretisk sammenhæng et
vigtigere kriterium for sandhedsindholdet i et budskab end individets
kritiske tænkning. Grænserne for, hvad man kunne tillade sig, var som regel
meget snævre. I det Osmanniske rige fandt der dog i modsætning til i alle
tidligere muhamedanske imperier betydelige forbedringer sted i politisk og
administrativ praksis. Men det skyldtes karakteristisk nok indflydelsen fra
byzantinske traditioner. Ikke nogen nyskabende kraft fra muhamedanerne selv
(Özdalga 1987, s. 58 og 142).
Kr. Kolding rammer sikkert i plet, når han i sin Verdenshistorie (1956)
beskriver baggrunden for manglen på skaberkraft blandt araberne, nemlig
troen på Allah, der har forudbestemt enhvers skæbne, hvorfor man roligt kan
styrte sig ud i den vildeste kamptummel. "Denne tro skabte tapre krigere,
men fratog den troende dådskraft til den daglige gerning: Der trivedes og
groede jo det samme, hvad enten bonden var doven eller flittig, og købmanden
fik de samme kunder, hvad enten han anstrengte sig eller ej." Frasen "Metub"
(det stod skrevet) eller "det er Allahs vilje", er den tilbagevendende
undskyldning for ikke selv at gøre en forskel. Derfor har midlerne til
livets opretholdelse såvel som højere indsigt frem til i dag i alt
væsentligt måttet tilvejebringes af de vantro i Arabien.
Ye'or beskriver i 1. kapitel i sin 1996-bog den ørkendannende effekt, som
muhamedanismen havde overalt, hvor den kom frem. To år efter profetens død
ekspanderede kalif Abu Bakr ind i Syrien, hvor hele Gaza-regionen blev
ødelagt og plyndret og 4.000 jøder, kristne og samaritanere massakreret.
Gennem 630'rne blev store frugtbare områder og byer i Syrien efterladt
udyrkede og i ruiner af de muhamedanske beduiners gentagne razziaer. I 639
døde mange tusinde af sult og epidemier som følge af ødelæggelserne. Efter
et par århundreder var de syriske og palæstinensiske oaser, som havde været
opdyrket siden antikken, landbrugs- og bycentrene i Negev, i Jordan, i
dalene omkring Eufat og Tigris samt mange andre frugtbare egne uddøde.
Tilbage var kun ruinbyer og omstrejfende gede- og kamelflokke. Denne
ørkeneffekt er en generel konsekvens af muhamedanismen gennem hele
historien, virkende faktisk identisk gennem mere end 1.000 år: Fx i 1860
beretter en britisk konsul, hvordan beduinernes fremtrængen mod nord fra det
centrale Arabien på få årtier havde lagt enorme frugtbare områder øde, så
der nu kun kunne græsse beduinernes geder og kameler. Konsulen beskrev de
mange byer, hvis huse og veje lå intakte, men uden et menneske. (Ye'or
1996). Njor (s. 22) beskriver fra Yemen, hvordan landets jord i oldtiden
"var så frugtbar, at man sagde, at det var muligt over alt at gå i træernes
skygge. Havde man en tom kurv på hovedet, ville den på få minutter blive
fyldt til randen af nedfalds-frugter. Overflod før, hvor der nu er ørken."
I 640'rne blev Armenien og Nordafrika ramt af den muhamedanske katastrofe.
De "massakrerede alle, de mødte på deres vej og i kirkerne, mænd, kvinder og
børn, uden at skåne nogen", beretter en samtidig kronikør. I Armenien
medførte deres entré "tilintetgørelse, ruin og slaveri". I Nordafrika blev
Tripoli plyndret i 643. Karthago blev totalt ødelagt og hovedparten af
indbyggerne dræbt. I Maghreb-landene tog det dog de rettroende 100 års mord
og brand at få pacificeret berberne. Da muhamedanerne i slutningen af
640'rne også stod til søs, blev flere middelhavsøer gjort til ubeboelige
ørkener. Italiens og Frankrigs kyster stod i brand. Hele befolkninger blev
bragt i slaveri og deporteret, tildels massakreret. Det gjaldt fx de kristne
og jøderne i Aleppo, Antiocha, Euchaita, Pergamon, Sardinien, Cypern m.fl.
steder. Og i mange århundreder efter selve erobringerne blev
lokalbefolkningerne bestandigt terroriseret af razziaer udført af
beduinbander i kaliffens navn. Den primære kilde for slaver var dog de
punktmæssige razziaer, som muhamedanerne foretog mod byer i de vantro
nabolandes grænseområder, hvilket ofte tømte disses byer og provinser for
indbyggere. Ikke tilfældigt stammer begrebet hellig kriger, ghazi, fra det
arabiske ord ghazija, der betyder razzia (plyndringstogt).
I det tidlige muhamedanske samfund var ifølge Lewis alle angiveligt lige og
ingen priviligerede, "bortset fra den indlysende sandhed, som de, der indtog
den sande tro, besad i forhold til dem, der bevidst havde forkastet den - og
selvfølgelig bortset fra indlysende naturlige og sociale realiteter som
mandens overlegenhed over kvinden og herrens over slavens."
Lewis beretter (1998, s. 258), at der igennem middelalderen og senere har
været en række ganske radikale sociale og religiøse protestbevægelser i den
muhamedanske verden, som forsøgte at fjerne de barrierer, der med tiden
opstod mellem høj- og lavbåren, rig og fattig, araber og ikke-araber, hvid
og sort, eftersom alle disse barrierer blev anset for at være i modsætning
til det muhamedanske broderskabs sande ånd. Det er dog ganske
bemærkelsesværdigt, tilføjer Lewis, "at ingen af disse bevægelser nogen
sinde satte spørgsmålstegn ved de tre urørlige sondringer, som var
grundlaget for slavers, kvinders og vantros underdanige status."
Ikke-muhamedanerne i Muhamedanien forblev mindreværdige og fik ikke lov at
glemme det. "Deres gerninger er spildte. De skal forblive i ilden i evig
tid", hedder det i koranens sura 9 vers 17.
Efter muhamedanismens dogmer kan en rejsende, der vover sig fra de vantros
til de rettroendes dele af verden, ifølge Ye'or (1996) dræbes af en hvilken
som helst muhamedaner og fratages sine ejendele. En midlertidig beskyttelse,
aman, kan dog udstedes i særlige tilfælde - med maksimal varighed af et år.
Langt værre ser det ud for de vantro, der er så uheldige permanent at bo i
muhamedanismens verden. "Hav ikke noget venskab undtagen blandt dine egne",
hedder det karakteristisk i koranen (3:118). "Andre vil med sikkerhed
fordærve dig. De ønsker din ydmygelse: deres had er klart nok ud fra hvad de
siger, men det, deres hjerter gemmer, er endnu værre..." Mistroen mod
anderledes troende har gennem hele historien præget muhamedanernes
behandling af deres minoriteter.
Jacques Ellul har i sit forord til Ye'ors 1985-bog sammenlignet
situationen for dhimmi (de ikke-muhamedanske minoriteter) med den europæiske
slaves i middelalderen. Han pointerer imidlertid, at mens slavernes
situation i Europa var resultatet af specifikke historiske omstændigheder,
der forsvandt med udviklingen, er situationen for de "vantro" under
muhamedanismen ikke et produkt af tilfældet: Den er, hvad den ifølge den
muhamedanske opfattelse bør være til hver en tid, efter den statiske
muhamedanske verdensopfattelse. Derfor er muhamedanernes behandling af
ikke-muhamedanere gennem historien af en helt anden aktuel interesse end fx
kristnes fremfærd gennem tiderne. Kristendommen er nemlig ikke længere som i
middelalderen, mens det særegne ved muhamedanismen er uforanderligheden i
dens opfattelser. Som det konstateres i Ende & Steinbach (s. 530), er
kristendommens oprindelige, rene lære til stadighed forandret og tilpasset
de forskellige folk, der har sluttet sig til den - til forskel fra
muhamedanismen, der har kunnet bevare sin identitet. Det skyldes, at den til
stadighed vil udforme samfundet og alle menneskelige relationer ud fra
ordene i en tekst fra 600-tallet. Dette giver en absolut maksimal træghed i
adfærdsændringer, da den hellige tekst naturligvis aldrig vil ændres i så
meget som et komma. Tiden er så at sige blevet sat i stå, fikseret i
koranens skrift. Derfor er historisk viden essentiel for forståelsen af
muhamdanismen også i nutidens verden.
Ellul fremhæver, at forfølgelser og massakrer mod jøder og kristne under
muhamedanismen modsat hvad der ofte påståes har været hyppige. Den bog, som
hans tekst danner forord til, Bat Ye'ors The Dhimmi, dokumenterer til fulde
dette. Med rette påpeger Ye'or i sin introduktion, at den europæiske
kolonialisme betød en befrielse for de "vantro" minoriteter i Muhamedanien,
hvis tiltrængthed kun alt for tydeligt atter har vist sig efter den
antikolonialistiske "befrielseskamps" sejr. Man kunne og kan i intet
muhamedansk land forestille sig noget, der blot ligner en "Dreyfus-proces"
som i Frankrig, fordi en jøde eller kristen er blevet uretfærdigt
behandlet - rent bortset fra, at ingen vantro under muhamedanismen kunne
have en så høj militær rang som Dreyfus. Befrielsen af de ikke-muhamedanske
minoriteter kunne kun komme udefra. Der er for Ye'or ingen tvivl om, at
kolonialismen var nødvendig for at ændre minoriteternes vilkår under
muhamedanismen. Hun beskriver også, hvordan muhamedanere, der mente sig
ydmyget, massakrerede og udryddede kristne og jøder i bl.a. Grækenland,
Bosnien, Syrien, Palæstina og Libanon.
Mens Muhamed endnu levede erobrede han ved sine militære operationer,
politiske intriger og dynasti-etableringer så at sige hele den arabiske
halvø.
I hundredåret efter hans død erobredes kæmpeområder af islam. Mange af
disse steder kom muhamedanerne til at udgøre en blot lille minoritet. Uden
at kunne danne nyt selv overtog de de byzantinske og persiske
administrations-systemer. Islams egne teologer udarbejdede dog
begrundelserne for de vantros underordnede status. De muhamedanske lærde
vedtog simpelthen enstemmigt, at eftersom islam var den eneste sande
religion, må det, som det muhamedanske samfund opfatter som sandt og
retfærdigt, også virkelig være det. Dette er ijma-princippet, det
muhamedanske samfunds konsensus.
Ifølge traditionen fra kaliffen Umar (634-44) er det umuligt at have
indfødte fra de erobrede områder i positioner med nogensomhelst magt.
Ydermere specificeres det. at deres huse ikke være højere end de
rettroendes, og der må ikke hilses på dem først. Umar er ophavsmand til
erklæringen: "Hvis Allah forlænger mit liv, vil jeg med sikkerhed jage alle
kristne og jøder ud af Arabien, og vil kun efterlade muslimer." I fuld
overensstemmelse med de ord, som Traditionen tilskriver Muhamed: "Fordriv
jøderne og de kristne fra den arabiske halvø." (Lewis 1987, bd. 1 s. 212).
Umars såkaldte Pagt vedr. relationerne med de vantro minoriteter er optrykt
i Lewis 1987, bd. 2 s. 217f. Ifølge denne pagt skal de vantro bl.a. love:
"Vi vil ikke vise vores religion offentligt eller omvende nogen til den. Vi
vil ikke forhindre nogen af vore i at gå over til Islam hvis de ønsker det.
Vi skal vise muslimerne respekt, og vi skal rejse os fra vore sæder, hvis de
ønsker at sidde (...). Vi vil altid være klædt på den samme måde, hvor vi
end er (...). Vi vil ikke hæve vore stemmer under vore kirkelige handlinger
eller i muslimers nærvær, ejheller vil vi hæve vore stemmer, når vi følger
vore døde." I en lignende omfangsrig pagt fra det følgende århundrede siges
der bl.a. til de vantro, at hvis en muslim hos dem køber noget, der ifølge
islam er forbudt, fx svinekød eller vin, og køberen har indtaget det, "vil
vi ikke forpligte ham til at betale for det, men vi vil straffe dig for
det." En sådan omvendt "retfærdighed" er et typisk og gennemgående træk i
behandlingen af de vantro - og gennem det 13. og 14. århundrede blev de
ydmygende og nedværdigende aspekter stadig mere drastiske.
En klassisk retsautoritet som Ibn Taymiyya (1263-1328) anbefalede
herskerne at reducere jøders og kristnes levestandard. "Ved at gøre dette,
fik de stor succes og folkelig støtte", bemærker Gaudeul (bd. 1 s. 130).
Lige fra den første tid under muhamedanismen og indtil nutiden, bemærker
Gaudeul, er det muhamedanske samfunds egne onder blevet projiceret over på
særlig kristendommen inkarneret i Vesten, der fremstilles som højdepunktet
af alle perversioner. Her henvises til bogen Western Civilization Through
Muslim Eyes (Worthing: Optimus Books, 1977) af Sayid Mujtaba Rukni Musawi
Lari. Dette forhold er uforanderligt: Gaudeul peger på ligheden i de
anti-kristne optøjer i Kairo i 1321 og 1981. Muhamedanernes holdning til
deres minoriteter gennem historien er blevet kaldt "foragtende tolerance"
(Ende & Steinbach s. 528). Dette udtryk synes dog for mildt, de mange
perioder helt uden nogen form for tolerance taget i betragtning.
Udelukkelsen af vantro minoriteter fra enhver offentlig funktion støttes
af koranen (sura 2 vers 27, 114-115 og sura 5 vers 56) samt traditionen
(sunna), der forbyder en kristen eller jøde at have magt over en
muhamedaner. Derfor er det endnu i dag uhørt sværere for en ikke-muhamedaner
end for en rettroende at opnå høje poster i et muhamedansk land. Omkring år
700 besatte vantro visse offentlige poster, men Umar den Anden (717-720)
afsatte alle funktionærer fra minoriteterne. Det samme gjorde kalif
al-Mutawakkil (847-861), som også beordrede træbilleder af djævle sat på de
vantro minoriteters døre. Gennem hele middelalderen, hvor hadet mod de
vantro minoriteter kun tiltog, vakte det blandt de muhamedanske masser stor
harme, når enkelte vantro blev udnævnt til en offentlig post. Ofte førte det
til massakrer. Det var ifølge Ye'or (1996) tilfældet i bl.a. Mesopotamien,
Egypten, Maghreb og Spanien. Desuden var en fremtrædende offentlig position
altid et yderst farligt sted at være for en vantro. Da den egyptiske jøde
Yasif al-Yahudi således i 1697 fremlagde sine planer for økonomisk
genopretning af Egyptens fallitbo, blev hans plan først accepteret af
sultanens regering, men da den vakte folkets misnøje, lod regeringen ham i
stikken: Han blev fængslet, dræbt, slæbt gennem gaderne og til slut brændt
under pøbelens jubel.
Egypens koptere blev voldsomt forfulgt i 700- og 800-tallet. En samtidig
kronikør skrev, at araberne udpegede de kristne som "fjender af Gud". De
fleste klostre blev lukket, nonnerne voldtaget og dræbt. Muhamedanerne
kendte de kristne festdage, hvor de mødte op og lavede razziaer, tog bytte
og solgte pilgrimmene som slaver. Under kalif al-Hakim (996-1020) blev alle
kirker og synagoger plyndret og omdannet til moskeer. Egyptiske jurister fra
såvel det 15. som det 18. århundrede udtrykte den mening, at hensyntagen til
vantro er udtryk for manglende tro. Den generelle udvikling under
århundreders forfølgelser fremgår af, at der ved den muhamedanske erobring
var 25 mio. kristne i Egypten med 40.000 kirke og klostre, mens der i
begyndelsen af det 19. århundrede var 150.000 kristne med 250 tildels
ødelagte kirker. Først den britiske kolonisering lettede trykket, og
antallet af koptere kunne vokse hastigt. (Burns 1994). I resten af
Nordafrika var kristendommen blevet definitivt udryddet allerede omkring år
1200 (Lewis 1984 s. 52). Dette arbejde blev for stor dels vedkommende udført
af den muhamedanske berbersekt Almohaderne, som ifølge University History of
the World på deres felttog "efterlod et spor af blod fra Sahara til Toledo."
Almohade-dynastiet herskede fra 1130 til 1269. Det gav - i sine venlige
øjeblikke - kristne og jøder valget mellem konvertering til islam eller
døden. Slår man imidlertid op i Bæk Simonsens Islamleksikon (1994) under
"Almohaderne", vil man ikke se dynastiets blodige gerninger beskrevet med så
meget som ét ord. Denne overbærenhed ville han formodentlig ikke have haft
med den spanske Inkvisition eller de kristne korstog.
Pga. muhamedanismens hurtige ekspansion, hvorved talrige vantro var blevet
indlemmet, var muhamedanske byer præget af etnisk opsplitning - separate
kvarterer uden egentlige forbindelser. Disse byer "fortjener deres
beskrivelse af at være en forsamling af adskilte byer under massakrens
spøgelse." (The Cambridge History of Islam bd. 2 s. 454). De muhamedanske
massers hetz var som regel endnu farligere for de vantro end officielle
forfølgelser; som oftest måtte myndighederne skride ind for at standse de
rettroendes lynch-optøjer og uroligheder, sat igang af banale skænderier på
gaden eller af ugrundede muhamedanske mistanker mod jøderne og de kristne
(Hodgson bd. 2 s. 538). Bat Ye'ors bøger beskriver den generelle tilstand af
terror, der herskede mod de af både araberne og tyrkerne undertvungne folk -
en terror, som helt forhindrede kvinder i at færdes udenfor hjemmet, og som
tvang mændene til altid at være bevæbnede (hvilket imidlertid ofte var de
vantro forbudt).
I princippet er dette stadig korrekt muhamedanisme, men det må vige, når
den foreliggende situation tilsiger, at det er mere taktiksnedigt for en tid
at hykle noget andet. Det bliver særlig betydningsfuldt efter islams
totalnederlag i Første Verdenskrig. Ved opbygningen af den nuværende
ekspansionsbølge kommer muhamedanerne til nye lande - fx Danmark - hvor der
endnu vil gå nogen tid, før de anser det for opportunt åbenlyst at vende
tilbage til den uforfalskede muhamedanisme.
Professor John A. Armstrong peger i sin bog Nations before Nationalism
(University of North Carolina Press, 1982) på noget karakteristisk, når han
gør opmærksom på, at "det tidligste islamiske imperium, Umayyaderne, var
baseret på den forestilling, at grundlæggerne, araberne, var overlegne, og
at andre grupper skulle holdes i underordnede roller selv efter at være
omvendt til islam." Armstrong fortsætter: "Islamisk praksis pressede også
fortolkningen af Gud som hærskarernes Herre til det ekstreme, som en sen
osmannisk historiker villigt indrømmede: 'Den nye religion gjorde dem
(tyrkerne) endnu mere dristige og ivrige efter erobringer. En af de mest
bemærkelsesværdige effekter af islam er, at den blandt sine tilhængere
udvikler en kærlighed til krig og de omvendtes ildhu, på engang brændende og
heroisk, der havde bevæget araberne efter deres omvendelse.'" Og med et
andet citat må Armstrong konkludere: "Således var det islamiske samfunds
eksistensberettigelse på en måde dets overlegenhed. Desuden blev meget af
den stolthed, der tidligere var knyttet til ens slægt, nu overført til
muhamedansk fællesskab. Dette ledte til en intens tro på islams overlegenhed
og på andre samfunds underlegenhed. De kristne og jøder, som måtte bære
anderledes tøj end muslimerne, fik at føle at dette var en ydmygelse, og det
forøgede presset på dem for at blive muslimer."
Den megen snak om muhamedansk "tolerance" over for anderledes tænkende har
generelt været bevidst eller romantisk løgn - en muhamedansk udtalelse fra
1400-tallet kommer nærmere virkelighedens forhold: "Vi er ulvene og de (de
kristne) lam... Gav en ulv nogensinde afkald på at nyde et lam?" I dag ses
imidlertid det uhørte, at lammene selv inviterer ulvene ind til sig (Vestens
indvandrerpolitik). Armstrong fremhæver dog med rette, at fjendtligheden var
et slående aspekt i forholdet mellem muhamedanisme og kristendom lige fra
starten, og han fortsætter: "Det fjendtlige forhold antyder virkelig
eksistensen af uforenelige doktrinære forskelle."
Koranen forbyder tvangsomvendelser, men i virkelighedens verden overtrådtes
dette forbud ofte. I djihad er det endog ifølge Ibn Khaldun (død 1406) et
eksplicit krav, at tvang om nødvendigt må anvendes for at omvende alle
vantro: Deres doktriner er ifølge koranen falske, så "vi har kun at give dem
valget mellem islamismen, beskatningen eller døden", skriver dette
muhamedanismens angiveligt næststørste geni (efter profeten Muhamed) i sin
"Prolegomena". Også den klassiske retslærde Ghazali (død 1111) anbefaler ved
missioneren for muhamedanismen "stokken, pisken eller sværdet, siden dette
er det mest overbevisende argument for de fleste." (Gaudeul bd. 1 s. 210).
Ordet islam betyder "underkastelse", hvilket såvist skal tages ganske
bogstaveligt. I Politikens Religionsleksikon (1991) sammenfatter Arild
Hvidtfeldt kort og godt realiteterne: "Kun meget få af de mange kendte
religioner har haft tilhængere som mente, at deres tro skulle påtvinges
andre med våbenmagt, men islam er en af dem." En anden moderne europæisk
ekspert har givet den rammende tolkning af koran-forbudet mod tvang på
området, at det ikke skal opfattes som en anbefaling af tolerance, men som
et udtryk for resignation, altså en modstræbende konstatering: Uanset
hvilken tvang man anvender, kan man ikke ændre folk indvendigt (Lewis 1984
s. 13). Som Burns (1994) fastslår, blev forbudet mod tvang i religion i
hvert fald kun overholdt, når muhamedanerne ikke var stærke nok til at
gennemtvinge deres ideologi med magt. Kaliffen Walid den Første (705)
samlede Armeniens adel og kirkeledere i et par kirker og brændte dem ihjel.
Andre blev korsfæstet og halshugget, og deres kvinder og børn gjort til
slaver. Da kalif Marwan i midten af 700-tallet efter omfattende
nedslagtninger indgik en fredsaftale med de kristne armeniere, krævede han
bl.a. hvert år at modtage 500 drenge og 500 piger "med sort hår og øjenbryn
og med lange øjenvipper". Igen i 852-855 fandt der en voldsom pogrom sted
mod Armeniens kristne. I 1033 blev 5-6.000 jøder massakreret i Fez
(Marokko), og i 1066 omkring 3.000 i Granada. I Yemen blev jøderne gentagne
gange tvunget til at vælge mellem omvendelse og døden. Den muhamedanske
holdning til de kristne kommer usminket til udtryk i den syriske emir Usamas
rapport fra Jerusalem i 1140: "Måtte dog Allah, den Allerhøjeste, rense
verden for denne yngel. Priset være Allah, Ophavet til alle ting, Skaberen!
Den, der har tilegnet sig kundskab, kan ikke andet end berømme og
helligholde Allah, den Almægtige. Thi han har i de kristne set dyr, som har
modets og kampiverens fortrin. Men de har ingen andre fortrin. Måtte Allah,
den Allerhøjeste, rense verden for dette utøj." (Cit. efter Konzelmann
1981). De såkaldte almohade-forfølgelser i Maghreb-landene og Spanien
(1130-1212) gjorde en ende på kristnes eksistens i disse områder. I 1261 lod
guvernøren i Mosul alle kristne dræbe, der ikke ville blive muhamedanere. I
Persien blev jøderne tvunget til omvendelse i 1291 og 1318, i Bagdad i 1333
og 1344. Over hele Persien decimerede tvungne omvendelser fra det 16. til
det 20. århunderede antallet af kristne og jøder. Tyrkerne "omvendte" i det
16. og 17. århundrede alle indbyggerne i Makedoniens og Bulgariens
grænseområder. Dem, der nægtede, blev henrettet eller brændt. Under shah
Abbas 2's tvangsomvendelser af vantro i Armenien i 1650'erne blev
standhaftige jøder i tre døgn sat udendørs i frostvejr efter at være
overrislet med vand, og uden at få mad. Deres trosfæller bragte dem
rigtignok brød, men dette blev indtaget af de rettroende vagter. Osv. osv.
Selv hvis jøder eller kristne gav efter for presset og lod sig omvende,
kunne de aldrig selv nå at blive ligestillet med de muhamedanske
overmennesker. I Marokko omkring år 1800 måtte nyomvendte således ganske
typisk udelukkende gifte sig med negerkvinder eller andre konvertitter;
først i 4. generation betragtedes efterkommerne som ægte maurere.
Dhimmi-minoriteterne måtte udføre de laveste beskæftigelser i det
muhamedanske samfund. I Yemen befalede et dekret fra 1806, som stod ved magt
endnu da jøderne i landet rejste til Israel i 1950, at jøderne skulle skaffe
døde dyr af vejen samt tømme de offentlige latriner, også på jødernes
helligdag lørdag. I både Yeman, Marokko, Iran, Irak og Centralasien var det
en almindelig beskæftigelse for jøder at tømme slambeholdere og tørre
indholdet til brændsel. Omvendt har muhamedanere aldrig måttet tømme
latriner for vantro eller passe deres dyr. I Yemen og Marokko var det de
vantros opgave at udtage hjernerne af sultanens ofre og nedsalte deres
afhuggede hoveder, som skulle opsættes på bymuren som trofæer.
Endnu i vort århundrede skulle vantros boliger i Persien og Yemen have
lave døråbninger, så at beboerne som endnu en ydmygelse var nødt til at
bukke, når de gik ind i deres eget hus. Det store jødiske kvarter i Yemens
hovedstad San'a havde i modsætning til resten af byen ingen gadebelysning,
ejheller nogen affaldsindsamling. Ofte skulle et bestemt klæde hænges frem
for at markere de vantros huse, som også skulle være lavere end
muhamedanernes.
Allerede i det 9. århundrede dekreteredes det, at de vantro skulle bære
let genkendelige mærker med et billede: Jøderne en abe og de kristne et
svin. (Jøderne bliver ifølge koranen (2: 65) efter døden forvandlet til aber
pga. deres synder, og de kristne æder svin). Kalif al-Muqtadir bi-Amirallah
(908-932) skabte en velkendt præcedens ved at dekretere, at jøderne skulle
bære gule stjerner. Fra 1100-tallet Bagdad berettes, at jødiske kvinder
skulle gå med en klokke, så de muhamedanske gentlemen kunne tage sig i agt.
Der blev sat "grusomme muslimske mænd til at udspionere de jødiske mænd, og
grusomme muslimske kvinder til at udspionere de jødiske kvinder". Bagdads
befolkning, særlig børnene, havde for skik at chikanere og slå jøderne i
"alle Bagdads gader", berettede præsten Obadyah. Ifølge loven i
Konstantinopel fra 1770 måtte ingen græker, armenier eller jøde vise sig i
gaderne senere end en halv time efter solnedgang - skete det, kunne
vedkommende uden videre blive hængt. Endnu omkring år 1900 skulle jøder i
Libyen bære et iøjnefaldende blåt mærke på tøjet, og endnu senere i Marokko
og Algeriet måtte jøder ikke gå med sko udenfor deres eget kvarter.
Umiddelbart efter muhamedanernes erobringer kunne disse beklædningsregler
have været berettigede for at skelne erobrerne fra de undertvungne, skriver
Lewis (1984, s. 36), men allerede i middelalderen var dette behov
forsvundet, og formålet med at påtvinge de vantro en afvigende klædedragt
var ifølge Lewis i alle disse senere århundreder mest ønsket om at ydmyge,
minde minoriteterne om deres underlegenhed og straffe dem, hvis de
nogensinde skulle prøve på at glemme deres egenskab og deres plads.
I Yemen skulle jøderne bære tøj, der fik dem til at se latterlige ud.
Heller ikke her måtte de bære sko udendørs; en jøde kunne endnu i 1945
berette om dagliglivet i Yemen, at først når jøder kom langt væk fra byen
for at samle brænde, turde de tage deres sko på: "Araberne visiterede os
ofte, og hvis de fandt dem (skoene), straffede de os og forbød os at samle
træ. Vi måtte bøje hovederne, acceptere fornærmelser og ydmygelser. Araberne
kaldte os 'stinkende hunde'." Jødiske børn, der blev forældreløse før 15-års
alderen, blev i Yemen endnu på dette tidspunkt tvangsomvendt til
muhamedanismen.
I 1902 blev jøder i Shiraz i Persien angrebet, fik klippet hår og skæg af
og tvunget til at bære en iøjnefaldende mærkat. Om situationen for persiske
jøder i 1800-tallet kan det anføres som betegnende, at hvis en jøde gik ind
i en forretning for at se på en vare, var det ham forbudt at undersøge den
nærmere, og en respektfuld afstand skulle holdes. Kom han uforsigtigt til at
berøre den, var han tvunget til at købe den for en hvilkensomhelst pris,
købmanden måtte forlange af ham. Det var desuden forbudt for disse urene
jøder at gå udenfor i regnvejr, thi regnen kunne vaske skidtet af dem, som
så kunne besudle muhamedanernes fødder. Når en jøde gik på gaden, blev han
udsat for de groveste fornærmelser. Børn måtte kaste sten og skidt efter
ham, og forbipasserende spyttede ham i ansigtet og slog ham nogle gange så
voldsomt, at han måtte bæres hjem. Af regelsæt for jøder i Persien ca. anno
1850 kan yderligere anføres, at hvis en muhamedaner myrder en jøde, må
ofrets familie kunne bringe to muhamedanske vidner for at kunne modtage 600
piastre af morderen, men hvis sådanne to vidner ikke kan fremskaffes,
forbliver mordet ustraffet, også selv om det er blevet begået offentligt og
er velkendt. Nogle gange trænger muhamedanere ind i jøders boliger og tager,
hvad de har lyst til. Skulle ejeren yde den mindste modstand til forsvar for
sin ejendom, risikerer han at måtte bøde for det med livet. Efter den
mindste disput mellem en jøde og en perser trækkes den førstnævnte straks
for en religiøs autoritet (den såkaldte Achund), og hvis klageren kan
fremskaffe to vidner, idømmes jøden en stor bøde. Hvis han er for fattig til
at betale, men straffen ske på anden måde: Han bindes med nøgen overkrop til
en pæl og modtager fyrre slag med en kæp. Skulle han ytre den mindste jamren
af smerte under straffen, tæller de allerede givne slag ikke mere, og
straffen begynder forfra. Jødiske børn, der kommer op at skændes med
muhamedanske børn, behandles på samme måde.
I 1892 fremlagde mullaherne i Hamadan i Persien følgende regelsæt: "En
jøde må aldrig overhale en muslim på en offentlig gade. Det er ham forbudt
at tale højt til en muslim. En jødisk kreditor må over for en muslim bede om
dennes gæld på en skælvende og respektfuld måde. Hvis en muslim fornærmer en
jøde, må den sidstnævnte bøje sit hoved og forblive tavs." Persien begyndte
først at moderere sin behandling i 1905 pga. vestligt pres, men en egentlig
forbedring indtraf først med Pahlavi-dynastiet i 1925. (Lewis 1984, s.
182f).
Klogt hed det i Frederik den Femtes instrukser til Carsten Niebuhrs
Arabien-ekspedition i 1761, at deltagerne forbydes "at kaste nogen form for
uretmæssig kærlighed på sådanne gifte eller ugifte personer, som kunne vække
den orientalske hævngerrighed. De må aldrig, ejheller dersom de tirres nok
så meget, udbryde i skældsord eller dér, hvor de er under den borgerlige
øvrigheds beskyttelse, forsvare sig ved håndgribeligheder. Erfaringen viser,
hvor farligt dette er i lande, hvor den muhamedanske religion hersker, og
hvor man hævner fornærmelsen af en muselmand med injuriantens død..."
Fra Istanbul beretter Julia Pardoe i 1836, at hun ved en festival så en
t